Jeg gik igang med Buffets autobiografi igår, som hedder Snowball. Det er en fantastisk og virkelig interessant bog.
Den er interessant af flere grunde. For det første har Buffet som bekendt nogle meget store overvejelser om aktier kontra obligationer, industrier og deres cyklusser, som ofte drukner fra dag til dag på aktiefora.
Den er for mig personligt interessant, fordi jeg dengang - jeg var value investor fra 1998 til 2007 fik investeret mig frem fra 50.000 kr til godt 900.000 kr uden alt for mange handler. Der var tale om grundlæggende kedelige aktier i sikkerhed, infrastruktur, energi og æg!
Risiko og afkast taler vi tit om er lineærer størrelser, med andre ord: jo større risiko vi løber jo større afkast kan vi få.
Det er ikke min erfaring at det forholder sig sådan, og det er i mange tilfælde sådan at low risk aktier med god p/e, dividende og lav gæld ender med massivt at outperforme de meget risikable investeringer i slutningen af en 5-7 års periode.
De sidste år er tit meget profitable.
Det har min særlige interesse, fordi jeg uvist af hvilken grund har valgt at formøble en temmeligt stor del af min selvskabte formue i high risk investeringer som GN, Genmab, Bank of America, Countrywide. Alt sammen i perioden efter eller omkring 2007.
Så jeg skal, når jeg er færdig med Genmab ELLER den er færdig med mig, tilbage til det gamle.
Her kan Buffet være en uvurderlig hjælp måske ikke til stockpicking i sig selv, men til en almen reflektion over hvad er det vi investerer i og hvordan fungerer mekanismerne over tid.
Jeg vil prøve at dele lidt af hans overvejelser løbende. Her er noget fra min første nat med Buffet.
Om det at være forudseende.
At kunne se break throughs på markedet er måske nyttigt (antistoffer på kræftområdet) men sjældent profitabelt.
Bilen - måske den største opfindelse i det 19. århundrede har haft flere end 2.000 forskellige selskaber, idag er max 3 tilbage og de 2 er nu gået konkurs. Investorernes penge er blevet udslettet flere gange om.
Selvom det markedet har været i boom hele vejen gennem århundrede har det ud fra et investorsynspunkt været en katastrofe.
Det samme gælder fly, fantastisk fremskridt for hele verden, dårligt ide at være der som investor.
Buffets pointe er at selv om man kan se markedet opstå, er det langt fra sikkert at man kan få noget profitabelt ud af det.
Case in point Genmab og hele biotekbranchen. Hvor meget biotek når ikke at gå konkurs og hvor heldig er vi til at plukke vinderen i den flok?
Omvendt sige Buffet at man ville have tjent store penge på at shorte heste! De gik nemlig fra 25 millioner først i århundrede til 5 millioner i 1998. Heste shorts havde man tjent en formue på. Og det er bare grundlæggende både meget sjovt og rigtigt set.
Dette uddrag frit fra hukommelsen - er fra en tale Buffet gav lige inden tech boblen brast. Hans pointe var at dette for såvidt gælder alle brancher - også tech branchen og her fik han ret, selvom han på det tidspunkt han holdt talen var årtiets idiot fordi han havde misset tech bølgen. 1 år efter den tale gik bunden bogstaveligt ud af alt teknologi. (hans udtalelse er ikke mindre imponerende fordi Buffet elsker Bill Gates).
Så hans pointe kan opsummeres i dette:
Markedet er på den korte bane en ?voting machine?, hvor sentiment og andet sådan set styrer kursen, men på den lange bane er det en ?weighing machine?, hvor overskud efter overskud lægges oven på egenkapitalen og at det der vejes og som uundgåeligt vil afspejle sig i kursen.
Mere følger............
Den er interessant af flere grunde. For det første har Buffet som bekendt nogle meget store overvejelser om aktier kontra obligationer, industrier og deres cyklusser, som ofte drukner fra dag til dag på aktiefora.
Den er for mig personligt interessant, fordi jeg dengang - jeg var value investor fra 1998 til 2007 fik investeret mig frem fra 50.000 kr til godt 900.000 kr uden alt for mange handler. Der var tale om grundlæggende kedelige aktier i sikkerhed, infrastruktur, energi og æg!
Risiko og afkast taler vi tit om er lineærer størrelser, med andre ord: jo større risiko vi løber jo større afkast kan vi få.
Det er ikke min erfaring at det forholder sig sådan, og det er i mange tilfælde sådan at low risk aktier med god p/e, dividende og lav gæld ender med massivt at outperforme de meget risikable investeringer i slutningen af en 5-7 års periode.
De sidste år er tit meget profitable.
Det har min særlige interesse, fordi jeg uvist af hvilken grund har valgt at formøble en temmeligt stor del af min selvskabte formue i high risk investeringer som GN, Genmab, Bank of America, Countrywide. Alt sammen i perioden efter eller omkring 2007.
Så jeg skal, når jeg er færdig med Genmab ELLER den er færdig med mig, tilbage til det gamle.
Her kan Buffet være en uvurderlig hjælp måske ikke til stockpicking i sig selv, men til en almen reflektion over hvad er det vi investerer i og hvordan fungerer mekanismerne over tid.
Jeg vil prøve at dele lidt af hans overvejelser løbende. Her er noget fra min første nat med Buffet.
Om det at være forudseende.
At kunne se break throughs på markedet er måske nyttigt (antistoffer på kræftområdet) men sjældent profitabelt.
Bilen - måske den største opfindelse i det 19. århundrede har haft flere end 2.000 forskellige selskaber, idag er max 3 tilbage og de 2 er nu gået konkurs. Investorernes penge er blevet udslettet flere gange om.
Selvom det markedet har været i boom hele vejen gennem århundrede har det ud fra et investorsynspunkt været en katastrofe.
Det samme gælder fly, fantastisk fremskridt for hele verden, dårligt ide at være der som investor.
Buffets pointe er at selv om man kan se markedet opstå, er det langt fra sikkert at man kan få noget profitabelt ud af det.
Case in point Genmab og hele biotekbranchen. Hvor meget biotek når ikke at gå konkurs og hvor heldig er vi til at plukke vinderen i den flok?
Omvendt sige Buffet at man ville have tjent store penge på at shorte heste! De gik nemlig fra 25 millioner først i århundrede til 5 millioner i 1998. Heste shorts havde man tjent en formue på. Og det er bare grundlæggende både meget sjovt og rigtigt set.
Dette uddrag frit fra hukommelsen - er fra en tale Buffet gav lige inden tech boblen brast. Hans pointe var at dette for såvidt gælder alle brancher - også tech branchen og her fik han ret, selvom han på det tidspunkt han holdt talen var årtiets idiot fordi han havde misset tech bølgen. 1 år efter den tale gik bunden bogstaveligt ud af alt teknologi. (hans udtalelse er ikke mindre imponerende fordi Buffet elsker Bill Gates).
Så hans pointe kan opsummeres i dette:
Markedet er på den korte bane en ?voting machine?, hvor sentiment og andet sådan set styrer kursen, men på den lange bane er det en ?weighing machine?, hvor overskud efter overskud lægges oven på egenkapitalen og at det der vejes og som uundgåeligt vil afspejle sig i kursen.
Mere følger............
28/1 2010 17:22 Sibelius 0
25122 Er selv 3/4 gennem bogen - den holder mig godt vågen fra midnat og et par timer frem...
Kan anbefales på det allervarmeste.
Kan anbefales på det allervarmeste.
Interessant gennemgang Aka.
Onkel Buffet har undervejs sat sig op imod sin gamle læremester for som Graham & Dodd siger: "The market is not a weighting machine, on which the value of each issue is recorded by an exact and impersonal mechanism, in accordance with its specific qualities. Rather should we say the market is a voting machine, whereon countless individuals register choices, which are the product partly of reason and partly of emotion" (1934, s. 23 i De Bondt, 1998, s. 842). WB blev senere medforfatter på denne meget populære bog (Security Analysis) så det kan være teksten er rettet i de nyere versioner.
Votingmachine analogien har angiveligt rod i Keynesiansk tænkning og er senere overtaget af teorier om spekulative markeder (f.eks. Rober Shiller) og skal indeholdes i en generelt kritik af teorier om markedsefficiens og random walks.
Onkel Buffet har undervejs sat sig op imod sin gamle læremester for som Graham & Dodd siger: "The market is not a weighting machine, on which the value of each issue is recorded by an exact and impersonal mechanism, in accordance with its specific qualities. Rather should we say the market is a voting machine, whereon countless individuals register choices, which are the product partly of reason and partly of emotion" (1934, s. 23 i De Bondt, 1998, s. 842). WB blev senere medforfatter på denne meget populære bog (Security Analysis) så det kan være teksten er rettet i de nyere versioner.
Votingmachine analogien har angiveligt rod i Keynesiansk tænkning og er senere overtaget af teorier om spekulative markeder (f.eks. Rober Shiller) og skal indeholdes i en generelt kritik af teorier om markedsefficiens og random walks.
29/1 2010 11:10 JensH 025154 Det kan godt være du har tabt mere på risikable aktier - men underholdningsværdien har garanteret også været væsentligt højere :)
Anyway; Jeg har benyttet dagens fald til at gå fuldt ind i Genmab igen.
Tiden er gået, gode nyheder kommet, 14 dage siden sidste "faste" optur ....
Men under alle omstændigheder så er Jack i Ondskabens Hotel vand i forhold til at være aktionær i biotek :)
Anyway; Jeg har benyttet dagens fald til at gå fuldt ind i Genmab igen.
Tiden er gået, gode nyheder kommet, 14 dage siden sidste "faste" optur ....
Men under alle omstændigheder så er Jack i Ondskabens Hotel vand i forhold til at være aktionær i biotek :)
29/1 2010 12:48 butterboy 025163 Et andet godt udtryk er, at "you dont buy the story, you be the stock" (jf. biotek, vind, grøn energi, dot com mv...man skal passe på ikke at hoppe med på enhver bølge med den moderigtige historie)
Iøvrigt fik jeg aldrig spurgt om hvorfor i alverden du gik væk fra en strategi der havde næsten 20-dobbelt dine penge på under 10 år?
29/1 2010 17:14 125186 Ja det vil jeg også gerne bruge lidt tid på at forstå selv. Og jeg vil lige tænke over det og skrive et godt indlæg om det.
Det kræver et ret godt svar og jeg har det ikke på hånden. Fordi jeg var ikke utilfreds med min performance, faktisk gik jeg i tanker om at gøre det fuld tid.
Men det startede med at jeg begyndte at kigge på asymetriske investeringer. Og med drypvise opkøb og opdoblinger (de berømte) og det havde jeg en del succes med.
Men jeg vil prøve at gå mine investeringer igennem og se hvordan de er kørt. Jeg ved godt hvad jeg tænkte på det tidspunkt og det er ikke noget jeg er ret stolt af.
Det kræver et ret godt svar og jeg har det ikke på hånden. Fordi jeg var ikke utilfreds med min performance, faktisk gik jeg i tanker om at gøre det fuld tid.
Men det startede med at jeg begyndte at kigge på asymetriske investeringer. Og med drypvise opkøb og opdoblinger (de berømte) og det havde jeg en del succes med.
Men jeg vil prøve at gå mine investeringer igennem og se hvordan de er kørt. Jeg ved godt hvad jeg tænkte på det tidspunkt og det er ikke noget jeg er ret stolt af.
30/1 2010 10:44 renek 025204 Jeg glæder mig til at høre historien her i tråden. Det er dybt interessant ud fra et investorsynspunkt at du forlod så god en strategi til fordel for eventyr i bitek...men som du selv har sagt: "nunca mas bioteca" :)
Ole Risager fra CBS har arbejdet sig igennem en del data fra OMX og fundet frem til at valueinvestering i overvejende grad outperformer en vækstaktiestrategi (jeg er ikke sikker på at han har udgivet data endnu)...så det kan absolut være du skal tilbage til rødderne når du engang slår op med dine nuværende aktier.
Ole Risager fra CBS har arbejdet sig igennem en del data fra OMX og fundet frem til at valueinvestering i overvejende grad outperformer en vækstaktiestrategi (jeg er ikke sikker på at han har udgivet data endnu)...så det kan absolut være du skal tilbage til rødderne når du engang slår op med dine nuværende aktier.
30/1 2010 12:09 1625207 Noget af det mest afgørende for en succesfuld investeringsstrategi er at begrænse risiko. Det gør man rent fagligt ved at sætte sig ind i de firmaer man investerer i, læse deres regnskab, forstå deres markedet og vide hvilke eksterne begivenheder der kan have betydning for firmaet.
En anden ting man gør for at minimere sin risiko er at man købe flere aktier. Typisk mellem 8-20. Måske endda flere. Jeg har nok haft bedst succes på de tidspunkter hvor jeg havde 12-15 aktier.
På tidspunktet omkring boblen begyndte jeg at interessere mig for Buffet, som blandt andet smed livrem og seler i nogle enkelte investeringer Coca Cola blandt andet, hvor han øgede og øgede fordi han simpelthen mente at markedet tog fejl. Jeg øgede selv kraftigt efter boblen.
Min rejse frem til den asymetriske investering begyndte med Nokia omkring 2001. (mine investeringer klarede boblen vildt godt!) Lige efter boblen. Nokia var dengang et fantastisk firma som år efter år øgede deres markedsandel og på et tidspunkt havde 41% af hele markedet. Indenfor smartphones rykkede de også rigtigt godt efter Eriksson gik ned og inden det blev til sony ericsson.
Jeg havde gode år med value investeringer i Vivendi, Hafslund, Hedegaard, Falck, TDC, ISS m.fl.
På det tidspunkt som var omkring 2004 havde jeg tjent en 50% på min investering i nokia og nokia´s regnskab blev egentligt bare bedre og bedre. De havde også godt fat i Kina. Nokia havde ekstremt gode aftaler med deres underleverandører, som bar risiko og udgifter med lager på reservedele. Meget smart, profitabelt og meget lean.
Ud fra hukommelsen, så kom Nokia med et mindre godt regnskab. Men jeg kan ikke huske den præcise årsag. Bottomline var at Standard&Poors kom med den mest sindssyge analyse om at nokia skulle sælges og kun var 10-12 euro værd. Aktien begyndte at falde. Jeg gik igang med deres analyse og fandt ud af at en af forudsætninger var nul-vækst i det eller de efterfølgende år. Nu var det bare sådan at Nokia havde præsteret vækstrater historisk på mellem 20-40%, så der skulle ske et eller andet helt radikalt hvis det ikke skulle fortsætte og intet tydede på det. Der var også kina som kunne drive væksten og gigantiske aftaler med ChinaTelecom.
Jeg begyndte derfor at købe op af flere gange på vejen ned. Simpelthen fordi jeg ikke troede på det. I 10 euro doblede jeg op. Og ganske rigtigt Nokia leverede varen igen og igen og selvom STandard holdt fast i deres analyse for længe, kunne det ikke holde aktien nede og jeg solgte af hele vejen op mellem 18-22. Det tjente jeg rigtigt mange penge på. Nok for mange.
Pludselig fik jeg nu den idé at hvis man kunne finde en fejl i konsensusanalytikernes beregninger så kunne man tjene rigtigt mange penge.
I samme periode og perioden umiddelbart efter begynder genmab, som jeg har haft fra 45 at røre på sig. Og jeg trader ret aktivt i den. Tjener for mange penge på den. Og ender næsten hele tiden med større positioner end jeg startede ud med. Men aktien kender kun en vej.... op. Jeg får købt godt ind i 145 og holder den hele vejen til 396, hvor GSK så køber 10% i kurs 456.
For mig var det den ultimative blåstempling og kunne ikke forstår hvorfor aktien ikke mindst skulle op i 456. Så jeg troede på det tidspunkt at jeg doblede op i 396, at der næsten var tale om arbitrage op til 456.
Resten er vel for dem af jer der har fulgt Genmab historie, så det skal jeg ikke kede jer med.
I 2007 bliver jeg så opmærksom på GN igen (som jeg i parantes bemærket tabte over 100.000 på i 2001). Det var Sonova takeover casen. Jeg havde simpelthen ikke fantasi til at forestille mig at tyskerne ville blokere for overtagelsen, som den gang blev skudt til at ligge mellem kurs 70-85. Jeg købte og gearede 70.000 stk i kurs 62,25. Blev stoppet ud i kurs 60! Dengang var jeg knust. Nu er jeg overlykkelig. Men det var i princippet igen, en analyse af at markedet tog fejl og at casen simpelthen nemt indeholdt 20-25% som blev udløst indenfor kort periode.
puhaa.. nu blev jeg selv helt træt af at fortælle den historie.....
Genmab har jeg holdt og øget i, fordi fundamental historien, ihvertfald lige op til salget af fabrikken og den missede milestones, kun er blevet bedre og mere sikker. Jeg har nu taget de fornødne steps til at jeg kan holde min position hele vejen op. Men det har kostet kassen. Og ikke mindst har det givet søvnløse nætter og masser af bekymringer. Det kan absolut overhovedet ikke anbefales.
Men Genmab er på markedet nu og så skal vi igang med at veje....hvormeget vil de så i givet fald tjene. Når det regnestykket kører frem, så vil det være meget nemmere for mig at forene den grundlæggende tro på at det er pengene på bundlinien der betyder noget med den fundamentale gode historie om Genmab, nemlig at Danmark har fået et firma der har udviklet, fået godkendt og nu markedsfører et kræfstof. Det er en god historie. Men det er ikke sikkert at det bliver det for investorerne. Men muligheden er der bestemt stadig.
Når det er overstået så skal jeg i gang med de kedelige aktier.
En anden ting man gør for at minimere sin risiko er at man købe flere aktier. Typisk mellem 8-20. Måske endda flere. Jeg har nok haft bedst succes på de tidspunkter hvor jeg havde 12-15 aktier.
På tidspunktet omkring boblen begyndte jeg at interessere mig for Buffet, som blandt andet smed livrem og seler i nogle enkelte investeringer Coca Cola blandt andet, hvor han øgede og øgede fordi han simpelthen mente at markedet tog fejl. Jeg øgede selv kraftigt efter boblen.
Min rejse frem til den asymetriske investering begyndte med Nokia omkring 2001. (mine investeringer klarede boblen vildt godt!) Lige efter boblen. Nokia var dengang et fantastisk firma som år efter år øgede deres markedsandel og på et tidspunkt havde 41% af hele markedet. Indenfor smartphones rykkede de også rigtigt godt efter Eriksson gik ned og inden det blev til sony ericsson.
Jeg havde gode år med value investeringer i Vivendi, Hafslund, Hedegaard, Falck, TDC, ISS m.fl.
På det tidspunkt som var omkring 2004 havde jeg tjent en 50% på min investering i nokia og nokia´s regnskab blev egentligt bare bedre og bedre. De havde også godt fat i Kina. Nokia havde ekstremt gode aftaler med deres underleverandører, som bar risiko og udgifter med lager på reservedele. Meget smart, profitabelt og meget lean.
Ud fra hukommelsen, så kom Nokia med et mindre godt regnskab. Men jeg kan ikke huske den præcise årsag. Bottomline var at Standard&Poors kom med den mest sindssyge analyse om at nokia skulle sælges og kun var 10-12 euro værd. Aktien begyndte at falde. Jeg gik igang med deres analyse og fandt ud af at en af forudsætninger var nul-vækst i det eller de efterfølgende år. Nu var det bare sådan at Nokia havde præsteret vækstrater historisk på mellem 20-40%, så der skulle ske et eller andet helt radikalt hvis det ikke skulle fortsætte og intet tydede på det. Der var også kina som kunne drive væksten og gigantiske aftaler med ChinaTelecom.
Jeg begyndte derfor at købe op af flere gange på vejen ned. Simpelthen fordi jeg ikke troede på det. I 10 euro doblede jeg op. Og ganske rigtigt Nokia leverede varen igen og igen og selvom STandard holdt fast i deres analyse for længe, kunne det ikke holde aktien nede og jeg solgte af hele vejen op mellem 18-22. Det tjente jeg rigtigt mange penge på. Nok for mange.
Pludselig fik jeg nu den idé at hvis man kunne finde en fejl i konsensusanalytikernes beregninger så kunne man tjene rigtigt mange penge.
I samme periode og perioden umiddelbart efter begynder genmab, som jeg har haft fra 45 at røre på sig. Og jeg trader ret aktivt i den. Tjener for mange penge på den. Og ender næsten hele tiden med større positioner end jeg startede ud med. Men aktien kender kun en vej.... op. Jeg får købt godt ind i 145 og holder den hele vejen til 396, hvor GSK så køber 10% i kurs 456.
For mig var det den ultimative blåstempling og kunne ikke forstår hvorfor aktien ikke mindst skulle op i 456. Så jeg troede på det tidspunkt at jeg doblede op i 396, at der næsten var tale om arbitrage op til 456.
Resten er vel for dem af jer der har fulgt Genmab historie, så det skal jeg ikke kede jer med.
I 2007 bliver jeg så opmærksom på GN igen (som jeg i parantes bemærket tabte over 100.000 på i 2001). Det var Sonova takeover casen. Jeg havde simpelthen ikke fantasi til at forestille mig at tyskerne ville blokere for overtagelsen, som den gang blev skudt til at ligge mellem kurs 70-85. Jeg købte og gearede 70.000 stk i kurs 62,25. Blev stoppet ud i kurs 60! Dengang var jeg knust. Nu er jeg overlykkelig. Men det var i princippet igen, en analyse af at markedet tog fejl og at casen simpelthen nemt indeholdt 20-25% som blev udløst indenfor kort periode.
puhaa.. nu blev jeg selv helt træt af at fortælle den historie.....
Genmab har jeg holdt og øget i, fordi fundamental historien, ihvertfald lige op til salget af fabrikken og den missede milestones, kun er blevet bedre og mere sikker. Jeg har nu taget de fornødne steps til at jeg kan holde min position hele vejen op. Men det har kostet kassen. Og ikke mindst har det givet søvnløse nætter og masser af bekymringer. Det kan absolut overhovedet ikke anbefales.
Men Genmab er på markedet nu og så skal vi igang med at veje....hvormeget vil de så i givet fald tjene. Når det regnestykket kører frem, så vil det være meget nemmere for mig at forene den grundlæggende tro på at det er pengene på bundlinien der betyder noget med den fundamentale gode historie om Genmab, nemlig at Danmark har fået et firma der har udviklet, fået godkendt og nu markedsfører et kræfstof. Det er en god historie. Men det er ikke sikkert at det bliver det for investorerne. Men muligheden er der bestemt stadig.
Når det er overstået så skal jeg i gang med de kedelige aktier.
30/1 2010 12:49 leoloo 025210 Epic tråd, glæder mig til følge dine Buffet historier og dine egne erfaringer beskriver du på fremragende vis. Det er godt nok læsværdigt og interessant stof du her ligger frem.
Din succes i Nokia var jo netop betinget af at du fik ret i en given antagelse. På samme måde som du rimeligvis antog at GN ikke ville blive smadret af nogle tåbelige tyskere. Og du kan vel heller ikke lastes for at Genmab ikke steg 50% men istedet faldt 50% efter en FDA godkendelse.
Jeg fatter stadig ikke forløbet i Genmab, og havde i efteråret en underlig fornemmelse af at nogen med sikkerhed vidste at arzerra ville floppe uanset FDA godkendelsen, siden short presset ikke blev blæst bagover. Derfor er jeg helt vanvittig spændt på at se de første salgstal.
Nå det var en sidebemærkning. Glæder mig til at følge denne tråd og sørg nu for at dine indlæg ikke bliver for korte
vh
Din succes i Nokia var jo netop betinget af at du fik ret i en given antagelse. På samme måde som du rimeligvis antog at GN ikke ville blive smadret af nogle tåbelige tyskere. Og du kan vel heller ikke lastes for at Genmab ikke steg 50% men istedet faldt 50% efter en FDA godkendelse.
Jeg fatter stadig ikke forløbet i Genmab, og havde i efteråret en underlig fornemmelse af at nogen med sikkerhed vidste at arzerra ville floppe uanset FDA godkendelsen, siden short presset ikke blev blæst bagover. Derfor er jeg helt vanvittig spændt på at se de første salgstal.
Nå det var en sidebemærkning. Glæder mig til at følge denne tråd og sørg nu for at dine indlæg ikke bliver for korte
vh
30/1 2010 18:37 renek 025226 Det var en rigtigt spændende historie Aka og jeg har altid været en sucker for en god historie :) Jeg håber at du fortsætter tråden!
31/1 2010 22:25 Sibelius 025262 Hatten af AKA - meget meget meget sjældent at folk fortæller om deres mindre heldige investeringer, men det er nu de historier der er mest lærerige at høre om.
Du kan jo så glæde dig over at der stadig er håb, og at du stadig kan få succces med din Genmabinvestering.
Men som du vil vide fra Buffet - han går nok gerne all-in i et selskab, men han er både fuldt diversificeret, og han har altid 20% cash for stadig at kunne tage opportunities der opstår.
Du kan jo så glæde dig over at der stadig er håb, og at du stadig kan få succces med din Genmabinvestering.
Men som du vil vide fra Buffet - han går nok gerne all-in i et selskab, men han er både fuldt diversificeret, og han har altid 20% cash for stadig at kunne tage opportunities der opstår.
13/3 2010 20:03 Saadan 027145 Tak fordi du deler ud. Det er altid spaendende og laererigt at reflektere over, hvad man goer godt og skidt. For mit eget vedkommende er det ofte salgs-beslutningen som jeg har det vanskeligt ved. Min spredning er god (ca 25 aktier og investeringsforeninger), saa der er "raad" til en smutter engang imellem. Og mange gange faar jeg ogsaa koebt relativ godt, og den stiger derop ad. Men salg - det synes jeg er vanskeligt.
Der er altid 100 grude til at koebe en aktie, men at saelge den, det synes jeg ofte er vanskeligt. Har ofte taenkt paa, at jeg boer saette SL paa ALLE min aktier (indtil videre er det kun paa nogle af dem). Nu sover jeg lige paa den, og saa ser vi i morgen..;0)))
/S
Der er altid 100 grude til at koebe en aktie, men at saelge den, det synes jeg ofte er vanskeligt. Har ofte taenkt paa, at jeg boer saette SL paa ALLE min aktier (indtil videre er det kun paa nogle af dem). Nu sover jeg lige paa den, og saa ser vi i morgen..;0)))
/S
13/3 2010 20:37 colombuss 027149 Hej Akademiker,
tak for en aerlig traad. Jeg har selv oplevet naermest det omvendte. Startede i 1999 eller saa med kedelige aktier, tjente ingenting. Derefter 6 mdr. i it der gav 170 % paa 6 mdr., derefter udenlandske aktier, med tab. Senest i Biotek i dk, med stor gevinst. Men er som dig ogsaa ved at prioritere om, det skal vaere lidt mere roligt i fremtiden. Der er god value at finde, og saa kan man sove roligt
Go vind!
tak for en aerlig traad. Jeg har selv oplevet naermest det omvendte. Startede i 1999 eller saa med kedelige aktier, tjente ingenting. Derefter 6 mdr. i it der gav 170 % paa 6 mdr., derefter udenlandske aktier, med tab. Senest i Biotek i dk, med stor gevinst. Men er som dig ogsaa ved at prioritere om, det skal vaere lidt mere roligt i fremtiden. Der er god value at finde, og saa kan man sove roligt
Go vind!13/3 2010 12:01 727138 Der er en række ting ved buffet, som er værd at bemærke.
1. Den disproportionale investering. (dont try this at home)
Allerede i starten af han karriere har han satset (for) meget af sin formue på fundamentale cases som han troede for meget. Hans fundamentale analyse er primært inspireret af security analysis af Ben Graham, som kogt meget ned prøver at investerer i de firmaer som er mere værd døde end levende. Altså at likvideringspotentialet overstiger nuværende kurs. Så det er ikke fordi han just kun har satset på de sikre heste. Men grundlæggende har han kunnet forstå forretningen og haft en ide om en turnaround var mulig.
Jeg er selv fundamental analytiker (nok et lovligt flot ord for at læse regnskaber, og kigge på branchen). Jeg har selv forsøgt mig med disportional investering i Genmab og det er gået rent ad helvede til. Jeg er ked af at sammenblande både IT og Biotek med en beskrivelse af Buffet, for det er absolut noget Buffet IKKE ville røre ved overhovedet, men tråden hedder trods alt mig og buffet
Så jeg har udviklet en regel baseret på bitter erfaring. Spredning er afgørende. Disportional investering er kun til firmaer hvor indre værdi er under kursen. Risiko aktier må aldrig fylde mere end 5% af porteføljen. (så har jeg da lært det på den hårde måde)
2. Mr. Market har ikke ret.
Buffet har gang på gang vist at han tør gå imod markedet og følger den udvikling som han har analyseret sig frem til. Og han er tålmodig. Meget tålmodig. Men det er selvfølgelig en luksus nogle ikke har råd til. Men i princippet skal man have nok tid til at lade den fundamentale case kører igennem.
3. Lav risiko men høje afkast.
Han har en ret nærig tilgang til de fleste investeringer og køber af flere omgange.
4. Compounded investment.
Han har en sygelig samler agtig tilgang til investering og han bruger dividender etc. til at akkumulere endnu flere aktier i hans yndlingsfirmaer.
Mere følger.....
Jeg begynder fra 1. maj en valueportefølje som er baseret på min gamle metode (som bitter erfaring har lært mig var den bedste). Det bliver value/dividende og hvis det skal være turnaround, så skal kurs/indre værdi være i min favør. Og ingen, siger og skriver INGEN biotekaktier.
Måske påbegynder jeg den før for jeg vil godt høste nogle dividender i marts/april, men der er jo travlt hele tiden.
Målsætningen er 20 aktier á 10.000 kr. og derefter 10.000 om måneden derefter. Jeg håber at den kan være på plads indenfor 6 måneder. Den kommer til at indeholde de valueaktier og dividendeaktier jeg og andre nævner herinde. Jeg har i hovedet de danske og europæiske på plads. Men da jeg overordnet tror på at europa er det tabende kontinent, så skal jeg have fat i noget us og noget asien også. 50/50 tror jeg. Jeg kigger meget på om de europæiske har global salg der stiger.
Shortlisten er nu:
value/dividende/high growth
Siemens
Højgaard (ved endnu ikke hvilken af de 3)
Seadrill (alt for meget dividende)
Glaxo Smith Kline (if you cant beat them..)
Infinergy
Trygvesta
Barclays / BAC (jeg tror barclays køber bac. Jeg skal have kigget på det her)
Caterpillar
Apple
Google
Det kinesiske firmaer der laver HTC telefonerne! (Coller!!)
Så skal jeg have et par stykker på p/e 4-5
-------------
turnaround
Jeg kunne godt være fristet af GES, med et par måneds produktionstal
Aka, down but not OUT
1. Den disproportionale investering. (dont try this at home)
Allerede i starten af han karriere har han satset (for) meget af sin formue på fundamentale cases som han troede for meget. Hans fundamentale analyse er primært inspireret af security analysis af Ben Graham, som kogt meget ned prøver at investerer i de firmaer som er mere værd døde end levende. Altså at likvideringspotentialet overstiger nuværende kurs. Så det er ikke fordi han just kun har satset på de sikre heste. Men grundlæggende har han kunnet forstå forretningen og haft en ide om en turnaround var mulig.
Jeg er selv fundamental analytiker (nok et lovligt flot ord for at læse regnskaber, og kigge på branchen). Jeg har selv forsøgt mig med disportional investering i Genmab og det er gået rent ad helvede til. Jeg er ked af at sammenblande både IT og Biotek med en beskrivelse af Buffet, for det er absolut noget Buffet IKKE ville røre ved overhovedet, men tråden hedder trods alt mig og buffet
Så jeg har udviklet en regel baseret på bitter erfaring. Spredning er afgørende. Disportional investering er kun til firmaer hvor indre værdi er under kursen. Risiko aktier må aldrig fylde mere end 5% af porteføljen. (så har jeg da lært det på den hårde måde)
2. Mr. Market har ikke ret.
Buffet har gang på gang vist at han tør gå imod markedet og følger den udvikling som han har analyseret sig frem til. Og han er tålmodig. Meget tålmodig. Men det er selvfølgelig en luksus nogle ikke har råd til. Men i princippet skal man have nok tid til at lade den fundamentale case kører igennem.
3. Lav risiko men høje afkast.
Han har en ret nærig tilgang til de fleste investeringer og køber af flere omgange.
4. Compounded investment.
Han har en sygelig samler agtig tilgang til investering og han bruger dividender etc. til at akkumulere endnu flere aktier i hans yndlingsfirmaer.
Mere følger.....
Jeg begynder fra 1. maj en valueportefølje som er baseret på min gamle metode (som bitter erfaring har lært mig var den bedste). Det bliver value/dividende og hvis det skal være turnaround, så skal kurs/indre værdi være i min favør. Og ingen, siger og skriver INGEN biotekaktier.
Måske påbegynder jeg den før for jeg vil godt høste nogle dividender i marts/april, men der er jo travlt hele tiden.
Målsætningen er 20 aktier á 10.000 kr. og derefter 10.000 om måneden derefter. Jeg håber at den kan være på plads indenfor 6 måneder. Den kommer til at indeholde de valueaktier og dividendeaktier jeg og andre nævner herinde. Jeg har i hovedet de danske og europæiske på plads. Men da jeg overordnet tror på at europa er det tabende kontinent, så skal jeg have fat i noget us og noget asien også. 50/50 tror jeg. Jeg kigger meget på om de europæiske har global salg der stiger.
Shortlisten er nu:
value/dividende/high growth
Siemens
Højgaard (ved endnu ikke hvilken af de 3)
Seadrill (alt for meget dividende)
Glaxo Smith Kline (if you cant beat them..)
Infinergy
Trygvesta
Barclays / BAC (jeg tror barclays køber bac. Jeg skal have kigget på det her)
Caterpillar
Apple
Det kinesiske firmaer der laver HTC telefonerne! (Coller!!)
Så skal jeg have et par stykker på p/e 4-5
-------------
turnaround
Jeg kunne godt være fristet af GES, med et par måneds produktionstal
Aka, down but not OUT
Jeg glemte en anden turnaround, som jeg investerer i når Irakerne løser pengene, DNO, Jcbn
13/3 2010 20:14 TeamGarlic 127146 Hej Aka
Du skriver Barclays eller BAC. I seneste nummer af Aktionæren gennemgås Standard Chartered, som har en stærk position i Asien.
Upsido.com har lige begået et rigtig interessant blog-indlæg omkring langsigtet dividende. Linket er: http://blog.upsido.com/2010/03/09/udbytte-giver-langsigtede-fordele/. Hér nævnes Exxon Mobile, som Turin vist nævnte for nogle dage siden.
Men fortsæt dine posts - det er rigtig interessant. Jeg er selv tilhænger af value. omend jeg pt. mest dyrker TA meget inspireret af rkhanen og CHjort og skraber nogle penge sammen til at dække tab i....Genmab. Thorleif Jackson har begået en tankevækkende artikel om Genmab også i seneste nummer af Aktionæren - han vil give kurs 29....den lader vi lige stå et øjeblik....
mvh Lars Bech
Du skriver Barclays eller BAC. I seneste nummer af Aktionæren gennemgås Standard Chartered, som har en stærk position i Asien.
Upsido.com har lige begået et rigtig interessant blog-indlæg omkring langsigtet dividende. Linket er: http://blog.upsido.com/2010/03/09/udbytte-giver-langsigtede-fordele/. Hér nævnes Exxon Mobile, som Turin vist nævnte for nogle dage siden.
Men fortsæt dine posts - det er rigtig interessant. Jeg er selv tilhænger af value. omend jeg pt. mest dyrker TA meget inspireret af rkhanen og CHjort og skraber nogle penge sammen til at dække tab i....Genmab. Thorleif Jackson har begået en tankevækkende artikel om Genmab også i seneste nummer af Aktionæren - han vil give kurs 29....den lader vi lige stå et øjeblik....
mvh Lars Bech
13/3 2010 20:47 colombuss 027150 Er som sagt i samme process. En i den lange som lige er roeget ind er TK development, K/I paa 0.50. De udvikler butikscentre etc og saelger dem videre, dvs. holder ikke. De vil naar konjunkturerne vedner vende tilbage til 200-300 mill. kr. i overskud. Markedvaerdi er 800 mill. kr., ek er 1600 mill kr.. tjeck dem ud. jeg vender tilbage med naeste danske guldklump snart. Investerer nu kun i dk aktier.
Kig evt. ogsaa paa CHU:
http://www.google.com/finance?q=CHU
De har rettigheder til iPhone i kina, og det kan blive stort.
Spaendende artikel om 3G i Kina (tror ikke man behoever access):
http://www.mckinseyquarterly.com/Chinas_Internet_obsession_2546
CHU har ligget noget underdreget den seneste tid.
/
http://www.google.com/finance?q=CHU
De har rettigheder til iPhone i kina, og det kan blive stort.
Spaendende artikel om 3G i Kina (tror ikke man behoever access):
http://www.mckinseyquarterly.com/Chinas_Internet_obsession_2546
CHU har ligget noget underdreget den seneste tid.
/
Her kommer den artikel hvor Buffet går op med random walk drengene:
THE SUPERINVESTORS OF
GRAHAM-AND-DODDSVILLE
by Warren E. Buffett
EDITOR'S NOTE: This article is an edited transcript of a talk given at Columbia University in 1984 commemorating the fiftieth anniversary of Security Analysis, written by Benjamin Graham and David L. Dodd. This specialized volume first introduced the ideas later popularized in The Intelligent Investor. Buffett's essay offers a fascinating study of how Graham's disciples have used Graham's value investing approach to realize phenomenal success in the stock market.
If you have a high-speed internet connection, you may prefer to read this version of the speech (a 1.6 MB .pdf file), which has all of the tables.
Note: the tables Buffett mentions are in The Intelligent Investor, but are not reproduced here. The Sequoia and Munger records are published here.
Is the Graham and Dodd "look for values with a significant margin of safety relative to prices" approach to security analysis out of date? Many of the professors who write textbooks today say yes. They argue that the stock market is efficient; that is, that stock prices reflect everything that is known about a company's prospects and about the state of the economy. There are no undervalued stocks, these theorists argue, because there are smart security analysts who utilize all available information to ensure unfailingly appropriate prices. Investors who seem to beat the market year after year are just lucky. "If prices fully reflect available information, this sort of investment adeptness is ruled out," writes one of today's textbook authors.
Well, maybe. But I want to present to you a group of investors who have, year in and year out, beaten the Standard & Poor's 500 stock index. The hypothesis that they do this by pure chance is at least worth examining. Crucial to this examination is the fact that these winners were all well known to me and pre-identified as superior investors, the most recent identification occurring over fifteen years ago. Absent this condition - that is, if I had just recently searched among thousands of records to select a few names for you this morning -- I would advise you to stop reading right here. I should add that all of these records have been audited. And I should further add that I have known many of those who have invested with these managers, and the checks received by those participants over the years have matched the stated records.
Before we begin this examination, I would like you to imagine a national coin-flipping contest. Let's assume we get 225 million Americans up tomorrow morning and we ask them all to wager a dollar. They go out in the morning at sunrise, and they all call the flip of a coin. If they call correctly, they win a dollar from those who called wrong. Each day the losers drop out, and on the subsequent day the stakes build as all previous winnings are put on the line. After ten flips on ten mornings, there will be approximately 220,000 people in the United States who have correctly called ten flips in a row. They each will have won a little over $1,000.
Now this group will probably start getting a little puffed up about this, human nature being what it is. They may try to be modest, but at cocktail parties they will occasionally admit to attractive members of the opposite sex what their technique is, and what marvelous insights they bring to the field of flipping.
Assuming that the winners are getting the appropriate rewards from the losers, in another ten days we will have 215 people who have successfully called their coin flips 20 times in a row and who, by this exercise, each have turned one dollar into a little over $1 million. $225 million would have been lost, $225 million would have been won.
By then, this group will really lose their heads. They will probably write books on "How I turned a Dollar into a Million in Twenty Days Working Thirty Seconds a Morning." Worse yet, they'll probably start jetting around the country attending seminars on efficient coin-flipping and tackling skeptical professors with, " If it can't be done, why are there 215 of us?"
By then some business school professor will probably be rude enough to bring up the fact that if 225 million orangutans had engaged in a similar exercise, the results would be much the same - 215 egotistical orangutans with 20 straight winning flips.
I would argue, however, that there are some important differences in the examples I am going to present. For one thing, if (a) you had taken 225 million orangutans distributed roughly as the U.S. population is; if (b) 215 winners were left after 20 days; and if (c) you found that 40 came from a particular zoo in Omaha, you would be pretty sure you were on to something. So you would probably go out and ask the zookeeper about what he's feeding them, whether they had special exercises, what books they read, and who knows what else. That is, if you found any really extraordinary concentrations of success, you might want to see if you could identify concentrations of unusual characteristics that might be causal factors.
Scientific inquiry naturally follows such a pattern. If you were trying to analyze possible causes of a rare type of cancer -- with, say, 1,500 cases a year in the United States -- and you found that 400 of them occurred in some little mining town in Montana, you would get very interested in the water there, or the occupation of those afflicted, or other variables. You know it's not random chance that 400 come from a small area. You would not necessarily know the causal factors, but you would know where to search.
