Indkaldelse til ordinær generalforsamling
14-03-16 kl. 14/3 2016 12:00 | Deltaq 32,00 (-2,74%)
Ishøj, Danmark, 2016-03-14 13:00 CET (GLOBE NEWSWIRE) --
Til NASDAQ Copenhagen og pressen
Fondsbørsmeddelelse nr. 11-16
Indkaldelse til ordinær generalforsamling
Deltaq a/s afholder ordinær generalforsamling
fredag den 15. april 2016, kl. 16.00 hos
Gorrissen Federspiel, H.C. Andersens Boulevard 12, 1553 København V
Dagsordenen er følgende:
1 Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed for det forløbne år
2 Fremlæggelse af årsrapport med revisionspåtegning og årsberetning til
godkendelse
Bestyrelsen foreslår, at årsrapporten for 2015 godkendes.
3 Beslutning om decharge for direktion og bestyrelse
Bestyrelsen foreslår, at der meddeles decharge for direktion og bestyrelse.
4 Beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af tab i henhold til den
godkendte årsrapport
Bestyrelsen foreslår, at generalforsamlingen godkender bestyrelsens forslag til
resultatdisponering, som anført i årsrapporten for 2015.
5 Valg af medlemmer til bestyrelsen
Bestyrelsen foreslår genvalg af René Spogárd, Jakob Haldor Topsøe, René
Eghammer og Steen B. Jørgensen.
En beskrivelse af de opstillede kandidaters ledelseshverv er vedlagt som bilag
1.
6 Valg af revisor
Bestyrelsen foreslår genvalg af Deloitte Statsautoriseret
Revisionspartnerselskab.
7 Forslag om ændring af vedtægterne
Blandt andet som følge af at selskabets aktier efter den 15. marts 2016 ikke
længere er optaget til handel og officiel notering på Nasdaq Copenhagen,
foreslår bestyrelsen nedenstående ændringer til selskabets vedtægter.En kopi af
selskabets vedtægter med de foreslåede ændringer indarbejdet kan findes på
selskabets hjemmeside www.deltaq.dk.
7.1 Ændring af vedtægternes § 8.1 om generalforsamlingens afholdelse.
Bestyrelsen foreslår, at vedtægternes § 8.1 om generalforsamlingens afholdelse
ændres til følgende ordlyd:
”Generalforsamlinger afholdes på selskabets hjemsted, i Storkøbenhavn eller i
Region Midtjylland. Den ordinære generalforsamling skal afholdes i så god tid,
at den reviderede og godkendte årsrapport kan indsendes til Erhvervsstyrelsen
inden udløbet af den til enhver tid værende frist i lovgivningen.”
7.2 Ændring af vedtægternes § 8.2 om indkaldelse til generalforsamlingen.
Bestyrelsen foreslår, at vedtægternes § 8.2 om indkaldelse til
generalforsamling ændres til følgende ordlyd:
”Generalforsamlinger indkaldes af bestyrelsen tidligst 4 uger og senest 2 uger
før generalforsamlingen. Indkaldelsen skal indeholde angivelse af tid og sted
for generalforsamlingen samt oplysning om dagsordenen.
Indkaldelse med angivelse af dagsorden sker på selskabets hjemmeside samt
skriftligt til de i ejerbogen noterede aktionærer, der har fremsat begæring
herom.”
7.3 Ændring af vedtægternes § 8.4 om indkaldelse til ekstraordinær
generalforsamling og fremlæggelse af materiale og indsættelse af ny § 8.5.
Bestyrelsen foreslår, at andet led af vedtægternes § 8.4 om indkaldelse til
ekstraordinær generalforsamling og fremlæggelse af materiale før
generalforsamlingen udgår og § 8.4 dermed ændres til at have følgende ordlyd:
”Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter en bestyrelsesbeslutning eller
efter en anmodning til bestyrelsen fra revisor eller fra aktionærer, der ejer
mindst 5 % af aktiekapitalen. Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes
inden 2 uger.”
Bestyrelsen foreslår endvidere, at der indsættes en ny § 8.5 (hvorefter den
nuværende § 8.5 bliver til § 8.6) med følgende ordlyd:
”Dagsordenen og de fuldstændige forslag samt for den ordinære
generalforsamlings vedkommende tillige årsrapporten skal gøres tilgængelig til
eftersyn for aktionærerne senest 2 uger før generalforsamlingen.”
7.4 Ændring af vedtægternes § 8.6 om offentliggørelse af datoen for
generalforsamlingen mv.
Bestyrelsen foreslår, at vedtægternes § 8.6 om offentliggørelse af datoen for
den ordinære generalforsamling og frist for fremsættelse af krav om optagelse
af et bestemt emne på dagsordenen udgår.
7.5 Ændring af vedtægternes § 10 om registreringsdato og adgangskort.
Bestyrelsen foreslår, at vedtægternes § 10 om registreringsdato og adgangskort
udgår.
Som konsekvens heraf vil den nuværende § 11 blive til § 10, den nuværende § 12
blive til § 11 osv.
7.6 Ændring af vedtægternes § 14.1 om bestyrelsens sammensætning.
Bestyrelsen foreslår, at vedtægternes § 14.1 ændres til følgende ordlyd:
”Selskabet ledes af en af generalforsamlingen valgt bestyrelse på 3-6
medlemmer. Bestyrelsens medlemmer vælges for et år ad gangen. Fratrædende
medlemmer kan genvælges.”
7.7 Ændring af selskabets tegningsregel og dermed vedtægternes § 14.4
Bestyrelsen foreslår, at selskabets tegningsregel og dermed vedtægternes § 14.4
ændres til følgende ordlyd:
”Selskabet tegnes (i) af et medlem af direktionen i forening med bestyrelsens
formand eller næstformand, (ii) af to bestyrelsesmedlemmer i forening, eller
(iii) af den samlede bestyrelse.”
7.8 Ændring af vedtægternes § 14.5 om administration af selskabet.
Bestyrelsen foreslår, at vedtægternes § 14.5 om henlæggelse af administrationen
af selskabet til Deltaq Management a/s udgår.
7.9 Ændring af vedtægternes § 14.6 om retningslinjer for incitamentsaflønning.
Bestyrelsen foreslår, at vedtægternes § 14.6 om retningslinjer for
incitamentsaflønning udgår.
8 Bemyndigelse til dirigenten.
Bestyrelsen foreslår, at generalforsamlingen bemyndiger dirigenten (med
substitutionsret) til at anmelde det på generalforsamlingen vedtagne til
Erhvervsstyrelsen, herunder at foretage sådanne ændringer og tilføjelser, som
måtte blive krævet af Erhvervsstyrelsen som betingelse for registrering eller
godkendelse.
9 Eventuelt
Vedtagelseskrav
Forslagene i pkt. 7.1 -7.8 kræver vedtagelse med mindst 2/3 af såvel de afgivne
stemmer som af den på generalforsamlingen repræsenterede, stemmeberettigede
aktiekapital. De øvrige fremsatte forslag kan vedtages med simpelt
stemmeflertal.
Aktiekapitalens størrelse og aktionærernes stemmeret
Selskabets aktiekapital udgør nominelt 34.945.590 DKK fordelt på 3.494.559
aktier a nominelt DKK 10. Hver aktie á nominelt DKK 10 giver én stemme.
På tidspunktet for generalforsamlingens indkaldelse besidder selskabet 218.485
stk. egne aktier med en samlet pålydende værdi på kr. 2.184.850, svarende til
ca. 6,25 % af den samlede aktiekapital.
Registreringsdatoen er fredag den 8. april 2016.
Aktionærer, der besidder aktier i selskabet på registreringsdatoen, har ret til
at deltage i og stemme på generalforsamlingen. De aktier, aktionæren besidder,
opgøres på registreringsdatoen på baggrund af notering i ejerbogen samt
meddelelser om ejerforhold, som selskabet har modtaget med henblik på indførsel
i ejerbogen. Deltagelse er endvidere betinget af, at aktionæren rettidigt har
løst adgangskort som beskrevet nedenfor.
Adgangskort
Aktionærer, der ønsker at deltage i generalforsamlingen, skal anmode om
adgangskort.
Adgangskort kan rekvireres senest mandag den 11. april 2016 via
aktionærportalen på selskabets hjemmeside, www.deltaq.dk, eller ved henvendelse
til Computershare A/S på fax (+45) 45 46 09 98 eller e-mail
[email protected]. Tilmeldingsblanket kan findes på selskabets hjemmeside.
Aktionærer, der er forhindret i at deltage i generalforsamlingen, kan vælge at
afgive fuldmagt eller brevstemme, jf. nedenfor. Bemærk venligst at der ikke kan
afgives både fuldmagt og brevstemme.
Fuldmagt
Fuldmagt kan afgives elektronisk via aktionærportalen på selskabets hjemmeside,
www.deltaq.dk, eller skriftligt ved brug af fuldmagtsblanket, der kan hentes på
selskabets hjemmeside. Den underskrevne skriftlige blanket sendes til
Computershare A/S på fax (+45) 45 46 09 98 eller e-mail [email protected].
Fuldmagter skal være Computershare A/S i hænde senest mandag den 11. april 2016.
Brevstemme
Brevstemme kan afgives elektronisk via aktionærportalen på selskabets
hjemmeside, www.deltaq.dk, eller skriftligt ved brug af brevstemmeblanket, der
kan hentes på selskabets hjemmeside. Den underskrevne skriftlige blanket sendes
til Computershare A/S på fax (+45) 45 46 09 98 eller e-mail
[email protected]. Bemærk venligst at en afgivet brevstemme ikke kan
tilbagekaldes.
Brevstemmer skal være Computershare A/S i hænde senest torsdag den 14. april
2016, kl. 12.00.
Spørgsmål fra aktionærerne
Aktionærer kan stille spørgsmål til dagsordenen eller til dokumenter mv. til
brug for generalforsamlingen. Dette kan ske ved skriftlig henvendelse til
selskabet på e-mail [email protected].
Yderligere oplysninger
På selskabets hjemmeside, www.deltaq.dk, vil der senest fra 24. marts 2016 og
frem til og med dagen for generalforsamlingen kunne findes yderligere
oplysninger om generalforsamlingen, herunder årsrapporten for 2015, oplysninger
om det samlede antal aktier og stemmerettigheder på datoen for indkaldelsen,
indkaldelse med dagsorden, bilag og fuldstændige forslag.
Der vil blive serveret en let anretning efter generalforsamlingen.
---
Deltaq afnoteres den 15. marts 2016
Som tidligere meddelt i fondsbørsmeddelelse nr. 09-16 af 18. februar 2016 har
Nasdaq Copenhagen imødekommet selskabets anmodning om afnotering, således at
sidste handelsdag for selskabets aktier på Nasdaq Copenhagen vil være tirsdag
den 15. marts 2016.
Selskabet vil gennemføre yderligere aktietilbagekøb, der afvikles som
almindelige handler ved opkøb i markedet, i perioden frem til selskabets
afnotering. Tilbagekøbet sker til en kurs på kr. 32,00, som svarer til den
kurs, der blev anvendt i aktietilbagekøbet iværksat den 18. januar 2016, jf.
fondsbørsmeddelelse nr. 01-16 af 18. januar 2016. Dette er i overensstemmelse
med bemyndigelsen vedtaget på selskabets ordinære generalforsamling den 28.
april 2015.
Når afnoteringen er gennemført, vil selskabets aktier ikke længere være
omsættelige på Nasdaq Copenhagen, ligesom selskabet ikke længere vil
offentliggøre kvartalsrapporter og andre selskabsmeddelelser.
---
Med venlig hilsen
Deltaq a/s
Bestyrelsen
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar