Chr. Hansen køber LGG® af Valio
13-09-16 kl. 13/9 2016 05:57 | Chr. Hansen Holding 561,00 (+0,36%)
Hørsholm, 2016-09-13 07:57 CEST (GLOBE NEWSWIRE) --
Selskabsmeddelelse nr.13/2016
Chr. Hansen Koncernen har i dag underskrevet en aftale med Valio OY om køb af
verdens mest veldokumenterede probiotiske stamme, LGG®. Aftalen, hvis kontante
købesum er EUR 73 mio., omfatter varemærker og dertil hørende forretninger.
Lactobacillus rhamnosus GG (beskyttet under varemærket LGG®), der er blevet
anvendt til fødevarer og kosttilskud siden 1990, er beskrevet i over 800
videnskabelige publikationer og undersøgt i mere end 200 kliniske studier[1].
Den probiotiske stammes primære indikationsområder er mave-tarm-systemet og
immunforsvaret. Den opkøbte forretning genererede en omsætning på ca. EUR 9
mio. i 2015, inklusive royaltybetalinger fra Chr. Hansen Holding A/S.
Chr. Hansen Holding A/S's adm. direktør, Cees de Jong
“En af ambitionerne i vores strategi Nature’s No. 1 er at udvide vores
nuværende forretning inden for mikrobielle løsninger til human health. Sammen
med vores egen probiotiske stamme, BB-12®, er LGG®-stammen den mest
veldokumenterede probiotiske stamme i verden, og med erhvervelsen heraf kan vi
både udnytte det fulde potentiale i LGG®-mærket på alle markeder for
kosttilskud og modermælkserstatninger og forfølge nye muligheder inden for
mejeriprodukter.”
Valio OY’s adm. direktør, Annikka Hurme
“Et vigtigt element i aftalen er et tættere samarbejde mellem de to selskabers
verdensførende innovationsteams, hvilket yderligere vil styrke det imponerende
videnskabelige fundament for LGG®.”
Strategisk rationale
Chr. Hansen har i over 10 år solgt LGG®-produkter til fremstilling af
kosttilskud og modermælkserstatninger til mennesker under en licensaftale med
Valio OY, og Chr. Hansen producerer allerede stammen internt i henhold til
cGMP-standarder. Med opkøbet af de fulde rettigheder til stammen styrker Chr.
Hansen sin position inden for probiotiske løsninger til human health og
mejerisektoren og opnår attraktive muligheder for fuldt ud at udnytte
potentialet i LGG®-varemærket, både som selvstændigt produkt og i kombination
med Chr. Hansens egne stammer som f.eks. BB-12®.
Som led i aftalen erhverver Chr. Hansen en række specialiserede stammer, som
allerede er i produktion, samt en samling af ca. 3.200 bakteriestammer.
Herudover vil Chr. Hansen og Valio indgå i et strategisk forsknings- og
udviklingssamarbejde inden for mejeriprodukter, som bl.a. omfatter
kommercialisering af Valios teknologi inden for transglutaminaseenzymer.
Aftalens finansielle betydning
Opkøbet vil blive finansieret via Chr. Hansens egne likvide beholdninger og
eksisterende kreditfaciliteter og støtter Chr. Hansens prioriteter for
kapitalallokering, i henhold til hvilke investeringer i organisk vækst og
tilkøb af forretningsaktiviteter har højeste prioritet. På trods af opkøbet vil
bestyrelsen overveje muligheden af at udlodde overskydende likviditet i løbet
af 2016/17, samtidig med at selskabets finansielle gearing fastholdes med en
solid investment-grade kreditprofil.
Opkøbet vil bidrage positivt til Chr. Hansens EBIT før særlige poster i 2016/17
og ændrer ikke selskabets langsigtede finansielle ambitioner, således som de
fremgår af meddelelsen af 12. april 2016.
Der vil blive indregnet ca. EUR 2 mio. i engangsomkostninger i forbindelse med
transaktionen under særlige omkostninger i 2016/17.
Afslutningsbetingelser
Købet af LGG®-forretningen er underlagt de sædvanlige afslutningsbetingelser,
og handlen forventes endeligt gennemført i efteråret 2016.
Om Chr. Hansen’s human health-forretning
Efterspørgslen efter naturlige kosttilskud, som fremmer menneskers sundhed, er
stigende, og den forventede vækst for mikrobielle løsninger inden for denne
industri er 7-9%. Human health-forretningen, som genererede en omsætning på ca.
EUR 100 mio. i 2014/15, er en del af forretningsområdet Health & Nutrition.
Om den opkøbte forretning
Den opkøbte forretning omfatter LGG®-varemærkerne med tilhørende
royaltybetalinger, en samling på ca. 3.200 stammer samt et mindre
produktionssite i Tikkurila, Finland, som p.t. fremstiller LGG®-stammen og en
række specialiserede stammer til osteproduktion mv.
For yderligere information kontakt venligst:
Anders Mohr Christensen, Senior Director, Investor Relations
Tlf: 4574 7618
Klara Halkjaer, Head of Media Relations
Tlf: 5339 2362
Denne meddelelse er udarbejdet på dansk og engelsk. I tilfælde af
uoverensstemmelse er den danske version gældende.
Udtalelser om fremtiden
Denne meddelelse indeholder udtalelser om fremtiden. Sådanne udtalelser er
forbundet med risiko og usikkerhed, da mange faktorer, hvoraf mange ligger uden
for Chr. Hansen Holding A/S' kontrol, kan betyde, at den faktiske udvikling og
de faktiske resultater kan adskille sig væsentligt fra forventningerne i
meddelelsen.
Om Chr. Hansen
Chr. Hansen er en global bioscience-virksomhed, som udvikler naturlige
ingredienser til fødevare- og kosttilskudsbranchen, den farmaceutiske industri
og landbrugssektoren. Produkterne omfatter kulturer, enzymer, probiotika og
naturlige farver, og alle løsninger er baseret på stærke forsknings- og
udviklingskompetencer kombineret med betydelige investeringer i teknologi.
Omsætningen i regnskabsåret 2014/15 var EUR 859 mio. Virksomheden har mere end
2.600 engagerede medarbejdere i 30 lande med hovedproduktionssteder i Danmark,
Frankrig, USA og Tyskland. Chr. Hansen blev grundlagt i 1874 og er børsnoteret
på Nasdaq Copenhagen. Få yderligere oplysninger på www.chr-hansen.com.
[1]Pr. juli 2015.
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar