Forløb af Ekstraordinær Generalforsamling
27-06-14 kl. 27/6 2014 15:15 | TopoTarget 0,00 (0,00%)
Til NASDAQ OMX Copenhagen A/S
Meddelelse nr. 12-14 / København, 27. juni 2014
På Topotarget A/S’ (“Topotarget”) ekstraordinære generalforsamling, der blev
afholdt i dag, godkendte aktionærerne i Topotarget det af bestyrelsen fremsatte
forslag om at fusionere Topotarget med BioAlliance Pharma S.A. med Topotarget
som det ophørende selskab og BioAlliance Pharma S.A. som det fortsættende
selskab i overensstemmelse med bestemmelserne i den fælles fusionsplan af 21.
maj 2014.
Aktionærerne blev anmodet om i overensstemmelse med selskabslovens §110, stk.
2, at afgive en udtalelse om, hvorvidt de ønsker at udnytte deres
indløsningsret i henhold til selskabslovens § 286, stk.1.
Ingen af aktionærerne i Topotarget afgav udtalelse om, at de ønsker at udnytte
retten til at kræve indløsning af deres aktier i Topotarget i henhold til
selskabslovens § 286, og ingen af Topotargets aktionærer har således fastholdt
denne indløsningsret. Der var ligeledes ingen af Topotargets aktionærer der tog
forbehold for at kræve godtgørelse i henhold til selskabslovens § 285.
Dirigenten på den ekstraordinære generalforsamling blev med substitutionsret
bemyndiget af aktionærerne til at anmelde det vedtagne og foretage de ændringer
heri, som Erhvervsstyrelsen måtte kræve foretaget som betingelse for anmeldelse
eller godkendelse.
Fusionen afventer fortsat godkendelse fra aktionærerne i BioAlliance Pharma
S.A., som stemmer om fusionsforslaget den 30. juni 2014. Der henvises til den
fælles fusionsplan af 21. maj 2014, som kan ses på Topotargets hjemmeside
www.topotarget.com.
Efter aktionærerne i Topotarget og BioAlliance Pharma har godkendt fusionen,
vil fusionens gennemførelse være afhængig af anmeldelse hos de relevante
franske og danske myndigheder, som forventes at ske i løbet af juli eller
august 2014.
Den forventede sidste handelsdag for Topotarget på NASDAQ OMX Copenhagen og den
forventede første handelsdag for BioAlliance på NASDAQ OMX Copenhagen vil blive
meldt ud senere.
Topotarget A/S
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Anders Vadsholt, Adm. direktør – direkte: +45 39178345
Baggrundsoplysninger
Om Topotarget
Topotarget (NASDAQ OMX: TOPO) er et dansk-baseret biofarmaceutisk selskab med
hovedsæde i København. Selskabet beskæftiger sig med klinisk udvikling og
registrering af onkologiprodukter. Topotarget fokuserer i samarbejde med
Spectrum Pharmaceuticals, Inc. på udviklingen af dets førende
lægemiddelkandidat, belinostat, som har vist positive resultater i behandling
af blodkræftsygdomme og solide kræfttumorer opnået ved både enkeltstof- og
kombinationsbehandling. For yderligere oplysninger henvises til
www.topotarget.com.
Topotarget Safe Harbor Statement
Denne meddelelse kan indeholde fremadrettede udsagn, herunder udsagn om
Topotarget A/S' forventninger til udviklingen af selskabets kliniske pipeline
samt med hensyn til forventet likviditetsforbrug. Sådanne udsagn er forbundet
med risici og usikkerhed, hvoraf mange ligger uden for Topotarget A/S' kontrol,
og kan medføre, at de opnåede resultater afviger væsentligt fra de beskrevne.
Topotarget A/S har ingen hensigt om og påtager sig ingen forpligtelse til at
opdatere eller ændre fremadrettede udsagn, hverken som følge af fremkomsten af
nye oplysninger, fremtidige begivenheder eller på anden måde, medmindre dansk
lovgivning kræver det.
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar