Totalbanken realiserer et overskud efter skat på 10,4 mio.kr. i 2014 mod 6,0
mio.kr. i 2013. Resultatet er Bankens bedste siden finanskrisens start i 2008
og forrenter egenkapitalen med 5,3 % p.a. Fremgangen skyldes, at
basisindtjeningen er øget med 6,7 mio.kr. (20 %), og modsvares delvist af øgede
nedskrivninger med 2,0 mio.kr. (6 %).
For 2014 forventede Banken en basisindtjening i niveauet 32-37 mio.kr. og
realiserer 40,6 mio.kr., primært som følge af tilbageført opskrivning af hybrid
kapital på 4,6 mio.kr. Korrigeret herfor realiseres basisindtjeningen med 36,0
mio.kr., hvilket er som forventet og i den øvre del af det tidligere udmeldte
interval.
De øgede nedskrivninger skal ses i sammenhæng med, at Finanstilsynet ved en
inspektion i april/maj 2014 fandt et øget nedskrivningsbehov på 11,2 mio.kr. på
Bankens største engagementer, ligesom Bankens nedskrivninger på landbrugskunder
i 2014 er øget med 10,0 mio.kr., afledt af den aktuelle krise i landbruget.
Bankens solvens udgør 17,6 % ultimo 2014 og solvensbehovet er opgjort til 11,6
%. Dermed udgør solvensoverdækningen 6,0 procentpoint ved udgangen af 2014 og
opfylder bestyrelsens målsætning om, at solvensoverdækningen minimum skal
udgøre 5,0 procentpoint.
Bestyrelsen udtrykker tilfredshed med fremgangen i basisindtjeningen og finder,
henset til den fortsat lave økonomiske udvikling i samfundet, årets resultat
acceptabelt. Det er bestyrelsens forventning, at Banken med den aktuelle
solvensoverdækning fremadrettet kan sætte fokus på at øge udlånet og tiltrække
flere nye kunder.
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar