Delårsrapport 1. januar - 30. juni 2014
14-08-14 kl. 14/8 2014 20:44 | Royal Unibrew 369,20 (+0,38%)
SELSKABSMEDDELELSE NR. 15/2014 – 14. august 2014
Delårsrapport for 1. januar – 30. juni 2014
Fremgang i både resultat og omsætning.
Opjustering af forventninger til årets resultat.
Nettoomsætningen steg i 1. halvår 2014 med 67 % til DKK 2.992 mio. som følge af
købet af Hartwall i august 2013. Organisk (eksklusive Hartwall i 2014) steg
afsætningen og nettoomsætningen i 1. halvår 2014 med henholdsvis 1 % og 4 %.
Målt proforma (inklusive Hartwall i 2013) var nettoomsætningen i både 1. halvår
og 2. kvartal 2014 uændret, selv om nettoomsætningen i Finland som forventet
var lavere (-4 % proforma) som følge af den negative udvikling i den finske
økonomi. Markedsandelene for Royal Unibrews brandede produkter er generelt
fastholdt. Resultatet før finansielle poster (EBIT) blev i 1. halvår 2014 på
DKK 361 mio. efter engangsomkostninger på ca. DKK 50 mio. til restrukturering
af Hartwall – en stigning på DKK 136 mio. i forhold til 1. halvår 2013.
Proforma steg EBIT i 1. halvår 2014 med DKK 57 mio., og EBIT-marginen steg i 1.
halvår 2014 fra 10,2 % til 12,1 %. Forbedringen af indtjeningen skyldes både en
gunstig udvikling i produktmikset, en forbedret effektivitet og en forskydning
af markedsføringsomkostninger. Indtjeningen var højere i alle segmenter såvel i
2. kvartal som i 1. halvår. Det frie cash flow blev i 1. halvår 2014 på DKK 340
mio. mod DKK 206 mio. i 1. halvår 2013. Den netto rentebærende gæld blev i 1.
halvår 2014 nedbragt med DKK 337 mio. til DKK 2.042 mio., og NIBD/EBITDA
udgjorde opgjort proforma og på 12 måneders løbende basis 1,9 mod 2,3 ved
udgangen af 2013. Forventningerne til resultatet i 2014 øges, og målsætningen
for EBIT-marginen på mellemlang sigt øges fra 13 % til 14 %.
”I 1. halvår har vi opnået en fortsat forbedring af resultaterne. Det skyldes
både organisk vækst i omsætningen og en øget effektivitet. Væksten er fortsat
højest inden for maltforretningen, men er også tilfredsstillende i
Nordvesteuropa, blandt andet drevet af en række kommercielle initiativer,
herunder lancering af Egekilde Fruits og Royal Shandy samt den nye Faxe Kondi
kommunikations-platform. Integrationen af Hartwall forløber
tilfredsstillende. På det kommercielle område arbejder vi – og vil i de
kommende perioder – arbejde på at styrke vores position, medens vi på
effektiviseringsfronten er forud for vores plan. Vi opjusterer forventningerne
til årets resultat primært som følge af det vældigt gode sommervejr og øget
effektivitet i Hartwall”, siger Henrik Brandt, CEO.
FORVENTNINGER
På baggrund af resultatet i 1. halvår, det meget tilfredsstillende sommervejr
og en hurtigere implementering af effektiviseringsplanen for Hartwall, øges de
tidligere udmeldte forventninger til årets resultat således:
Nettoomsætning: DKK 5.950-6.100 mio. (tidligere: DKK 5.750-6.050 mio.)
EBITDA: DKK 1.090-1.140 mio. (tidligere: DKK 965-1.015 mio.)
EBIT: DKK 790-840 mio. (tidligere: DKK 665-715 mio.)
Yderligere information vedrørende denne meddelelse:
Adm. direktør Henrik Brandt, tlf. 56 77 15 13
Det vil være muligt for investorer og analytikere at følge Royal Unibrews
præsentation af delårsrapporten
fredag den 15. august 2014, kl. 9.00 via audiocast på telefonnummer +45 327 280
18.
Præsentationen kan ligeledes følges via Royal Unibrews website
www.royalunibrew.com.
FINANSKALENDER
2014
27. november 2014 Delårsrapport for perioden 1. januar - 30. september 2014
UDSAGN OM FREMTIDEN
Denne delårsrapport indeholder fremadrettede udsagn. Der bør ikke træffes
beslutning baseret på sådanne fremadrettede udsagn, da de relaterer sig til og
er afhængig af omstændigheder, som måske eller måske ikke vil indtræde i
fremtiden, og de faktiske resultater kan adskille sig væsentligt fra dem, som
er indeholdt i de fremadrettede udsagn. Fremadrettede udsagn omfatter, men er
ikke begrænset til, udsagn vedrørende vores forretning, finansielle
omstændigheder, strategi, driftsresultater, finansiering og andre planer,
formål, antagelser, forventninger, udsigter, overbevisninger og andre
fremtidige begivenheder og udsigter. Vi påtager os ikke nogen forpligtelse til
og har ikke til hensigt at offentliggøre opdateringer eller ændringer til nogen
af disse fremadrettede udsagn, med mindre dette følger af lovgivningen eller
børsretlige regler.
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar