Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER
Q&A med Zealand Pharma, 20 Maj kl 15.00 Læs mere her

FCM Holding A/S meddelelse nr. 236: Britisk forretningsmand overtager aktiemajoriteten i FC Midtjylland

02-07-14 kl. 2/7 2014 08:11 | FCM Holding 0,00 (0,00%)

Bestyrelsen for FCM Holding A/S ("FCM Holding") har i dag indgået aftaler, som afgørende forbedrer FCM Holdings økonomiske situation og derved styrker mulighederne for, at FC Midtjylland og FCM Håndbold bider sig fast i toppen af Superligaen og Håndboldligaen, så begge hold kan kvalificere sig til de europæiske turneringer.     

Den britiske forretningsmand og ejer af Sky Bet Championship-klubben Brentford FC, Matthew Benham, tilfører FCM Holding DKK 57.965.276 ved at tegne nye unoterede B-aktier. Aktierne tegnes til DKK 4,9909 pr. aktie, som er gennemsnitskursen på aktien i de seneste 4 uger. Matthew Benham er nu hovedaktionær i FCM Holding.

En gruppe lokale investorer tegner også nye unoterede B-aktier i FCM Holding på samme vilkår og tilfører derved FCM Holding yderligere DKK 9.740.760 i ny kapital. Aktierne tegnes af Dempo Global Corporation Pte. Ltd., Ejner Hessel A/S, H.T. Holding ApS, Johnny Rune og Poul Sand ApS, som alle er eksisterende aktionærer i FCM Holding.

Med Matthew Benhams og de lokale investorers tegning af aktier udvides aktiekapitalen i FCM Holding fra nominelt DKK 5.791.091 til DKK 19.356.988 fordelt på 19.356.988 aktier a DKK 1. Kapitaludvidelsen sker ifølge den bemyndigelse, FCM Holdings vedtægter giver bestyrelsen til at udvide aktiekapitalen. 

FC Midtjylland har købt transferrettighederne til alle sine Superligaspillere tilbage fra lokale spillerinvest-selskaber. Købsprisen på i alt DKK 22.166.158 er tæt på den pris, som FCM Midtjylland fik ved salget af rettighederne til disse selskaber. Efter en undersøgelse af transaktionerne bekræfter BDO Statsautoriseret revisionsselskab, at der ikke er grund til at konkludere, at den aftalte købspris ikke afspejler transferrettighedernes værdi. Med købet af rettighederne sikrer FC Midtjylland sig alle indtægter ved salg eller udlejning af klubbens spillere. 

Videre har FCM Holding indgået et forlig med Dempo Global Corporation Pte. Ltd., så FCM Holding mod at betale EUR 1,4 mio. fritages fra alle kontraktlige forpligtelser til at oprette, drive og finansiere et fodboldakademi i Goa, Indien, i samarbejde med Dempo Global Corporation. Med betalingen af beløbet friholdes FCM Holding for de konsekvenser, som ikke-opfyldelse af selskabets forpligtelser over for Dempo Global Corporation vil medføre. BDO Statsautoriseret revisionsaktieselskab har undersøgt transaktionen og bekræfter, at der ikke er grund til at konkludere, at den aftalte pris ved forliget ikke afspejler FCM Holdings værdi ved at blive fritaget fra forpligtelsen.    

"Aftalerne bidrager til, at vi får visket tavlen ren. Den nye kapital gør det muligt for FCM at indfri gæld og blive fritaget fra kontraktlige forpligtelser, som ikke længere er i klubbernes bedste interesse. Vi er nu i en position, hvor vi kan skabe en sund virksomhed, som kan blive en magtfaktor i dansk fodbold og håndbold. Dette er en rigtig god dag for FC Midtjylland og FC Midtjylland Håndbold," siger bestyrelsesformand Johnny Rune fra FCM Holding. 

I 2013/14 vandt FCM bronze i Superligaen og kvalificerede sig til kvalspillet til Europa League. For at øge mulighederne i Europa League og Superligaen håber FC Midtjylland på at styrke Superligatruppen med et par profiler til den nye sæson.  I Håndboldligaen vandt FCM sølv og fik adgang til kvalspillet til gruppekampene i Champions League. I 2013/14 var holdet med i Final Four i Champions League.

Den nye hovedaktionær
Matthew Benham, FCM Holdings nye hovedaktionær, er fysiker fra Oxford University, livslang fodboldentusiast, ejer af Brentford FC og en succesrig erhvervsmand som ejer af virksomhederne Smartodds Ltd. og Matchbook.com. Matthew Benham siger om sin nye investering i FCM Holding: 

"FC Midtjylland har det, der skal til, for at blive en succesrig topklub: En imponerende talentudvikling, hvor usædvanligt mange akademispillere når førsteholdet eller bliver solgt til udenlandske klubber. En fodboldledelse, der drives af passion for spillet og klubben. Og endelig en stærk forankring i lokalområdet, ligesom Brentford FC. Finansielle problemer har i den seneste tid tvunget FCM til at sælge nøglespillere, men den trend vil jeg være med til at stoppe. Jeg er overbevist om, at vi kan skabe en sund og bæredygtig topklub - ikke ved at bruge flere penge end andre klubber, men ved at være klogere og mere effektive."   

Brentford FC er netop rykket op i the Sky Bet Premiership (den næstbedste række) og planlægger at opføre et nyt stadion med plads til 20.000 tilskuere. Matthew Benham har investeret over DKK 400 mio. i klubben, men ambitionen er at gøre Brentford FC uafhængig ved sportslig og kommerciel succes frem mod en oprykning til Premier League. Klubben er 5 gange hædret som "Football League Community Club of the Year" for sin indsats for at fremme sport, sundhed, uddannelse og sociale formål i det vestlige London.

Matthew Benham understreger, at FC Midtjylland og Brentford FC vil blive drevet som uafhængige klubber, men han håber, at klubberne kan lære af hinanden og udveksle erfaringer og best practices.

Ny bestyrelse i FCM Holding  
FCM Holding agter efter sommer at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling og ændre bestyrelsens sammensætning til følgende:  

  • Rasmus Ankersen, rådgiver, entreprenør og forfatter (nyvalg). 
  • Cliff Crown, statsaut. revisor, bestyrelsesformand for Brentford FC (nyvalg).
  • Steen Hessel, salgsdirektør i Ejner Hessel A/S, FCM's storsponsor (nyvalg).
  • Nity Raj, General Counsel i Smartodds Ltd. (nyvalg).
  • Johnny Rune, ejer af og direktør for Scan Production A/S. Medlem af bestyrelsen siden 2008.
  • Shrinivas Dempo, bestyrelsesformand for Dempo Global Corp. Pte. Ltd. Medlem af bestyrelsen siden 2011.

Hvis de foreslåede kandidater bliver valgt, vil bestyrelsen udpege Rasmus Ankersen som formand.  Rasmus Ankersen er tidligere spiller, træner (A-licens) og medstifter af Akademiet i FC Midtjylland.  Parallelt med karrieren som forfatter arbejder han som rådgiver for topsportsfolk og erhvervsledere, ligesom han er medstifter af den London-baserede virksomhed 21st Club, hvis speciale er at fortolke big data i topfodbold.
"FC Midtjylland rummer et meget stort uforløst potentiale. Det er ingen hemmelighed, at klubben gennem de seneste år har været voldsomt presset økonomisk, og det arbejde, som Johnny Rune og hans team har gjort for at stabilisere klubben, aftvinger stor respekt. Det er grundlaget for, at Matthew har set potentialet i klubben, og for at vi nu igen kan begynde at gøre det, som FC Midtjylland har tradition for: at udfordre konventionerne og den måde, som man driver en fodboldklub på. Vi skal sætte FC Midtjylland på det internationale landkort, og jeg kan ikke vente med at komme i gang," siger Rasmus Ankersen.
FCM Holdings direktion vil fortsat bestå af de sideordnede direktører Claus Steinlein og Hans Krabbe. Claus Steinlein med det sportslige ansvar og Hans Krabbe med det kommercielle og administrative ansvar.  

Pligtmæssigt tilbud
Matthew Benham vil med 60 % af aktierne have kontrollerende indflydelse i FCM Holding, og han er derfor forpligtet til at give et indløsningstilbud til de øvrige aktionærer i FCM Holding. Det pligtmæssige tilbud vil blive fremsat snarest muligt ved brev til alle aktionærer og ved meddelelse til GXG Markets. Der henvises til den meddelelse, Matthew Benham samtidig har udsendt. 

De nuværende aktionærer Dempo Global Corporation Pte., Ejner Hessel A/S og Jull Jørgensen Holding ApS, som efter kapitalforhøjelsen samlet ejer 19,74 % af aktierne i FCM Holding, har bekræftet, at de ikke vil acceptere det pligtmæssige tilbud, da de ønsker at forblive aktionærer i FCM Holding.   

FCM Holdings forventninger
De nævnte aftaler ændrer ikke ved FCM Holdings forventninger til regnskabsåret 2013/14. Forventningerne er uændret er et minus på DKK 10-16 mio.

Kontaktoplysninger
Johnny Rune, mobil 20 86 58 44,
Rasmus Ankersen, mobil +44 75 01 81 97 36

Samtidig inviterer FC Midtjylland til pressemøde i dag klokken 12.00 på MCH Arena i Black Wolves Loungen. Hverken Johnny Rune eller Rasmus Ankersen vil være disponible inden dagens pressemøde.




Der er endnu ikke skrevet nogen kommentarer til denne artikel.

Skriv en kommentarer til denne artikel:


Send kommentar


Kursinfo - FCM Holding

PRIS 0,00
ÆNDRING 0,00 (0,00%)
ÅBEN 0,00
SIDSTE LUK 0,00
DEBAT -
OMX Børsmeddelelser

RELATEREDE NYHEDER