Tilfredsstillende 1. halvår for Jutlander Bank
17-08-15 kl. 17/8 2015 12:11 | Sparekassen Himmerland 172,50 (+1,47%)
Bestyrelsen for Jutlander Bank A/S har i dag behandlet og godkendt bankens
halvårsrapport for 1. halvår 2015, der hermed offentliggøres.
Indtjening
For 1. halvår 2015 udgør bankens resultat før skat 148 mio. kr. mod 98 mio. kr.
for 1. halvår 2014, og efter skat udgør resultatet 117 mio. kr. mod 88 mio. kr.
året før.
Resultatet anses for tilfredsstillende.
Bankens indtjening fra den primære drift er i forhold til 1. halvår 2014 steget
med 59 mio. kr. til 189 mio. kr., der blandt andet er udtryk for, at fusionen
primo 2014 nu er fuldt implementeret.
Indtjeningen fra den primære drift er bedre end forventet, hvilket blandet
andet skyldes høj aktivitet på bolig- og investeringsområdet.
Kursreguleringer af bankens investeringer i aktier og obligationer mv. er
positive med 66 mio. kr.
Banken har i alt udgiftsført 96 mio. kr. til tab og nedskrivninger af udlån mv.
Heri indgår dels de 26 mio. kr. i yderligere nedskrivninger på bankens udlån og
dels de 8 mio. kr. i nedskrivninger af bankens midlertidigt overtagne
ejendomme, som Finanstilsynets konstaterede ved deres ordinære inspektion i
banken i foråret 2015.
Forretningsomfang
Bankens udlån udgjorde ved halvårets udgang 8,4 mia. kr., indlån 11,7 mia. kr.
og garantier 2,3 mia. kr., mens værdi af kundedepoter udgjorde 9,4 mia. kr. Det
samlede forretningsomfang udgør således 31,8 mia. kr., og er dermed steget med
3,2 mia. kr. fra 28,6 mia. kr. ultimo 2014.
Ved overtagelsen af filialerne i Randers og Gjerlev fra Østjydsk Bank primo
2015, der blandt andet omfattede ca. 7.000 kunder, blev forretningsomfanget
forøget med ca. 1,6 mia. kr.
Herudover er det specielt værdien af kundedepoter, der er steget i 1. halvår
2015, mens bankens udlån og indlån er stabilt.
Kapitalgrundlag
Bankens egenkapital udgør 2,4 mia. kr. pr. 30. juni 2015, og bankens
kapitalgrundlag er opgjort til 1,7 mia. kr.. Kapitalprocenten og den egentlige
kernekapitalprocent er opgjort til 14,6.
Det individuelle solvensbehov for banken er opgjort til 11,2 % pr. 30. juni
2015, og den faktiske kapitalprocent på 14,6 ligger således 3,4 procentpoint
over det individuelle solvensbehov svarende til en kapitalmæssig overdækning på
395 mio. kr.
Bankens udlån i forhold til egenkapital (gearing) ligger fortsat på et
forsigtigt niveau på 3,5.
Likviditetsforhold
Kundernes indlån i banken kan fuldt ud finansiere udlånet, og nøgletallet
”Udlån plus nedskrivninger i forhold til indlån” udgør således 78,7 %.
Opgjort i henhold til § 152 i lov om finansiel virksomhed skal banken have et
likviditetsberedskab på 1,5 mia. kr., og da banken har et likviditetsberedskab
på 2,8 mia. kr., betyder det, at banken har en overdækning på 187 %.
Forventet udvikling
Bankens primære indtjening, der er indtjeningen før nedskrivninger,
kursreguleringer, udgifter til sektorløsninger mv. og skat, udgør 189 mio. kr.
for 1. halvår 2015, hvilket er bedre end forventet.
De seneste udmeldte forventninger til bankens primære indtjening for 2015 lyder
på 275-300 mio. kr. På baggrund af den primære indtjening i 1. halvår 2015
opjusteres forventningerne for helåret til 310-335 mio. kr.
Banken forventer fortsat, at tab og nedskrivninger vil ligge på et lavere
niveau i 2015 end i 2014.
I 1. halvår 2015 har banken opnået positive kursreguleringer på 66 mio. kr. på
bankens værdipapirbeholdning mv. Det samlede resultat for 2015 vil være
påvirket af udviklingen på de finansielle markeder.
- - - - - 0 0 0 - - - - -
Har De spørgsmål eller kommentarer til halvårsrapporten, er De velkommen til at
kontakte undertegnede.
Med venlig hilsen
Jutlander Bank A/S
Per Sønderup
ordførende direktør
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar