Kommentar fra Per Hansen, Investeringsøkonom, Nordnet
UAE har meddelt sin exit fra OPEC. Er det begyndelsen til OPECs endeligt og en del af Donald Trumps game plan?
Olieprisen stiger et par procent
Der er stadig ikke udsigt til en hurtig løsning på krigen mellem USA og Iran
Samtidig har UAE netop meddelt, at de vil forlade OPEC.
UAE er ikke den største OPEC producent, men står alligevel for ca. 10 % af den samlede produktion og kvote
Spørgsmålet er om det er begyndelsen til en sprængning af OPEC.
OPEC har, på trods af besværligheder med at holde styr på producenterne, alligevel været nogenlunde enige om produktionen
Slippes olieproduktionen løs?
Hvis OPEC bliver sprængt er det gode spørgsmål hvad der følger efter? Betyder det, at de enkelte producenter vil producere mere fordi en række lande er stærkt afhængige af indtægterne fra olie i det man kunne kalde mono-økonomier og føler at de langsigtet har været underlagt produktionsbegrænsninger i OPEC?
Jo lavere oliepris, jo mere er man nødsaget til at producere for at opretholde en given indtægt til landet? Er det direkte eller indirekte en del af USA plan for at få sænket de oliepriser, som er steget mere end 70 % de seneste måneder?
Figur: Udvikling i olieprisen, Brent, 1 uge
Kilde: Nordnet
UAE har meddelt sin exit fra OPEC. Er det begyndelsen til OPECs endeligt og en del af Donald Trumps game plan?
Olieprisen stiger et par procent
Der er stadig ikke udsigt til en hurtig løsning på krigen mellem USA og Iran
Samtidig har UAE netop meddelt, at de vil forlade OPEC.
UAE er ikke den største OPEC producent, men står alligevel for ca. 10 % af den samlede produktion og kvote
Spørgsmålet er om det er begyndelsen til en sprængning af OPEC.
OPEC har, på trods af besværligheder med at holde styr på producenterne, alligevel været nogenlunde enige om produktionen
Slippes olieproduktionen løs?
Hvis OPEC bliver sprængt er det gode spørgsmål hvad der følger efter? Betyder det, at de enkelte producenter vil producere mere fordi en række lande er stærkt afhængige af indtægterne fra olie i det man kunne kalde mono-økonomier og føler at de langsigtet har været underlagt produktionsbegrænsninger i OPEC?
Jo lavere oliepris, jo mere er man nødsaget til at producere for at opretholde en given indtægt til landet? Er det direkte eller indirekte en del af USA plan for at få sænket de oliepriser, som er steget mere end 70 % de seneste måneder?
Figur: Udvikling i olieprisen, Brent, 1 uge
Kilde: Nordnet
Ved 1,8 mio. tønder/dag (maks.) → ca. 65-67% af eksporten nu udenom Hormuz via denne pipelinen
https://x.com/InTheAssembly/status/2049189978094059917?s=20
ADNOC har siden 2024 planlagt en ny anden pipeline til Fujairah med 1,5 millioner tønder pr. dag ekstra kapacitet. Den skal primært forbinde offshore-felter til Fujairah og dermed fordoble bypass-mulighederne. Den er stadig ikke startet (pre-FID), men diskussionerne er accelereret pga. geopolitikken i 2026.
Samlet set er det et ekstra pres på Iran og regimet – både direkte og indirekte. Det er ikke et knockout-slag, men det svækker Irans vigtigste geopolitiske kort i regionen. Et strategisk tab for Iran på mellemlangt sigt. Det reducerer deres “Hormuz-kort” og gør det sværere at bruge olie som våben. For regimet, der allerede er under massivt pres fra krigen, sanktioner og økonomisk kollaps, er det endnu en grund til at føle sig omringet. Det understreger, hvorfor Iran desperat vil have strædet åbent igen – deres økonomi (og regimes overlevelse) afhænger af det.
https://x.com/InTheAssembly/status/2049189978094059917?s=20
ADNOC har siden 2024 planlagt en ny anden pipeline til Fujairah med 1,5 millioner tønder pr. dag ekstra kapacitet. Den skal primært forbinde offshore-felter til Fujairah og dermed fordoble bypass-mulighederne. Den er stadig ikke startet (pre-FID), men diskussionerne er accelereret pga. geopolitikken i 2026.
Samlet set er det et ekstra pres på Iran og regimet – både direkte og indirekte. Det er ikke et knockout-slag, men det svækker Irans vigtigste geopolitiske kort i regionen. Et strategisk tab for Iran på mellemlangt sigt. Det reducerer deres “Hormuz-kort” og gør det sværere at bruge olie som våben. For regimet, der allerede er under massivt pres fra krigen, sanktioner og økonomisk kollaps, er det endnu en grund til at føle sig omringet. Det understreger, hvorfor Iran desperat vil have strædet åbent igen – deres økonomi (og regimes overlevelse) afhænger af det.
Analyse:
Strategi for omdirigering af begrænset ekstra olieproduktion under Hormuz-krisen,
Kernestrategi:
Under den aktuelle Hormuz-krise anvendes den tilgængelige ekstra kapacitet på 4-5,5 millioner tønder pr. dag (primært fra Saudi-Arabien, UAE og en mindre andel fra Venezuela) til målrettet forsyning af prioriterede markeder:
EU, Japan, Sydkorea samt udvalgte mindre asiatiske lande (Thailand, Singapore, Filippinerne m.fl.).
Kina og Indien prioriteres ikke og henvises primært til Irans shadow fleet-eksport.
Hvorfor er denne kapacitetsøgning mulig?
Saudi-Arabien har betydelig spare capacity (ca. 2,5-3,5 mb/d realistisk, op til 4+ mb/d på kort sigt) og kan øge produktionen hurtigt, fordi Aramco allerede har den fysiske kapacitet på op til 12-12,2 mb/d.
Den eksisterende East-West Pipeline (Petroline) kan håndtere op til 7 mb/d til Yanbu ved Røde Havet, hvilket giver en effektiv bypass af Hormuz.
UAE kan øge med 1-1,8 mb/d via den eksisterende Fujairah-pipeline, som allerede ligger uden for Hormuz-strædet og giver direkte adgang til Oman-bugten.
Venezuela bidrager med en mindre del (ca. 0,3-0,7 mb/d på kort sigt) gennem genoptagelse af produktion i felter, der allerede er delvist operationelle, støttet af udenlandske investeringer.
Samlet set udnyttes dermed eksisterende infrastruktur og ubenyttet kapacitet uden behov for nye større investeringer på kort sigt.
Fordeling af ekstra kapacitet:
EU- Behov ca. 0,7-0,8 mb/d → fuldt dækket med overskud til lageropbygning.
Japan + Sydkorea: Behov ca. 4,5-5 mb/d → størstedelen dækket via direkte kontrakter.
Andre prioriterede asiatiske lande: Ca. 2,5-3 mb/d → væsentlig del dækket.
Kina og Indien: Ingen prioriteret forsyning - må købe iransk olie til højere priser via shadow fleet. Trump holder blokaden mod Iranske tankskine..
Styrker ved strategien:
Sikrer forsyningsstabilitet for de mest kritiske allierede med begrænset alternativ forsyning.
Udnytter eksisterende bypass-infrastruktur effektivt.
Skaber en klar geopolitisk opdeling af oliemarkedet.
Øger presset på Kina og Indien gennem højere indkøbspriser og usikker forsyning.
Risici og begrænsninger:
Saudi-Arabien og UAE har stærke økonomiske incitamenter til at sælge til højestbydende. Strategien kræver betydeligt politisk og sikkerhedsmæssigt pres.
Venezuelas tunge, sure olie kræver specifik raffinaderikapacitet.
Globalt olieudbud forbliver stramt, hvilket holder priserne høje også for de prioriterede købere.
Logistisk udfordring med koordinerede kontrakter og tankskibe.
Realismevurdering -
EU: Meget høj (9/10).
Japan/Sydkorea: Middel-høj (7/10).
Samlet gennemførlighed: 6/10 - afhænger primært af Saudi-Arabiens og UAE's villighed til at følge en politisk styret salgsstrategi.
Samlet vurdering
Strategien repræsenterer en pragmatisk brug af den begrænsede ekstra kapacitet til at beskytte nøgleallierede og skabe asymmetrisk pres på udvalgte modparter. Den accepterer, at det globale marked ikke kan stabiliseres fuldt ud, men bruger den tilgængelige margin til maksimal geopolitisk effekt.
Succes afhænger i høj grad af amerikansk lederskab og evnen til at give Saudi-Arabien og UAE tilstrækkelige sikkerheds- og økonomiske incitamenter.
Geopolitisk effekt på Iran:
Strategien tvinger Iran til forhandlingsbordet, samtidig med at bolden placeres på Irans banehalvdel. Ved at sikre Vesten og udvalgte allierede med alternativ forsyning reduceres Irans evne til at bruge Hormuz som strategisk våben. Skulle Iran bryde en eventuel våbenhvile - f.eks. via sine proxier i Irak, Yemen (Houthierne) eller Libanon (Hizbollah) - giver det Trump-administrationen et klart casus belli til at genoptage bombekampagnen mod iranske mål. Dette skaber en stærk afskrækkende effekt og asymmetrisk pres på Teheran.
Straffemekanisme mod Kina og Indien:
Samtidig får Kina og Indien en over næsen for i årevis at have købt iransk olie med stor rabat via shadow fleet og dermed undergravet vestlige sanktioner. Det anses nu som rimeligt i min analyse, at de straffes ved at blive henvist til den usikre og dyre iranske forsyning, mens de prioriterede markeder får stabil olie fra Saudi, UAE og Venezuela.
Tænke uden for boksen:
Mulighed for at genvinde meget af forsyningen. Ved at kombinere den målrettede omdirigering med kreative tiltag bliver det pludselig langt mindre umuligt at genvinde en stor del af den tabte olieforsyning.
Eksempler på “outside the box”-elementer:
Hurtig diplomatisk aftale med Saudi og UAE om dedikerede kontrakter til Vesten/allierede.
Accelereret genopbygning af Venezuelas produktion med amerikansk teknisk og finansiel støtte.
Midlertidig brug af floating storage og kreative shipping-ruter.
Øget pres på Irak og Kuwait for at genåbne felter via alternative ruter (f.eks. via Saudi eller Tyrkiet).
Mulig kortvarig lempelse af sanktioner mod udvalgte venezuelanske eller irakiske aktører mod garanti for vestlig prioritet.
Disse tiltag kan tilsammen bringe en væsentlig del af den “manglende” forsyning tilbage til de prioriterede markeder relativt hurtigt.
EU’s politiske begrænsninger:
Desværre ser EU-politikerne primært problemer frem for løsninger. De er optaget af andre dagsordener – herunder rent drikkevand, grøn omstilling og de umiddelbare prisstigninger og har svært ved at tænke strategisk og geopolitisk.
Der er begrænset fokus på at udnytte den midlertidige ekstra kapacitet aktivt, koordinere med USA og Golf-staterne eller acceptere, at høje priser også kan bruges som geopolitisk værktøj.
Resultatet er en reaktiv holdning, hvor man mest klager over konsekvenserne i stedet for at handle på de muligheder, der faktisk eksisterer.
Trump-administrationens centrale rolle:
Trump-administrationen kender naturligvis alle elementerne i denne strategi fuldt ud.
Præsident Trump er i realiteten nøglen til, om oliepriserne bringes ned igen.
Han har direkte indflydelse på Saudi-Arabien og UAE gennem sikkerhedsgarantier, våbensalg og diplomatisk pres, og han kan accelerere Venezuela-produktionen via amerikanske selskaber.
Hvis Trump ønsker det, kan han relativt hurtigt få Saudi og UAE til at levere de ekstra barrels til Vesten og allierede – hvilket ville stabilisere priserne for prioriterede markeder.
Omvendt kan han også vælge at lade priserne forblive høje, hvis det tjener bredere geopolitiske eller økonomiske mål (f.eks. at straffe Kina, støtte amerikansk shale-produktion eller bruge høje priser som forhandlingskort).
Trump har dermed både evnen og fleksibiliteten til at bestemme, hvor meget af krisen der skal afhjælpes, og hvor hurtigt.
Trump og hans team ved præcis hvad de har gang i. De har fuld indsigt i både den tekniske kapacitet, de geopolitiske muligheder og de nødvendige politiske håndtag. Trump er i realiteten nøglen til at få oliepriserne ned også uden at Hormuz-strædet genåbnes her og nu.
Strategi for omdirigering af begrænset ekstra olieproduktion under Hormuz-krisen,
Kernestrategi:
Under den aktuelle Hormuz-krise anvendes den tilgængelige ekstra kapacitet på 4-5,5 millioner tønder pr. dag (primært fra Saudi-Arabien, UAE og en mindre andel fra Venezuela) til målrettet forsyning af prioriterede markeder:
EU, Japan, Sydkorea samt udvalgte mindre asiatiske lande (Thailand, Singapore, Filippinerne m.fl.).
Kina og Indien prioriteres ikke og henvises primært til Irans shadow fleet-eksport.
Hvorfor er denne kapacitetsøgning mulig?
Saudi-Arabien har betydelig spare capacity (ca. 2,5-3,5 mb/d realistisk, op til 4+ mb/d på kort sigt) og kan øge produktionen hurtigt, fordi Aramco allerede har den fysiske kapacitet på op til 12-12,2 mb/d.
Den eksisterende East-West Pipeline (Petroline) kan håndtere op til 7 mb/d til Yanbu ved Røde Havet, hvilket giver en effektiv bypass af Hormuz.
UAE kan øge med 1-1,8 mb/d via den eksisterende Fujairah-pipeline, som allerede ligger uden for Hormuz-strædet og giver direkte adgang til Oman-bugten.
Venezuela bidrager med en mindre del (ca. 0,3-0,7 mb/d på kort sigt) gennem genoptagelse af produktion i felter, der allerede er delvist operationelle, støttet af udenlandske investeringer.
Samlet set udnyttes dermed eksisterende infrastruktur og ubenyttet kapacitet uden behov for nye større investeringer på kort sigt.
Fordeling af ekstra kapacitet:
EU- Behov ca. 0,7-0,8 mb/d → fuldt dækket med overskud til lageropbygning.
Japan + Sydkorea: Behov ca. 4,5-5 mb/d → størstedelen dækket via direkte kontrakter.
Andre prioriterede asiatiske lande: Ca. 2,5-3 mb/d → væsentlig del dækket.
Kina og Indien: Ingen prioriteret forsyning - må købe iransk olie til højere priser via shadow fleet. Trump holder blokaden mod Iranske tankskine..
Styrker ved strategien:
Sikrer forsyningsstabilitet for de mest kritiske allierede med begrænset alternativ forsyning.
Udnytter eksisterende bypass-infrastruktur effektivt.
Skaber en klar geopolitisk opdeling af oliemarkedet.
Øger presset på Kina og Indien gennem højere indkøbspriser og usikker forsyning.
Risici og begrænsninger:
Saudi-Arabien og UAE har stærke økonomiske incitamenter til at sælge til højestbydende. Strategien kræver betydeligt politisk og sikkerhedsmæssigt pres.
Venezuelas tunge, sure olie kræver specifik raffinaderikapacitet.
Globalt olieudbud forbliver stramt, hvilket holder priserne høje også for de prioriterede købere.
Logistisk udfordring med koordinerede kontrakter og tankskibe.
Realismevurdering -
EU: Meget høj (9/10).
Japan/Sydkorea: Middel-høj (7/10).
Samlet gennemførlighed: 6/10 - afhænger primært af Saudi-Arabiens og UAE's villighed til at følge en politisk styret salgsstrategi.
Samlet vurdering
Strategien repræsenterer en pragmatisk brug af den begrænsede ekstra kapacitet til at beskytte nøgleallierede og skabe asymmetrisk pres på udvalgte modparter. Den accepterer, at det globale marked ikke kan stabiliseres fuldt ud, men bruger den tilgængelige margin til maksimal geopolitisk effekt.
Succes afhænger i høj grad af amerikansk lederskab og evnen til at give Saudi-Arabien og UAE tilstrækkelige sikkerheds- og økonomiske incitamenter.
Geopolitisk effekt på Iran:
Strategien tvinger Iran til forhandlingsbordet, samtidig med at bolden placeres på Irans banehalvdel. Ved at sikre Vesten og udvalgte allierede med alternativ forsyning reduceres Irans evne til at bruge Hormuz som strategisk våben. Skulle Iran bryde en eventuel våbenhvile - f.eks. via sine proxier i Irak, Yemen (Houthierne) eller Libanon (Hizbollah) - giver det Trump-administrationen et klart casus belli til at genoptage bombekampagnen mod iranske mål. Dette skaber en stærk afskrækkende effekt og asymmetrisk pres på Teheran.
Straffemekanisme mod Kina og Indien:
Samtidig får Kina og Indien en over næsen for i årevis at have købt iransk olie med stor rabat via shadow fleet og dermed undergravet vestlige sanktioner. Det anses nu som rimeligt i min analyse, at de straffes ved at blive henvist til den usikre og dyre iranske forsyning, mens de prioriterede markeder får stabil olie fra Saudi, UAE og Venezuela.
Tænke uden for boksen:
Mulighed for at genvinde meget af forsyningen. Ved at kombinere den målrettede omdirigering med kreative tiltag bliver det pludselig langt mindre umuligt at genvinde en stor del af den tabte olieforsyning.
Eksempler på “outside the box”-elementer:
Hurtig diplomatisk aftale med Saudi og UAE om dedikerede kontrakter til Vesten/allierede.
Accelereret genopbygning af Venezuelas produktion med amerikansk teknisk og finansiel støtte.
Midlertidig brug af floating storage og kreative shipping-ruter.
Øget pres på Irak og Kuwait for at genåbne felter via alternative ruter (f.eks. via Saudi eller Tyrkiet).
Mulig kortvarig lempelse af sanktioner mod udvalgte venezuelanske eller irakiske aktører mod garanti for vestlig prioritet.
Disse tiltag kan tilsammen bringe en væsentlig del af den “manglende” forsyning tilbage til de prioriterede markeder relativt hurtigt.
EU’s politiske begrænsninger:
Desværre ser EU-politikerne primært problemer frem for løsninger. De er optaget af andre dagsordener – herunder rent drikkevand, grøn omstilling og de umiddelbare prisstigninger og har svært ved at tænke strategisk og geopolitisk.
Der er begrænset fokus på at udnytte den midlertidige ekstra kapacitet aktivt, koordinere med USA og Golf-staterne eller acceptere, at høje priser også kan bruges som geopolitisk værktøj.
Resultatet er en reaktiv holdning, hvor man mest klager over konsekvenserne i stedet for at handle på de muligheder, der faktisk eksisterer.
Trump-administrationens centrale rolle:
Trump-administrationen kender naturligvis alle elementerne i denne strategi fuldt ud.
Præsident Trump er i realiteten nøglen til, om oliepriserne bringes ned igen.
Han har direkte indflydelse på Saudi-Arabien og UAE gennem sikkerhedsgarantier, våbensalg og diplomatisk pres, og han kan accelerere Venezuela-produktionen via amerikanske selskaber.
Hvis Trump ønsker det, kan han relativt hurtigt få Saudi og UAE til at levere de ekstra barrels til Vesten og allierede – hvilket ville stabilisere priserne for prioriterede markeder.
Omvendt kan han også vælge at lade priserne forblive høje, hvis det tjener bredere geopolitiske eller økonomiske mål (f.eks. at straffe Kina, støtte amerikansk shale-produktion eller bruge høje priser som forhandlingskort).
Trump har dermed både evnen og fleksibiliteten til at bestemme, hvor meget af krisen der skal afhjælpes, og hvor hurtigt.
Trump og hans team ved præcis hvad de har gang i. De har fuld indsigt i både den tekniske kapacitet, de geopolitiske muligheder og de nødvendige politiske håndtag. Trump er i realiteten nøglen til at få oliepriserne ned også uden at Hormuz-strædet genåbnes her og nu.
Havde et par rettelser men for sent nu.
Samlet billede for det store hul:
Den rigtige logik:
Normalt: 20 mb/d gennem Hormuz.
Allerede re-routet (Saudi + UAE): ~10 mb/d
Yderligere fra Golfen + Venezuela: ~2-3 mb/d (begrænset af pipelines/terminaler)
Globalt andetsteds: ~0,8-1,5 mb/d
Netto shortfall: Stadig 7-9 mb/d (afhængig af hvor optimistisk man er).
Kina:
Normalt forbrug via Hormuz: Ca. 5,0 - 5,5 millioner tønder pr. dag (mb/d)
Indien:
Normalt forbrug via Hormuz: Ca. 2,6 - 2,9 millioner tønder pr. dag (mb/d)
Det store hul på 7-9 mb/d er i realiteten Kina og Indiens "tabte" forsyning fra Hormuz.
EU er stort set fuldt sikret:
EU importerede kun ca. 0,5 – 0,7 mb/d via Hormuz før krisen (kun 4-6 % af deres samlede import).
Det behov er fuldt dækket (og mere til) via Saudi/UAE-rerouting + øget import fra USA, Norge, Brasilien osv.
EU har prioriteret kontrakter og har dermed været blandt "de første til mølle" via politisk og kommerciel koordinering med Golf-staterne.
Japan og Sydkorea:
De har også sikret sig meget godt gennem direkte aftaler med Saudi og UAE.
Sydkorea har fx sikret 273 millioner tønder frem til årets udgang via bypass-ruter.
Kina og Indien:
De står tilbage som de store tabere. De får kun det, der er tilbage på spotmarkedet eller iransk/russisk olie til højere priser. (sikkert en del af Trumps plan)
Det er præcis den "first come, first served"
Så EU har gjort det bedre end først antaget i hovedanalysen
Vi må toldmodigt vente til kina/trump mødet 15 maj.
Hormuz lukningen bliver sikkert meget længere varende end mange tror.
Kina har en stærk buffer på 3–6 måneder, afhængig af hvor meget de strammer forbruget. De "klarer sig nok" i adskillige måneder uden panik, men på et tidspunkt vil de mærke det hårdt gennem højere priser, lavere raffinaderiudnyttelse og økonomisk pres.
Indien har en væsentligt tyndere pude end Kina. De kan klare sig i 2–2,5 måneder ved at strække lagre og skifte leverandører, men de vil mærke det hurtigere og hårdere på priser, inflation og rupee-kurs.
Indien betaler mere end de fleste andre lige nu.
Flere indiske medier og regeringsdata peger på 125,88 USD som peak/gennemsnit for april – et af de højeste niveauer.
Kun marts 2026 har været højere (markant højere, op mod 146 USD i gennemsnit ifølge flere rapporter).
Tidligere (før krisen): Begge fik stor rabat (8–15 USD under Brent) på iransk olie.
Det er primært Irans shadow fleet og kinesiske tankere, der sejler igennem Hormuz i dag. Alle andre holder sig væk på grund af risikoen for angreb, beslaglæggelse eller miner.
Samlet billede for det store hul:
Den rigtige logik:
Normalt: 20 mb/d gennem Hormuz.
Allerede re-routet (Saudi + UAE): ~10 mb/d
Yderligere fra Golfen + Venezuela: ~2-3 mb/d (begrænset af pipelines/terminaler)
Globalt andetsteds: ~0,8-1,5 mb/d
Netto shortfall: Stadig 7-9 mb/d (afhængig af hvor optimistisk man er).
Kina:
Normalt forbrug via Hormuz: Ca. 5,0 - 5,5 millioner tønder pr. dag (mb/d)
Indien:
Normalt forbrug via Hormuz: Ca. 2,6 - 2,9 millioner tønder pr. dag (mb/d)
Det store hul på 7-9 mb/d er i realiteten Kina og Indiens "tabte" forsyning fra Hormuz.
EU er stort set fuldt sikret:
EU importerede kun ca. 0,5 – 0,7 mb/d via Hormuz før krisen (kun 4-6 % af deres samlede import).
Det behov er fuldt dækket (og mere til) via Saudi/UAE-rerouting + øget import fra USA, Norge, Brasilien osv.
EU har prioriteret kontrakter og har dermed været blandt "de første til mølle" via politisk og kommerciel koordinering med Golf-staterne.
Japan og Sydkorea:
De har også sikret sig meget godt gennem direkte aftaler med Saudi og UAE.
Sydkorea har fx sikret 273 millioner tønder frem til årets udgang via bypass-ruter.
Kina og Indien:
De står tilbage som de store tabere. De får kun det, der er tilbage på spotmarkedet eller iransk/russisk olie til højere priser. (sikkert en del af Trumps plan)
Det er præcis den "first come, first served"
Så EU har gjort det bedre end først antaget i hovedanalysen
Vi må toldmodigt vente til kina/trump mødet 15 maj.
Hormuz lukningen bliver sikkert meget længere varende end mange tror.
Kina har en stærk buffer på 3–6 måneder, afhængig af hvor meget de strammer forbruget. De "klarer sig nok" i adskillige måneder uden panik, men på et tidspunkt vil de mærke det hårdt gennem højere priser, lavere raffinaderiudnyttelse og økonomisk pres.
Indien har en væsentligt tyndere pude end Kina. De kan klare sig i 2–2,5 måneder ved at strække lagre og skifte leverandører, men de vil mærke det hurtigere og hårdere på priser, inflation og rupee-kurs.
Indien betaler mere end de fleste andre lige nu.
Flere indiske medier og regeringsdata peger på 125,88 USD som peak/gennemsnit for april – et af de højeste niveauer.
Kun marts 2026 har været højere (markant højere, op mod 146 USD i gennemsnit ifølge flere rapporter).
Tidligere (før krisen): Begge fik stor rabat (8–15 USD under Brent) på iransk olie.
Det er primært Irans shadow fleet og kinesiske tankere, der sejler igennem Hormuz i dag. Alle andre holder sig væk på grund af risikoen for angreb, beslaglæggelse eller miner.
