TK Development sælger 127 ungdomsboliger på Frederiksberg, Danmark
14-10-16 kl. 14/10 2016 12:26 | TK Development 9,40 (0,00%)
Selskabsmeddelelse nr. 13/2016
Aalborg, Danmark, 2016-10-14 14:26 CEST (GLOBE NEWSWIRE) --
Resumé:
-- TK Development udvikler og opfører 127 ungdomsboliger på 5.400 m2 i Domus
Vista-ejendommen på Frederiksberg, Danmark.
-- Ungdomsboligerne er betinget solgt til Koncenton.
-- Byggeriet påbegyndes i oktober 2016 og forventes færdigopført og afleveret
i januar 2018.
TK Development udvikler, opfører og sælger 5.400 m2 stort ungdomsboligprojekt
TK Development har indgået aftale med KFI Erhvervsdrivende Fond (KFI) om køb af
den eksisterende første sal i Domus Vista-ejendommen på Frederiksberg, Danmark.
Centerdelens stueplan, der ejes af KFI, ombygges og skal gennemgå en
gennemgribende modernisering med blandt andet en fortsat attraktiv Meny
dagligvareforretning. Højhuset ejes af institutionelle investorer. Førstesalen
med tilhørende adgangsarealer ombygges til anvendelse til 5.400 m2
ungdomsboliger svarende til 127 lejligheder.
TK Development har betinget solgt det samlede ungdomsboligprojekt. Køber er
Koncenton, der varetager udlejningsopgaven og udbyder ejendommen til
semiprofessionelle og professionelle investorer igennem projektet Koncenton
Metropol Ejendomme. Koncenton udbyder ejendomsprojekter i København og Aarhus
og bistår investorer med at udnytte de stordriftsfordele, der normalt er
forbeholdt de største aktører på markedet.
Byggetilladelse til projektet foreligger, og der er indgået aftale med
entreprenørfirmaet TL Byg A/S om opførelse af ungdomsboligerne i
totalentreprise. Opstarten af byggeriet forventes at finde sted i oktober 2016
med færdiggørelse og aflevering til køber i januar 2018.
Projektets igangsætning og salg påvirker ikke resultatudmeldingen for
regnskabsåret 2016/17, men underbygger forventningerne til indtjeningen for
regnskabsåret 2017/18.
TK Development A/S
Adm. direktør Frede Clausen
T: +45 8896 1010.
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar