Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Bavarian Nordic fair value


100499 Occam 27/1 2022 15:08
Oversigt

Der er mange, som skriver om BAVA; men der er langt mellem regnestykker, som leder frem til en begrundet kurs. Nu forsøger jeg, så må nogle af jer tåle ubehaget ved resultatet.

De laver jo ikke systematisk overskud, så en PE-værdi giver ikke mening. Men med god vilje kunne deres årsomsætning sættes til 2 mia kr. Hvis nu driften var mere stabil, så kunne selskabet have en værdi af 2-3 gange årsomsætningen. F.eks. 5 mia kr. Plus rigeligt med penge i banken: 2,6 mia. Uden at medregne fuglene på taget, kunne man sætte værdien af selskabet til 7 mia kr. Fordelt på 70 mio aktier giver den en kurs på 100.

Dagskursen er noget højere - endnu da. Men hvilke regnestykker kan begrunde det?



27/1 2022 18:02 Janolsen 5100507



Nu er der sådan at mange selskaber herunder specielt biotech har mange fugle på taget, hvis de ikke havde det var der nok ikke ret mange der investerede i dem. Fugle på taget er hele tanken bag de DCF analyser der laves på selskaberne. Forventning til fremtiden, er mig bekendt en stor del af prisen på en aktie.



27/1 2022 19:04 Occam 4100508



Det kunne være interessant at se sådanne analyser. I seneste kvartalsregnskab nævner BAVA kun 5 vacciner i deres pipeline: Kopper, RSV, COVID-19, cancer, heste-hjerne-virus.

Nogle af disse sygdomme er sjældne. Kopper er faktisk udryddet. COVID-19 er der meget af - i dag. Men BAVAs vaccine er behæftet med en række usikkerheder: Bliver den godkendt? Er der stadig et behov, når BAVAs vaccine er klar? Hvor god er BAVAs vaccine forhold til konkurrenterne?



28/1 2022 05:56 8100527



Det vil også være noget juks for selskabets rapportering, hvis man skulle sammenblande en finansiel rapportering, der er baseret på faktiske, konkrete og historiske begivenheder, der måles monetær over til en rapportering, der er baseret på fremtidsudsigter, tro, håb, kærlighed og usikre momenter.

Derfor oplever man også, at selskaberne (ledelsen) er rimelig skarpe på hvad der leveres i den finansielle rapportering, som bl.a. er reguleret ved selskabslovningen og årsregnskabsloven. Modsat hvad man oplever en ledelse kan tillade sig, at fremlægge på "road shows", hvor ledelsen kan tale mere frit om sit syn på fremtiden.

Der er en verden til forskel og derfor vil selskabets ledelse, officielt set, kun have interesse i selskabets drift og sjældent kommentere aktien, da det ikke er del af ledelsesansvaret, at monitorere aktiekursen.



27/1 2022 23:38 Occam 7100520



For mindre end 2 måneder var der nogle - professionelle (!) - investorer, der købte 10% af BAVA til kurs 268. Og fyldte 1,7 mia kr i BAVAs kasse.

I dag ville de kunne supplere til 2/3 af prisen. Forudsat at de stadig tror på deres egen kun 2 måneder gamle kalkule, så burde det være en fin handel. Selvfølgelig er andre aktier også kommet på udsalg, men ikke så meget.

Hvordan kan de samme mennesker have så forskellige vurderinger af samme papir med så kort mellemrum, uden at der er sket noget væsentligt?



28/1 2022 09:34 DjengisCash 2100533



Occam, der er skam sket noget uhyre væsentligt, der kan begrunde en anden værdisætning nu, end for tidspunktet for kapitaludvidelsen til kurs 268.

Lige om lidt er Corona ikke længere en samfundskritisk sygdom, så værdien af en mulig fremtidig vaccine til COVID-19 er stort set elimineret. Om pengene er spildt er svært at sige, for nye mutationer kan gøre, at Coronakrisen hurtigt kan blusse op igen. Men det ser ud til, at værdien af COVID-19 vaccinen lige nu er sat til nul.

Har selv aktien og er indstillet på store udsving i kursen.



28/1 2022 09:46 vestasfan 3100534



Flere mener at Covid vaccinen udgører 100 kr på kursen, det er elimineret nu i forhold til kapitaludvidelsen. Tendensen er dog den, at det som sker i DK sker i hele verden - intet kunne være mere forkert. Globalt vil nye mutationer opstå og med efteråret vinterens komme på den østlige halvkugle, kan de potentielt stå på indgangen til et nyt covd mareridt - hvad så?? Bavarian skal bare fortsætte og fortsætte med deres forskning - om seks mdr kan det hele vende på hovedet igen, og så skriger amøberne på helbredelse igen igen.. Covid-19 er ikke væk.



28/1 2022 15:55 Occam 8100539



Hvad er BAVAs COVID-19 projekt værd? Det er en beregning, hvor mange faktorer er behæftet med stor usikkerhed. Så modsigelser er velkomne.

1. Lad os prøve at se optimistisk (fra et vaccine synspunkt) på markedet. Antag at om nogle år vil halvdelen af jordens befolkning efterspørge et årligt booster stik. Resten er modstandere eller har ikke råd. Det er 4 mia. doser.

2. Antag at BAVAs vaccine kan få 10% af det marked. Tænk på at konkurrencen er stor. Det er 400 mio doser om året.

3. Antag at salgsprisen er 50 kr per dosis. Og at 5 kr ender på bundlinjen efter skat. Det er en pæn pris for et premium produkt i konkurrence.

4. Det giver et overskud på 2 mia kr om året. Antag at det kan løbe i 10 år. Så er det samlede overskud 20 mia kr.

5. Men vaccinen skal først godkendes. Det drejer sig ikke kun om bivirkninger, men også om effekt. Vaccinen skal mindst kunne måle sig med de eksisterende. Sandsynligheden for godkendelse sætter jeg til 10%. Lige nu er 3 vacciner godkendt i USA og 5 i EU. Ud af - tja, jeg fandt tal på 137 kandidater i kliniske forsøg og 194 i præklinisk udvikling. https://www.gavi.org/vaccineswork/covid-19-vaccine-race

6. Og så skal COVID-19 ikke bare blive til en harmløs forkølelse. Det sætter jeg til 50%

7. Så estimatet for BAVAs overskud på COVID-19 projektet bliver: 10% af 50% af 20 mia kr = 1 mia kr. Her har jeg sat fremtidig rente og inflation til 0%.

8. 1 mia kr fordelt på 70 mio aktier er 14 kr per aktie. Bemærk at det slet ikke er et fast beløb. Det er værdien af en lodseddel, som med 5% sandsynlighed giver en gevinst på 280 kr, og med 95% sandsynlighed er en nitte. Denne usikkerhed skulle nok også trække lidt ned.



28/1 2022 21:02 Mads83 5100544



Tillader mig at bruge denne tråd, da det er relevant ifht. ovennævnte diskussion.

- - - -

Jeg har skrevet med Rolf Sørensen / Bavarian den sidste uges tid med spørgsmål om abncov2 og selvfølgelig fremtidsudsigterne.

Han har bedt mig om at videreformidle hans svar for at komme de mange misforståelser til livs, der pt. cirkulerer og for at sætte streg under, at de stadig er godt og vel dedikeret i at få vaccinen på markedet.
Nogle af svarene er allerede blevet belyst i dagens artikel i Børsen.

Spørgsmål og svar kommer her i rå form.

God weekend ????

Q: Har Omicron og de nye undervarianter, BA.2 & 3, givet udslag i en overraskende og tidsmæssig forstyrrelse ifht. publiceringen af de næste fase 2 data?

A: Nej - de forventes fortsat i feb

Q Hvad er strategien bag 3. arm, hvor 30 seronegative testpersoner modtager 2x 100μg?
Er det et standard EMA / FDA krav, eller testes der ifht. at tilbyde reel 1. gangs vaccine til ulande? Som jeg forstod fase 1, blev der allerede der etableret et potentielt plateau med væsentlig lavere dosis...

A: Nu kender vi jo ikke data fra ph2 50 endnu. Men det kan ikke udelukkes at der på sigt skal testes seroneg med 50 også. Boostermarkedet vil dog fremover være det mest attraktive.

Q: I korte træk, hvordan vurderer I den konkurrencemæssige situation, hvis markedet skrumper betragteligt (jvf. at covid19 går fra pandemi til endemi) og vacciner i teorien kun gives til sårbare grupper, a la influenzavaccinationen? Altså, Har I - størrelsesmæssigt - en nedre grænse for, hvornår I ikke længere ser et marked for abncov2 (x-antal mio doser årligt) ?

A: Det er fuldstændig som vi hele tiden har set det, nemlig at vores er en post pandemi vaccine. Glem ikke at inden covid så var flu det største vaccinemarked i verden - et multiblockbustermarked med mange godkendte aktører.

Q: Udtalelsen til Medwatch 6. dec. : Holder den stadig vand, eller har myndighederne ændret indkøbsstrategi?
https://medwatch.dk/Medicinal___Biotek/article13529798.ece
"Efter gode resultater i et fase 2-studie planlægger Bavarian Nordic snart at gå i dialog med myndighederne om selskabets coronavaccine. "Jeg vurderer, at så snart vi har udsigt til at kunne starte fase 3, der vil det typisk være det tidspunkt, man kan tale med de forskellige myndigheder," siger Bavarian Nordics finansdirektør, Henrik Juuel."

A: Det er fortsat realistisk. Det vigtige er status på omikron

Q: Flere vaccineproducenter lufter nu tanken / starter studier med en kombineret covid-19/influenza vaccine. Er det en gren, I potentielt også vil arbejde med på sigt? Det lyder smart

A: Det er alt for tidligt at sige noget om. Det afhænger dog helt om sæsonen på de to vacciner kommer til at passe sammen. Der skal gerne være en synergi.

Q: Fase 3: Hvor langt er I i processen her? Er studiestørrelsen stadig ved at blive defineret / afgjort (snakker vi stadig 5-6000 testpersoner)?

A: Antallet er stadig ved at blive endeligt defineret. Vi er dog ret sikre på et antal i omegnen af det du nævner.

Q: Hvilket land(e) er udpeget til fase 3 og er der tale om et rolling review?

A: Landene er udpeget og der er tale om både sites i USA og Europa med forventet Rolling review.

Q: Nordea estimerer i en morgenrapport tidligere i januar, at fase 3 potentielt kan starte i Q1: Er det skudt helt ved siden af...?

A: Vi fastholder hvad vi tidligere har sagt dvs start i H1. Mere nøjagtigt guider vi ikke.



29/1 2022 04:32 2100545



Det kan man da kalde ad hoc kommunikation, som muligvis, skal forsvare aktiekursen.

Det er ikke ofte man ser det fra et C25 selskab, men opsummeringen er vel, at intet i deres svar ikke allerede var kendt af markedet.



29/1 2022 11:54 Hugininvest 3100551



Tak Mads
Ser ud over de kortsigtede betragtninger.
Bekræfter både sigte og potentiale, og skal ses i forhold til det vigtige. At vi skal have nye vaccinetyper inden længe. Det bliver det helt centrale i det fremadrettede beredskab.
Og her kan Bavarian oplagt have en rolle.
Blot lidt trist at det er her i en tråd, der nærmest demonstrativt vælger at anskue biotek ud fra en revisorvinkel.
Occam har ellers altid haft gode betragtninger, men her er jeg så uenig som man på nogen måde kan blive det.
Biotek havde ingen fremtid overhovedet her på kloden, hvis det skulle betragtes på den måde.
Men fair nok, vi har alle vores vinkler.



29/1 2022 14:50 Mads83 4100553



Føler man sig rimelig sikker i sin sag, er det min klare overbevisning, at man skal lytte ekstra skarpt på modargumenterne. Intet er sikker i en high risk / reward case. Altid godt at blive udfordret... :)

Jeg istemmer, at risikoen er høj; fader covid-19 indenfor nogle år? Bliver den hængende? No one knows...

10% af markedet lyder meget tilfredsstillende - også med et reduceret marked sammenlignet med nuværende.


At du regner med LOA på 5% kan jeg til gengæld ikke helt se logikken i;

- Fase 1 og de første fase 2 data har været ganske fornuftige

- Finansieringen af Fase 3 er på plads

- Bavarian har sikret produktions- og fyldekapacitet (se q3 for info)

- Kan Rolling Review, lille studie i både EU og USA ikke tolkes som, at de forsøger at få vaccinen ud før de nuværende estimater, der lyder på q1/q2 2023?

- Nordea og de andre uafhængige institutter, der dækker Bavarian har en væsentligt anden vinkel på LOA...Nordea helt op til 70%.

- Det er muligt, at der stadig er rigtig mange der forsøget at nå i mål. Men langt de fleste vil jo stoppe i løbet af de kliniske / prækliniske forsøg grundet manglende økonomisk dækning, manglede tilfredsstillende resultater, produktionsmæssige udfordringer etc. i stor skala...

NB, for god ordens skyld: Jeg er ikke investor i Bavarian, men Expres2ion; Risk/Reward er muligvis endnu større her...på godt og ondt. Deres nuværende MC, pipeline og Adaptvac ejerskab gør dog investeringscasen særlig attraktiv (imo).



29/1 2022 17:33 Cubinvest2021 2100557



Mange tak Mads83 for at give os andre et indblik i spørgsmålene og svar fra Rolf.
Jeg undrer mig meget over, at folk i denne chat og tråd næsten udelukkende snakker om covid-vaccinen og glemmer alt om deres RSV-kandidat. Bavarian har selv understreget flere gange, at RSV er et langt vigtigere marked med større blockbuster potentiale... blot en tanke herfra. Så lykkes de ikke med covid, så er der stadig ret stor opside med en mulig trigger, hvis de får gode resultater med RSV og lander en partneraftale



29/1 2022 08:45 Helge Larsen/PI-redaktør 7100546



Tak Occam, Warren Buffet vil kunne komme med præcis samme korte analyse som du omkring biotekselskaber. Det modspil skal der i høj grad være plads til for os som investerer i sektoren. I bedste fald kan det få os til at se på DCF-analyserne og værdiansættelserne med mere skarpe og kritiske øjne.



29/1 2022 09:02 4100547



Tror Warren Buffet er mere til big pharma end bio :−)



29/1 2022 09:23 Helge Larsen/PI-redaktør 4100548



Ja - netop. Han holder sig fra biotek. I big pharma er fuglene på taget kommet ind i trådgården. :−)



29/1 2022 17:11 Match 3100555



Kører debatten skævt?

Der bliver igen og igen fokuseret på "fuglene på taget", når der debatteres Bavarian Nordic.

Måske burde investorerne fokusere mere på de produkter, som BN rent faktisk producerer og sælger på verdensmarkedet. For det er jo slet ikke fugle på taget som de milliardstore omsætningstal viser.

Nedennævnte tal er delvis baseret på en analyse fra Sydbank den 13/8 2021, delvis en gennemgang af børsmeddelelser fra BN i perioden medio 2020 til udgangen af april 2021.

Den 10/3 2021 guider BN en nettoomsætning på 2,2 mia. kr. Og et nettoresultat på minus 300 mio. kr.

Baggrunden for omsætningsvurderingen er bl.a. 3 europæiske regeringer, der har bestilt Imvanex for 82,5 mio. kr. Der er udestående Junneos koppevaccineordrer fra amerikanske BARDA på ca. 660 mio. kr. og der et forventet salg af Encepur/RabAvert/Rabipur på ca. 1,4 mia. kr.

22/3 2021 bestiller den canadiske regering en portion Imvamune til en værdi af ca. 206 mio. kr. som formentlig bogføres i Q1 2022.

Hertil kommer en ny ordre fra Johnson&Johnson den 6/4 2021 på Ebola vaccine for ca. 185 mio. kr. Den ordre betyder til gengæld, at produktionen af Junneos til Barda udskydes til 2022.

Endelig bør BN's samarbejde med den danske regering og sandsynlig bogføring af ca. 800 mio. kr. i 2022 lægges oveni. Også selvom de på et tidspunkt muligvis skal returneres til staten.

Når Bavarian Nordic - ud af en omsætning på ca. 2,2 mia. i 2021 - regner med et underskud på 300 mio. kr., er det selvfølgelig også forbundet med store udgifter til forskning, udbygning af produktionskapacitet mm.

Disse fakta viser forhåbentlig, at der er særdeles mange "fugle i buret" hos Bavarian Nordic for nu at blive i terminologien. At fokusere så vildt på Covid19 vaccinen, og så iøvrigt acceptere vilde shorts på et velfungerende og - måske - uundværligt selskab som Bavarian Nordic, er efter min mening helt uhørt i samfundssammenhænge.

Jeg har i mange år fulgt selskabets udvikling og ligeledes været aktionær i selskabet. Det er klart, aktiekursudviklingen lige nu er særdeles problematisk og efter min mening - jvf. ovenstående - helt ude i hampen.

Lige nu er jeg egentlig mest nervøs for, om et selskab som f.eks. Johnson & Johnson kunne finde på at lægge et bud på Bavarian Nordic - vel at mærke et bud, der ligger væsentligt under de værdier, som BN rummer.

Det ville ubærligt for Danmark og aktionærerne.



30/1 2022 05:00 9100564



Syns nu debatten fungerer fint og vi skal vel kunne rumme hinandens synspunkter, hvis vi skal skabe en god debat.

Vi diskuterer ikke naturlov, når et aktiv skal værdiansættes og det giver altså plads til mange anskuelser og nuancer uden, at vi nødvendigvis skal komme frem til den rigtige konklusion.



30/1 2022 09:42 Helge Larsen/PI-redaktør 7100567



Helt enig LLI. At være lukket over for andre synspunkter end dem man selv har, ekskluderer reflektion og lærerig debat.



TRÅDOVERSIGT