Referat generalformsamling
30-10-15 kl. 30/10 2015 14:08 | Rovsing 0,18 (-2,22%)
Meddelelse nr. 219 - 30. oktober 2015
År 2015, den 30. oktober, kl. 12.00, afholdtes ordinær generalforsamling i
SSBV-Rovsing A/S
CVR-nr. 16 13 90 84
på selskabets adresse, Dyregårdsvej 2, 2740 Skovlunde.
Bestyrelsesformand Kalle Hvidt Nielsen bød velkommen og oplyste, at advokat
Jens Folker Bruun i overensstemmelse med vedtægternes pkt. 11 var udpeget til
at lede generalforsamlingen som dirigent.
Dirigenten oplyste, at indkaldelse til generalforsamlingen havde været
annonceret gennem NASDAQ OMX den 9. oktober 2015 og ved fremsendelse af e-mails
/ breve samme dag til alle aktionærer, som havde begæret at modtage indkaldelse
på denne måde.
På generalforsamlingen var repræsenteret 11 kapitalejere ved fremmøde eller
fuldmagt, der samlet repræsenterede nominelt kr. 7.108.136 (142.162.732 stk.
aktier) svarende til 47,5 % af selskabets samlede kapital på 14.975.547,65 kr.
(299.510.952 aktier) og 47,5 % af stemmerettighederne.
Dirigenten konstaterede med generalforsamlingens tilslutning, at
generalforsamlingen gennemførtes med nedenstående dagsorden:
1. Ledelsesberetningen om Selskabets virksomhed i det forløbne år.
2. Fremlæggelse af årsrapport for 2014/15
3. Godkendelse af resultatopgørelse og status samt beslutning om decharge til
bestyrelse og direktion.
4. Beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af tab i henhold til den
godkendte årsrapport.
Dirigenten bemærkede, at punkterne 1 og 2 henholdsvis 3 og 4 ville blive
behandlet samlet.
Bemyndigelse til bestyrelsen til køb af Selskabets egne aktier.
1. Beslutning om overordnede retningslinjer for Selskabets
incitamentsaflønning af bestyrelse og direktion
2. Valg af bestyrelse
3. Valg af revisor
4. Eventuelle forslag fra bestyrelse eller aktionærer
Forslag fra bestyrelsen:
Warrantprogram til CEO Julian Bott.
1. Ændring af bemyndigelse til bestyrelsen til udstedelse af tegningsoptioner
til bestyrelse og/eller medarbejdere.
2. Ændring af bemyndigelse til bestyrelsen til at forhøje selskabets
aktiekapital som påkrævet som følge af udnyttelsen af bemyndigelsen
foreslået under 9(2).
3. Ændring af Bilag 1 til vedtægter
Der var ikke indkommet forslag fra aktionærerne.
Dirigenten gav herefter ordet til bestyrelsens formand, Kalle Hvidt Nielsen,
for så vidt angik dagsordenspunkt 1 og 2.
Kalle Hvidt Nielsen gennemgik derefter Selskabets virksomhed i det forløbne
år og nøgletal fra selskabets årsrapport.
Aktionærerne fik herefter anledning til at stille spørgsmål til beretningen
og årsrapporten.
Kalle Hvidt Nielsen gav ordet tilbage til dirigenten.
Dirigenten konstaterede herefter, at beretningen var godkendt, hvorefter
dirigenten fortsatte med dagsordenspunkterne 3 og 4 – godkendelse af
årsrapport, beslutning om decharge til bestyrelse og direktion, og beslutning
om anvendelse af overskud eller dækning af tab i henhold til den godkendte
årsrapport.
Dirigenten fremhævede revisionspåtegningen på side 22 i årsrapporten, hvoraf
fremgik, at revisionen ikke havde givet anledning til forbehold. Revisorerne
var dog fremkommet med supplerende oplysninger. Dirigenten oplæste de
supplerende oplysninger fra revisorerne i årsrapporten, s. 22.
Dirigenten foreslog derefter, at eventuelle afstemninger som udgangspunkt af
praktiske årsager blev afholdt mundtligt, medmindre der konkret viste sig behov
for en skriftlig afstemning. Generalforsamlingen tilsluttede sig dirigentens
forslag.
Dirigenten konstaterede herefter, at generalforsamlingen havde godkendt
resultat og status og meddelt decharge til direktion og bestyrelse samt truffet
beslutning om overførsel af årets resultat som foreslået. Der udbetales ikke
udbytte.
Pkt. 5: Bemyndigelse til bestyrelsen til køb af Selskabets egne aktier
Forslaget frafaldtes af bestyrelsen i henhold til
generalforsamlingsindkaldelsen.
Pkt. 6: Beslutning om overordnede retningslinjer for Selskabets
incitamentsaflønning af bestyrelsen og direktionen
Bestyrelsen havde stillet forslag om, at de overordnede retningslinjer for
selskabets incitamentsaflønning af bestyrelse og direktion ændredes. Forslaget
var vedlagt som bilag til indkaldelsen til den ordinære generalforsamling.
Dirigenten gennemgik forslagets hovedlinjer.
Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen vedtog forslaget.
Pkt. 7: Valg af bestyrelsesmedlemmer
Dirigenten oplyste, at Henrik Elbæk Pedersen, Johannes Rovsing og Christian
Hvidt ønskede at fratræde som medlemmer af bestyrelsen.
Kalle Hvidt Nielsen, Greg Sims og Søren Anker Rasmussen havde tilbudt at
fortsætte som medlemmer af bestyrelsen. Endvidere stillede bestyrelsen forslag
om, at Jørgen Hauglund indtrådte i bestyrelsen.
Jørgen Hauglund var ikke til stede. Det blev oplyst, at han ikke havde
ledelseshverv i andre erhvervsdrivende virksomheder.
Der blev ikke stillet forslag om andre kandidater til bestyrelsen. For så vidt
angik de siddende bestyrelsesmedlemmer henvistes til oplysningerne i
årsrapporten, s. 49-51.
Dirigenten konstaterede herefter, at generalforsamlingen valgte Jørgen Hauglund
til bestyrelsen, og at Kalle Hvidt Nielsen, Greg Sims og Søren Anker Rasmussen
blev genvalgt.
Kalle Hvidt Nielsen takkede de afgående bestyrelsesmedlemmer for deres indsats.
Pkt. 8: Valg af revisor
Bestyrelsen havde foreslået genvalg af BDO Statsautoriseret
revisionsaktieselskab.
Dirigenten konstaterede herefter, at der ikke var andre forslag til revisor, og
at generalforsamlingen havde vedtaget forslaget.
Pkt. 9: Eventuelle forslag fra bestyrelse eller aktionærer
Der var stillet følgende forslag:
-- Bestyrelsen havde foreslået følgende tilføjet som pkt. 6.1 i vedtægterne
vedrørende warrantprogram til selskabets administrerende direktør Julian
Bott:
Selskabets generalforsamling har den 30. oktober 2015 vedtaget at udstede i alt
7.500.000 tegningsoptioner til selskabets administrerende direktør Julian Bott
svarende til nominelt DKK 375.000,00 aktiekapital. De udstedte og tegnede
warrants optjenes med 1/3 årligt således at den første tredjedel DKK 2.500.000
warrants er optjent 1. november 2015, mens den næste tredjedel vil være optjent
den 1. november 2016 og den sidste tredjedel 1. november 2017. De øvrige vilkår
for de udstedte warrants fremgår af bilag 1 til disse vedtægter”.
-- Bestyrelsen havde endvidere foreslået, at bemyndigelsen i vedtægternes pkt.
6.2 til bestyrelsen til udstedelse af tegningsoptioner blev forlænget til
31. oktober 2020 og ændredes til at omfatte 12.000.000 warrants, som giver
ret til at tegne kapital for nominelt DKK 600.000 svarende til 12.000.000
aktier á DKK 0,05.
-- Bemyndigelsen til bestyrelsen til at forhøje selskabets aktiekapital
(vedtægternes pkt. 6.3) foreslåedes som en konsekvens heraf ændret til
nominelt DKK 600.000.
-- Endelig havde bestyrelsen foreslået, at pkt. 1.1.1 i Bilag 1 til
vedtægterne blev ændret til:
”Selskabet har udstedt 7.500.000 warrants til dets administrerende direktør
Julian Bott, og herudover er bestyrelsen bemyndiget til at udstede i alt
12.000.000 warrants svarende til nominelt DKK 600.000 aktiekapital”.
I øvrigt foreslog bestyrelsen Bilag 1 til vedtægterne korrigeret, således at 1
aktie nominelt er på DKK 0,05, jf. vedtægternes pkt. 3.2.
Bestyrelsens forslag blev vedtaget.
Der var ikke indkommet forslag fra aktionærerne.
---ooOoo---
Da dagsordenen herefter var udtømt, konstaterede dirigenten, at
generalforsamlingen hermed var tilendebragt. Dirigenten takkede for opgaven som
dirigent og gav herefter ordet til bestyrelsens formand, Kalle Hvidt Nielsen.
Kalle Hvidt Nielsen takkede for god ro og orden på generalforsamlingen.
Som dirigent:
_____________________
Jens Folker Bruun
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar