Columbus opkøber konsulentvirksomhed i USA
06-07-16 kl. 6/7 2016 12:23 | Columbus 13,40 (+1,52%)
Meddelelse nr. 19/2016
Columbus A/S har i dag indgået en betinget aftale om køb af virksomheden CSG
(Client Strategy Group), en ERP-konsulentvirksomhed i USA.
Købet af CSG styrker Columbus’ position på det amerikanske marked, og er i
overensstemmelse med Columbus’ mål om at blive anerkendt som en strategisk
samarbejdspartner, der hjælper kunder med at øge værdien af deres
ERP-investering og leder dem i den digitale transformation af deres forretning.
CSG er anerkendt for deres specialiserede kompetencer og løsninger indenfor
ERP. Købet af CSG giver dermed Columbus mulighed for i endnu højere grad at
hjælpe
virksomhedens amerikanske kunder med at optimere og udvikle deres ERP-løsning.
”Vi er glade for at kunne byde velkommen til CSG. Columbus har et klart mål om
at skabe en unik kundeoplevelse og dermed opnå den største kundetilfredshed i
markedet, og med CSG’s kompetencer og erfaring kan vi servicere vores kunder
endnu bedre”, siger koncernchef i Columbus, Thomas Honoré.
CSG, der blev stiftet i 2003, har 19 medarbejdere på deres kontor i Cleveland.
Virksomheden havde i 2015 en omsætning på DKK 33,5 mio og et EBITDA på DKK 5
mio.
Købsprisen er aftalt til DKK 42,9 mio. på gældfri basis (Enterprise Value) +/-
regulering til normaliseret arbejdskapital.
Opkøbet er betinget af enkelte medarbejderrelaterede forhold, der skal
bekræftes inden closing (dato for overtagelse og kontrol) den 15. juli 2016.
Det forventes, at betingelserne for overtagelsen opfyldes, hvorefter endelig
meddelelse til markedet udsendes. Ved closing af aftalen den 15. juli 2016 skal
der betales DKK 34,3 mio. Det resterende beløb på DKK 8,6 mio. er afhængigt af
aftalte indtjeningsmål, og forventes udbetalt over de næste to år.
Købet finansieres ved træk på Columbus' egne likvide midler.
Columbus forventer ved opkøbet at overtage nettoaktiver for DKK 3,3 mio.,
reguleret til dagsværdi. Herefter forventes DKK 39,6 mio. at blive aktiveret
som immaterielle aktiver.
Columbus forventer at opkøbet fra den 15. juli 2016 (closing), hvor
ledelseskontrollen overgår til Columbus, til den 31. december 2016 vil bidrage
med en omsætning i niveauet DKK 14,3 mio. og EBITDA i niveauet DKK 3,5 mio.
De udmeldte forventninger til omsætning i 2016 fastholdes på niveauet DKK 1,2
mia. Forventningerne til EBITDA* i 2016 øges fra niveauet DKK 120 mio. til
niveauet DKK 124.
* EBITDA før aktiebaseret aflønning
Ib Kunøe Thomas Honoré
Bestyrelsesformand Koncernchef
Columbus A/S Columbus A/S
Kontakt for yderligere information
Koncernchef Thomas Honoré, T: +45 70 20 50 00.
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar