Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Shape Robotics: Handelsstop stresser investorerne


130422 ProInvestorNEWS 19/12 2025 12:38
3
Oversigt

Kommentar fra Per Hansen, Investeringsøkonom, Nordnet

Shape Robotics er handelsstoppet. Det stresser investorerne maksimalt

Handlen med Shape Robotics er stoppet
Enten er handelsstoppet initieret af Nasdaq fordi der er stor usikkerhed om fremtiden og going concern efter kursfald, bestyrelsesudvandring, meget dårlig omtale og 90 % kursfaldEller også er det inititeret af Shape i vente af en børsmeddelelse i løbet af meget kort tid
Eller en kombination af de to


5 ting der stresser

Aktien er faldet dramatisk
Der har været negativ omtale
Der har været bestyrelsesudvandring for at undgå "CV-pest"
Handelsstop forhindrer mulighed for at handle og eventuelt sælge med tab for at modregne i andre gevinster i året
Reelt er der kun meget få i selskabet, som ved hvad der er op/ned


3 år efter lovprisning og 5 måneder efter fortrøsningsfuldt halvårsregnskab
Det er blot 3 år siden, at aktien blev lovprist for sin fine børsintro og gode udvikling. Det er blot 5 måneder siden, at selskabet i sit halvårsregnskab var meget fortrøstningsfuld med hensyn til fremtiden i dette link:

https://shaperobotics.com/wp-content/uploads/2025/08/Shape-Robotics-H1-Interim-Report-Presentation.pdf



19/12 2025 16:08 Cupcake 2130424





Når bestyrelsen forlader skuden, mens investorerne er låst fast...
-------------------------------------------------------------------------------------------

Per Hansen sætter meget præcist ord på den uro og stress, som mange investorer sikkert oplever lige nu i forbindelse med handelsstoppet, der er et alvorligt indgreb i investorernes mulighed for at handle, styre deres risiko og disponere "rationelt".

Netop derfor bliver ledelsens og bestyrelsens ansvar ekstra tydeligt i sådanne situationer.

Men først lige kort om min egen exit af aktien...

Min egen erfaring som investor
------------------------------------------

Jeg har selv været investeret i Shape Robotics. Belært af tidligere uheldige, men lærerige, erfaringer med mindre danske børsnoterede selskaber - hvor flere siden er forsvundet fra børsen - nåede jeg også denne gang at komme ud, på samme facon som ved Green Hydrogen System. Altså ved at tage en bevidst og betydelig risiko.

Strategien var at afvente den nyhed, der ville udløse et markant kursfald. Ikke af ond vilje, men fordi sandsynligheden for et sammenbrud blev vurderet som høj. Tanken var, at en voldsom overreaktion kunne skabe en kortvarig teknisk rebound og dermed give mulighed for at slippe helt ud.

Da panikken ramte markedet
---------------------------------------

Det afgørende øjeblik indtraf fredag eftermiddag den 28. november. Kursen blev presset kraftigt på meldinger om mistede garantier, og samme dag valgte selskabet at droppe kvartalsregnskaberne.

Dagen før, torsdag, havde selskabet indgivet en klage om markedsmanipulation - hvilket set udefra mest lignede en klassisk "look over there"-manøvre.

Jeg købte stort op fredag den 28. november sent på eftermiddagen og igen mandag den 1. december efter yderligere kraftige kursfald. Dagen efter solgte jeg omkring 75% af positionen, og den 3. december solgte jeg resten. Havde aktien ikke reboundet kortvarigt, tør jeg ikke tænke på, hvordan det var endt. Det var ren højrisiko.

Det handler ikke om mit held
---------------------------------------

Pointen er ikke min - for anden gangs skyld - heldige udtræden af hvad, der rigtig nok viste sig at være en risikabel aktie.

Det, jeg finder langt vigtigere, er spørgsmålet om ansvar.

Hvilket ansvar har bestyrelsesmedlemmer egentlig over for aktionærerne, når et børsnoteret selskab befinder sig i frit fald? Det er jo langt fra første gang, at noget sådant sker...

Bestyrelsesudvandring og CV-pest
--------------------------------------------------

Set udefra har der været en markant bestyrelsesudvandring. Flere bestyrelsesmedlemmer har tydeligvis hurtigt lugtet lunten i bageriet og valgt at foretage en exit - ledsaget af forskellige forklaringer, herunder CV-pest, som Per skriver.

Formelt kan alt være juridisk korrekt. Men signalmæssigt er det katastrofalt - og alarmklokkerne burde have ringet forlængst. Jeg mener, det var Per, der på et tidspunt netop nævnte et bestyrelsesmedlems korte entre, som et "opmærksomhedspunkt". Eller var det et andet selskab...?

Bestyrelsesansvar er mere end jura
--------------------------------------------------------

Jeg håber naturligvis ikke, at vi står over for et scenarie som Stein Bagger eller Nordisk Fjer. Men historien viser, at når transparensen forsvinder, kommunikationen bliver defensiv, bestyrelsen forlader selskabet én for én, og udskiftningen af CFO og CEO er høj, så har investorer god grund til at være nervøse - især i mindre selskaber.

Har bestyrelsen ikke pligt til rettidig handling og gennemsigtig information? Hvis nøglepersoner ser problemerne komme, er spørgsmålet derfor ikke, at de går - men om markedet er blevet tilstrækkeligt oplyst, mens de sad der...

Her skulle man tro, at Finanstilsynet og Nasdaq spillede en aktiv rolle. Ikke for at placere skyld, men for at vurdere, om oplysningspligten er overholdt, og om aktionærerne reelt har haft samme oplysninger som dem, der forlod bestyrelsen.

Sagen handler ikke om kursfaldet. Den handler om tillid.
Og uden tillid fungerer vores børsmarked altså ikke.

Overreaktioner kan handles - tillid kan ikke
---------------------------------------------------------------

Hvis aktien igen skulle komme på børsen i eftermiddag eller på mandag, vil jeg overveje at skyde det frimærke, jeg trods alt tjente, ind igen. Ikke fordi jeg tror på selskabets fundamentale værdi - den kan meget vel være nul - men fordi markedet ofte overreagerer voldsomt, og fordi der i sådanne situationer kan opstå endnu en teknisk rebound.

Tillid, governance og ansvar kan dig ikke rebounde på samme måde som en aktiekurs. Når de først er tabt, er de ekstremt svære at genopbygge....

God Jul



19/12 2025 17:25 Helge Larsen/PI-redaktør 1130432



Shape Robotics forbereder redegørelse til Nasdaq efter suspendering

19/12 15:04

Kriseramte Shape Robotics er på vej med en redegørelse til Nasdaq, efter at aktien blev suspenderet tidligere fredag.

Det fortæller topchefen, Mark Abraham, til Børsen.

Her lyder det, at handelssuspenderingen er sket i forlængelse af den seneste tids store mediedækning af selskabet, og Nasdaq afventer nu en forklaring, før handlen eventuelt kan genoptages.

Aktien har tabt godt 81 pct. den seneste måned, efter at det i første omgang lød, at Shape Robotics stod i stor økonomisk nød, efter at den statslige investeringsfond, Eifo, havde trukket sig som garant for flere af selskabets lån.

Efterfølgende bragte Finans historien om, at topchefen Mark Abraham er tiltalt for groft bedrageri i hjemlandet Rumænien. Noget, som den nu afgåede bestyrelsesformand, André Fehrn, ikke var bekendt med, skriver Finans fredag.

Link til orignalartikel: https://borsen.dk/nyheder/investor/kriseramt-direktor-nasdaq-har-bedt-om-redegorelse?b_source=borsen&b_medium=row_0&b_campaign=news_2

.\˙ MarketWire



19/12 2025 17:41 Helge Larsen/PI-redaktør 1130434



Shape Robotics melder om forhandlinger om konvertibelt lån

19/12 16:15

Stormomsuste Shape Robotics melder om forhandlinger om et konvertibelt lån med et fransk investeringsselskab, Iris Capital Investment.

Meldingen kommer, efter at Nasdaq-børsen har suspenderet handelen med Shape Robotics på baggrund den seneste tids store mediedækning af selskabet.

Ifølge Shape Robotics har det modtaget, hvad det betegner som et ikke forpligtende tilbud om et konvertibelt lån med en løbetid på 36 måneder fra Iris Capital Management. 15 mio. aktier nævnes også i forbindelse med det konvertible lån.

Shape Robotics har været økonomisk trængt, efter at den statslige investeringsfond, Eifo, har trukket sig som garant for flere af selskabets lån.

Efterfølgende har Finans bragt historien om, at topchefen Mark Abraham er tiltalt for groft bedrageri i hjemlandet Rumænien. Noget, som den nu afgåede bestyrelsesformand, André Fehrn, ikke var bekendt med, skriver Finans fredag.

Shape Robotics oplyser desuden fredag, at selskabets revisor Beierholm stopper. Selskabet leder derfor efter en ny revisor.

.\˙ MarketWire



19/12 2025 17:44 Cupcake 1130435



"Shape Robotics oplyser desuden fredag, at selskabets revisor Beierholm stopper. Selskabet leder derfor efter en ny revisor."... ja, ja...



TRÅDOVERSIGT