Kommentar fra Helge Larsen, redaktør, ProInvestor.com
Som investor i Novo Nordisk eller Eli Lilly kigger man ofte på gennemsnitlige vægttabsprocenter i de kliniske studier. Men bag gennemsnittet gemmer sig en afgørende biologisk realitet: Patienter reagerer vidt forskelligt.
I ethvert klinisk forsøg opstår der "respondere" og "super-respondere" - patienter, der taber sig massivt og hurtigt. Senest har dette fænomen været aktuelt i forbindelse med Novo Nordisks nye Wegovy data fra STEP UP-forsøget og OASIS 4.
Forståelsen af, hvorfor kroppens modtagelighed svinger ekstremt på tværs af videnskabelige forsøg med specifik slankemedicin, kost og motion er vigtigt i relation til at vurdere de data som fremlægges.
Når man observerer en markant opdeling af "respondere" (dem der taber sig moderat) og "super-respondere" (dem der oplever et massivt og hurtigt vægttab), skyldes det først og fremmest, at fedme er en biologisk heterogen tilstand reguleret af komplekse genetiske, hormonelle og metaboliske mekanismer. Den samme intervention rammer to forskellige kroppe vidt forskelligt.
Her er årsagerne til fænomenet på tværs af fire typer forsøg:
1. Vægttabsmedicin
Vægttabsmedicin, såsom semaglutid (Wegovy fra Novo Nordisk) og tirzepatid (Mounjaro/Zepbound fra Eli Lilly), efterligner de naturlige mæthedshormoner GLP-1 og GIP.
Variationsårsag:
Patienter har biologisk forskellige niveauer af hormonreceptorer i hjernen og mave-tarm-kanalen.
Super-respondere:
Personer med ekstremt følsomme receptorer eller en medfødt lav egenproduktion af GLP-1/GIP oplever en total eliminering af konstante tanker om mad og ekstremt langsom tømning af mavesækken. Tirzepatid, som rammer to receptor-stier (GLP-1 og GIP), skaber statistisk set flere super-respondere end semaglutid.
2. Fiberrig kost
Fiberforsøg viser store individuelle forskelle, hvilket primært trækker tråde til tarmbakterier.
Variationsårsag:
Effekten af fibre afhænger af tarmens mikrobiom, som nedbryder fibrene til kortkædede fedtsyrer (SCFA) såsom acetat og butyrat. Disse fedtsyrer stimulerer kroppens egen frigivelse af netop GLP-1 og PYY (mæthedshormoner).
Super-respondere:
Personer, der i forvejen har en tarmflora rig på bakteriearter som Prevotella eller Akkermansia, omdanner lynhurtigt fibrene til metaboliske mæthedssignaler. De opnår markant højere mæthed end personer, der mangler de rette bakteriestammer til at nedbryde fibrene.
Kalorierestriktion (Hypokalorisk diæt)
Når kalorieindtaget sænkes, kæmper kroppen imod for at opretholde sin "set-point"-vægt.
Variationsårsag:
Hastigheden af det metaboliske fald (hvor meget kroppen skruer ned for energiforbruget i hvile under sult) varierer enormt på grund af genetiske variationer.
Super-respondere:
Nogle individer har et fleksibelt og omstillingsparat stofskifte. Deres krop accepterer kalorieunderskuddet uden at sænke det basale stofskifte dramatisk eller øge sulthormonet ghrelin eksplosivt. De taber sig ubesværet, mens non-respondere hurtigt rammer et metabolisk plateau.
Forsøg med motion
Motion som vægttabsmetode har historisk set den højeste variation mellem deltagere.
Variationsårsag:
Genetikken bestemmer, hvordan musklerne forbrænder fedt under arbejde, og hvordan appetitten påvirkes efter træning. Forskere har identificeret op mod 14 specifikke gener, der afgør effekten af træningsbetinget vægttab.
Super-respondere:
Disse personer oplever en undertrykt appetit efter hård træning og opretholder et højt niveau af hverdagsaktivitet uden for træning. Non-respondere vil derimod ubevidst kompensere for motionen ved at spise mere eller ligge helt stille resten af dagen.
Som investor i Novo Nordisk eller Eli Lilly kigger man ofte på gennemsnitlige vægttabsprocenter i de kliniske studier. Men bag gennemsnittet gemmer sig en afgørende biologisk realitet: Patienter reagerer vidt forskelligt.
I ethvert klinisk forsøg opstår der "respondere" og "super-respondere" - patienter, der taber sig massivt og hurtigt. Senest har dette fænomen været aktuelt i forbindelse med Novo Nordisks nye Wegovy data fra STEP UP-forsøget og OASIS 4.
Forståelsen af, hvorfor kroppens modtagelighed svinger ekstremt på tværs af videnskabelige forsøg med specifik slankemedicin, kost og motion er vigtigt i relation til at vurdere de data som fremlægges.
Når man observerer en markant opdeling af "respondere" (dem der taber sig moderat) og "super-respondere" (dem der oplever et massivt og hurtigt vægttab), skyldes det først og fremmest, at fedme er en biologisk heterogen tilstand reguleret af komplekse genetiske, hormonelle og metaboliske mekanismer. Den samme intervention rammer to forskellige kroppe vidt forskelligt.
Her er årsagerne til fænomenet på tværs af fire typer forsøg:
1. Vægttabsmedicin
Vægttabsmedicin, såsom semaglutid (Wegovy fra Novo Nordisk) og tirzepatid (Mounjaro/Zepbound fra Eli Lilly), efterligner de naturlige mæthedshormoner GLP-1 og GIP.
Variationsårsag:
Patienter har biologisk forskellige niveauer af hormonreceptorer i hjernen og mave-tarm-kanalen.
Super-respondere:
Personer med ekstremt følsomme receptorer eller en medfødt lav egenproduktion af GLP-1/GIP oplever en total eliminering af konstante tanker om mad og ekstremt langsom tømning af mavesækken. Tirzepatid, som rammer to receptor-stier (GLP-1 og GIP), skaber statistisk set flere super-respondere end semaglutid.
2. Fiberrig kost
Fiberforsøg viser store individuelle forskelle, hvilket primært trækker tråde til tarmbakterier.
Variationsårsag:
Effekten af fibre afhænger af tarmens mikrobiom, som nedbryder fibrene til kortkædede fedtsyrer (SCFA) såsom acetat og butyrat. Disse fedtsyrer stimulerer kroppens egen frigivelse af netop GLP-1 og PYY (mæthedshormoner).
Super-respondere:
Personer, der i forvejen har en tarmflora rig på bakteriearter som Prevotella eller Akkermansia, omdanner lynhurtigt fibrene til metaboliske mæthedssignaler. De opnår markant højere mæthed end personer, der mangler de rette bakteriestammer til at nedbryde fibrene.
Kalorierestriktion (Hypokalorisk diæt)
Når kalorieindtaget sænkes, kæmper kroppen imod for at opretholde sin "set-point"-vægt.
Variationsårsag:
Hastigheden af det metaboliske fald (hvor meget kroppen skruer ned for energiforbruget i hvile under sult) varierer enormt på grund af genetiske variationer.
Super-respondere:
Nogle individer har et fleksibelt og omstillingsparat stofskifte. Deres krop accepterer kalorieunderskuddet uden at sænke det basale stofskifte dramatisk eller øge sulthormonet ghrelin eksplosivt. De taber sig ubesværet, mens non-respondere hurtigt rammer et metabolisk plateau.
Forsøg med motion
Motion som vægttabsmetode har historisk set den højeste variation mellem deltagere.
Variationsårsag:
Genetikken bestemmer, hvordan musklerne forbrænder fedt under arbejde, og hvordan appetitten påvirkes efter træning. Forskere har identificeret op mod 14 specifikke gener, der afgør effekten af træningsbetinget vægttab.
Super-respondere:
Disse personer oplever en undertrykt appetit efter hård træning og opretholder et højt niveau af hverdagsaktivitet uden for træning. Non-respondere vil derimod ubevidst kompensere for motionen ved at spise mere eller ligge helt stille resten af dagen.
Gode pointer. Forsøgs-deltagere bliver valgt ud fra specifikke kriterier. Derfor foretrækker jeg head-to-head studier frem for at sammenligne på tværs af studier. Dengang de kørte forsøg med liraglutid var der eksempelvis ingen HbA1c-krav som i dag, og forsøgene kørte i kortere tid. Apples and oranges. Hedder det ikke pærer og bananer på dansk?
Super interessant indlæg, Helge: En gang imellem er der skriv, som gør èn klogere: Dette var et sådant skriv! Tak for det...
Foruden de enkelte patienters variable følsomhed for f.eks. semaglutids effekt vil der også være en variabel som hedder plasmakoncentrationen efter indgift som også kan give dramatiske effekt forskelle og give superrespondere, men data herom må Novo ligge inde med.
Det, du skriver, pirrer mit vidensbegær: Men for at også jeg kan forstå, hvad sammenhængen er, er du nødt til at forklare din "variable". Hvordan kan plasmaforskelle give en "dramatiske effektforskelle", idet jeg går ud fra, at du her snakker om effektresultater i vægttabsforsøg? - Og hvad er "indgift"..
16/5 2026 07:25 Helge Larsen/PI-redaktør 3
132349 Alberto, "Indgift" er et fagudtryk for hvordan medicinen indgives (administreres). Det kan f.eks. være:
Subkutan indgift (under huden, som ved semaglutid/Ozempic/Wegovy)
Intravenøs indgift (i en vene)
Oral indgift (gennem munden/tablet)
Anal indgift
Intramuskulær indgift (i en muskel) osv
Plasmakoncentration:
Ved subkutan injektion kan mængden af medicin, der faktisk ender i blodet (plasma), variere en del fra person til person.
Det kan skyldes:
Forskelle i absorption fra underhuden (subkutan injektion).
Forskelle i kropssammensætning (fedt vs. muskel)
Metabolisme og nedbrydnings-hastighed
Eventuelle interaktioner med anden medicin eller kost.
Hvis en patient får en meget høj plasmakoncentration, kan effekten (vægttab, blodsukkersænkning, mæthed), som epelis skriver i sit meget relevante indlæg, blive markant stærkere - deraf "superrespondere".
Subkutan indgift (under huden, som ved semaglutid/Ozempic/Wegovy)
Intravenøs indgift (i en vene)
Oral indgift (gennem munden/tablet)
Anal indgift
Intramuskulær indgift (i en muskel) osv
Plasmakoncentration:
Ved subkutan injektion kan mængden af medicin, der faktisk ender i blodet (plasma), variere en del fra person til person.
Det kan skyldes:
Forskelle i absorption fra underhuden (subkutan injektion).
Forskelle i kropssammensætning (fedt vs. muskel)
Metabolisme og nedbrydnings-hastighed
Eventuelle interaktioner med anden medicin eller kost.
Hvis en patient får en meget høj plasmakoncentration, kan effekten (vægttab, blodsukkersænkning, mæthed), som epelis skriver i sit meget relevante indlæg, blive markant stærkere - deraf "superrespondere".
OK - Ja, det er selvfølgelig interessant for forsøgsresultater at se tingene fra den vinkel, kan jeg godt se. Tak for uddybning, Helge. Forleden tænkte jeg, at Novo`s interesse for superrespondenter måske mest af alt var et udtryk for Novo`s mere aggresive tilgang til data og forsøg i det offentlige rum: I håb om at "trumfe" LLY - og til ære for AI søgemaskiner (det er der nok stadig noget om): Efter disse lektioner spekulerer jeg så på, hvor stor usikkerhedsmarginen egentlig er i sådanne fase 3 forsøg (hvis man overhovedet kan tale om det?), som jo ellers har mange deltagere, netop for at minimere usikkerheden! - Umiddelbart virker det superrelevant at dele forsøgene op i respondenter og superrespondenter (sådan som Novo jo gjorde): Er der tilsvarende nogle, der reagerer dårligt (altså henad modsat at superrespondenter)? I så fald viser der sig så måske en slags normalfordelingskurve, som så måske alligevel udtrykker noget om effekt. Selvom det er tydeligt, at biologiske forskelle er mindst lige så væsentlige... Kernen i dette er vel så, at udvælgelsen af deltagere i forsøg er af overordentlig vigtighed. - Hvordan mon så denne screeningsproces foregår? Der er jo mange selskaber, der arbejder med "personalized medicin". Men jeg har ingen viden om Novo`s tiltag i den retning?
