På Finansanalytikerforeningens årsmøde må man for en gangs skyld give Peter Straarup Kudos for at sige på branchens vegne - hvad hans lideså højt lønnede ligemænd åbenlyst IKKE magter at få over egne læber - nemlig at Bankerne har fejlet i håndteringen af Finanskrisen - og at sektorens syn på sig selv som ofre er noget blankt vås...
så mangler vi kun at Jyske Bank erkender at de har et ansvar - istedet for udtalelserne fra Anders Dam (Jyske) om at det alstsammen er kundernes skyld... Man kunne jo starte med at erkende at man HAR et ansvar overfor de tusindevis af kunder man prakkede det gedigne lorteprodukt "Markedsneutrale obligationer" på istedet for at satse på at en retssag skal frikende dem for makværket - fordi der altid er en procesrisiko (for sagsøgerne i dette tilfælde) -
Her er Danske Bank i sjælden erkendelse http://www.business.dk/finans/ydmyg-straarup-vi-har-vaeret-graadige
citat fra artiklen: Mon ikke vi som sektor skal acceptere de grundlæggende præmisser i kritikken og erkende, at her findes roden til vores image-udfordring? At vi i dag kan se, at sektoren i nogle tilfælde har ageret på en måde, der tilsidesatte vores kunders bedste. At vi som sektor har været for fokuserede på vækst...
Bankerne er ikke ofre.
Der er ingen, der er interesseret i en fremadrettet debat, hvor sektoren positionerer sig som ofre.
citat slut
Så nu erkender bankerne hvad de fleste af os har vidst længe, så mangler vi bare at enkelte "hvide riddere" her og hisset forstår at det ikke er en ungmø i nød hvis dyd de forsvarer - men heksen/dragen selv...
så mangler vi kun at Jyske Bank erkender at de har et ansvar - istedet for udtalelserne fra Anders Dam (Jyske) om at det alstsammen er kundernes skyld... Man kunne jo starte med at erkende at man HAR et ansvar overfor de tusindevis af kunder man prakkede det gedigne lorteprodukt "Markedsneutrale obligationer" på istedet for at satse på at en retssag skal frikende dem for makværket - fordi der altid er en procesrisiko (for sagsøgerne i dette tilfælde) -
Her er Danske Bank i sjælden erkendelse http://www.business.dk/finans/ydmyg-straarup-vi-har-vaeret-graadige
citat fra artiklen: Mon ikke vi som sektor skal acceptere de grundlæggende præmisser i kritikken og erkende, at her findes roden til vores image-udfordring? At vi i dag kan se, at sektoren i nogle tilfælde har ageret på en måde, der tilsidesatte vores kunders bedste. At vi som sektor har været for fokuserede på vækst...
Bankerne er ikke ofre.
Der er ingen, der er interesseret i en fremadrettet debat, hvor sektoren positionerer sig som ofre.
citat slut
Så nu erkender bankerne hvad de fleste af os har vidst længe, så mangler vi bare at enkelte "hvide riddere" her og hisset forstår at det ikke er en ungmø i nød hvis dyd de forsvarer - men heksen/dragen selv...
Nu er Jørgen Horwitz på P1, og der er nu gået bekendelse i den, historisk set. Og det er rigtigt nok noget som journalisterne kan li. Så nu bliver der taget ansvar for den historiske krise og bankernes ansvar for manglende risikostyring.
Men hvem taler om den nutidige krise. Om umuligheden at få selv den mindste og mest simple driftkredit. Jeg synes det er en skandale. Og hvis man kigger sig rundt i IT iværksætter miljøet, så er det i store træk udslettet. Det kommer til at koste i fremtidige arbejdspladser og alt dette skal vi jo forstå skyldes faktisk 25-50 storspekulanter som tilsammen har tabt omkring 100 mia på ejendomsspekulationer og byttehandler.
Men hvem taler om den nutidige krise. Om umuligheden at få selv den mindste og mest simple driftkredit. Jeg synes det er en skandale. Og hvis man kigger sig rundt i IT iværksætter miljøet, så er det i store træk udslettet. Det kommer til at koste i fremtidige arbejdspladser og alt dette skal vi jo forstå skyldes faktisk 25-50 storspekulanter som tilsammen har tabt omkring 100 mia på ejendomsspekulationer og byttehandler.
12/1 2010 08:18 stengård 0
24416 han havde sandelig ikke let ved det - den gode Herr Horowitz.. Men jeg synes der var noge pointer der skulle have været fulgt op på - HVOR mange bankfolk er blevet hældt ud på det her - især set i forhold til det antal lukninger af små/mellemstore virksomheder den ændrede ALMINDELIGE kreditpolitik har medført.
For det er jo ikke kun ejendomsspekulanterne der mærker at der ikke er den kreditrigelighed der var - stramningerne rammer i meget høj gad helt almindelige virksomheder.
Pengene lånes ganske enkelt ikke ud til de områder hvor de gør mest gavn - nemlig de små/mellemstore virksomheder. Bonuserne til bankfolkene derimod - de bliver... patetisk
Så når bankerne nu langsomt og tøvende erkender at man er i høj grad medansvarlig for de problemer der er - så synes det åbenlyst at man stadig ikke erkender at det i virkeligheden er i gang med at sætte samfundet effektivt i stå - ved at pendulet svinger for meget den anden vej (fra for lempelig til for restriktiv) - til gengæld må man sige at det dag er lykkedes at holde deres egen beskæftigelse sikret....
For det er jo ikke kun ejendomsspekulanterne der mærker at der ikke er den kreditrigelighed der var - stramningerne rammer i meget høj gad helt almindelige virksomheder.
Pengene lånes ganske enkelt ikke ud til de områder hvor de gør mest gavn - nemlig de små/mellemstore virksomheder. Bonuserne til bankfolkene derimod - de bliver... patetisk
Så når bankerne nu langsomt og tøvende erkender at man er i høj grad medansvarlig for de problemer der er - så synes det åbenlyst at man stadig ikke erkender at det i virkeligheden er i gang med at sætte samfundet effektivt i stå - ved at pendulet svinger for meget den anden vej (fra for lempelig til for restriktiv) - til gengæld må man sige at det dag er lykkedes at holde deres egen beskæftigelse sikret....
Læs talen her:
"Tak for invitationen til at komme til stede i dag. Og tak fordi netop jeg er blevet bedt om at redegøre for sektorens imageudfordringer - jeg antager, at de tre emner og tre talere er fundet ved tilfældig lodtrækning.
Det er let at gøre status. Det er helt åbenbart, at den finansielle sektors image har lidt skade, mere end vi nogensinde har oplevet. Det kommer til at tage tid, og det vil kræve en enorm indsats at genetablere et tilfredsstillende image for sektoren og for den enkelte virksomhed i sektoren. Det er i dag skræmmende at høre, hvordan der bliver stillet spørgsmål ved vores ansvarlighed, vores troværdighed og vores evne til at drive bank ? med andre ord vores kernekompetence. I vidt omfang har vi mistet danskernes tillid.
Det er hele sektorens omdømme, der er påvirket ? store såvel som små banker. Det er også en kendsgerning, at Danske Bank har taget det største fald. En del af det skyldes, at vi har haft nogle sager. Generelt er de store banker dog mere påvirket på image/omdømme end de mindre og lokale banker. Et mønster, som også kan ses i udlandet.
Danske Bank er den eneste store internationale finansielle virksomhed med hjemsted i Danmark. Vi bliver derfor i et vist omfang personifikationen på den internationale finansielle krise. Bankerne generelt har fortjent en vis portion klø. Man må konstatere, at det har vi også fået ? især Danske Bank.
Faldet i sektorens image har måske været så voldsomt, fordi vi er kommet fra et historisk udgangspunkt, der har været meget højt. Vi har som sektor nydt danskernes tillid, og nu hvor oplevelsen mange steder er, at vi har misbrugt dén tillid, bliver faldet markant.
I finanssektoren viser den økonomiske nedsmeltning sig i, at en del af kundernes økonomi forværres, og at nogle af dem giver tab. Det påvirker regnskaberne i sektoren, som generelt er ringe under en recession. Den økonomiske nedgang betyder også, at flere kunder oplever at få nej til et projekt, som ikke længere er flyvedygtigt. Desværre smitter et nej til en låneansøgning negativt af på kundeforholdet. Det er alt sammen noget, som rammer vores image.
Er det er retfærdigt, at vi får så mange klø? Er den finansielle krise og al dens væsen kun banksektorens skyld? Lad mig, for at undgå anklager om bortforklaring eller om at pege fingre ad andre, med det samme tilstå, at banksektoren bliver bebrejdet fejl med rette. Vi har kollektivt haft overdrevent optimistiske forventninger. Sektoren troede, at træerne kunne vokse ind i himlen. Vi har lånt for meget ud og med et alt for optimistisk livssyn. Desuden var sektoren internationalt blevet så indfiltret i hinanden, at det nødvendiggjorde kollektiv redning af finansverdenen.
I det store perspektiv ligger kimen til krisen i, at en række vestlige landes økonomier har haft et overforbrug med store budgetunderskud. Der er globalt oparbejdet enorme ubalancer i finansielle formuer. Amerikanerne stiftede gæld. Kineserne opbyggede fordringer. Amerikanerne havde en løs pengepolitik ? løs finanspolitik - slap regulering af den finansielle sektor. Nye regelsæt for banksektoren blev implementeret uhensigtsmæssigt. I det miljø havde den finansielle sektor opgaven med at recirkulere ubalancerne. Det skabte likviditet ? masser af den.
Likviditeten blev blandt andet fortæret ved, at amerikanske investeringsbanker strukturerede puljer af lån, opdelt i trancher efter risiko ? de såkaldte CDO?er. Det viste sig, at mange af CDO?erne var finansielle masseødelæggelsesvåben, skabt af finansielle mellemmænd med kortsigtet bonus som incitament. Lånene var blevet solgt globalt i alle afskygninger, ofte kraftigt gearet til investorer, som ikke anede, hvad de havde købt.
Meget af den historie er beskæmmende og skabt af uansvarlige finansfolks grådighed efter bonus. Men vi har ikke i nævneværdigt omfang haft disse CDO?er i Danmark og vores historie er en anden.
Men den eksplosion på de finansielle markeder, som den amerikanske subprime-krise forårsagede, rystede vores verden. Den erstattede fremgang og højkunktur med en meget voldsom økonomisk krise. Det blev pludselig afdækket, at gældsætningen var kommet op på et alt for højt niveau.
De ekstremt høje tal for konkurser i Danmark er et trist billede på, at mange erhvervsvirksomheder har fået alt for megen gæld. Hvis skyld er det? Det er en diskussion, vi aldrig bliver færdig med. Eller sagt på en anden måde: Gæsten bliver fuld ? er det den som skænker vinen eller den som drikker den, der er skyld i beruselsen?
Det spørgsmål skal vi ikke svare på i dag, og der er, som sagt, flere årsager til den finansielle krise. Derfor er det nødvendigt, for at undgå gentagelser, at alle parter bliver sig deres ansvar bevidst.
I den finansielle sektor må vi påtage os en meget betydelig andel af ansvaret. Vores "hovedsynd" er, at vi har haft et alt for optimistisk livssyn. Og det bliver vi med rette straffet for.
Skal man prøve at forklare den kraftige nedgang i image, så er det åbenbart, at sektoren bliver ramt på sin kompetenceposition. Når der opstår tvivl om sektorens kompetence, trækker det samtlige image-parametre ned.
I den virksomhed, som jeg repræsenterer, har 2009 rent imagemæssigt været et år, vi gerne glemmer. Men det får vi ikke lov til. Vi har oplevet, at når kompetence-etiketten falder væk, står man tilbage som værende arrogant og distant. Ikke det bedste karaktertræk, når man midt i en monumental krise skal ud og redegøre for noget, som er gået galt.
Vi er i sektoren gået fra at være lavinteresse til højinteresse. Der har været ? og er ? en øget fokus på vores indtjening, bonusmodeller, kedelige enkeltsager og risikovilligheden. Gennem krisen har vi oplevet en massiv interesse fra medier og politikere, og der er blevet stillet langt mere kritiske ? og berettiget kritiske ? spørgsmål end tidligere.
Om man regner Danske Bank med, eller holder os uden for i sektorens måling, så ligger vi fortsat under et ?før krise?-niveau ? tilliden til sektoren er altså fortsat alvorligt udfordret.
En væsentlig del af kritikken og faldet i image kan henføres til det forhold, at sektoren fik hjælp fra det offentlige. Banker internationalt, men også i Danmark, har fået statsmidler. To bankpakker i Danmark. I medierne og politisk slang er det udlagt, som om sektoren er på støtten. Min forventning er, at staten vil komme ud af bankredningerne med et betydeligt milliardoverskud. Og det synes jeg, er helt fint. Men det giver nogle minuspoint på imagekontoen at læne sig op ad statens kreditværdighed, uanset hvad man betaler for det.
Danske Banks egne data viser, at antallet af negative artikler er faldet markant over de seneste måneder ? vel og mærke fra et historisk højt niveau. Vi kan konkludere, at vi på nuværende tidspunkt befinder os på et niveau, der kan sammenlignes med tiden før krisen, for så vidt angår omfang af negative artikler.
Men den type analyser viser desværre ikke hele sandheden. Tidligere har vi haft en vis polstring af goodwill, der har kunnet beskytte os mod, til tider, ganske hårde angreb. Den goodwill er i dag væk, og angrebene rammer os derfor fortsat hårdt. Derudover har typen af negative artikler også ændret sig. Fra at handle om produkter, priser og mindre enkeltsager, er de negative artikler i dag mere fundamentale, ja endda fordømmende. Så en negativ artikel i 2009 havde en helt anden tone og effekt end en negativ artikel havde i 2007.
Vi bør i sektoren arbejde fokuseret på at skabe fundamentet for igen at genvinde tilliden blandt pressen, politiske interessenter og, helt afgørende selvfølgelig, vores kunder.
Forbedring og genopbygning starter med selvransagelse og refleksion.
Hvorfor var den danske banksektor sårbar over for en krise, der begyndte på Wall Street og eksponerede store globale ubalancer?
I dag må vi, som sagt, acceptere, at vi har haft et for optimistisk livssyn ? alle sammen. Og samlet set må sektoren vedstå, at vi har solgt vores produkter for godt.
Banker følger nemlig normalt den makroøkonomiske udvikling. Gør en bank ikke det, bliver den sat af, mister markedsandel og kunder - mister indtjening.
Det er i dag nærliggende at anklage os for at have fraveget fasttømrede principper for god rådgivning. Men sandheden er, at mange af principperne er i konstant udvikling, da de følger markedet og udviklingen i priserne på fast ejendom og aktier. Problemet er, at vi adopterede markedets risikovillighed og positive udsyn, i stedet for at være en regulator på udviklingen.
Banksektoren må også vedstå, at vi i visse tilfælde har produceret produkter, der tjener finansielle og spekulative formål ? og ikke iagttager kundernes risikovillighed. Vi har set produkter, som kunderne ikke har haft brug for, og andre der er så komplicerede, at kunderne ikke har forstået dem. Vi har set udlån der har været så behæftede med risiko, at de ligger milevidt fra klassiske dyder om god rådgivning og forsigtig kreditpolitik, uanset konjunktur.
Mon ikke vi som sektor skal acceptere de grundlæggende præmisser i kritikken og erkende, at her findes roden til vores image-udfordring. At vi i dag kan se, at sektoren i nogle tilfælde har ageret på en måde, der tilsidesatte vores kunders bedste. At vi som sektor har været for fokuserede på vækst.
Derfor må vi acceptere den intense opmærksomhed og gå i dialog med vore stakeholders. Det omfatter også de politiske.
Politikerne, der stod bag begge bankpakker, har naturligt krav på en tættere dialog med sektoren. Og vi har et ansvar som sektor for proaktivt at vise den lovgivende forsamling, at vi er i stand til at foretage hovedparten af den nødvendige regulering af os selv. Et område, hvor vi skal afvente internationale tiltag er dog på kapitalsiden.
Fremtidens kapitaliseringskrav er en væsentlig diskussion for sektoren. Der skal være højere kapitalkrav ? ingen tvivl om det. Det vil min kollega fra Nykredit orientere fortrinligt om bagefter.
Et andet sted, hvor vi får regulering eller i hvert fald kodeks, er inden for løn og bonus. Der er vel nok ikke noget sted, hvor der er større træk på imagekontoen, end i spørgsmålet om sektorens løn- og bonusforhold.
Jeg vil gerne medgive, at aflønningsstrukturen i store internationale virksomheder i den finansielle sektor overordnet set er mærkværdig. Især i de såkaldte kapitalmarkeds- og investment bank aktiviteter. Strukturen omfatter, at ansatte får en betydelig del af overskuddet til deling.
I visse store internationale banker har medarbejderne krav på omkring 50% af indtjeningen i såkaldt bonus. Det er en aflønningsform, man ikke ser i mange andre industrier. Fra mit synspunkt må man hjertens gerne ændre den aflønningsform, som den finansielle sektor internationalt har bevæget sig ind i. Det bliver ikke let, og det er ikke i Danmark, man skal starte.
G20 oplægget på ?Bank Pay Guidelines? er et oplæg, der giver det enkelte land mulighed for at adoptere de dele af retningslinjerne, der giver mening i dets eget marked. Jeg synes udspillet er et godt udgangspunkt for dialogen med vores regering og folketing.
Til orientering er der for Danske Banks vedkommende i dag tale om, at vi i vores kapitalmarkedsaktiviteter udbetaler en overskudsdeling på et mindre encifret % beløb af de indtægter, som vores kapitalmarkedsfunktion realiserer. En overskudsdeling, hvis forholdsvise niveau er markant reduceret i 2009.
Hvis vi skar resultatafhængig løn fuldstændigt væk alene på et lokalt dansk initiativ, er vi ganske sikre på, at vi ville se en betydelig migration af talent væk fra danske institutter. Det vil betyde, at de eksportindtægter, som kapitalmarkedsaktiviteterne afstedkommer, ville falde. Og der er ? til orientering ? i dag tale om milliardbeløb.
Så min anbefaling vil være, at vi følger udviklingen i international regulering, men accepterer, at markedsforholdene i dag gør, at nogle dygtige medarbejdere i kapitalmarkedsafdelingen kan tjene høje lønninger på samme måde som eksempelvis professionelle fodboldspillere.
I øvrigt kan jeg gøre opmærksom på, at den virksomhed, som jeg er ansat i, har afskaffet variabel aflønning for direktionens medlemmer, for Eksekutivkomitéen og for hovedsædets chefer. Desuden har vi fjernet bonus i vort filialnet. Hermed er vore kunder sikre på, at der ikke er medarbejdere, som har en økonomisk interesse i at gennemføre et salg. Sådan har vi for øvrigt aldrig haft struktureret vores bonusordninger, men nu er der ageret, så man ikke en gang kan være i tvivl om det.
Jeg synes, vi skal vende os fra honorering, som jeg følte en forpligtelse til at nævne i en tale, der omhandler image. For der er næppe nogen tvivl om, at sektoren er under beskydning for at være grådig. Og også her skal sektoren lytte. Det mener vi også, vi har gjort i Danske Bank.
Der er ingen, der er interesseret i en fremadrettet debat, hvor sektoren positionerer sig selv som offer. Vi skal gå konstruktivt ind i en debat med de vigtigste stakeholders og insistere på, at den måske værste økonomiske krise i verdenshistorien kan være det optimale grundlag for en række nødvendige forbedringer. Jeg har flere bud.
Vi har over de seneste 18 måneder kunnet konstatere, at forståelsen for sektorens forretningsmodel ikke er til stede. Derfor skal vi være bedre til at forklare vores forretningsmodel, vores afhængighed af de globale finansielle markeder og ikke mindst de udenlandske økonomier, der afgør vores egen.
Vi skal også blive bedre til at forklare vigtigheden af ansvarlig kreditpolitik og forudsætningerne for långivning. De kunder, der oplever at få nej i banken skal forstå årsagerne. Bankerne må fremover undgå at blive for begejstret for en mindre gruppe menneskers risikofyldte projekter ? undgå at agere medløbere i stedet for risikostyrere.
Eftersynet af forretningsmodellen kommer, som sagt, også til at omfatte sektorens kapitalforhold. Derudover må sektoren vedrørende likviditet indrømme, at styringen ikke har været tilstrækkeligt konservativ.
En særlig grim sag vedrører obduktionen af salg af egne aktier. Man har visse steder i sektoren benyttet sig af en kapitaliseringsform, hvor man har brugt kundernes opsparing til at kapitalisere banken. Her har der været nogle helt uacceptable forhold. Jeg har et håb om, at MiFID-reglerne vil sikre, at den slags ikke får lov til at ske igen. Men jeg vedstår, at der fra nogle af sagerne om salg af egne aktier vil være et betydeligt længerevarende nedadgående pres på sektorens image.
Vi er også blevet anklaget for at have holdt kortene for tæt ind til kroppen. Eksempelvis at vores pris- og gebyrstrukturer er for lidt gennemsigtige. Øget transparens og dialog vil ikke kun gavne den enkelte bank, men hele sek
"Tak for invitationen til at komme til stede i dag. Og tak fordi netop jeg er blevet bedt om at redegøre for sektorens imageudfordringer - jeg antager, at de tre emner og tre talere er fundet ved tilfældig lodtrækning.
Det er let at gøre status. Det er helt åbenbart, at den finansielle sektors image har lidt skade, mere end vi nogensinde har oplevet. Det kommer til at tage tid, og det vil kræve en enorm indsats at genetablere et tilfredsstillende image for sektoren og for den enkelte virksomhed i sektoren. Det er i dag skræmmende at høre, hvordan der bliver stillet spørgsmål ved vores ansvarlighed, vores troværdighed og vores evne til at drive bank ? med andre ord vores kernekompetence. I vidt omfang har vi mistet danskernes tillid.
Det er hele sektorens omdømme, der er påvirket ? store såvel som små banker. Det er også en kendsgerning, at Danske Bank har taget det største fald. En del af det skyldes, at vi har haft nogle sager. Generelt er de store banker dog mere påvirket på image/omdømme end de mindre og lokale banker. Et mønster, som også kan ses i udlandet.
Danske Bank er den eneste store internationale finansielle virksomhed med hjemsted i Danmark. Vi bliver derfor i et vist omfang personifikationen på den internationale finansielle krise. Bankerne generelt har fortjent en vis portion klø. Man må konstatere, at det har vi også fået ? især Danske Bank.
Faldet i sektorens image har måske været så voldsomt, fordi vi er kommet fra et historisk udgangspunkt, der har været meget højt. Vi har som sektor nydt danskernes tillid, og nu hvor oplevelsen mange steder er, at vi har misbrugt dén tillid, bliver faldet markant.
I finanssektoren viser den økonomiske nedsmeltning sig i, at en del af kundernes økonomi forværres, og at nogle af dem giver tab. Det påvirker regnskaberne i sektoren, som generelt er ringe under en recession. Den økonomiske nedgang betyder også, at flere kunder oplever at få nej til et projekt, som ikke længere er flyvedygtigt. Desværre smitter et nej til en låneansøgning negativt af på kundeforholdet. Det er alt sammen noget, som rammer vores image.
Er det er retfærdigt, at vi får så mange klø? Er den finansielle krise og al dens væsen kun banksektorens skyld? Lad mig, for at undgå anklager om bortforklaring eller om at pege fingre ad andre, med det samme tilstå, at banksektoren bliver bebrejdet fejl med rette. Vi har kollektivt haft overdrevent optimistiske forventninger. Sektoren troede, at træerne kunne vokse ind i himlen. Vi har lånt for meget ud og med et alt for optimistisk livssyn. Desuden var sektoren internationalt blevet så indfiltret i hinanden, at det nødvendiggjorde kollektiv redning af finansverdenen.
I det store perspektiv ligger kimen til krisen i, at en række vestlige landes økonomier har haft et overforbrug med store budgetunderskud. Der er globalt oparbejdet enorme ubalancer i finansielle formuer. Amerikanerne stiftede gæld. Kineserne opbyggede fordringer. Amerikanerne havde en løs pengepolitik ? løs finanspolitik - slap regulering af den finansielle sektor. Nye regelsæt for banksektoren blev implementeret uhensigtsmæssigt. I det miljø havde den finansielle sektor opgaven med at recirkulere ubalancerne. Det skabte likviditet ? masser af den.
Likviditeten blev blandt andet fortæret ved, at amerikanske investeringsbanker strukturerede puljer af lån, opdelt i trancher efter risiko ? de såkaldte CDO?er. Det viste sig, at mange af CDO?erne var finansielle masseødelæggelsesvåben, skabt af finansielle mellemmænd med kortsigtet bonus som incitament. Lånene var blevet solgt globalt i alle afskygninger, ofte kraftigt gearet til investorer, som ikke anede, hvad de havde købt.
Meget af den historie er beskæmmende og skabt af uansvarlige finansfolks grådighed efter bonus. Men vi har ikke i nævneværdigt omfang haft disse CDO?er i Danmark og vores historie er en anden.
Men den eksplosion på de finansielle markeder, som den amerikanske subprime-krise forårsagede, rystede vores verden. Den erstattede fremgang og højkunktur med en meget voldsom økonomisk krise. Det blev pludselig afdækket, at gældsætningen var kommet op på et alt for højt niveau.
De ekstremt høje tal for konkurser i Danmark er et trist billede på, at mange erhvervsvirksomheder har fået alt for megen gæld. Hvis skyld er det? Det er en diskussion, vi aldrig bliver færdig med. Eller sagt på en anden måde: Gæsten bliver fuld ? er det den som skænker vinen eller den som drikker den, der er skyld i beruselsen?
Det spørgsmål skal vi ikke svare på i dag, og der er, som sagt, flere årsager til den finansielle krise. Derfor er det nødvendigt, for at undgå gentagelser, at alle parter bliver sig deres ansvar bevidst.
I den finansielle sektor må vi påtage os en meget betydelig andel af ansvaret. Vores "hovedsynd" er, at vi har haft et alt for optimistisk livssyn. Og det bliver vi med rette straffet for.
Skal man prøve at forklare den kraftige nedgang i image, så er det åbenbart, at sektoren bliver ramt på sin kompetenceposition. Når der opstår tvivl om sektorens kompetence, trækker det samtlige image-parametre ned.
I den virksomhed, som jeg repræsenterer, har 2009 rent imagemæssigt været et år, vi gerne glemmer. Men det får vi ikke lov til. Vi har oplevet, at når kompetence-etiketten falder væk, står man tilbage som værende arrogant og distant. Ikke det bedste karaktertræk, når man midt i en monumental krise skal ud og redegøre for noget, som er gået galt.
Vi er i sektoren gået fra at være lavinteresse til højinteresse. Der har været ? og er ? en øget fokus på vores indtjening, bonusmodeller, kedelige enkeltsager og risikovilligheden. Gennem krisen har vi oplevet en massiv interesse fra medier og politikere, og der er blevet stillet langt mere kritiske ? og berettiget kritiske ? spørgsmål end tidligere.
Om man regner Danske Bank med, eller holder os uden for i sektorens måling, så ligger vi fortsat under et ?før krise?-niveau ? tilliden til sektoren er altså fortsat alvorligt udfordret.
En væsentlig del af kritikken og faldet i image kan henføres til det forhold, at sektoren fik hjælp fra det offentlige. Banker internationalt, men også i Danmark, har fået statsmidler. To bankpakker i Danmark. I medierne og politisk slang er det udlagt, som om sektoren er på støtten. Min forventning er, at staten vil komme ud af bankredningerne med et betydeligt milliardoverskud. Og det synes jeg, er helt fint. Men det giver nogle minuspoint på imagekontoen at læne sig op ad statens kreditværdighed, uanset hvad man betaler for det.
Danske Banks egne data viser, at antallet af negative artikler er faldet markant over de seneste måneder ? vel og mærke fra et historisk højt niveau. Vi kan konkludere, at vi på nuværende tidspunkt befinder os på et niveau, der kan sammenlignes med tiden før krisen, for så vidt angår omfang af negative artikler.
Men den type analyser viser desværre ikke hele sandheden. Tidligere har vi haft en vis polstring af goodwill, der har kunnet beskytte os mod, til tider, ganske hårde angreb. Den goodwill er i dag væk, og angrebene rammer os derfor fortsat hårdt. Derudover har typen af negative artikler også ændret sig. Fra at handle om produkter, priser og mindre enkeltsager, er de negative artikler i dag mere fundamentale, ja endda fordømmende. Så en negativ artikel i 2009 havde en helt anden tone og effekt end en negativ artikel havde i 2007.
Vi bør i sektoren arbejde fokuseret på at skabe fundamentet for igen at genvinde tilliden blandt pressen, politiske interessenter og, helt afgørende selvfølgelig, vores kunder.
Forbedring og genopbygning starter med selvransagelse og refleksion.
Hvorfor var den danske banksektor sårbar over for en krise, der begyndte på Wall Street og eksponerede store globale ubalancer?
I dag må vi, som sagt, acceptere, at vi har haft et for optimistisk livssyn ? alle sammen. Og samlet set må sektoren vedstå, at vi har solgt vores produkter for godt.
Banker følger nemlig normalt den makroøkonomiske udvikling. Gør en bank ikke det, bliver den sat af, mister markedsandel og kunder - mister indtjening.
Det er i dag nærliggende at anklage os for at have fraveget fasttømrede principper for god rådgivning. Men sandheden er, at mange af principperne er i konstant udvikling, da de følger markedet og udviklingen i priserne på fast ejendom og aktier. Problemet er, at vi adopterede markedets risikovillighed og positive udsyn, i stedet for at være en regulator på udviklingen.
Banksektoren må også vedstå, at vi i visse tilfælde har produceret produkter, der tjener finansielle og spekulative formål ? og ikke iagttager kundernes risikovillighed. Vi har set produkter, som kunderne ikke har haft brug for, og andre der er så komplicerede, at kunderne ikke har forstået dem. Vi har set udlån der har været så behæftede med risiko, at de ligger milevidt fra klassiske dyder om god rådgivning og forsigtig kreditpolitik, uanset konjunktur.
Mon ikke vi som sektor skal acceptere de grundlæggende præmisser i kritikken og erkende, at her findes roden til vores image-udfordring. At vi i dag kan se, at sektoren i nogle tilfælde har ageret på en måde, der tilsidesatte vores kunders bedste. At vi som sektor har været for fokuserede på vækst.
Derfor må vi acceptere den intense opmærksomhed og gå i dialog med vore stakeholders. Det omfatter også de politiske.
Politikerne, der stod bag begge bankpakker, har naturligt krav på en tættere dialog med sektoren. Og vi har et ansvar som sektor for proaktivt at vise den lovgivende forsamling, at vi er i stand til at foretage hovedparten af den nødvendige regulering af os selv. Et område, hvor vi skal afvente internationale tiltag er dog på kapitalsiden.
Fremtidens kapitaliseringskrav er en væsentlig diskussion for sektoren. Der skal være højere kapitalkrav ? ingen tvivl om det. Det vil min kollega fra Nykredit orientere fortrinligt om bagefter.
Et andet sted, hvor vi får regulering eller i hvert fald kodeks, er inden for løn og bonus. Der er vel nok ikke noget sted, hvor der er større træk på imagekontoen, end i spørgsmålet om sektorens løn- og bonusforhold.
Jeg vil gerne medgive, at aflønningsstrukturen i store internationale virksomheder i den finansielle sektor overordnet set er mærkværdig. Især i de såkaldte kapitalmarkeds- og investment bank aktiviteter. Strukturen omfatter, at ansatte får en betydelig del af overskuddet til deling.
I visse store internationale banker har medarbejderne krav på omkring 50% af indtjeningen i såkaldt bonus. Det er en aflønningsform, man ikke ser i mange andre industrier. Fra mit synspunkt må man hjertens gerne ændre den aflønningsform, som den finansielle sektor internationalt har bevæget sig ind i. Det bliver ikke let, og det er ikke i Danmark, man skal starte.
G20 oplægget på ?Bank Pay Guidelines? er et oplæg, der giver det enkelte land mulighed for at adoptere de dele af retningslinjerne, der giver mening i dets eget marked. Jeg synes udspillet er et godt udgangspunkt for dialogen med vores regering og folketing.
Til orientering er der for Danske Banks vedkommende i dag tale om, at vi i vores kapitalmarkedsaktiviteter udbetaler en overskudsdeling på et mindre encifret % beløb af de indtægter, som vores kapitalmarkedsfunktion realiserer. En overskudsdeling, hvis forholdsvise niveau er markant reduceret i 2009.
Hvis vi skar resultatafhængig løn fuldstændigt væk alene på et lokalt dansk initiativ, er vi ganske sikre på, at vi ville se en betydelig migration af talent væk fra danske institutter. Det vil betyde, at de eksportindtægter, som kapitalmarkedsaktiviteterne afstedkommer, ville falde. Og der er ? til orientering ? i dag tale om milliardbeløb.
Så min anbefaling vil være, at vi følger udviklingen i international regulering, men accepterer, at markedsforholdene i dag gør, at nogle dygtige medarbejdere i kapitalmarkedsafdelingen kan tjene høje lønninger på samme måde som eksempelvis professionelle fodboldspillere.
I øvrigt kan jeg gøre opmærksom på, at den virksomhed, som jeg er ansat i, har afskaffet variabel aflønning for direktionens medlemmer, for Eksekutivkomitéen og for hovedsædets chefer. Desuden har vi fjernet bonus i vort filialnet. Hermed er vore kunder sikre på, at der ikke er medarbejdere, som har en økonomisk interesse i at gennemføre et salg. Sådan har vi for øvrigt aldrig haft struktureret vores bonusordninger, men nu er der ageret, så man ikke en gang kan være i tvivl om det.
Jeg synes, vi skal vende os fra honorering, som jeg følte en forpligtelse til at nævne i en tale, der omhandler image. For der er næppe nogen tvivl om, at sektoren er under beskydning for at være grådig. Og også her skal sektoren lytte. Det mener vi også, vi har gjort i Danske Bank.
Der er ingen, der er interesseret i en fremadrettet debat, hvor sektoren positionerer sig selv som offer. Vi skal gå konstruktivt ind i en debat med de vigtigste stakeholders og insistere på, at den måske værste økonomiske krise i verdenshistorien kan være det optimale grundlag for en række nødvendige forbedringer. Jeg har flere bud.
Vi har over de seneste 18 måneder kunnet konstatere, at forståelsen for sektorens forretningsmodel ikke er til stede. Derfor skal vi være bedre til at forklare vores forretningsmodel, vores afhængighed af de globale finansielle markeder og ikke mindst de udenlandske økonomier, der afgør vores egen.
Vi skal også blive bedre til at forklare vigtigheden af ansvarlig kreditpolitik og forudsætningerne for långivning. De kunder, der oplever at få nej i banken skal forstå årsagerne. Bankerne må fremover undgå at blive for begejstret for en mindre gruppe menneskers risikofyldte projekter ? undgå at agere medløbere i stedet for risikostyrere.
Eftersynet af forretningsmodellen kommer, som sagt, også til at omfatte sektorens kapitalforhold. Derudover må sektoren vedrørende likviditet indrømme, at styringen ikke har været tilstrækkeligt konservativ.
En særlig grim sag vedrører obduktionen af salg af egne aktier. Man har visse steder i sektoren benyttet sig af en kapitaliseringsform, hvor man har brugt kundernes opsparing til at kapitalisere banken. Her har der været nogle helt uacceptable forhold. Jeg har et håb om, at MiFID-reglerne vil sikre, at den slags ikke får lov til at ske igen. Men jeg vedstår, at der fra nogle af sagerne om salg af egne aktier vil være et betydeligt længerevarende nedadgående pres på sektorens image.
Vi er også blevet anklaget for at have holdt kortene for tæt ind til kroppen. Eksempelvis at vores pris- og gebyrstrukturer er for lidt gennemsigtige. Øget transparens og dialog vil ikke kun gavne den enkelte bank, men hele sek
