Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling 2016
20-04-16 kl. 20/4 2016 09:04 | D/S Norden 132,90 (0,00%)
Nedenstående er vedhæftet som PDF-fil.
________________________________________________________________________________
Meddelelse nr. 10
20. april 2016
Herved indkaldes til ekstraordinær generalforsamling i
Dampskibsselskabet NORDEN A/S
torsdag den 12. maj 2016, kl. 10.00, på Selskabets adresse,
Strandvejen 52, 2900 Hellerup.
Der vil ikke være traktement på grund af generalforsamlingens korte varighed.
DAGSORDEN:
Endelig vedtagelse af følgende forslag fra bestyrelsen, som blev foreløbigt
vedtaget på den ordinære generalforsamling den 7. april 2016.
A. Bemyndigelse til bestyrelsen til, at Selskabet kan forhøje aktiekapitalen
med nominelt DKK 4.220.000 frem til og med den 6. april 2021. Bemyndigelsen
indsættes i vedtægterne som nye §§ 4.2-4.4 med følgende ordlyd:
”4.2 Bestyrelsen er ved enstemmig beslutning bemyndiget til ad en eller flere
gange at forhøje aktiekapitalen med op til nominelt DKK 4.220.000 med
fortegningsret for Selskabets hidtidige aktionærer mod kontant betaling, jf.
dog § 4.4. Indbetaling skal ske fuldt ud ved tegningen. Bemyndigelsen gælder
frem til og med 6. april 2021.
4.3 Bestyrelsen er ved enstemmig beslutning bemyndiget til ad en eller flere
gange at forhøje aktiekapitalen med op til nominelt DKK 4.220.000 uden
fortegningsret for Selskabets hidtidige aktionærer, jf. dog § 4.4. Nye aktier,
der udbydes uden fortegningsret for de hidtidige aktionærer, skal tegnes til
markedskurs. Kapitalforhøjelser kan ske mod kontant betaling, gældskonvertering
eller som vederlag i forbindelse med Selskabets overtagelse af en eller flere
bestående virksomheder. Nye aktier, der udbydes mod kontant indbetaling, skal
indbetales fuldt ud ved tegningen. Bemyndigelsen gælder frem til og med 6.
april 2021.
4.4 Bestyrelsens bemyndigelser i henhold til §§ 4.2 og 4.3 kan tilsammen
maksimalt udnyttes til forhøjelse af aktiekapitalen med en samlet nominel værdi
på DKK 4.220.000. For kapitalforhøjelser i medfør af §§ 4.2 og 4.3 gælder, at
de nye aktier udstedes til ihændehaver, men kan noteres på navn i Selskabets
ejerbog. Aktierne skal være omsætningspapirer og skal i øvrigt i enhver
henseende være stillet som de eksisterende aktier, herunder med hensyn til
fortegningsret ved fremtidige forhøjelser, rettigheder, indløselighed og
omsættelighed. Bestyrelsen beslutter under hensyn til tidspunktet for tegning
eller konvertering, i hvilket omfang de nye aktier giver ret til udbytte for
året, hvori tegning eller konvertering sker. Bestyrelsen fastsætter i øvrigt de
nærmere vilkår for kapitalforhøjelser, der gennemføres i henhold til §§ 4.2 og
4.3 og er bemyndiget til at foretage de nødvendige ændringer i Selskabets
vedtægter som følge af udnyttelse af bemyndigelserne.”
Årsagen til, at det foreslås, at Selskabet skal kunne udbyde nye aktier uden
fortegningsret for de hidtidige aktionærer, jf. forslaget til § 4.3, er, at
Selskabet bør have fleksibilitet til at gennemføre udbud kun til
institutionelle investorer og til at overtage bestående virksomheder.
Vedtagelseskrav:
Den ekstraordinære generalforsamling afholdes, da mindst 2/3 af den
stemmeberettigede aktiekapital ikke var repræsenteret på den ordinære
generalforsamling den 7. april 2016, og generalforsamlingen ikke var
beslutningsdygtig på trods af, at 2/3 såvel af de afgivne stemmer som af den på
generalforsamlingen repræsenterede aktiekapital stemte for forslagene. Til
vedtagelse af de i dagsordenen nævnte forslag kræves derfor, at 2/3 såvel af de
afgivne stemmer som af den på den ekstraordinære generalforsamling
repræsenterede stemmeberettigede aktiekapital stemmer for, uden hensyn til den
repræsenterede aktiekapitals størrelse, jf. vedtægternes § 9, stk. 2.
Aktiekapitalens størrelse og stemmerettigheder:
Selskabets aktiekapital udgør DKK 42.200.000 fordelt i aktier á DKK 1. Hver
aktie á DKK 1 giver én stemme på den ekstraordinære generalforsamling. Enhver
aktionær har ret til at møde på Selskabets ekstraordinære generalforsamling,
når aktionæren senest mandag den 9. maj 2016 har anmodet om adgangskort, og den
pågældende er registreret som aktionær i Selskabets ejerbog torsdag den 5. maj
2016 eller på dette tidspunkt har anmeldt og dokumenteret sit ejerskab over for
Selskabet med henblik på indførelse i ejerbogen.
Stemmeret på den ekstraordinære generalforsamling tilkommer aktionærer, der har
fået udleveret adgangskort, og som torsdag den 5. maj 2016 er registreret som
aktionær i Selskabets ejerbog eller på dette tidspunkt har anmeldt og
dokumenteret sit ejerskab over for Selskabet med henblik på indførelse i
ejerbogen. Stemmeret kan udøves ved fuldmægtig i henhold til skriftlig og
dateret fuldmagt.
Den ekstraordinære generalforsamlings dokumenter:
Følgende materiale fremlægges til eftersyn for aktionærerne på Selskabets
kontor og vil være tilgængeligt på Selskabets hjemmeside www.ds-norden.com
senest onsdag den 20. april 2016.
(1) indkaldelsen,
(2) det samlede antal aktier og stemmerettigheder på datoen for indkaldelsen,
(3) de dokumenter, der skal fremlægges på den ekstraordinære generalforsamling,
(4) dagsordenen og de fuldstændige forslag, og
(5) de formularer, der skal anvendes ved stemmeafgivelse ved fuldmagt og ved
stem-meafgivelse pr. brev.
Deltagelse i den ekstraordinære generalforsamling:
Alle navnenoterede aktionærer, der har fremsat begæring herom, får tilsendt
dagsorden med de fuldstændige forslag, bestillingsblanket til adgangskort samt
blanket til fuldmagt og brevstemme.
Bestilling af adgangskort til den ekstraordinære generalforsamling eller
udfyldt fuldmagtsblanket/brevstemmeblanket skal være Computershare A/S,
Kongevejen 418, 2840 Holte i hænde senest mandag den 9. maj 2016 kl. 23.59.
Adgangskort kan også rekvireres på Selskabets hjemmeside www.ds-norden.com
senest mandag den 9. maj 2016 kl. 23.59. Såfremt De ikke har mulighed for at
møde på den ekstraordinære generalforsamling, kan De meddele fuldmagt til
tredjemand eller formanden for bestyrelsen til at stemme på Deres vegne.
Fuldmagtsblanket/brevstemmeblanket kan også afgives på Selskabets hjemmeside
www.ds-norden.com senest mandag den 9. maj 2016 kl. 23.59.
Fuldmagter afgivet på den af Selskabet udarbejdede fuldmagtsblanket til den
ordinære generalforsamling den 7. april 2016 – herunder fuldmagter afgivet til
formanden for bestyrelsen – er også gyldige til den ekstraordinære
generalforsamling, medmindre de skriftligt er tilbagekaldt med meddelelse til
Selskabet.
Aktionærernes eventuelle spørgsmål til bestyrelsen eller Executive Management
vil blive besvaret på generalforsamlingen.
Med venlig hilsen
Dampskibsselskabet NORDEN A/S
Bestyrelsen
Yderligere oplysninger: Martin Badsted, Finansdirektør, tlf.: +45 3315 0451
________________________________________________________________________________
DAMPSKIBSSELSKABET NORDEN A/S, STRANDVEJEN 52, 2900 HELLERUP, CVR-NR. 67758919
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar