Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Q1 meddelelse – God start på 2016

19-04-16 kl. 19/4 2016 13:15 | Cbrain 42,70 (+1,43%)

cBrain er kommet godt fra start i 2016. Den nye version 5 af F2-produktet
bliver godt modtaget. Samtidig noterer cBrain en stigende interesse for at
bruge F2 som platform for de offentlige fagsystemer, hvilket bl.a. har ført til
et projekt i Københavns Kommune. Internationalt har cBrain fået 2 nye
pilotprojekter i første kvartal, og med ansættelse af Greg Godbout i Washington
har cBrain taget et markant skridt i USA.

Det danske marked
cBrain noterer en god udvikling på det danske marked, hvor halvdelen af de
ministerielle departementer, herunder Statsministeriet og Udenrigsministeriet,
nu kører F2. Samtidig noteres en stigende interesse for F2-produktet i
styrelser og institutioner, hvor mere end 15 myndigheder nu har valgt
F2-produktet som deres digitale platform, herunder Digitaliseringsstyrelsen.

Udenfor centraladministrationen noteres det, at ETF (Ergoterapeuterne) netop er
gået succesfuldt i drift på en kombineret F2 og M4-løsning.

cBrain forventer at kunne fastholde den gode udvikling, idet cBrain har dialog
med et antal potentielle nye kunder i den danske centraladministration. cBrain
forventer derfor at kunne annoncere en række nye kontrakter i Danmark i løbet
af 2016, ligesom cBrain netop har annonceret en ny aftale om leverance af F2
til Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI).

F2 udfordrer den traditionelle tilgang til fagsystemer
cBrains F2-produkt er et 100% standardprodukt. F2 blev oprindeligt udviklet til
at understøtte de generelle sagsgange i de ministerielle departementer. Her har
F2 opnået solid succes, idet mange af departementerne har erstattet deres
individuelt tilpassede standard-ramme systemer med standardproduktet F2.

Efterfølgende er F2 blevet videreudviklet, så det nu også er muligt at
understøtte fagsystemer direkte i F2-standardsystemet uden programmering.
Samtidig tilbyder F2 en helt ny måde at understøtte komplekse fagsystemer, hvor
processer beskrives og understøttes i form af checklister.

Checklisterne i F2 styrer individuelle fagprocesser, væg-til-væg, fra selv- og
medbetjening til sagsarkivering, med indbygget kvalitetsstyring, sagshjælp og
online ledelsesrapportering, og med integrationer til eksterne systemer som
digital post, betaling og CPR. Checklisterne sikrer både en højere kvalitet i
arbejdet og en højere produktivitet, samtidig med at de muliggør et bedre
overblik over sagsproduktionen via digitale styringsreoler.

Det tager normalt lang tid at designe og bygge de store offentlige fagsystemer,
og projekterne er ofte forbundet med store risici.
Med det nye F2, hvor fagprocesser kan understøttes direkte med checklister i
standardproduktet F2, er det muligt at digitalisere fagsystemer langt hurtigere
og mere effektivt end tidligere, samtidig med at projektrisici minimeres.

Herved udfordrer standardproduktet F2 den traditionelle tilgang til
implementering af komplekse fagsystemer og åbner helt nye muligheder for
styrelser og ministerier.

Statsforvaltningen nomineret til årets digitaliseringspris baseret på F2
cBrains projekt hos Statsforvaltningen er et godt eksempel på, hvordan
F2-produktet sætter en ny agenda for offentlig digitalisering.

I 2014 påbegyndte Statsforvaltningen et stort digitalt moderniseringsprojekt,
som løber frem til 2016. Målene er bl.a. en styrket borgerbetjening og
effektivisering, idet Statsforvaltningens bevilling reduceres med 90 million
kroner over perioden frem til 2016.

Kravet om markante besparelser over en kort periode betyder, at hastighed er en
vigtig faktor, og moderniseringen af det centrale sagsbehandlingssystem var
første led i Statsforvaltningens digitaliseringsprojekt. Allerede efter et
samlet projektforløb på kun 6 måneder, blev den hidtidige platform til
sagsbehandling udskiftet med F2, hvor 550 medarbejdere på 9 lokationer
samtidigt gik i drift. Den nye F2-platform omfattede bl.a. også et fuldt
integreret ledelsessystem, en såkaldt styringsreol, som viser sagsproduktionen
realtime.

Parallelt med udskiftning af den centrale platform, arbejder Statsforvaltningen
videre med en effektivisering af de enkelte sagsområder. Statsforvaltningen
har en stor produktion med ca. 200.000 afgørelser om året, hvorfor selv- og
medbetjening udgør et stort effektiviseringspotentiale. Automatiseringen af de
enkelte sagsområder baseres på F2, og arbejdet i 2015 har vist, at F2 og den
checkliste-baserede tilgang til understøttelse af fagsystemer er særdeles
effektiv.

Efter implementering af F2, har Statsforvaltningen eksempelvis sænket gebyret
for borgere i ægteskabssager fra 900 kroner til 420 kroner, fordi opgaven nu
kræver langt færre interne ressourcer. I ukomplicerede sager som
konfirmationsbidrag betyder digitaliseringen, at mange borgere nu oplever en
sagsbehandlingstid, som er reduceret fra 4 dage til straksafgørelse på nettet.

De markante resultater har betydet, at Statsforvaltningen blev nomineret til
årets digitaliseringspris 2016 baseret på forvaltningens succesfulde
moderniseringsprojekt. Med projektet hos Statsforvaltningen har cBrain fået en
markant referencekunde, idet projektet dokumenterer, at F2 tilbyder en ny og
langt mere effektiv tilgang til digitalisering af de store offentlige
fagsystemer.

Samtidig noteres det med glæde, at det er anden gang, at et F2-baseret projekt
er nomineret til digitaliseringsprisen. Tidligere har Transportministeriet
sammen med Klima- og Energiministeriet således modtaget Digitaliseringsprisen,
baseret på deres F2-projekter i departementerne.

Københavns Kommune
Projektet hos Statsforvaltningen har åbnet for dialog med en række potentielle
kunder, som efterspørger digitalisering af komplekse fagsystemer, og i starten
af april kunne cBrain annoncere en aftale med Kultur- og Fritidsforvaltningen i
Københavns Kommune om leverance af en ny digital platform til brug i
International House Copenhagen.

International House blev etableret i 2013 og fungerer som en one-point-entry,
hvor internationale borgere både kan få løst myndighedsopgaver såsom cpr. nr.,
valg af læge, skattekort mv. samt kan deltage i New in Denmark Events, der
vedrører centrale forhold i deres nye liv, bl.a. boligsøgning, bankforhold,
kultur- og fritidsliv, arbejdspladskultur mv.

Den nye platform skal lette arbejdet og sagsbehandlingen for medarbejdere på
tværs af myndigheder, for derved at gøre det nemmere og hurtigere for
udenlandske arbejdstagere, ægtefæller og studerende, som ønsker at flytte til
Danmark.

Løsningen baseres på cBrains F2-produkt og checklistekonceptet, og teknisk
leveres løsningen som en cloud service fra F2 Cloud Centret hos Statens IT.

cBrain styrker sin Internationale satsning
cBrain vurderer, at F2-produktet er unikt og nytænkende, og at produktet har et
meget stort internationalt afsætningspotentiale. cBrain ønsker at udnytte
dette. Samtidig har cBrain en solid finansiel styrke, som giver selskabet en
betydelig strategisk frihed.

Som led i selskabets planer for 2016, har cBrain derfor besluttet at styrke den
internationale indsats ved at flytte ressourcer fra de danske aktiviteter.
Parallelt hermed investerer cBrain i en yderligere organisatorisk udbygning med
henblik på at understøtte internationale leverancer og partnere.

