Kvartalsorientering 1. kvartal 2015
07-05-15 kl. 7/5 2015 06:00 | North Media 38,80 (+3,47%)
Selskabsmeddelelse nr. 04-15
Flere end 350.000 husstande er nu tilmeldt NejTak+, som fortsætter fremgangen
planmæssigt. Koncernens omsætning og resultat var som forventet i 1. kvartal
2015, og forventningerne til helåret er uændrede.
-- Koncernens omsætning var 250,5 mio. kr. i 1. kvartal 2015 og EBIT var -11,6
mio. kr. Dette er som forventet.
-- Koncernens EBITDA var 0,2 mio. kr. i 1. kvartal 2015.
-- Forventningerne til årets samlede resultat fastholdes.
-- Implementering af NejTak+ og andre strategiske initiativer forløber som
planlagt.
-- Koncernens nettorentebærende indestående var 80,6 mio. kr., og det likvide
beredskab var 258,4 mio. kr. pr. 31. marts 2015.
Koncernens omsætning i 1. kvartal 2015 var 3 % lavere end i samme kvartal
sidste år. Som forventet faldt FK Distributions omsætning cirka 5 % som
konsekvens af markedsfald og lavere gennemsnitspriser. Avisaktiviteterne
opfyldte målet om at fastholde samme omsætningsniveau i 1. kvartal 2015
sammenlignet med 1. kvartal 2014. Onlinesegmentets omsætning var ligeledes
uændret, og ses der bort fra frasalget af Godmail.dk og omlægningen af
strategien af håndværker.dk medio 2014, så steg onlineaktiviteternes omsætning
med knap 10 %.
I 1. kvartal 2015 var koncernens EBIT -11,6 mio. kr., hvilket er 23,3 mio. kr.
lavere end i samme kvartal sidste år, hvor resultatet var 11,7 mio. kr.
Tilbagegangen skyldes, at FK Distribution havde lavere omsætning og lavere
priser, men hvor også udviklingsomkostninger og markedsføring af NejTak+ trak
resultatet ned. Onlinesegmentet forbedrede EBIT resultatet fra -4,2 mio. kr.
til -3,4 mio. kr. i perioden.
De strategiske mål, aktiviteter og resultatmål, der er sat for 2015, udvikler
sig planmæssigt. Den transformation, som prægede flertallet af koncernens
aktiviteter i 2014, er således fortsat, og koncernen vil uændret medvirke
aktivt til at sætte retningen for det danske mediemarkeds udvikling og trend.
FK Distribution fortsætter med at øge antallet af husstande tilmeldt NejTak+ og
udvide mulighederne for tilbudssøgning på minetilbud.dk.
I løbet af 1. kvartal 2015 har flere end 50.000 nye husstande tilmeldt sig
NejTak+. Det samlede antal NejTak+ husstande udgør nu flere end 350.000, og
væksten udvikler sig planmæssigt.
Reklameafgiften er endnu ikke implementeret, og det forventes nu tidligst at
finde sted i 4. kvartal 2015.
BEKEY cementerer markedslederpositionen inden for elektroniske nøglesystemer på
kommunemarkedet.
I 1. kvartal 2015 er BEKEYs elektroniske nøglesystemer blevet suppleret med
nødkaldssystemer, som efterspørges af en del kommuner og plejehjem. Endvidere
er der udviklet en ny nøgleboks, som i lighed med BEKEYs øvrige produkter åbnes
med en mobiltelefon, og hvor systemet administreres og styres online via
NETKEY.
BEKEYs omsætning var som forventet væsentligt højere i 1. kvartal 2015
sammenlignet med samme kvartal sidste år.
De københavnske midtugeaviser styrker indsatsen over for detailkunder og har
øget omsætningen markant til dette segment.
I København har de lokale midtugeaviser en tilbagegang på bolig-og
storkundeannoncering, som opvejes af en styrket indsats over for detailkunder,
hvilket har medført en markant vækst i dette kundesegment.
Ofirs salg af e-rekrutteringssystemet Emply Hire opfyldte forventningerne.
Salget af e-rekrutteringssystemet Emply Hire udviklede sig positivt med det
forventede antal nye kontrakter og en meget stabil og tilfredsstillende drift.
Endvidere er der lanceret en ny medievalgsside på Ofir.dk, ligesom
sammensætningen af mediepakkerne i Ofirs jobunivers er valideret og optimeret.
Annonceomsætningen i Ofir jobunivers i 1. kvartal 2015 udviklede sig dog
svagere end forventet.
håndværker.dk udvikler sig fortsat positivt og opfyldte forventningerne.
Omlægningen af strategien og forretningsmodellen for Byggestart.dk blev
påbegyndt medio 2014, og et nyt site og navn, håndværker.dk, blev lanceret i
februar 2015. Antallet af håndværkere og brugere stiger pænt og som forventet.
BoligPortal.dk har fastholdt positionen som markedsleder på markedet for
annoncering af lejeboliger.
I 1. kvartal 2015 har BoligPortal.dk fokuseret på udvikling af nye produkter og
forbedret usability inden for såvel leje-, andels- som ejerboliger. De nye
tiltag lanceres i 2. kvartal 2015. Som et nyskabende produkt er
”måske-til-salg” lanceret inden for sælg-selv. BoligPortal.dk’s omsætning var
lidt lavere end forventet i 1. kvartal 2015.
Uændrede forventninger til koncernens omsætning og resultat for helåret 2015.
Samlet set forventes koncernens omsætning uændret at blive mellem 1.010 mio.
kr. og 1.050 mio. kr. i 2015. Koncernens EBIT forventes uændret at blive mellem
-20 mio. kr. og +5 mio. kr. i 2015.
Yderligere oplysninger kan fås hos administrerende direktør Lars Nymann
Andersen, mobil 40 36 26 30, og økonomidirektør Kåre Wigh, mobil 25 65 21 45.
Kvartalsorienteringen fremgår i sin helhed af vedhæftede dokument.
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar