ALK overtager rettighederne til SLIT-tabletter i Nordamerika fra MSD
26-07-16 kl. 26/7 2016 16:07 | ALK-Abello 999,00 (-0,05%)
København, 2016-07-26 18:07 CEST (GLOBE NEWSWIRE) --
-- ALK (ALKB:DC / OMX: ALK B / AKABY / AKBLF): Alle rettigheder til GRASTEK®,
RAGWITEK® og husstøvmidetabletten i USA, Canada og Mexico overdrages
omkostningsfrit til ALK efter en seks måneders overgangsperiode
-- De igangværende registreringsprocesser for husstøvmidetabletten fortsætter
-- Nordamerika er fortsat en vigtig forretningsmæssig mulighed, og ALK vil nu
gennemføre en strategisk analyse, før en revideret strategi fastlægges for
dette marked
-- Transaktionen har ingen indflydelse på ALKs regnskabsmæssige forventninger
til 2016
MSD (kendt som Merck (NYSE: MRK) i USA og Canada) har efter en nylig analyse af
deres strategiske prioriteter meddelt ALK, at de ønsker at afslutte
partnerskabsaftalen.
Som konsekvens heraf overdrager MSD alle rettigheder til de tabletbaserede
allergivacciner (SLIT-tabletter) mod græspollen-, ragweed- og
husstøvmideallergi i Nordamerika omkostningsfrit til ALK.
Nordamerika stadig en vigtig mulighed
Steen Riisgaard, bestyrelsesformand og fungerende adm. direktør i ALK siger:
“Tidspunktet for denne beslutning er uventet. Men vi kan forstå, at MSDs
beslutning er truffet på baggrund af en prioritering af ressourcer. Vi er
fortsat overbeviste om, at Nordamerika er en vigtig mulighed for ALKs
SLIT-tabletter. Salgsudviklingen i de seneste to år har været dårligere end
forventet. Det er vores opfattelse, at succes i Nordamerika sandsynligvis vil
følge det samme mønster, som vi har set i Europa, hvor vi nu ser en vedvarende
vækst oven på en langsom start."
Omsætningen fra SLIT-tabletter i Europa – fra salg af GRAZAX® og lanceringen af
ACARIZAX® på de første markeder – steg 97 % til DKK 257 mio. i første halvår
2016. I samme periode udgjorde ALKs indtægt fra SLIT-tabletter i Nordamerika
DKK 49 mio., herunder DKK 34 mio. som en engangsbetaling (milepæl), mens det
resterende beløb kom fra salgsroyalties, serviceydelser og produktleverancer.
Steen Riisgaard fortsætter: “Vores erfaring fra Europa peger på, at to faktorer
er afgørende for at opnå succes med SLIT-tabletterne: Den ene er godkendelse af
husstøvmidetabletten, så tabletporteføljen dækker de tre vigtigste
luftvejsallergier. Den anden er godkendelse af tabletterne i behandling af
allergisk astma. Vi vil nu nøje overveje, hvilken ny strategi for Nordamerika,
der vil give den bedste langsigtede værdiskabelse for ALK. Vi skal sikre, at vi
har det rigtige miks af marketing-kompetencer og fokus, så vi kan overkomme de
barrierer, der nu er i markederne."
En seks måneders overgangsperiode
Efter en overgangsperiode, der forventes at vare seks måneder, vil ALK i
begyndelsen af 2017 overtage salgs- og distributionsrettighederne til alle tre
produkter i Nordamerika. Derudover vil MSD, ifølge betingelserne i
partnerskabsaftalen, færdiggøre et igangværende klinisk studie og dække alle
omkostninger forbundet hermed. Endelig vil de igangværende
registreringsprocesser for husstøvmidetabletten fortsætte med en stigende
involvering af ALK.
ALK er dedikeret til det nordamerikanske marked og vil med ressourcer fra
virksomhedens nordamerikanske datterselskab og hovedkvarteret i Danmark sikre
en effektiv overdragelse i tæt samarbejde med MSD. Samtidig vil ALK foretage
en strategisk analyse af det nordamerikanske marked for at bestemme de bedste
muligheder for den fremtidige kommercialisering af SLIT-tabletterne.
Mulighederne inkluderer alternative partnerskaber og kommercialisering gennem
ALKs nordamerikanske datterselskab.
Succesfulde registreringer
Partnerskabet mellem ALK og MSD, som dækker USA, Canada og Mexico, blev indgået
i 2007 og har ført til succesfulde registreringer af GRASTEK® og RAGWITEK® for
hhv. græspollen- og ragweedallergi samt indsendelsen af en
registreringsansøgning til FDA for husstøvmidetabletten, kendt som ACARIZAX® i
Europa.
Status på registrering af ALKs SLIT-tabletter i Nordamerika
USA Canada
--------------------------------------------------------------------------------
GRASTEK® Lanceret Lanceret
--------------------------------------------------------------------------------
RAGWITEK® Lanceret Lanceret
--------------------------------------------------------------------------------
Husstøvmideta Registreringsansøgning indsendt Registreringsansøgning
blet (februar 2016) indsendt (maj 2016)
Mulig godkendelse i 2017 Mulig godkendelse i 2017
--------------------------------------------------------------------------------
ALKs forventninger til regnskabsåret 2016 påvirkes ikke
Overdragelsen af rettighederne til ALK påvirker ikke ALKs regnskabsmæssige
forventninger til 2016.
ALK offentliggør sin halvårsrapport den 16. august 2016.
ALK-Abelló A/S
For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Investor Relations: Per Plotnikof, tlf. 4574 7527, mobil 2261 2525
Presse: Jeppe Ilkjær, tlf. 7877 4532, mobil 3050 2014
Om samarbejdet med MSD (kendt som Merck i USA og Canada) i Nordamerika)
I 2007 indgik ALK et strategisk partnerskab med MSD, (daværende Schering
Plough), om at udvikle og kommercialisere en portefølje af sublinguale
tabletbaserede allergivacciner (SLIT-tabletter) mod græspollen- (GRASTEK®),
ragweed- (RAGWITEK®) og husstøvmideallergi i USA, Canada og Mexico. I henhold
til aftalen har ALK modtaget ca. DKK 700 mio. i upfront- og milepælsbetalinger
samt øvrige betalinger. ALK var berettiget til at modtage royaltybetalinger fra
nettosalget samt betalinger for produktleverancer og serviceydelser. MSD har
afholdt alle omkostninger til klinisk udvikling, registrering, markedsføring og
salg, mens ALK var ansvarlig for produktion og levering.
Om ALK
ALK er en global, forskningsbaseret medicinalvirksomhed, der fokuserer på
forebyggelse, diagnosticering og behandling af allergi. ALK er en af verdens
førende virksomheder inden for allergivaccination (immunterapi) – en behandling
af selve årsagen til allergi. Virksomheden har ca. 2.000 medarbejdere og
datterselskaber, produktionsfaciliteter og distributører over hele verden.
Udover partnerskabet med MSD har ALK indgået partnerskabsaftaler med Torii,
Abbott og Seqirus om kommercialisering af sublinguale tabletbaserede
allergivacciner i henholdsvis Japan, Rusland og Sydøstasien, Australien og New
Zealand. Selskabet har hovedkvarter i Hørsholm og er børsnoteret på NASDAQ
Copenhagen. Læs mere på www.alk.net.
I Nordamerika fremstiller og sælger ALKs datterselskab primært allergen
ekstrakter og produkter til diagnostisering af allergi til allergispecialister
i USA og Canada. I 2015 opnåede ALK, Inc. en omsætning på ca. DKK 400 mio. (+12
%), og selskabet har i ni kvartaler i træk haft tocifret vækst. ALK, Inc. har
tæt på 200 ansatte i USA og Canada.
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar