Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling
18-01-16 kl. 18/1 2016 14:28 | Deltaq 32,00 (-2,74%)
Ishøj, Danmark, 2016-01-18 15:28 CET (GLOBE NEWSWIRE) --
Fondsbørsmeddelelse nr. 02-16
Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling
Deltaq a/s (“Selskabet”) afholder ekstraordinær generalforsamling
Torsdag den 11. februar 2016, kl. 16.00 hos
Gorrissen Federspiel, H.C. Andersens Boulevard 12, 1553 København V
Dagsordenen er følgende:
1. Forslag fra bestyrelsen vedrørende anmodning om afnotering fra NASDAQ
Copenhagen
Bestyrelsen foreslår, at generalforsamlingen bemyndiger bestyrelsen til at søge
Selskabet afnoteret fra NASDAQ Copenhagen (anmodning om sletning fra handel på
NASDAQ Copenhagen).
Baggrund og motivation
Som offentliggjort i fondsbørsmeddelelse nr. 07-15 af 26. juni 2015 har
Selskabets bestyrelse siden sommeren 2015 undersøgt de fremtidige strategiske
og strukturelle muligheder for Selskabet og dets to porteføljeselskaber henset
til porteføljeselskabernes nuværende udviklingsstadie og omkostningerne
forbundet med en fortsat notering af Selskabet.
Bestyrelsen vurderer, at Selskabets resterende porteføljeselskaber kræver
yderligere udvikling og kommercialisering, før de er salgsmodne, og afhændelse
af porteføljeselskaberne vurderes derfor ikke nært forestående. Selskabets
løbende omkostninger, hvoraf langt størstedelen relaterer sig til noteringen af
Selskabets aktier og Selskabets børsretlige forpligtelser, er væsentlige set i
forhold til Selskabets aktiver. På baggrund af de foretagne undersøgelser og
drøftelser med større aktionærer vurderer bestyrelsen, at en afnotering af
Selskabet vil være i Selskabets og aktionærernes interesse.
Bestyrelsen har derfor valgt at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling
i Selskabet og på denne generalforsamling stille forslag om at bemyndige
Selskabets bestyrelse til at søge Selskabets aktier afnoteret fra NASDAQ
Copenhagen.
Som offentliggjort i fondsbørsmeddelelse nr. 01/16 af 18. januar 2016
iværksætter bestyrelsen forud for den ekstraordinære generalforsamling et
aktietilbagekøb for at give aktionærerne mulighed for at afhænde deres aktier i
Selskabet.
Beslutningen om at iværksætte tilbagekøbet er truffet på baggrund af
bemyndigelsen til bestyrelsen i Selskabet vedtaget på den ordinære
generalforsamling den 28. april 2015.
Visse aktionærer, der pr. dags dato tilsammen besidder ca. 89,3 % af Selskabets
aktiekapital aktiekapital (“Storaktionærerne”), har den 18. januar 2016 indgået
aftale om at samarbejde om en afnotering af Selskabet, herunder at stemme for
en afnotering af Selskabet på den ekstraordinære generalforsamling den 11.
februar 2016. Aftalen mellem Storaktionærerne er nærmere beskrevet i
fondsbørsmeddelelse nr. 01-16 af 18. januar 2016.
Som følge af aftalen mellem Storaktionærerne forventes bemyndigelsen til
bestyrelsen til at anmode om en afnotering af Selskabet at blive vedtaget på
den ekstraordinære generalforsamling den 11. februar 2016.
Den endelige anmodning om afnotering til NASDAQ Copenhagen forventes fremsat
umiddelbart efter den ekstraordinære generalforsamling den 11. februar 2016.
Det er NASDAQ Copenhagen, der endeligt afgør, om anmodningen om afnotering vil
blive imødekommet.
Hvis afnoteringen af Selskabet godkendes af NASDAQ Copenhagen, vil aktionærer i
Selskabet på tidspunktet for afnoteringen blive aktionærer i et unoteret
selskab.
Storaktionærerne har forpligtet sig til – efter afnoteringen er gennemført – at
indskyde deres aktier i Selskabet i et fællesejet holdingselskab. Såfremt det
fællesejede holdingselskab besidder mere end 9/10 af aktiekapitalen og
stemmerettighederne i Selskabet efter holdingselskabets etablering, vil
holdingselskabet iværksætte en tvangsindløsning af eventuelle resterende
aktionærer i Selskabet.
Vedtagelseskrav
Det fremsatte forslag kan vedtages med simpelt stemmeflertal af de afgivne
stemmer.
Aktiekapitalens størrelse og aktionærernes stemmeret
Selskabets aktiekapital udgør nominelt DKK 34.945.590 fordelt på 3.494.559
aktier á nominelt DKK 10. Hver aktie á nominelt DKK 10 giver én stemme.
På tidspunktet for generalforsamlingens indkaldelse besidder Selskabet ikke
egne aktier.
Registreringsdatoen er torsdag den 4. februar 2016.
Aktionærer, der besidder aktier i Selskabet på registreringsdatoen, har ret til
at deltage i og stemme på generalforsamlingen. De aktier, aktionæren besidder,
opgøres på registreringsdatoen på baggrund af notering i ejerbogen samt
meddelelser om ejerforhold, som Selskabet har modtaget med henblik på indførsel
i ejerbogen. Deltagelse er endvidere betinget af, at aktionæren rettidigt har
løst adgangskort som beskrevet nedenfor.
Adgangskort
Aktionærer, der ønsker at deltage i generalforsamlingen, skal anmode om
adgangskort.
Adgangskort kan rekvireres senest mandag den 8. februar 2016 via
aktionærportalen på Selskabets hjemmeside, www.deltaq.dk, eller ved henvendelse
til Computershare A/S på fax +45 45460998 eller e-mail [email protected].
Tilmeldingsblanket kan findes på Selskabets hjemmeside.
Aktionærer, der er forhindret i at deltage i generalforsamlingen, kan vælge at
afgive fuldmagt eller brevstemme, jf. nedenfor. Bemærk venligst at der ikke kan
afgives både fuldmagt og brevstemme.
Fuldmagt
Fuldmagt kan afgives elektronisk via aktionærportalen på Selskabets hjemmeside,
www.deltaq.dk, eller skriftligt ved brug af fuldmagtsblanket, der kan hentes på
Selskabets hjemmeside. Den underskrevne skriftlige blanket sendes til
Computershare A/S på fax +45 45460998 eller e-mail [email protected].
Fuldmagter skal være Computershare A/S i hænde senest mandag den 8. februar
2016.
Brevstemme
Brevstemme kan afgives elektronisk via aktionærportalen på Selskabets
hjemmeside, www.deltaq.dk, eller skriftligt ved brug af brevstemmeblanket, der
kan hentes på Selskabets hjemmeside. Den underskrevne skriftlige blanket sendes
til Computershare A/S på fax +45 45460998 eller e-mail [email protected].
Bemærk venligst at en afgivet brevstemme ikke kan tilbagekaldes.
Brevstemmer skal være Computershare A/S i hænde senest onsdag den 10. februar
2016, kl. 12.00.
Spørgsmål fra aktionærerne
Aktionærer kan stille skriftlige spørgsmål til dagsordenen ved skriftlig
henvendelse til Selskabet på e-mail [email protected].
Yderligere oplysninger
På Selskabets hjemmeside, www.deltaq.dk, vil der frem til og med dagen for
generalforsamlingen kunne findes yderligere oplysninger om generalforsamlingen,
herunder oplysninger om det samlede antal aktier og stemmerettigheder på datoen
for indkaldelsen og indkaldelse med dagsorden.
Der vil blive serveret en let anretning efter generalforsamlingen.
Med venlig hilsen
Deltaq a/s
Bestyrelsen
Yderligere oplysninger:
René Spogárd, Bestyrelsesformand, Deltaq a/s
Telefon (+45) 40 50 60 71, e-mail [email protected]
Dennis Willer, Adm. direktør, Deltaq a/s
telefon (+45) 27 57 04 04, e-mail [email protected]
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar