Resultat på 5,0 mia. kr. efter skat i 1. kvartal 2015
30-04-15 kl. 30/4 2015 06:00 | Danske Bank 242,50 (-0,49%)
Bred forretningsmodel sikrer godt resultat i udfordrende rentemiljø
Til redaktionen
30. april 2015
Resultat på 5,0 mia. kr. efter skat i 1. kvartal 2015
Bred forretningsmodel sikrer godt resultat i udfordrende rentemiljø
Danske Bank har offentliggjort delårsrapport for 1. kvartal 2015.
Administrerende direktør Thomas F. Borgen udtaler i forbindelse med regnskabet:
”Første kvartal 2015 viste styrken i Danske Banks brede forretningsmodel. På
trods af det lave renteniveau, der påvirkede nettorenteindtægterne negativt,
leverede vi et stærkt resultat.
Vi oplevede således en meget høj kundeaktivitet inden for refinansiering af
realkreditlån og på de finansielle markeder, og alt i alt har vi fået en god
start på året. Det er særligt tilfredsstillende, at vores fokus på at skabe
værdi for vores kunder betyder, at den underliggende forretning fortsat
udvikler sig positivt.
På trods af det stærke resultat i første kvartal fastholder vi vores
forventninger til året, da udviklingen, både hvad angår renten, de finansielle
markeder og kundeaktiviteten, er forbundet med stor usikkerhed.”
Rapporten er tilgængelig på danskebank.com. Her følger udvalgte hovedpunkter:
1. kvartal 2015 i forhold til 1. kvartal 2014
-- Danske Bank opnåede i 1. kvartal 2015 et resultat for kerneaktiviteterne på
6,3 mia. kr. før skat. Efter skat blev resultatet 5,0 mia. kr., som er en
forbedring på 76 pct. i forhold til 1. kvartal 2014. Det skyldtes
hovedsageligt højere handelsindtægter som følge af øget kundeaktivitet.
-- Egenkapitalforrentningen efter skat var 13,2 pct. p.a. mod 7,7 pct. p.a.
for 1. kvartal 2014.
-- Indtægter i alt udgjorde 12,2 mia. kr. og steg med 18 pct.
-- Nettorenteindtægterne, der udgjorde 5,3 mia. kr., steg med 3 pct. De var
positivt påvirket af et større forretningsomfang og indfrielse af den
hybride statskapital og negativt påvirket af den europæiske centralbanks
pengepolitiske tiltag og Nationalbankens rentenedsættelser.
-- Der var høj kundeaktivitet inden for refinansiering af realkreditlån, da
mange kunder udnyttede de historisk lave renter til at omlægge deres lån,
og det påvirkede nettogebyrindtægterne, der steg med 19 pct. til 3,0 mia.
kr.
-- Handelsindtægterne steg med 43 pct. til 2,7 mia. kr. og var positivt
påvirket af både øget kundeaktivitet og kursreguleringer.
-- Driftsomkostningerne på 5,4 mia. kr. var på niveau med 1. kvartal 2014.
Omkostninger i pct. af indtægter blev forbedret til 44,5 på grund af det
stabile omkostningsniveau og højere indtægter.
-- Nedskrivninger på kerneaktiviteterne fortsatte med at falde og udgjorde 0,5
mia. kr. Dette svarer til en tabsprocent på 0,11 pct. mod 0,14 pct. ultimo
marts 2014. Faldet i nedskrivningerne på 22 pct. i forhold til samme
kvartal sidste år afspejlede en fortsat forbedring af de makroøkonomiske
forhold.
-- Resultatet af Non-core-aktiviteterne var på 0,1 mia. kr. før skat mod et
tab før skat på 0,6 mia. kr. i 1. kvartal 2014. Afviklingen af Non-core
Irland-porteføljen fortsatte som planlagt.
1. kvartal 2015 i forhold til 4. kvartal 2014
-- Resultatet på 5,0 mia. kr. i 1. kvartal 2015 skal ses i forhold til et
resultat for 4. kvartal 2014
på
-6,3 mia. kr., der var påvirket af nedskrivninger på goodwill på 9,1 mia.
kr.
-- Indtægter i alt steg med 9 pct. i forhold til 4. kvartal 2014.
Nettorenteindtægterne faldt med 7 pct., primært på grund af pres på vores
indlånsmarginaler som følge af Nationalbankens rentenedsættelser, og
nettogebyrindtægterne faldt med 3 pct., fordi performancerelaterede gebyrer
i Danske Capital hovedsagelig indregnes i 4. kvartal. Handelsindtægterne
steg til 2,7 mia. kr. i 1. kvartal 2015 mod 0,9 mia. kr. i 4. kvartal 2014
på grund af øget kundeaktivitet i Corporates & Institutions og
værdireguleringer i Group Treasury.
-- Driftsomkostningerne faldt med 11 pct. Faldet skyldtes, at
omkostningsniveauet i 4. kvartal 2014 blandt andet var påvirket af
restruktureringsomkostninger.
-- Nedskrivninger på udlån faldt med 41 pct. Nedskrivningerne faldt blandt
andet som følge af, at der i 4. kvartal 2014 var indeholdt nedskrivninger
vedrørende aktivgennemgangen (Asset Quality Review).
-- Udlån steg med 3 pct. i forhold til ultimo 2014, og bankens markedsandele
steg i Danmark og Norge. Indlån steg med 8 pct. med stigninger i alle
bankenheder og især i Corporates & Institutions.
Solide kapital- og solvensprocenter
Koncernen havde ultimo 1. kvartal 2015 en solid egentlig kernekapitalprocent og
solvensprocent på henholdsvis 14,1 og 18,4 mod henholdsvis 15,1 og 19,3 ultimo
2014. Danske Banks Liquidity Coverage Ratio (LCR) var på 131 pct. ultimo marts
2015.
Det planlagte aktietilbagekøbsprogram på 5 mia. kr. blev igangsat den 30. marts
2015 og forventes at slutte senest ved årets udgang.
Justering af kapitalstrukturen
Som et led i justeringen af kapitalstrukturen rejste Danske Bank i februar 2015
hybrid kernekapital for EUR 750 mio.
Ratings på review for opgradering
Ratinginstituttet Moody’s satte i marts 2015 Danske Banks rating på review for
en mulig opgradering, og dermed fortsatte sidste års positive udvikling i
bankens ratings.
Forventninger fastholdes
Årets resultat efter skat for 2015 forventes fortsat at blive på over 14 mia.
kr. Selvom de finansielle resultater for første kvartal 2015 overstiger bankens
forventninger, fastholdes forventningerne til året som helhed. Det skyldes, at
der fortsat er stor usikkerhed om Nationalbankens rentesatser, at den
makroøkonomiske vækst fortsat er lav og skrøbelig, og at der er usikkerhed om
udviklingen i kundeaktiviteten på de finansielle markeder.
Med venlig hilsen
Danske Bank
Kontaktpersoner:
Administrerende direktør Thomas F. Borgen, telefon 45 14 14 00
Økonomidirektør Henrik Ramlau-Hansen, telefon 45 14 14 00
For yderligere information om Danske Banks regnskab henvises til
danskebank.com/regnskab.
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar