Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Delårsrapport 1. halvår 2014/15

12-09-14 kl. 12/9 2014 06:46 | TK Development 9,40 (0,00%)

Selskabsmeddelelse nr. 16/2014

Aalborg, Danmark, 2014-09-12 08:46 CEST (GLOBE NEWSWIRE) --

RESUMÉ

RESULTATER I FØRSTE HALVÅR 2014/15

TK Development realiserede i første halvår 2014/15 et resultat før skat, ekskl.
afviklingsaktiviteter, på DKK 15,0 mio. mod DKK -16,3 mio. i første halvår
2013/14.

Resultat efter skat i første halvår 2014/15 udgør DKK 7,0 mio. mod DKK -30,1
mio. i første halvår 2013/14.

Balancen udgør pr. 31. juli 2014 DKK 3.204,7 mio. mod DKK 3.347,1 mio. pr. 31.
januar 2014. Koncernens egenkapital udgør DKK 1.553,9 mio. mod DKK 1.553,7 mio.
pr. 31. januar 2014, og svarer til en soliditet på 48,5 %.

Periodens pengestrømme udgør DKK 4,3 mio. mod DKK 0,8 mio. samme periode året
før. Netto rentebærende gæld udgør pr. 31. juli 2014 DKK 1.335,0 mio. mod DKK
1.435,1 mio. pr. 31. januar 2014.

Koncernen har med virkning fra 1. februar 2014 implementeret IFRS 11,
Fællesledede arrangementer, hvilket har medført ændringer i koncernens
regnskabspraksis. Koncernens delejede selskaber med fælles bestemmende ledelse
der hidtil har været indregnet i koncernregnskabet ved pro rata-konsolidering,
skal efter IFRS 11 indregnes ved anvendelse af equity-metoden. Ændringen har
indvirkning på en lang række poster i resultatopgørelsen, aktiver og passiver
og medfører samlet set en reduktion af balancesummen i koncernen. Ændringen har
ingen indvirkning på hverken resultat eller egenkapital i koncernen.

DEVELOPMENT

TK Development har i første kvartal 2014/15 betinget solgt et 6.000 m²
kontorprojekt i Aalborg, Danmark. Projektet udvikles til den internationale
Alfa Laval-koncern som har indgået en længerevarende lejekontrakt på
ejendommen. Projektet er solgt til PensionDanmark til en samlet pris på DKK
126,1 mio. Byggeriet er påbegyndt i marts 2014 og overdrages til investor i
juni 2015. Indtjeningen fra salget vil blive indregnet i 2015/16 i forbindelse
med overdragelse af projektet til investor.

TK Development har i andet kvartal 2014/15 solgt og overdraget ca. 7.200 m²
byggeretter på Østre Teglgade i København til en privat investor. Avancen fra
salget er indregnet i andet kvartal 2014/15.

I Polen har TK Development i andet kvartal 2014/15 solgt og overdraget en andel
af koncernens grund i Bytom til Decathlon. Grunden er solgt med tab, men
Decathlon bidrager til at styrke interessen og udviklingsmulighederne for
området.

TK Development har efter regnskabsperiodens udløb indgået betinget aftale om
salg af jem & fix-delen i koncernens retailparkprojekt på Marsvej, Randers, til
en privat investor.

Der er ligeledes efter regnskabsperiodens udløb indgået betinget aftale om salg
af SuperBest-delen i koncernens projekt på Vasevej, Birkerød, til et privat
ejendomsselskab.

I Bielany, Warszawa i Polen arbejder TK Development med boligprojektets anden
etape som består af 297 boligenheder og servicearealer. Forhåndssalget er
påbegyndt i december 2013, og der er forhåndsreserveret 34 % af enhederne.
Byggeriet er påbegyndt i juni 2014 med forventet aflevering til køberne i
foråret 2016. Boligerne sælges som ejerlejligheder til private brugere.

I Jelenia Góra i Polen udvikler TK Development et ca. 24.400 m2 shoppingcenter.
Projektet gennemføres i et joint venture med Heitman, og koncernens ejerandel
udgør 30 %. Der er indgået lejekontrakter på halvdelen af arealet. Byggeriet er
påbegyndt i maj 2014, og åbning forventes i efteråret 2015. TK Development vil
modtage honorarindtægter fra det fællesejede selskab for udvikling, udlejning
og byggestyring af projektet.

I Esbjerg ejer TK Development et areal hvorpå der planlægges opført et nyt
shoppingcenter, Citycenter BROEN, på ca. 29.800 m². Byggetilladelse til
projektet foreligger. Forinden byggeriet kan påbegyndes, skal projektet igennem
en validerings- og godkendelsesproces i forhold til sikkerheden i banedriften,
m.v. Valideringsprocessen er i gang og forventes færdiggjort i efteråret 2014
med byggestart umiddelbart derefter. Der er igangværende drøftelser med PFA om
salg af en andel af projektet på nuværende stadie. PFA vil dermed såfremt en
endelig aftale indgås, deltage i færdigudviklingen af projektet. Dette
harmonerer med koncernens forretningsmodel om gerne at indgå partnerskaber
omkring større udviklingsprojekter.

Koncernens projektportefølje inden for development udgør pr. 31. juli 2014
388.000 m² (31.1.14: 405.000 m²).

ASSET MANAGEMENT

Den samlede portefølje af ejendomme i forretningsområdet asset management og
dermed cashflow-genererende ejendomme består af 113.250 m² og udgør pr. 31.
juli 2014 DKK 1.537,3 mio., inklusive projekter i joint ventures, mod DKK
1.934,2 mio. pr. 31. januar 2014.

Den årlige nettoleje ved aktuel udlejning svarer til en forrentning af bogført
værdi på 5,7 %. Forrentning af bogført værdi ved fuld udlejning forventes at
udgøre 7,2 %. Dette dækker over en stor spredning i afkastet på de enkelte
centre hvor især de lokale lejere generelt har det svært. Den aktuelle
udlejning er påvirket af tomgang og korterevarende rabataftaler med lejere.

TK Development har i første kvartal 2014/15 gennemført salget af sin 75-%
ejerandel af outletcentret Fashion Arena Outlet Center i Prag, Tjekkiet.
Centret er solgt til Meyer Bergman, og salgsprisen for hele centret udgør EUR
71,5 mio. Salget har medført en avance i forhold til bogført værdi, en
reduktion af balancen og et betydeligt bidrag til den fri likviditet i
koncernen.

En andel af koncernens færdigopførte butiksejendom i Brønderslev, Danmark, er i
andet kvartal 2014/15 solgt til en privat investor og efter regnskabsperiodens
udløb overdraget til køber. Ledelsen har i den forbindelse foretaget en
revurdering af den samlede ejendom, og der er i andet kvartal 2014/15 indregnet
en nedskrivning af værdien af ejendommen.

AFVIKLINGSAKTIVITETER

Resultat før skat af afviklingsaktiviteterne udgør i første halvår 2014/15 DKK
-6,3 mio. mod DKK -8,0 mio. i første halvår 2013/14.

Balancen for afviklingsaktiviteterne udgør pr. 31. juli 2014 DKK 306,0 mio. mod
DKK 367,7 mio. pr. 31. januar 2014 hvilket svarer til en reduktion på 16,8 %.
Reduktionen vedrører i al væsentlighed aflevering af første etape af det
forhåndssolgte projekt DomusPro Retail Park til investor.

Der er efter regnskabsperiodens udløb indgået aftale om salg af yderligere en
af koncernens tyske investeringsejendomme, en boligudlejningsejendom i
randområdet af Berlin. Ejendommen er solgt til en privat investor til en pris
svarende til bogført værdi.

TK Developments projekt DomusPro Retail Park i Vilnius, Litauen, er betinget
solgt til BPT Baltic Opportunity Fund der er under management af BPT Asset
Management. Salgsprisen er baseret på et afkastkrav på 8,5 %. Projektet opføres
i etaper. Byggeriet af første etape på ca. 7.500 m² er afsluttet i marts 2014
og afleveret til investor i første kvartal 2014/15. Byggeriet af projektets
anden etape vil blive påbegyndt når der er opnået en tilfredsstillende
udlejning heraf.

Timing og forløb for udfasning af afviklingsaktiviteterne er forbundet med
større usikkerhed. Afviklingsprocessen pågår, og der er risiko for at
afviklingen af disse aktiviteter kan ske til lavere værdier end bogførte
værdier.

MARKEDSFORHOLD

Ledelsens overordnede vurdering af markedsforholdene for koncernen er uændret i
forhold til vurderingen i koncernens årsrapport som er offentliggjort primo
april 2014. Det er dog ledelsens vurdering at der er en øget risiko for
svigtende økonomisk vækst, bl.a. som følge af den geopolitiske usikkerhed i
Ukraine, og særligt markedsforholdene i Finland og Polen kan blive vanskeligere
som en konsekvens heraf.

Der er forventninger om en afdæmpet økonomisk vækst og en stigende
forbrugertillid på koncernens markeder, dog varierende i styrke fra land til
land. Der afventes fortsat en stigning i privatforbruget.

Ledelsen oplever en aftagende usikkerhed på ejendomsmarkederne, men der er
fortsat lange og grundige beslutningsprocesser hos lejere, investorer og
finansieringskilder. Ledelsen oplever dog at det historisk lave renteniveau har
medvirket til at øge interessen for investering i fast ejendom som aktivklasse
for især institutionelle investorer.

Der opleves en opblødning i mulighederne for at opnå finansiering. Mulighederne
varierer fra projekt til projekt, afhængigt af type, beliggenhed og status,
herunder udlejning og salg. Generelt stilles der fortsat krav om en relativt
høj egenfinansiering af projekterne, men også her opleves en vis opblødning.

FINANSIELLE FORHOLD

TK Development har i første kvartal 2014/15 gennemført salget af sin 75-%
ejerandel af outletcentret Fashion Arena Outlet Center i Prag, Tjekkiet. Salget
har medført en betydelig styrkelse af koncernens finansielle beredskab.

Projektkreditter på DKK 0,1 mia. havde pr. 31. januar 2014 udløb inden udgangen
af januar 2015. Kreditterne er alle enten indfriet i forbindelse med salg af
projekter eller refinansieret.

TK Development har en overordnet aftale med koncernens hovedbankforbindelse om
såvel drifts- som projektfinansiering. Engagementet er senest forlænget frem
til medio 2015.

FORVENTNINGER TIL 2014/15

Ledelsen fastholder den tidligere udmeldte resultatforventning til 2014/15.
Ledelsen forventer således for regnskabsåret 2014/15 et positivt resultat før
skat, ekskl. afviklingsaktiviteter, i niveauet DKK 40 mio.

Timing og forløb for udfasning af afviklingsaktiviteterne er forbundet med
større usikkerhed. Afviklingsprocessen pågår, og der er risiko for yderligere
tab inden afviklingen er tilendebragt. Resultat før skat af
afviklingsaktiviteterne indgår derfor ikke i forventningerne.

De forventninger der er omtalt i denne delårsrapport, herunder forventninger
til indtjeningen, er i sagens natur forbundet med risici og usikkerheder
hvilket kan medføre afvigelser i forhold til det forventede. Forventningerne
påvirkes bl.a. af faktorer som nævnt i afsnittet ­”Risikoforhold” i koncernens
årsrapport 2013/14, herunder kan fremhæves vurderingen af værdiansættelsen af
koncernens projektportefølje som omtalt under ”Forretningsmæssige risici” og
”Risici i forbindelse med regnskabsaflæggelsen”.


Kontaktdetaljer:

TK Development A/S, adm. direktør Frede Clausen, tel. +45 8896 1010




Der er endnu ikke skrevet nogen kommentarer til denne artikel.

Skriv en kommentarer til denne artikel:


Send kommentar


Kursinfo - TK Development

PRIS 9,40
ÆNDRING 0,00 (0,00%)
ÅBEN 9,45
SIDSTE LUK 9,40
DEBAT -
OMX Børsmeddelelser

RELATEREDE NYHEDER