Fynske Bank A/S: Ledelsesændring - direktion
19-03-15 kl. 19/3 2015 12:07 | Svendborg Sparekasse 755,00 (+2,03%)
Bankdirektør Arne Jakobsen har meddelt bankens bestyrelse, at han efter 46 års
ansættelse i den finansielle branche ønsker at fratræde sin stilling i Fynske
Bank A/S med udgangen af juli måned 2015.
Arne Jakobsen har været ansat som direktør for Vestfyns Bank A/S siden 1. juni
1999 og indtil 5. december 2013, hvor banken fusionerede med Svendborg
Sparekasse til Fynske Bank A/S Herefter fortsatte Arne Jakobsen sit virke i
direktionen i den fusionerede bank. Arne Jakobsen udtaler i forlængelse af sin
opsigelse: ”Opgaven med at gennemføre de opsatte mål for sammenlægningen af de
to pengeinstitutter er med den planlagte sidste del af IT konverteringen i
marts måned 2015 nu gennemført inden for den fastlagte tidsramme. Fynske Bank
er herefter en fuldt integreret enhed, som nu målrettes mere mod den
forretningsmæssige drift. Den gennemførte sammenlægningsopgave er derfor et
godt punktum for mig i en lang og spændende karriere i den finansielle verden”.
Bestyrelsens formand, direktør Peter Cederfeld de Simonsen, udtaler:
”Bestyrelsen respekterer Arne Jakobsens beslutning og anerkender de indsatser,
som Arne Jakobsen har udført gennem årene både som direktør for Vestfyns Bank
A/S og som direktør i Fynske Bank A/S - herunder ikke mindst Arne Jakobsens
deltagelse i drøftelserne, planlægningen og gennemførelsen af fusionen til
Fynske Bank A/S. En lang og vellykket proces, der nu er tilendebragt med det
formål at skabe en fremtidsorienteret lokalbank til glæde for kunderne,
medarbejderne, aktionærerne og det omgivende samfund”.
Bestyrelsen har samtidig aftalt, at bankens direktion fra 1. august 2015 vil
udgøres af administrerende direktør Petter Blondeau.
Med venlig hilsen
FYNSKE BANK A/S
Peter Cederfeld de Simonsen
Bestyrelsesformand
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar