NeuroSearch A/S – Periodemeddelelse for perioden 1. januar til 30. september 2014
13-11-14 kl. 13/11 2014 07:59 | NeuroSearch 3,50 (-0,28%)
Selskabsmeddelelse
13. november 2014
NeuroSearch-koncernen (NEUR) realiserede et underskud af primær drift på 11
mio.kr. (underskud på 8 mio.kr. i samme periode 2013). Resultatet er påvirket
negativt af en hensættelse på 5 mio. kr. som følge af den nedenfor omtalte dom
fra Københavns Byret. Det regnskabsmæssige resultat efter skat blev et
underskud på 6 mio.kr. (overskud på 8 mio.kr. i samme periode 2013).
NeuroSearch har i 3. kvartal indregnet en indtægt på ophørende aktiviteter på
ca. 1,6 mio.kr. Selskabets likvide midler udgjorde 83 mio.kr. pr. 30. september
2014 (94 mio.kr. pr. 30. september 2013).
Opdatering på selskabets aktiviteter
-- NeuroSearch blev den 8. august 2014 dømt i en sag anlagt af Statsadvokaten
for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) med påstand om,
at NeuroSearch havde begået kursmanipulation i strid med
Værdipapirhandelslovens regler som følge af, at selskabets daværende
administrerende direktør blev dømt for kursmanipulation. NeuroSearch blev
pålagt en bøde på 5 mio. kr.
-- NeuroSearch valgte den 18. august 2014 at anke Københavns byrets dom til
Østre Landsret, idet selskabets bestyrelse vurderede, at der ikke er belæg
for at dømme selskabet for kursmanipulation samt at en eventuel bøde på 5
mio.kr. ville være alt for stor. Bestyrelsen fandt efter en samlet
vurdering, at det ville være i selskabets aktionærers interesse, at sagen
blev bedømt af landsretten.
På denne baggrund forventes afklaring af selskabets fremtid at måtte afvente
udfaldet af ankesagen. Østre Landsret har berammet sagen til optagelse i
slutningen af september 2015.
Opdatering på selskabets aktiver
NeuroSearch indgik i oktober 2014 en aftale med Saniona ApS om overdragelse af
NeuroSearch’s rettigheder til udviklingskandidaterne NS2359 og NS2330
(tesofensine).
NeuroSearch har igennem flere år uden held arbejdet med at rejse kapital til
den videre udvikling af de to udviklingskandidater, alternativt at indgå
aftaler med tredjeparter om den videre udvikling af projekterne. Det blev
besluttet at overdrage rettighederne til NS2359 og NS2330 til Saniona. Saniona
overtager herunder omkostningerne til opretholdelse af de delvist
sammenflettede patentrettigheder til NS2359 og NS2330. NeuroSearch modtager
ikke i forbindelse med indgåelse af aftalen kontant eller andet vederlag, men i
henhold til aftalen med Saniona er NeuroSearch berettiget til op til 20% af de
milestones og royalties, som Saniona måtte opnå i forbindelse med den videre
udvikling af NS2359 og NS2330 og senere eventuelle markedsføring af lægemidler
baseret på NS2359 eller NS2330.
Tilbage i patentporteføljen har selskabet herefter kun de to dopidiner, som er
beslægtet med det stof Huntexil®, som i 2012 blev solgt til og nu er under
videre udvikling hos Teva Pharmaceuticals, nemlig:
-- Seridopidine til behandling af CNS-sygdomme (gennemført fase I)
-- Ordopidine til behandling af CNS-sygdomme (gennemført fase I)
De to stoffer søges afhændet ”as is”, idet NeuroSearch ingen mulighed har for
selv at forestå den videre kliniske test af stofferne.
Selskabet ejer desuden kapitalandele i:
-- NsGene: 26,8%
-- Atonomics: 5,2% (Atonomics har i oktober 2014 gennemført en ny
finansieringsrunde, hvor NeuroSearch har valgt ikke at deltage og vores
ejerandel er herefter 5,2%)
Licensaftaler:
-- Eventuelle milepælsbetalinger fra Teva Pharmaceuticals på op til 55 mio.kr.
vedrørende udviklingen af Huntexil®
-- Eventuelle betalinger fra Saniona i form af milepælsbetalinger og royalties
og/eller tilbagebetaling af det lån på 340.000 EUR (2,5 mio.kr.),
NeuroSearch har ydet i forbindelse med overdragelsesaftalen der blev
indgået med Saniona i 2012, jf. fondsbørsmeddelelse nr. 20-12
-- Eventuelle betalinger fra Saniona i form af milestones og royalites på op
til 20% på udviklingskandidaterne NS2359 og NS2330 (tesofensine), som
Saniona overtog i oktober 2014, jf. fondsbørsmeddelelse nr. 13-14
Værdien af ovenstående aktiver er behæftet med væsentlig usikkerhed, da der
ikke findes et etableret marked for sådanne aktiver.
Desuden opgjorde NeuroSearch pr. 31. december 2013 de ikke indregnede
fremførbare skattemæssige underskud til ca. 1,8 mia.kr. og fradragsberettigede
midlertidige forskelle på ca. 0,5 mia.kr., i alt ca. 2,3 mia.kr. Det ikke
indregnede skatteaktiv vil under bestemte betingelser kunne udnyttes helt eller
delvist af en potentiel køber af NeuroSearch.
Forventninger til 2014
I 2014 forventer NeuroSearch et underskud af primær drift på ca.15 mio.kr.
Forventningerne tager ikke højde for eventuelle tab eller fortjenester, som
måtte komme ud af et eventuelt salg af selskabets tilbageværende aktiver.
Kontaktperson
Allan Andersen, Adm. direktør, mobil 4016 3864.
Om NeuroSearch
NeuroSearch A/S (NEUR) er noteret på NASDAQ Copenhagen A/S.
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar