North Media Online A/S investerer i virksomheden Lix Technologies
30-06-16 kl. 30/6 2016 09:56 | North Media 38,80 (+3,47%)
North Media Online A/S indskyder i alt 18 mio. kr. i Lix Technologies og
erhverver en ejerandel på 20 % af selskabet. Kapitalen og North Media Online
A/S' medejerskab skal bistå Lix med at indfri de ambitiøse planer om at skabe
fremtidens platform for digital læring og studiebøger.
Den 30. juni 2016
Selskabsmeddelelse nr. 08-16
North Media Online A/S (”North Media Online”) har i dag indgået aftale om
kapitalindskud på 18 mio. kr. i Lix Technologies ApS (”Lix”). Med investeringen
opnår North Media Online en ejerandel på 20 % af Lix, der er stiftet af
iværksætterne Camilla Hessellund Lastein og Kasper Enggaard Krog. Virksomheden
er en platform for studiebøger, hvor studerende får adgang til flere end
100.000 bøger via www.lix.com. Bøgerne kan købes til priser, der er lavere end
gennem de traditionelle kanaler, ligesom de studerende via platformen kan tage
og dele noter og benytte sig af en række andre digitale læringsværktøjer. Lix
beskæftiger i dag 13 ansatte og har hovedkontor i Aarhus.
Kapitalindskuddet fra North Media Online skal bringe Lix frem til en position
som en stærk, global spiller på det hastigt voksende marked for digitale
studiebøger og fremtidens læringsplatform for studerende.
Investeringen i Lix afspejler North Media Onlines høje digitale ambitionsniveau
North Media Online har strategisk fokus på at øge den digitale del af
forretningen og supplere porteføljen med flere digitale investeringer.
Administrerende direktør i North Media Online, Henrik Løvig, har gennem længere
tid været i dialog med Lix, som han ser som en af de mest lovende danske
tech-virksomheder.
”Lix er en yderst spændende investering for North Media Online. Med Lix går vi
ind på området for digital læring og studiebøger, som er et meget stort marked
i kraftig vækst. Antallet af studerende på videregående uddannelser stiger
hastigt og forventes på globalt plan at runde 250 millioner i 2025. Teamet i
Lix er stærkt, og med vores supplerende kompetencer og aktive ejerskab har vi
en fælles ambition om at skalere Lix og dermed blive førende på den
internationale scene”, siger Henrik Løvig og fortsætter:
”Lix har opbygget og lanceret en fantastisk digital platform og har allerede
indgået aftaler med et stort antal danske og internationale forlag. Efter en
succesfuld testperiode i foråret 2016 skal Lix rulles ud til cirka 30.000
studerende på landets gymnasier efter sommerferien, ligesom Lix tilbydes de
studerende på videregående uddannelser i såvel Danmark som udlandet. Herhjemme
har en udvalgt gruppe studerende siden foråret 2016 brugt Lix’ platform til at
læse deres studiebøger digitalt samt tage noter og i det hele taget optimere
deres læring. De samme muligheder er Lix godt på vej til at gøre tilgængelige
for studerende over hele verden”.
Lix ser North Media Online som en perfekt partner
Den 23-årige medstifter af Lix, Camilla Hessellund Lastein, er glad for, at det
blev lige præcis North Media Online, der endte med at investere i Lix: ”Lix og
North Media Online er et perfekt match. Vi får nu en investor, der både har
omfattende viden inden for det digitale space og de kompetencer, som der bliver
brug for med den ambitiøse vækststrategi, vi har lagt.”
Medstifter af Lix Technologies, Kasper Enggaard Krog, tilføjer: ”For Lix er
denne investering en vigtig brik i vores ønske om at blive en global spiller.
Vi har allerede indgået aftaler med over 300 danske og internationale forlag,
og nu skal Lix ud til studerende på mange flere markeder end det danske.”
Uændrede forventninger til regnskabsåret 2016
Investeringen i Lix påvirker ikke North Media Onlines forventninger til EBIT
før særlige poster i 2016, der uændret udgør et resultat på mellem -5 mio. kr.
og 0 mio. kr. Resultatet fra Lix vil indregnes i resultat fra associerede
virksomheder, og resultatandelen fra Lix forventes at påvirke resultatet af
associerede virksomheder med minus 2 mio. kr. i 2016.
Yderligere oplysninger kan fås hos Henrik Løvig, administrerende direktør i
North Media Online A/S, telefon 61 79 94 31.
Med venlig hilsen
North Media A/S
Kåre Wigh
Ordførende koncerndirektør & CFO
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar