Alm. Brand – Delårsrapport for 1.-3. kvartal 2015
11-11-15 kl. 11/11 2015 07:25 | Alm. Brand 66,00 (0,00%)
Alm. Brands overskud for årets første tre kvartaler blev på 536 mio.kr. før
skat. Ses alene på de fremadrettede aktiviteter blev overskuddet på 770 mio.kr.
Forventningerne til året opjusteres til et overskud før skat på 600-650 mio.kr.
- Alm. Brand koncernen har igen haft et meget tilfredsstillende kvartal.
Samtidig glæder det mig, at vi nu påbegynder et aktietilbagekøbsprogram på op
til 300 mio.kr., understreger adm. direktør i Alm. Brand, Søren Boe Mortensen
og fortsætter:
- Vi fik igen et meget flot forsikringsteknisk resultat hjulpet af lavere
gennemsnitsskader, og derfor er det glædeligt, at vi igen har kunnet opjustere
forventningerne til Skadeforsikring, udtaler adm. direktør i Alm. Brand, Søren
Boe Mortensen og fortsætter:
- Selvom konkurrencen fortsat fylder, er aktivitetsniveauet højt. Blandt andet
har banken haft succes med at få nye kunder og øge udlånet. Ligeledes stiger
kundetilfredsheden i hele koncernen fortsat. For at understøtte denne udvikling
yderligere har vi besluttet at investere i et nyt kundeservicesystem, som skal
sikre endnu bedre service for vores kunder, forklarer Søren Boe Mortensen og
tilføjer:
- Desværre kommer vi ikke uden om, at vilkårene for landbruget er yderligere
forværret, og vi forventer derfor høje nedskrivninger i resten af 2015, slutter
adm. direktør i Alm. Brand, Søren Boe Mortensen.
Resultater for 3. kvartal:
· Skadeforsikring leverede et meget tilfredsstillende overskud på 312
mio.kr. før skat. Resultatet er sammensat af et forsikringsteknisk overskud på
352 mio.kr. med en Combined Ratio på 72,4 og et negativt investeringsresultat
på 40 mio.kr.
Resultatet er positivt påvirket af afløbsgevinster, men selv justeret for dette
har der i kvartalet været et gunstigt skadeforløb. Den underliggende
skadeudvikling er påvirket af flere skader, der dog er mere end opvejet af en
lavere gennemsnitsskade.
Investeringsresultatet er negativt påvirket af uro på de finansielle markeder,
der dels har givet tab på beholdningen af aktier og dels tab som følge af
udvidelsen af kreditspændet mellem realkredit- og statsobligationer.
Konkurrencen påvirker stadig præmieindtægterne. Samlet er præmierne på niveau
med samme periode 2014, men det dækker over et fald i præmieindtægterne på
privatporteføljen, der dog opvejes af højere præmieindtægter på
erhvervssegmentet.
· Resultatet af livsforsikringsaktiviteterne blev et ikke
tilfredsstillende overskud på 9 mio.kr. Den negative udvikling på
finansmarkederne har ramt afkastet på kundernes investeringsmidler i tredje
kvartal, hvilket har medført, at der ikke har kunnet indtægtsføres fuldt
risikotillæg. Det manglende risikotillæg på godt 10 mio.kr. er overført til
skyggekonti, men forventes indtægtsført i fjerde kvartal.
Pensionsindbetalingerne er steget med 15,3 % i kvartalet og dækker over vækst i
engangsindbetalingerne samt højere indskud på markedsbaserede ordninger i
banken. De løbende præmier har ligget stabilt i kvartalet.
Udviklingen på de finansielle markeder har påvirket bonuspotentialet negativt,
men Liv og Pension har fortsat en tilfredsstillende bonusgrad i alle
rentegrupper.
· Bankens fremadrettede aktiviteter gav i tredje kvartal 2015 et
overskud før skat på 3 mio.kr. Resultatet er lavere end forventet og påvirket
af et negativt afkast på bankens egenbeholdning af investeringsaktiver.
Underliggende udvikler banken sig generelt positivt med et stigende
aktivitetsniveau. Over de seneste 12 måneder er antallet af helkunder steget
med 13 % og porteføljen af formidlede Totalkreditlån er steget med 26 %.
Aktiviteter under afvikling
Bankens aktiviteter under afvikling gav i kvartalet et underskud på 82 mio.kr.,
hvilket er på niveau med det forventede. Nedskrivningerne er positivt påvirket
af forbedrede forhold på ejendoms- og boligmarkedet, men negativt påvirket af
de fortsat svære vilkår for dansk landbrug.
Forventninger
· For 2015 opjusteres koncernresultat til et overskud på 600-650
mio.kr. før skat. Forventningerne til de fremadrettede aktiviteter opjusteres
med 150 mio.kr. til et overskud på 950-1.000 mio.kr., mens der for
aktiviteterne under afvikling forventes et underskud i niveauet 350 mio.kr.
· For 2016 forventes et overskud før skat på 450-550 mio.kr.
Forventningerne til koncernens fremadrettede aktiviteter er et overskud på
550-650 mio.kr. med en Combined Ratio på 91-92. Forventningerne til resultatet
fra aktiviteter under afvikling er et underskud før skat i niveauet 100 mio.kr.
Væsentlige begivenheder
· Kapitaloverdækningen har i 2015 udviklet sig bedre end forventet, og
Alm. Brand har derfor besluttet at etablere et aktietilbagekøbsprogram. Alm.
Brand vil tilbagekøbe egne aktier for op til 300 mio.kr., og programmet vil
løbe fra primo december til ultimo 2016.
Webcast og telekonference
Alm. Brand afholder webcast og telekonference onsdag den 11. november 2015 kl.
10.00.
http://presenter.qbrick.com/?pguid=40eb124a-53f8-4485-8ccd-6fd42dd06de7
Finansanalytikere kan deltage på telefon: Danske analytikere: +45 70 26 50 40,
US-analytikere: +1 718 354 1226 og andre internationale analytikere: +44 208
817 9301. Audience Passcode: 24797668#
Kontakt
Eventuelle henvendelser vedrørende denne selskabsmeddelelse bedes rettet til:
Adm. direktør Søren Boe Mortensen på tlf. nr. 35 47 79 07 eller
kommunikationsdirektør Susanne Biltoft på tlf. nr. 35 47 76 61.
Rapporten er vedhæftet som pdf-fil.
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar