I to årtier så de amerikanske markeder urørlige ud. Nu ændrer kapitalstrømmen sig - og Europa prissættes ikke længere som det svage led i den udviklede verden.
Hvorfor europæiske aktier klarede sig bedre end amerikanske aktier i 2025 - og hvorfor denne tendens er fortsat ind i 2026
Hvordan en værdiansættelsesrabat på 35 % får europæiske aktier til at se mere attraktive ud i forhold til S&P 500
Hvorfor ekstrem koncentration i amerikansk teknologi begynder at ligne mindre styrke og mere skrøbelighed
Hvordan en svagere amerikansk dollar øger internationale afkast for dollarbaserede investorer
Hvorfor Tysklands finanspolitiske skift og stigende europæiske forsvarsudgifter kan omforme vækstforventningerne på tværs af kontinentet
Hvordan ECB's rentenedsættelser og stærkere europæiske finanser understøtter en bredere markedsrotation
Hvad Shiller-, J.P. Morgan- og markedsdata antyder om det næste årtis afkast uden for USA
Dette er ikke kun et midlertidigt stilskift på markederne. Det kan være de tidlige stadier af en dybere genprisning - hvor kapital bevæger sig væk fra dyr amerikansk dominans og hen imod billigere, bredere og mere varige muligheder i Europa.
Hvorfor europæiske aktier klarede sig bedre end amerikanske aktier i 2025 - og hvorfor denne tendens er fortsat ind i 2026
Hvordan en værdiansættelsesrabat på 35 % får europæiske aktier til at se mere attraktive ud i forhold til S&P 500
Hvorfor ekstrem koncentration i amerikansk teknologi begynder at ligne mindre styrke og mere skrøbelighed
Hvordan en svagere amerikansk dollar øger internationale afkast for dollarbaserede investorer
Hvorfor Tysklands finanspolitiske skift og stigende europæiske forsvarsudgifter kan omforme vækstforventningerne på tværs af kontinentet
Hvordan ECB's rentenedsættelser og stærkere europæiske finanser understøtter en bredere markedsrotation
Hvad Shiller-, J.P. Morgan- og markedsdata antyder om det næste årtis afkast uden for USA
Dette er ikke kun et midlertidigt stilskift på markederne. Det kan være de tidlige stadier af en dybere genprisning - hvor kapital bevæger sig væk fra dyr amerikansk dominans og hen imod billigere, bredere og mere varige muligheder i Europa.
Der skal meget mere turbo på EU's kreativitet og innovation. EU har brug for at skabe langt bedre grobund for frivillige vind-vind-transaktioner, både internt i EU og globalt.
Det kræver, at EU åbner for stærkere handelsnetværk, reducerer unødvendige barrierer i det indre marked og mindsker den regulatoriske og bureaukratiske byrde, der i dag hæmmer iværksættere og virksomheder.
Jeg kan ikke lige nu se, at EU som helhed bevæger sig markant i den retning, selvom der er enkelte positive initiativer.
Måske overser jeg noget, men tendensen peger desværre i en anden retning.
EU's økonomi er stadig større end Kinas i nominel BNP (ca. 20-22 billioner USD mod ca. 19-20 billioner for Kina i 2025), men produktivitetsvæksten og innovationstakten halter klart efter, især i digitale teknologier og skalering af nye virksomheder.
I 1980erne var EU's økonomi omkring 10-11 gange større end Kinas. I dag er de to økonomier næsten lige store i nominel BNP. Mens Kina har leveret ekstrem høj vækst og dynamik gennem årtier, oplever mange EU-lande stagnation eller lav produktivitetsvækst sammenlignet med deres storhedstid. USA har samtidig fastholdt og udbygget sit forspring, især inden for teknologi og innovation.
Jo mere staten administrerer og kontrollerer, jo mere ligner det kommunistiske tilstande, hvor staten feder sig på borgernes regning.
Historien over de sidste flere tusinde år viser et gentaget mønster:
Når skattetrykket bliver for højt, og staten bliver for magtfuld og regulerende, kvæles den private dynamik, innovationen aftager, og samfundet mister vitalitet. Vi så det, da det vestromerske rige brød samme, hvor stigende skatter, inflation, bureaukrati og overregulering udmattede den produktive del af befolkningen og fik mange til at flygte fra systemet.
Det samme mønster gentog sig ved forfaldet af de spanske og portugisiske imperier, hvor afhængighed af kolonial rigdom kombineret med høje skatter og statslig kontrol kvælede lokal produktion og handel.
Også det hollandske og britiske imperium mistede momentum, da omkostningerne ved at opretholde et stort statsapparat og imperium oversteg gevinsterne, og konkurrenceevnen svandt.
I Kina oplevede man efter en lang storhedsperiode under Ming- og Qing-dynastierne en gradvis stagnation, hvor stigende bureaukratisk kontrol, korruption og en stat, der administrerede mere og mere, bidrog til økonomisk tilbagegang og tab af dynamik.
Det ligner desværre det, vi ser i dele af Europa i dag.
Løsningen er klar og kræver mod til reformer:
Afskaf kontanthjælp og indfør i stedet løntilskud til de svageste. Beløn dem, der arbejder, frem for at finansiere passivitet, det giver incitament til at komme ind på arbejdsmarkedet og bidrage.
Højere lønninger til top-statsansatte, men samlet set færre statsansatte. EU har i dag omkring 35 millioner offentligt ansatte (ca. 19 % af arbejdsstyrken). En slankere og mere kompetent offentlig sektor vil frigøre ressourcer til den private økonomi.
Mindre stat og lavere skatter.
Mere brugerbetaling (user pays-princippet), så dem der bruger tjenesterne i højere grad betaler for dem.
Mere decentralisering, især inden for energi, hvor lokale og regionale løsninger ofte er mere effektive end centralt dirigerede planer.
Privatisering af hospitaler, veje, infrastruktur og mange andre offentlige opgaver, hvor privat drift kan levere højere effektivitet og innovation.
Fjern grænser for, hvor meget man må arbejde, og hvem virksomheder må ansætte. Friere arbejdsmarked uden unødvendige restriktioner vil øge fleksibilitet, beskæftigelse og produktivitet.
Kun ved at give mere plads til den private sektor, konkurrence og frivillige win-win-transaktioner kan EU genskabe den dynamik, der historisk har drevet velstand og fremskridt. Uden sådanne reformer risikerer vi en selvforstærkende spiral af stagnation, højere skattetryk og tabt global konkurrenceevne.
Hvis Kina, resten af Asien og andre emerging economies fortsætter med deres nuværende højere vækstrater, mens EU står stille (eller vokser markant langsommere), vil udviklingen blive dramatisk, både økonomisk, geopolitisk og for levestandarden i Europa.
Her er et realistisk scenarie baseret på aktuelle IMF- og World Bank-prognoser (pr. 2025-2026):
Kort sigt (2025-2030)EU-vækst:
Forventes at ligge på ca. 1,1–1,4 % årligt (euroområdet endnu lavere, omkring 1,0–1,2 %). Produktivitetsvæksten er svag, og mange lande kæmper med høje skatter, regulering, demografi (aldrende befolkning) og energipriser.
Kina: Vækst omkring 4,2–4,8 % i 2025-2026, selvom den aftager gradvist pga. gæld, demografi og ejendomssektoren.
Asien som helhed (inkl. Indien ~6–7 %, Indonesien, Vietnam m.fl.) holder sig på 4–5 % eller højere.
Konsekvens: Kina vil sandsynligvis overhale EU i nominel BNP igen inden for få år (de ligger næsten lige nu – EU ca. 22,5 billioner USD, Kina ca. 20,7 billioner). I købekraft (PPP) er Kina allerede klart større.
Asien som region vil tage en stadig større andel af global BNP.
EU bliver relativt mindre og mindre vigtig i verdensøkonomien. Investeringer, talenter og virksomheder vil i højere grad søge mod Asien og USA.
Mellemlang sigt (2030-2040):
Hvis tendensen fortsætter, peger langtidsprognoser (bl.a. fra OECD, Goldman Sachs og CEBR) på:
Kina bliver verdens klart største økonomi.
Indien overhaler EU og nærmer sig USA.
Flere asiatiske lande (Indonesien, Vietnam, etc.) rykker kraftigt op i ranglisten.
EU risikerer at falde ned som nr. 3 eller 4 – eller endnu lavere som samlet blok, hvis integrationen ikke styrkes.
Relativ forarmelse i EU:
Levestandarden (BNP pr. indbygger) vil vokse meget langsommere end i Asien.
Mange europæere vil opleve, at deres købekraft og muligheder sakker bagud sammenlignet med asiater.
Europa kan blive "den gamle verden", rig på historie og velfærd, men med lav dynamik, høj gæld og svag innovation.
Det kræver, at EU åbner for stærkere handelsnetværk, reducerer unødvendige barrierer i det indre marked og mindsker den regulatoriske og bureaukratiske byrde, der i dag hæmmer iværksættere og virksomheder.
Jeg kan ikke lige nu se, at EU som helhed bevæger sig markant i den retning, selvom der er enkelte positive initiativer.
Måske overser jeg noget, men tendensen peger desværre i en anden retning.
EU's økonomi er stadig større end Kinas i nominel BNP (ca. 20-22 billioner USD mod ca. 19-20 billioner for Kina i 2025), men produktivitetsvæksten og innovationstakten halter klart efter, især i digitale teknologier og skalering af nye virksomheder.
I 1980erne var EU's økonomi omkring 10-11 gange større end Kinas. I dag er de to økonomier næsten lige store i nominel BNP. Mens Kina har leveret ekstrem høj vækst og dynamik gennem årtier, oplever mange EU-lande stagnation eller lav produktivitetsvækst sammenlignet med deres storhedstid. USA har samtidig fastholdt og udbygget sit forspring, især inden for teknologi og innovation.
Jo mere staten administrerer og kontrollerer, jo mere ligner det kommunistiske tilstande, hvor staten feder sig på borgernes regning.
Historien over de sidste flere tusinde år viser et gentaget mønster:
Når skattetrykket bliver for højt, og staten bliver for magtfuld og regulerende, kvæles den private dynamik, innovationen aftager, og samfundet mister vitalitet. Vi så det, da det vestromerske rige brød samme, hvor stigende skatter, inflation, bureaukrati og overregulering udmattede den produktive del af befolkningen og fik mange til at flygte fra systemet.
Det samme mønster gentog sig ved forfaldet af de spanske og portugisiske imperier, hvor afhængighed af kolonial rigdom kombineret med høje skatter og statslig kontrol kvælede lokal produktion og handel.
Også det hollandske og britiske imperium mistede momentum, da omkostningerne ved at opretholde et stort statsapparat og imperium oversteg gevinsterne, og konkurrenceevnen svandt.
I Kina oplevede man efter en lang storhedsperiode under Ming- og Qing-dynastierne en gradvis stagnation, hvor stigende bureaukratisk kontrol, korruption og en stat, der administrerede mere og mere, bidrog til økonomisk tilbagegang og tab af dynamik.
Det ligner desværre det, vi ser i dele af Europa i dag.
Løsningen er klar og kræver mod til reformer:
Afskaf kontanthjælp og indfør i stedet løntilskud til de svageste. Beløn dem, der arbejder, frem for at finansiere passivitet, det giver incitament til at komme ind på arbejdsmarkedet og bidrage.
Højere lønninger til top-statsansatte, men samlet set færre statsansatte. EU har i dag omkring 35 millioner offentligt ansatte (ca. 19 % af arbejdsstyrken). En slankere og mere kompetent offentlig sektor vil frigøre ressourcer til den private økonomi.
Mindre stat og lavere skatter.
Mere brugerbetaling (user pays-princippet), så dem der bruger tjenesterne i højere grad betaler for dem.
Mere decentralisering, især inden for energi, hvor lokale og regionale løsninger ofte er mere effektive end centralt dirigerede planer.
Privatisering af hospitaler, veje, infrastruktur og mange andre offentlige opgaver, hvor privat drift kan levere højere effektivitet og innovation.
Fjern grænser for, hvor meget man må arbejde, og hvem virksomheder må ansætte. Friere arbejdsmarked uden unødvendige restriktioner vil øge fleksibilitet, beskæftigelse og produktivitet.
Kun ved at give mere plads til den private sektor, konkurrence og frivillige win-win-transaktioner kan EU genskabe den dynamik, der historisk har drevet velstand og fremskridt. Uden sådanne reformer risikerer vi en selvforstærkende spiral af stagnation, højere skattetryk og tabt global konkurrenceevne.
Hvis Kina, resten af Asien og andre emerging economies fortsætter med deres nuværende højere vækstrater, mens EU står stille (eller vokser markant langsommere), vil udviklingen blive dramatisk, både økonomisk, geopolitisk og for levestandarden i Europa.
Her er et realistisk scenarie baseret på aktuelle IMF- og World Bank-prognoser (pr. 2025-2026):
Kort sigt (2025-2030)EU-vækst:
Forventes at ligge på ca. 1,1–1,4 % årligt (euroområdet endnu lavere, omkring 1,0–1,2 %). Produktivitetsvæksten er svag, og mange lande kæmper med høje skatter, regulering, demografi (aldrende befolkning) og energipriser.
Kina: Vækst omkring 4,2–4,8 % i 2025-2026, selvom den aftager gradvist pga. gæld, demografi og ejendomssektoren.
Asien som helhed (inkl. Indien ~6–7 %, Indonesien, Vietnam m.fl.) holder sig på 4–5 % eller højere.
Konsekvens: Kina vil sandsynligvis overhale EU i nominel BNP igen inden for få år (de ligger næsten lige nu – EU ca. 22,5 billioner USD, Kina ca. 20,7 billioner). I købekraft (PPP) er Kina allerede klart større.
Asien som region vil tage en stadig større andel af global BNP.
EU bliver relativt mindre og mindre vigtig i verdensøkonomien. Investeringer, talenter og virksomheder vil i højere grad søge mod Asien og USA.
Mellemlang sigt (2030-2040):
Hvis tendensen fortsætter, peger langtidsprognoser (bl.a. fra OECD, Goldman Sachs og CEBR) på:
Kina bliver verdens klart største økonomi.
Indien overhaler EU og nærmer sig USA.
Flere asiatiske lande (Indonesien, Vietnam, etc.) rykker kraftigt op i ranglisten.
EU risikerer at falde ned som nr. 3 eller 4 – eller endnu lavere som samlet blok, hvis integrationen ikke styrkes.
Relativ forarmelse i EU:
Levestandarden (BNP pr. indbygger) vil vokse meget langsommere end i Asien.
Mange europæere vil opleve, at deres købekraft og muligheder sakker bagud sammenlignet med asiater.
Europa kan blive "den gamle verden", rig på historie og velfærd, men med lav dynamik, høj gæld og svag innovation.
