Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

C25: Kan kvartalsregnskaberne rette op på pressede kurser


122495 ProInvestorNEWS 8/10 2024 13:39
12
Oversigt

Af Per Hansen, Investeringsøkonom, Nordnet

Vestas og GN Store Nords aktiekurser er blevet nedsablet. Novo Nordisk er falde og har ikke
kun trukket de andre "fede" aktier med ned, men har formentlig også givet udenlandske
investorer et alibi for at sælge ud af deres Danmark eksponering i en life science nedtur. Kan
kvartalsregnskaberne ændre det?


Tryg (11/10) - En opjustering kræver et topkvartal

Hvis bundlinjen hos forsikringsselskaberne er som vinden blæser og nedbøren falder, bliver
årets 3. kvartal godt. Niveauet for storskader kendes ikke, men der har ikke været
"porteføljeevents", som ufordelagtigt rammer de mange private kunder. Hvis kvartalet har
artet sig "godt+" kan Tryg måske hive den positive præcisering af årsforventningerne op over
7,2-7,6 mia. (konsensus 7,4) for det forsikringstekniske resultat. Det kræver dog, at kvartalet
slutter økonomisk på "øverste hylde". Tryg er sædvanen tro det første C25-selskab til at
aflægge regnskab.


Nordea (17/10) - Spøger hvidvasksanktion stadig?

Godt regnskab og efterfølgende kursfald har igen været investeringshistorien for Nordea,
som på trods af meget høje egenkapitalforrentningsprocenter, fortsat har svært ved at vinde
investorernes gunst. Nogen kan måske under overfladen frygte, at der kommer en større
økonomisk sanktion i Danmark end de ca. 100 mio. EUR, som der er hensat til hvidvask. Tal
i størrelsesorden 25 % af transaktionsbeløbet (6,5 mia. DKK ud af 26 mia.) har været nævnt.
For investeringscasen kan det være en udfordring, at det først afgøres næste år, hvor stor
sanktionen bliver (med mindre der indgås et forlig forinden).


DSV (23/10) - Et non-event?

DSV har fået håndslag og papir på sit største opkøb nogensinde, som vil sende dem op som
verdens største logistikselskab. Aktiepengene blev fundet uden at investorerne så meget
som fortrak en mine og gav tilsagn om 5 mia. EUR uden en klink i rabat. Samtidig blev 3.
kvartalsforventningerne præciseret til nogenlunde konsensusniveau. Selve regnskabet bliver
i den henseende, efter et meget begivenhedsrigt 3. kvartal, formentlig et non-event.
Jyske Bank (29/10) - Er indtjeningen og profitabiliteten toppet?
Det har været svært at være bankaktie det seneste kvartal. Det gælder også for Jyske Bank.
Indtjeningen er stadig god og solid, men de faldende renter gør det mest sandsynligt, at
2023-/2024 markerer indtjeningstoppen i denne cyklus. Og/eller, at væksten de kommende
år bliver meget marginal. En tilstand (høj indtjening) er for investorerne mindre attraktiv end
en bevægelse (stigende indtjening om end fra et lavere udgangspunkt). Der er blandt Jyske
Bank investorernes dilemmaer.


Danske Bank (31/10) - Nu handler det om den varige forbedring

Første halvår var ikke kun godkendt, men bedre end det. Banken er flyttet i nye lokaler og ud
af Estland skyggen. Efter en fremragende kursudvikling, leder investorerne nu efter den nye
energi og indtjeningsdynamik, som skal bringe aktien varigt det sidste stykke hen hvor
prisfastsættelse noget over den indre værdi, skal afspejle langsigtede
egenkapitalforrentningsprocenter på 13 %.


A.P. Møller-Mærsk (31/10) - Betyder kvartalsregnskabet noget?

Kursudviklingen i 2024 en historie i flere tempi. Temaerne her nu i mere end 1 år været "uro i
Mellemøsten", moderat vækst, manglende aktietilbagekøb og fortsat kapacitetsudvidelse
med levering af nye skibe. 2024 bliver dramatisk bedre end frygtet ved indgangen til året.
Raterne er faldende, men fra et meget højere end ventet niveau. "Julevarerne" er tæt på at
være ankommet i detailhandlen. Glæden over sommerens positive præcisering af
forventningerne varede end ikke helt opjusteringsdagen, hvor aktien faldt tilbage, fordi
forhøjede forventninger var under konsensus. Kan der komme en ny positiv præcisering?
EBITDA forventningerne er lidt under midtpunkt, mens EBIT er på midtpunktet af konsensus
jævnfør seneste opdatering, og har det i praksis nogen kursbetydning med lave
analytikerforventninger til 2025?

Carlsberg (31/10) - Mere end lige til øllet?

Carlsberg har haft travlt med at sikre sig Britvic, attraktive Pepsi kontrakter og formentlig
også den fremmedkapitalfinansiering som følger med til den tid. Nu gælder det om at levere
på det som investorerne er blevet stillet i udsigt, helt uden svinkeærinder. Aktien er lavt
prissat i forhold til sin egen historik og sektoren. Halvårsregnskabet bragte opjustering uden
positiv kurseffekt, fordi den ikke overgik konsensus.


Demant (4/11) - Et år med (for) mange udfordringer

2024 har bragt flere stød til Demant. For det første har der været nedjusteringsmislyde med
hensyn til indtjeningen. "Communications" har stadig ikke fundet sig en ny ejer, og selv om
den del af omsætningen er meget lille, kræver det opmærksomhed og ressourcer. Som om
det ikke var nok, har Apples meddelelse om at indtræde på OTC markedet med sine AirPods
i det ikke-tilpassede marked, skræmt investorerne i både Demant og GN Store Nord.


ISS (5/11) - Prisfastsættelse afspejler kendte udfordringer

Intet nyt er (forhåbentlig) godt nyt, tror jeg investorerne ræsonnerer. Investorerne vil gerne
se, at der kommer nye kontrakter; at omsætningen vokser udover inflationen, og ultimativt, at
den disputs, som selskabet har med Deutsche Telekom, finder sin gode afslutning inden
længe. Et tribunal skal jævnfør planen afgøre det i løbet af første halvdel af 2025, hvis ikke
der kommer et forlig inden. Investeringscasen er fortsat: Prisfastsættelsen afspejler kendte
udfordringer, og der er under ingen omstændigheder plads til skuffelser og/eller større
opkøb, som kan genantænde frygten for at goodwill fylder for meget på balancen.


Vestas (5/11) - Investorerne håber på en tydelig fremgang

Den grønne omstilling er ikke det nye sort, hvis man spørger Vestas' investorer. De har
måttet lægge ryg til kodyle kursklø de seneste uger. Efter nedjusteringen tidligere med
hensyn til serviceforretningen, har frygten for kinesisk konkurrence givet kuldegysninger til
investorerne. 3. kvartalsordreindgangen var lidt under det forventede for så vidt angår
annoncerede ordrer, men ikke noget og ikke i et omfang som skulle have givet et
kursmæssigt sammenbrud. Kan investorerne nu se frem til et kvartal uden negative
ekstraordinære poster og med en tydelig fremgang i "Power solutions" (salg af vindmøller)?


Ørsted (5/11) - Ikke mere støj, tak

Ørsted har været lidt under radaren, og det har været godt og gavnligt for investorerne. For
2023 var det større tema nedjusteringer og nedlæggelse af projekter og ikke mindst stigende
renter. Rentebilledet er vendt, og prisen på penge peger nu nedad, og det har formentlig
været med til at formilde investorerne og støtte kursen; det er sket på trods af, at 2. kvartal
igen var præget af "støj".


Coloplast (5/11) - Negativ opmærksomhed fra insidersalg

Coloplast' 3. kvartal var godt og godkendt og fik et fint "7 tal". Det var ikke tallene, men
prisfastsættelsen, som sendte aktien baglæns umiddelbart. De seneste uger har et meget
stor insidersalg præget stemningen. Bestyrelsesformanden har på nær en lille post solgt hele
sin beholdning, og aktien reagerede ret markant på det. I den modsatte ende trækker, at
storaktionæren og bestyrelsesnæstformanden har købt en større portion aktier. Coloplast er
formentlig i et vist omfang blevet ramt af det samme problem, som andre life-science aktier
også har mærket: Kursfaldet i Novo Nordisk kan have fået globale investorer til at sælge ud
af "life- science tunge Danmark".


AMBU (5/11) - Endnu en opjustering?

AMBU "plejer" at opjustere førtidigt. Sker det igen? Efter den seneste opjustering og
kursstigning, kom aktien hurtigt ned igen, da de endelige tal blev fremlagt. På den ene side
havde investorerne taget udgangspunkt i, at 2028 planen måske kunne indfris hurtigere end
tidligere tiltænkt. Samtidig var væksten indenfor lungeendoskopi lavere end forventet. Kan
AMBU lave op til investorernes forventninger, både når det drejer sig kortsigtet om kvartalet,
2028 planerne og ikke mindst vækst i segmenter?


Novo Nordisk (6/11) - En knap så fed kurslussing

Novo Nordisk aktien er de seneste måneder som forvandlet. Fra upside til stigende
konkurrence, mere trangt om fedme og til investorer, som ikke længere per definition køber
ind på gode data, hvis ikke de er meget nye og/eller spektakulære. Selv om topchef Lars
Fruergaard Jørgensen klarede "grillfesten" hos de amerikanske senatorer godt, kan der også
være en reminiscens af usikkerhed om hvad konsekvenserne af et amerikansk
præsidentvalg kan tænkes at blive. Investorerne håber på et comeback, når det kommer til
produktionskapacitet og gode fedmedata.


Genmab (6/11) - Træder de ud af Novo Nordisk skyggen?

En af de aktier, hvor risikopræmien bliver ved med at stige og nage, er Genmab. De forsøger
at overbevise investorerne om, at de nok skal klare at finde den gode afløsning for Darzalex,
men investorerne tvivler og tøver. Genmab er formentlig samtidig den life-science aktie, som
er blevet hårdest ramt som den negative sideeffekt af Novo Nordisk kursfald og udsalg af
danske aktier. På kort sigt er det svært at se hvilke konkrete data der skal overbevise
investorerne om at vendingen er umiddelbart forestående.


Pandora (6/11) - Er de stadig sikkerheden selv?

Der har igen været relativ stille om Pandora, som der plejer at være mellem kvartalerne. At
dømme efter fortiden, vil investorerne formentlig tage udgangspunkt i, at det er et godt tegn.
Kommer der en positiv overraskelse? En af de ting, som investorerne kunne tænkes at holde
et vågent øje med, er udviklingen i Kina. Kina er et stort land men et relativt lille marked for Pandora. Kan man forestille sig, at stimulanser, som har løftet kinesiske aktier ganske
massivt, er et forvarsel om bedre vækst, som også kan komme Pandora til gode?


Novonesis (7/11) - Stigende prisfastsættelse udfordrer

Indtjeningsforventningerne kører ligeud, mens aktiekursen er på vej nordpå. Stigende
prisfastsættelse går kun godt til et vist punkt og niveau indtil enten indtjeningen giver sig
opad eller aktiekursen giver efter. Fusionen er endnu ung, og vi har formentlig kun hørt de
indledende ting om det fortsættende Novonesis. For at aktien skal yderligere op, vil det være
rimeligt at forvente katalysatorer. Kommer de i forbindelse med kvartalsresultatet?


GN Store Nord (7/11) - fra strålende til annus horribilis

2024 har udviklet sig fra ekstremt lovende til et noget nær annus horibilis. Alt var lagt til rette på en god turn-around indtil GN Store Nord den 11/6 via en nedjustering mindede
investorerne om, at der var (flere) bump på vejen mod de bedre tider. I 3. kvartal kom Apple
og deres "lancering" som OTC produkt i vejen, og har skabt frygt for, at de ikke blot vil være
til stede i et segment, men også i de produkter, som kræver sin egen distribution og
tilpasning via audiologer. Teknologiindholdet i høreapparater er nok på vej op, og måske er
der plads til færre meget store udbydere i industrien. Hvis Apple går fuldskala ind, kan det
være en game changer for industrien.


Zealand Pharma (7/11) - Er der liv udenfor fedme?

Der har været stille om og fra Zealand Pharma, hvis aktiekurs ikke har kunne undgå at blive
påvirket af udsving og nedtur for Novo Nordisk. Den vigtigste ting er fedme og data. Som en
positiv sidegevinst, håber investorerne at høre noget fra partnerskaber fra ikke mindst
korttarmssyndrom, som har været fremhævet som et produkt med gode
fremtidsperspektiver. Investorerne håber generelt at få nyheder både indenfor og udenfor
fedme.


Torm (7/11) - Aktieudsalg fra storinvestor med til at presse aktien

Det har været et svært aktiekvartal for Torm præget af generelt faldende aktiekurser for
tankskibsaktier og endnu engang en forventning om at storaktionæren Oaktree vil reducere
yderligere (som det blev meddelt i uge 40). Driften og raterne ser stadig fornuftige ud, mens
vi er på vej ind i årstiden for de bedste fragtrater.
Royal Unibrew (12/11) Kommer der i det mindste en guidanceindsnævring?
Det har været øl- og læskedrikke vejr i 3. kvartal, og investorerne håber kunderne har slukket
tørsten med Royal Unibrew produkter. Halvåret bød på en opjustering, men den var faktisk
under konsensus på det tidspunkt. Alligevel reagerede aktien positivt på grund af moderat
prisfastsættelse. Aktien har de seneste kvartaler været "hyperfølsom" overfor udmeldinger.
Årsguidance om en vækst i EBIT på 14-19 % er stadig ret bredt, s


NKT (14/11) - Stadig den gode del af den grønne omstilling?

Ikke væsentlige nyheder de seneste uger. Grøn omstilling kræver stadig, at energien kan
flyttes over lange afstande. NKT er ikke som Vestas i kinesisk konkurrence og/eller så
mangler de heller ikke ordrer til en "god" pris. Ingen selskabsspecifikke nyheder siden
halvårsregnskabet den 16/8.


Bavarian Nordic (15/11) - Høje forventninger er en kursudfordring

Bavarian Nordic handler økonomisk på kort sigt i 2024 og næste år, om hvor stort markedet
er for Mpox - abekopper. Aktiekursen steg til toppen i 300, men har siden været sivende,
fordi det ikke går helt så hurtigt som håbet med at få vaccineordrerne. Samtidig vil store
ordrer sikkert være forbundet med lavere priser. En af udfordringerne er netop af
forventningerne ikke mindst hos analytikere trækker forventningerne op. Ultimativt er det et
spørgsmål om donorer er tilstrækkelig villige til at betale høje priser for vaccinerne og sende
dem videre.


Rockwool (27/11) - Ny opjustering?

Rockwool har opjusteret flere gange, og sammen med AMBU har de flere gange gjort det i
den første uge af det næste kvartal. Markedsvilkårerne er ikke blevet værre, men måske
heller ikke meget bedre på kort sigt. Det har ikke tidligere forhindret Rockwool i at rapportere stedse bedre resultater. Bliver det endnu et opjusteringskvartal over forventningerne om en vækst i omsætningen på ca. 5 % med en tilhørende 17 % EBIT margin.
I det mindste håber investorerne, at der kan komme en indsnævring.

https://www.nordnet.dk/blog/c25-selskaber-kan-regnskaber-rette-op-paa-pressede-aktiekurser/
docxForventningerq32024danmark.docx



8/10 2024 13:54 3kilofisk 8122496



Spændende og flot gennemgang.

Håber du får tid, for det kunne være virkelig interessant også at få dine kommentarer til equinors store indkøb i Ørsted?



8/10 2024 14:51 Pansen 8122497



Tak for din fine kommentar. Ørsted/Equinor er på planen til afsnit 243 af #investeringspodcasten i morgen, onsdag den 9/10. Hilsen Per



TRÅDOVERSIGT