Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Indkaldelse til ordinær generalforsamling

08-03-16 kl. 8/3 2016 07:55 | Lundbeck 371,10 (-2,24%)

Valby, Danmark, 2016-03-08 08:55 CET (GLOBE NEWSWIRE) --
Valby, Danmark, 8. marts 2016 - Der indkaldes herved til ordinær
generalforsamling i H. Lundbeck A/S

torsdag den 31. marts 2016, kl. 10:00

Generalforsamlingen afholdes på selskabets adresse:

H. Lundbeck A/S, Ottiliavej 9, 2500 Valby


Dagsorden

I overensstemmelse med vedtægternes punkt 8.1 er dagsordenen som følger:

1. Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i det forløbne år.
2. Fremlæggelse af årsrapport til godkendelse.
3. Beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af underskud i henhold
til den godkendte årsrapport.
4. Valg af bestyrelse.
5. Godkendelse af vederlag til bestyrelsen for det indeværende regnskabsår.
6. Valg af én eller to statsautoriserede revisorer.
7. Eventuelle forslag fra aktionærer eller bestyrelse.

7.1 Forslag fra bestyrelsen om godkendelse af ændrede
retningslinjer for vederlag til bestyrelse og direktion i H. Lundbeck A/S.

7.2 Forslag fra bestyrelsen om at bemyndige bestyrelsen til
at lade selskabet erhverve egne aktier.

7.3 Forslag fra bestyrelsen om at bemyndige
generalforsamlingens dirigent til at anmelde de på generalforsamlingen vedtagne
beslutninger

til Erhvervsstyrelsen.

1. Eventuelt.


Fuldstændige forslag

Ad dagsordenens punkt 1:

Bestyrelsen indstiller, at beretningen tages til efterretning.


Ad dagsordenens punkt 2:

Det foreslås, at årsrapporten godkendes.


Ad dagsordenens punkt 3:

Bestyrelsen foreslår, at der ikke udbetales udbytte for regnskabsåret 2015.


Ad dagsordenens punkt 4:

H. Lundbeck A/S' bestyrelse ønskes sammensat af personer, der tilsammen
besidder de nødvendige finansielle, farmaceutiske og internationale
kompetencer, for på bedst mulig vis at varetage selskabets og dermed
aktionærernes interesser under hensyntagen til selskabets øvrige interessenter.
Bestyrelsens væsentligste opgaver er at fastlægge Lundbecks overordnede
strategi, opstille konkrete mål for selskabets direktion samt sikre, at
direktionens medlemmer har de rette kompetencer.

For en mere detaljeret beskrivelse af bestyrelsens ønskede kompetencer henvises
til selskabets hjemmeside: www.lundbeck.com / About us / Corporate Governance.

Generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer vælges eller genvælges hvert år,
og valgperioden for den siddende bestyrelse udløber således i forbindelse med
denne generalforsamling. Bestyrelsen foreslår genvalg af følgende
generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer: Lars Rasmussen, Lene Skole,
Terrie Curran, Lars Holmqvist og Jesper Ovesen. Håkan Björklund ønsker ikke
genvalg. Bestyrelsen forventer at vælge Lars Rasmussen som formand og at vælge
Lene Skole som næstformand for bestyrelsen.

Det er bestyrelsens vurdering, at de foreslåede kandidater tilsammen besidder
den nødvendige faglige og internationale erfaring, for at sikre selskabets
position som en ledende global farmaceutisk virksomhed med fokus på forskning
og udvikling inden for hjernesygdomme. Det er desuden bestyrelsens opfattelse,
at bestyrelsens størrelse er hensigtsmæssig i forhold til selskabets behov og
ambitionen om at sikre en konstruktiv debat og effektiv beslutningsproces. Der
er ved udvælgelse af kandidater taget hensyn til diversitet.

Det anbefales i Anbefalinger for god Selskabsledelse, at mindst halvdelen af de
generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer er uafhængige af selskabet. Lars
Rasmussen, Terrie Curran og Jesper Ovesen opfylder kriterierne for
uafhængighed. Lene Skole og Lars Holmqvist betragtes som afhængige i kraft af
deres aktiviteter i Lundbeckfonden. I tilfælde af, at de foreslåede kandidater
vælges til bestyrelsen, vil bestyrelsen leve op til anbefalingen om
uafhængighed som defineret i Anbefalinger for god Selskabsledelse.

De foreslåede bestyrelseskandidater har følgende baggrund:

Lars Rasmussen

Lars Rasmussen, BSc Engineering, MBA, født 31. marts 1959, dansk statsborger.
Han blev valgt til Lundbecks bestyrelse på generalforsamlingen i 2013 og er
medlem af revisionskomitéen.

Lars Rasmussen har betydelig ledelsesmæssig erfaring inden for global med-tech.
Lars Rasmussen blev administrerende direktør for Coloplast A/S i 2008 og har
været medlem af selskabets direktionen fra 2001. Han har i denne periode haft
koncernansvar for en række forskellige funktioner, herunder globalt salg,
innovation og produktion. Disse ansvarsområder er varetaget med base i såvel
Danmark som USA.

Lars Rasmussens særlige kompetencer i forbindelse med bestyrelsesarbejdet i
Lundbeck er hans erfaring med topledelse samt hans viden om effektivisering og
internationalisering.

Lars Rasmussen er medlem af bestyrelsen for Axcel Industriinvestor A/S.

Lene Skole

Lene Skole, BCom Finance, født 28. april 1959, dansk statsborger. Hun blev
valgt til Lundbecks bestyrelse på generalforsamlingen i 2014 og er medlem af
Lundbecks vederlagskomité og den videnskabelige komité.

Lene Skole er administrerende direktør for Lundbeckfonden. Inden Lene Skole kom
til Lundbeckfonden i 2014, var hun økonomidirektør i Coloplast A/S og medlem af
direktionen fra hun blev ansat i 2005. Lene Skoles ansvarsområder omfattede
økonomi, IT, HR, kommunikation, strategi og M&A. Før 2005 havde Lene Skole
forskellige stillinger i A.P. Møller-Mærsk gruppen, senest som økonomidirektør
i Maersk Company Ltd., London, i perioden 2000-2005.

Lene Skoles særlige kompetencer i forbindelse med bestyrelsesarbejdet i
Lundbeck er hendes omfattende viden og ekspertise inden for finansiering,
strategi, forretningsudvikling og M&A samt hendes ledelseserfaring fra
internationale virksomheder, herunder med-tech.

Lene Skole er næstformand for bestyrelsen for DONG Energy A/S, Falck A/S og
ALK-Abelló A/S og medlem af bestyrelsen for Tryg A/S og Tryg Forsikring A/S.


Terrie Curran

Terrie Curran, BSc Applied Science og Graduate Diploma i Marketing, født 3.
marts 1969, australsk statsborger. Hun blev valgt til Lundbecks bestyrelse på
generalforsamlingen i 2014 og er medlem af vederlagskomitéen.

Terrie Curran har omfattende erfaring fra den farmaceutiske industri fra sine
lederstillinger i bl.a. Merck og Celgene, hvor hun har haft ansvar inden for
salg, marketing og market access samt licensaftaler, alliance management,
pipeline- og porteføljestyring. Hun har global ledelseserfaring og har siden
2013 været Corporate Vice President USA i Celgene Pharmaceuticals.

Terrie Currans særlige kompetencer i forbindelse med bestyrelsesarbejdet i
Lundbeck er hendes globale erfaring og kommercielle viden fra bl.a. det
amerikanske marked. Hendes viden gør hende til en relevant sparringspartner for
bestyrelsen og direktionen omkring kommercialisering og market access.


Lars Holmqvist

Lars Holmqvist, MSc i business administration, født 4. september 1959, svensk
statsborger. Han blev valgt til Lundbecks bestyrelse på generalforsamlingen i
2015 og er medlem af revisionskomitéen.

Lars Holmqvist er seniorrådgiver på sundhedsområdet hos Bain Capital og har
tidligere været vice-president hos Pharmacia med ansvar for salg og marketing.
Derudover har han haft ledende stillinger i adskillige farma- og med-tech
selskaber, herunder Boston Scientific Corporation, Medtronic, Applied
Biosystems Group, DAKO og Agilent Technologies.

Lars Holmqvists særlige kompetencer i forbindelse med bestyrelsesarbejdet i
Lundbeck er hans ledelseserfaring fra internationale virksomheder, hans
ekspertise inden for økonomi og hans salgs- og marketingerfaring fra den
globale farma-, med-tech- og life-science-industri.

Lars Holmqvist er medlem af bestyrelsen for Lundbeckfonden, ALK-Abelló A/S,
Tecan AG og BPL Ltd.


Jesper Ovesen

Jesper Ovesen, MSc i finansiering og statsautoriseret revisor, født 20. marts
1957, dansk statsborger. Han blev valgt til Lundbecks bestyrelse på
generalforsamlingen i 2015 og er formand for revisionskomitéen.

Jesper Ovesen har senest været arbejdende bestyrelsesformand i bestyrelsen for
Nokia Siemens Networks BV. Han har tidligere været ansat som CFO i TDC A/S,
Lego A/S og Danske Bank A/S og som finance director i Novo Nordisk A/S.

Jesper Ovesens særlige kompetencer i forbindelse med bestyrelsesarbejdet i
Lundbeck er hans internationale ledelseserfaring fra internationale
virksomheder og hans ekspertise inden for økonomi, regnskab og internationale
kapitalmarkeder.

Jesper Ovesen er næstformand i bestyrelsen for Scandinavia Enskilda Banken AB
og medlem af bestyrelsen for Sunrise Communications AG.


Ad dagsordenens punkt 5:

Det foreslås, at bestyrelsens vederlag for indeværende regnskabsår fastsættes
til samme beløb som for 2015:

- Menige bestyrelsesmedlemmer modtager et grundhonorar på DKK 300.000

- Formanden modtager tre gange grundhonoraret

- Næstformanden modtager to gange grundhonoraret

- Menige medlemmer af bestyrelseskomitéerne modtager DKK 200.000 i
tillæg til grundhonoraret

- Formændene for komitéerne modtager DKK 300.000 i tillæg til
grundhonoraret


Ad dagsordenens punkt 6:

Bestyrelsen foreslår genvalg af Deloitte Statsautoriseret
Revisionspartnerselskab.


Ad dagsordenens punkt 7:

7.1 Forslag fra bestyrelsen om godkendelse af ændrede retningslinjer for
vederlag til bestyrelse og direktion i H. Lundbeck A/S. De nuværende
retningslinjer for vederlag til bestyrelsen og direktionen blev vedtaget på
selskabets generalforsamling i 2015. Ud over en række ændringer, der primært er
af sproglig karakter, foreslår bestyrelsen at ændre retningslinjerne som
følger:

--


Ændring af det langsigtede incitamentsprogram for direktionen, således at
bestyrelsen hvert år tager stilling til, om direktionen skal tilbydes et
langsigtet incitamentsprogram for det kommende år. Værdien af programmet og
dermed den maksimale tildeling til de enkelte direktionsmedlemmer beregnes
på grundlag af Lundbecks gennemsnitlige aktiekurs de første 10 bankdage
efter offentliggørelse af Lundbecks årsrapport for året forud for det
kalenderår, hvor bestyrelsen træffer beslutning om at tilbyde et langsigtet
incitatmentsprogram. Eventuelle ændringer i aktiekursen i perioden fra
beregningstidspunktet frem til tildelingstidspunktet berører ikke
størrelsen af den maksimale tildeling, som svarer til 8 måneders grundløn
for CEO'en og 6 måneders grundløn for andre medlemmer af direktionen.



--


Mulighed for at tilbyde den nuværende CEO deltagelse i 2014
warranty-programmet på samme vilkår som den tidligere CEO, der ikke længere
deltager i programmet. Det vil bl.a. indebære, at de pågældende warrants
modnes i 2017, at aftalekursen og udløbsdatoen vil være det samme som under
det nuværende program, og at CEO'en modtager sine warrants vederlagsfrit.
CEO'en deltager ikke i det langsigtede incitamentsprogram for 2016.




De fuldstændige opdaterede retningslinjer for vederlag til bestyrelsen og
direktionen i H. Lundbeck A/S vil blive lagt ud på selskabets hjemmeside den 8.
marts 2016.

7.2 Det foreslås, at bestyrelsen bemyndiges til indtil næste ordinære
generalforsamling at lade selskabet erhverve egne aktier med en samlet nominel
værdi på op til 10 % af aktiekapitalen i overensstemmelse med den gældende
lovgivning herom. Købskursen for de pågældende aktier må ikke afvige mere end
10 % fra den ved erhvervelsen noterede kurs på Nasdaq Copenhagen A/S.

7.3 Bestyrelsen foreslår, at generalforsamlingens dirigent bemyndiges til at
foretage sådanne ændringer i og tilføjelser til det på generalforsamlingen
vedtagne og anmeldelsen til Erhvervsstyrelsen, som Erhvervsstyrelsen måtte
kræve i forbindelse med registrering af de vedtagne ændringer.


Alle de fremsatte forslag kan vedtages med simpelt stemmeflertal.


Valby, 8. marts 2016


Bestyrelsen

H Lundbeck A/S


Lundbeck kontakt

Investorer: Presse:

Palle Holm Olesen Mads Kronborg
Vice President, Investor Relations Senior Director, Corp. Communication
[email protected] [email protected]
+45 30 83 24 26 +45 36 43 30 00


Om Lundbeck

H. Lundbeck A/S (LUN.CO, LUN DC, HLUYY) er et globalt farmaceutisk selskab, som
er specialiseret i psykiatriske og neurologiske sygdomme. I mere end 70 år har
vi været førende inden for forskning i neurovidenskab. Vores primære
fokusområder er depression, skizofreni, Parkinsons sygdom og Alzheimers sygdom.

Det skønnes, at 700 millioner mennesker på globalt plan lever med psykiatriske
og neurologiske sygdomme og alt for mange af dem lider på grund af
utilstrækkelig behandling, diskrimination, færre arbejdsdage, tidlig pension og
andre unødvendige konsekvenser. Vores daglige målsætning er at tilbyde personer
med psykiatriske og neurologiske sygdomme en bedre behandling og dermed et
bedre liv - vi kalder det Progress in Mind.

Læs mere på www.lundbeck.com/global/about-us/progress-in-mind.

Vores ca. 5.300 medarbejdere i 55 lande arbejder i hele værdikæden lige fra
forskning og udvikling til produktion, markedsføring og salg. Vores
udviklingsportefølje består af flere udviklingsprogrammer i den sene fase, og
vores produkter er tilgængelige i over 100 lande. Vi har forskningscentre i
Kina og Danmark og produktionsfaciliteter i Kina, Danmark, Frankrig og Italien.
Lundbeck omsatte for ca. 14,6 mia. DKK i 2015 (2 mia. EUR eller 2,2 mia. USD).

For yderligere oplysninger henviser vi til vores hjemmeside www.lundbeck.com og
til at følge os på Twitter @Lundbeck.
Vedhæftet besked Notice of AGM 2015_DK.pdf



Der er endnu ikke skrevet nogen kommentarer til denne artikel.

Skriv en kommentarer til denne artikel:


Send kommentar


Kursinfo - Lundbeck

PRIS 371,10
ÆNDRING -8,50 (-2,24%)
ÅBEN 374,00
SIDSTE LUK 379,60
DEBAT -
OMX Børsmeddelelser

RELATEREDE NYHEDER