Som led i denne udvikling oplyste cBrain for nylig, at selskabet har udvidet
ledelsen, idet Ejvind Jørgensen, som kommer fra en stilling som direktør i
Rambøll, indtræder som strategidirektør i cBrains ledergruppe, hvor han kommer
til at arbejde med organisations-, kompetence- og markedsudvikling.

Internationale Pilotprojekter
I første kvartal har cBrain påbegyndt 2 nye pilotprojekter i Europa. Der er i
begge tilfælde tale om projekter hos statslige myndigheder, og begge projekter
skrider frem som planlagt.

USA
I starten af året annoncerede cBrain, at selskabet vil forsøge at komme ind på
det amerikanske marked. Beslutningen var baseret på en markedsundersøgelse i
USA, som cBrain gennemførte i efteråret 2015 i tæt samarbejde med Eksportrådet
og den danske ambassade i Washington.

Markedsundersøgelsen, som omfattede et antal møder med ministerier og styrelser
i den amerikanske centraladministration i Washington, viste, at myndighederne i
den amerikanske centraladministration baserer deres arbejde på de samme
forvaltningsmæssige processer som myndighederne i Danmark og UK. Det er således
cBrains vurdering, at F2-produktet i sin nuværende form vil kunne understøtte
arbejdsgange hos en række amerikanske myndigheder.

cBrains indsats i USA sker i tæt samarbejde med Eksportrådet og den danske
ambassade i Washington. Eksempelvis afholdt den danske ambassade i Washington
et velbesøgt arrangement i januar, hvor F2 blev præsenteret med deltagelse af
højtstående medarbejdere fra et antal amerikanske ministerier og styrelser.

cBrain har ansat Greg Godbout, Presidential Innovation Fellow og direktør for
18F i Washington
cBrain noterer en solid interesse for den danske F2-model i Washington. På den
baggrund har cBrain valgt at styrke sin satsning i USA og har ansat Greg
Godbout, som kommer fra en stilling som direktør i 18F i Washington og
Presidential Innovation Fellow.

Greg Godbout, som indtræder i cBrains internationale team den 1 maj, tilfører
cBrain en stor viden om den amerikanske centraladministration, og med
ansættelsen af Greg Godbout har cBrain markant styrket sine muligheder for at
komme ind på det amerikanske marked.

Greg kommer fra en stilling, hvor han, som udlånt fra the White House,
varetager opgaven som Chief Technology Officer (CTO) og U.S. Digital Services
Lead i the Environmental Protection Agency (EPA) i Washington. Formelt kommer
Greg fra en stilling som Executive Director og Co-Founder for 18F, der er en
digital taskforce i den amerikanske centraladministrationen, og som
Presidential Innovation Fellow, hvor han bl.a. har arbejdet som rådgiver for
den amerikanske præsident.

cBrains internationale team har til opgave at udbrede og udvikle cBrains
F2-produkt internationalt. Teamet omfatter bl.a. David Cotterill, som kom fra
en stilling som Deputy Director i UK Cabinet Office, hvor han havde ansvar for
UK Technology Strategies.

Greg vil have særlig fokus på USA, men Greg vil samtidig arbejde internationalt
med henblik på at videreudvikle den danske F2-model for offentlig forvaltning
på tværs af landegrænser. Greg, som bor i Washington, styrker cBrains
internationale team med stor erfaring, ikke kun topleder i den amerikanske
centraladministration, men også med stor erfaring både som entreprenør og
softwarearkitekt.




Anne Dorthe Hermansen, [email protected] +4540118608




Der er endnu ikke skrevet nogen kommentarer til denne artikel.

Skriv en kommentarer til denne artikel:


Send kommentar


Kursinfo - Cbrain

PRIS 42,70
ÆNDRING +0,60 (+1,43%)
ÅBEN 42,10
SIDSTE LUK 42,10
DEBAT -
OMX Børsmeddelelser

RELATEREDE NYHEDER