I submit to you that there are ways of defining an origin other than geography. In addition to geographical origins, there can be what I call an intellectual origin. I think you will find that a disproportionate number of successful coin-flippers in the investment world came from a very small intellectual village that could be called Graham-and-Doddsville. A concentration of winners that simply cannot be explained by chance can be traced to this particular intellectual village.
Conditions could exist that would make even that concentration unimportant. Perhaps 100 people were simply imitating the coin-flipping call of some terribly persuasive personality. When he called heads, 100 followers automatically called that coin the same way. If the leader was part of the 215 left at the end, the fact that 100 came from the same intellectual origin would mean nothing. You would simply be identifying one case as a hundred cases. Similarly, let's assume that you lived in a strongly patriarchal society and every family in the United States conveniently consisted of ten members. Further assume that the patriarchal culture was so strong that, when the 225 million people went out the first day, every member of the family identified with the father's call. Now, at the end of the 20-day period, you would have 215 winners, and you would find that they came from only 21.5 families. Some naive types might say that this indicates an enormous hereditary factor as an explanation of successful coin-flipping. But, of course, it would have no significance at all because it would simply mean that you didn't have 215 individual winners, but rather 21.5 randomly distributed families who were winners.
In this group of successful investors that I want to consider, there has been a common intellectual patriarch, Ben Graham. But the children who left the house of this intellectual patriarch have called their "flips" in very different ways. They have gone to different places and bought and sold different stocks and companies, yet they have had a combined record that simply cannot be explained by the fact that they are all calling flips identically because a leader is signaling the calls for them to make. The patriarch has merely set forth the intellectual theory for making coin-calling decisions, but each student has decided on his own manner of applying the theory.
The common intellectual theme of the investors from Graham-and-Doddsville is this: they search for discrepancies between the value of a business and the price of small pieces of that business in the market. Essentially, they exploit those discrepancies without the efficient market theorist's concern as to whether the stocks are bought on Monday or Thursday, or whether it is January or July, etc. Incidentally, when businessmen buy businesses, which is just what our Graham & Dodd investors are doing through the purchase of marketable stocks -- I doubt that many are cranking into their purchase decision the day of the week or the month in which the transaction is going to occur. If it doesn't make any difference whether all of a business is being bought on a Monday or a Friday, I am baffled why academicians invest extensive time and effort to see whether it makes a difference when buying small pieces of those same businesses. Our Graham & Dodd investors, needless to say, do not discuss beta, the capital asset pricing model, or covariance in returns among securities. These are not subjects of any interest to them. In fact, most of them would have difficulty defining those terms. The investors simply focus on two variables: price and value.
I always find it extraordinary that so many studies are made of price and volume behavior, the stuff of chartists. Can you imagine buying an entire business simply because the price of the business had been marked up substantially last week and the week before? Of course, the reason a lot of studies are made of these price and volume variables is that now, in the age of computers, there are almost endless data available about them. It isn't necessarily because such studies have any utility; it's simply that the data are there and academicians have [worked] hard to learn the mathematical skills needed to manipulate them. Once these skills are acquired, it seems sinful not to use them, even if the usage has no utility or negative utility. As a friend said, to a man with a hammer, everything looks like a nail.
I think the group that we have identified by a common intellectual home is worthy of study. Incidentally, despite all the academic studies of the influence of such variables as price, volume, seasonality, capitalization size, etc., upon stock performance, no interest has been evidenced in studying the methods of this unusual concentration of value-oriented winners.
I begin this study of results by going back to a group of four of us who worked at Graham-Newman Corporation from 1954 through 1956. There were only four -- I have not selected these names from among thousands. I offered to go to work at Graham-Newman for nothing after I took Ben Graham's class, but he turned me down as overvalued. He took this value stuff very seriously! After much pestering he finally hired me. There were three partners and four of us as the "peasant" level. All four left between 1955 and 1957 when the firm was wound up, and it's possible to trace the record of three.
The first example (see Table 1) is that of Walter Schloss. Walter never went to college, but took a course from Ben Graham at night at the New York Institute of Finance. Walter left Graham-Newman in 1955 and achieved the record shown here over 28 years. Here is what "Adam Smith" -- after I told him about Walter -- wrote about him in Supermoney (1972):
He has no connections or access to useful information. Practically no one in Wall Street knows him and he is not fed any ideas. He looks up the numbers in the manuals and sends for the annual reports, and that's about it.
In introducing me to (Schloss) Warren had also, to my mind, described himself. "He never forgets that he is handling other people's money, and this reinforces his normal strong aversion to loss." He has total integrity and a realistic picture of himself. Money is real to him and stocks are real -- and from this flows an attraction to the "margin of safety" principle.
Walter has diversified enormously, owning well over 100 stocks currently. He knows how to identify securities that sell at considerably less than their value to a private owner. And that's all he does. He doesn't worry about whether it it's January, he doesn't worry about whether it's Monday, he doesn't worry about whether it's an election year. He simply says, if a business is worth a dollar and I can buy it for 40 cents, something good may happen to me. And he does it over and over and over again. He owns many more stocks than I do -- and is far less interested in the underlying nature of the business; I don't seem to have very much influence on Walter. That's one of his strengths; no one has much influence on him.
The second case is Tom Knapp, who also worked at Graham-Newman with me. Tom was a chemistry major at Princeton before the war; when he came back from the war, he was a beach bum. And then one day he read that Dave Dodd was giving a night course in investments at Columbia. Tom took it on a noncredit basis, and he got so interested in the subject from taking that course that he came up and enrolled at Columbia Business School, where he got the MBA degree. He took Dodd's course again, and took Ben Graham's course. Incidentally, 35 years later I called Tom to ascertain some of the facts involved here and I found him on the beach again. The only difference is that now he owns the beach!
In 1968, Tom Knapp and Ed Anderson, also a Graham disciple, along with one or two other fellows of similar persuasion, formed Tweedy, Browne Partners, and their investment results appear in Table 2. Tweedy, Browne built that record with very wide diversification. They occasionally bought control of businesses, but the record of the passive investments is equal to the record of the control investments.
Table 3 describes the third member of the group who formed Buffett Partnership in 1957. The best thing he did was to quit in 1969. Since then, in a sense, Berkshire Hathaway has been a continuation of the partnership in some respects. There is no single index I can give you that I would feel would be a fair test of investment management at Berkshire. But I think that any way you figure it, it has been satisfactory.
Table 4 shows the record of the Sequoia Fund, which is managed by a man whom I met in 1951 in Ben Graham's class, Bill Ruane. After getting out of Harvard Business School, he went to Wall Street. Then he realized that he needed to get a real business education so he came up to take Ben's course at Columbia, where we met in early 1951. Bill's record from 1951 to 1970, working with relatively small sums, was far better than average. When I wound up Buffett Partnership I asked Bill if he would set up a fund to handle all our partners, so he set up the Sequoia Fund. He set it up at a terrible time, just when I was quitting. He went right into the two-tier market and all the difficulties that
THE SUPERINVESTORS OF
GRAHAM-AND-DODDSVILLE
by Warren E. Buffett
EDITOR'S NOTE: This article is an edited transcript of a talk given at Columbia University in 1984 commemorating the fiftieth anniversary of Security Analysis, written by Benjamin Graham and David L. Dodd. This specialized volume first introduced the ideas later popularized in The Intelligent Investor. Buffett's essay offers a fascinating study of how Graham's disciples have used Graham's value investing approach to realize phenomenal success in the stock market.
If you have a high-speed internet connection, you may prefer to read this version of the speech (a 1.6 MB .pdf file), which has all of the tables.
Note: the tables Buffett mentions are in The Intelligent Investor, but are not reproduced here. The Sequoia and Munger records are published here.
Is the Graham and Dodd "look for values with a significant margin of safety relative to prices" approach to security analysis out of date? Many of the professors who write textbooks today say yes. They argue that the stock market is efficient; that is, that stock prices reflect everything that is known about a company's prospects and about the state of the economy. There are no undervalued stocks, these theorists argue, because there are smart security analysts who utilize all available information to ensure unfailingly appropriate prices. Investors who seem to beat the market year after year are just lucky. "If prices fully reflect available information, this sort of investment adeptness is ruled out," writes one of today's textbook authors.
Well, maybe. But I want to present to you a group of investors who have, year in and year out, beaten the Standard & Poor's 500 stock index. The hypothesis that they do this by pure chance is at least worth examining. Crucial to this examination is the fact that these winners were all well known to me and pre-identified as superior investors, the most recent identification occurring over fifteen years ago. Absent this condition - that is, if I had just recently searched among thousands of records to select a few names for you this morning -- I would advise you to stop reading right here. I should add that all of these records have been audited. And I should further add that I have known many of those who have invested with these managers, and the checks received by those participants over the years have matched the stated records.
Before we begin this examination, I would like you to imagine a national coin-flipping contest. Let's assume we get 225 million Americans up tomorrow morning and we ask them all to wager a dollar. They go out in the morning at sunrise, and they all call the flip of a coin. If they call correctly, they win a dollar from those who called wrong. Each day the losers drop out, and on the subsequent day the stakes build as all previous winnings are put on the line. After ten flips on ten mornings, there will be approximately 220,000 people in the United States who have correctly called ten flips in a row. They each will have won a little over $1,000.
Now this group will probably start getting a little puffed up about this, human nature being what it is. They may try to be modest, but at cocktail parties they will occasionally admit to attractive members of the opposite sex what their technique is, and what marvelous insights they bring to the field of flipping.
Assuming that the winners are getting the appropriate rewards from the losers, in another ten days we will have 215 people who have successfully called their coin flips 20 times in a row and who, by this exercise, each have turned one dollar into a little over $1 million. $225 million would have been lost, $225 million would have been won.
By then, this group will really lose their heads. They will probably write books on "How I turned a Dollar into a Million in Twenty Days Working Thirty Seconds a Morning." Worse yet, they'll probably start jetting around the country attending seminars on efficient coin-flipping and tackling skeptical professors with, " If it can't be done, why are there 215 of us?"
By then some business school professor will probably be rude enough to bring up the fact that if 225 million orangutans had engaged in a similar exercise, the results would be much the same - 215 egotistical orangutans with 20 straight winning flips.
I would argue, however, that there are some important differences in the examples I am going to present. For one thing, if (a) you had taken 225 million orangutans distributed roughly as the U.S. population is; if (b) 215 winners were left after 20 days; and if (c) you found that 40 came from a particular zoo in Omaha, you would be pretty sure you were on to something. So you would probably go out and ask the zookeeper about what he's feeding them, whether they had special exercises, what books they read, and who knows what else. That is, if you found any really extraordinary concentrations of success, you might want to see if you could identify concentrations of unusual characteristics that might be causal factors.
Scientific inquiry naturally follows such a pattern. If you were trying to analyze possible causes of a rare type of cancer -- with, say, 1,500 cases a year in the United States -- and you found that 400 of them occurred in some little mining town in Montana, you would get very interested in the water there, or the occupation of those afflicted, or other variables. You know it's not random chance that 400 come from a small area. You would not necessarily know the causal factors, but you would know where to search.
I submit to you that there are ways of defining an origin other than geography. In addition to geographical origins, there can be what I call an intellectual origin. I think you will find that a disproportionate number of successful coin-flippers in the investment world came from a very small intellectual village that could be called Graham-and-Doddsville. A concentration of winners that simply cannot be explained by chance can be traced to this particular intellectual village.
Conditions could exist that would make even that concentration unimportant. Perhaps 100 people were simply imitating the coin-flipping call of some terribly persuasive personality. When he called heads, 100 followers automatically called that coin the same way. If the leader was part of the 215 left at the end, the fact that 100 came from the same intellectual origin would mean nothing. You would simply be identifying one case as a hundred cases. Similarly, let's assume that you lived in a strongly patriarchal society and every family in the United States conveniently consisted of ten members. Further assume that the patriarchal culture was so strong that, when the 225 million people went out the first day, every member of the family identified with the father's call. Now, at the end of the 20-day period, you would have 215 winners, and you would find that they came from only 21.5 families. Some naive types might say that this indicates an enormous hereditary factor as an explanation of successful coin-flipping. But, of course, it would have no significance at all because it would simply mean that you didn't have 215 individual winners, but rather 21.5 randomly distributed families who were winners.
In this group of successful investors that I want to consider, there has been a common intellectual patriarch, Ben Graham. But the children who left the house of this intellectual patriarch have called their "flips" in very different ways. They have gone to different places and bought and sold different stocks and companies, yet they have had a combined record that simply cannot be explained by the fact that they are all calling flips identically because a leader is signaling the calls for them to make. The patriarch has merely set forth the intellectual theory for making coin-calling decisions, but each student has decided on his own manner of applying the theory.
The common intellectual theme of the investors from Graham-and-Doddsville is this: they search for discrepancies between the value of a business and the price of small pieces of that business in the market. Essentially, they exploit those discrepancies without the efficient market theorist's concern as to whether the stocks are bought on Monday or Thursday, or whether it is January or July, etc. Incidentally, when businessmen buy businesses, which is just what our Graham & Dodd investors are doing through the purchase of marketable stocks -- I doubt that many are cranking into their purchase decision the day of the week or the month in which the transaction is going to occur. If it doesn't make any difference whether all of a business is being bought on a Monday or a Friday, I am baffled why academicians invest extensive time and effort to see whether it makes a difference when buying small pieces of those same businesses. Our Graham & Dodd investors, needless to say, do not discuss beta, the capital asset pricing model, or covariance in returns among securities. These are not subjects of any interest to them. In fact, most of them would have difficulty defining those terms. The investors simply focus on two variables: price and value.
I always find it extraordinary that so many studies are made of price and volume behavior, the stuff of chartists. Can you imagine buying an entire business simply because the price of the business had been marked up substantially last week and the week before? Of course, the reason a lot of studies are made of these price and volume variables is that now, in the age of computers, there are almost endless data available about them. It isn't necessarily because such studies have any utility; it's simply that the data are there and academicians have [worked] hard to learn the mathematical skills needed to manipulate them. Once these skills are acquired, it seems sinful not to use them, even if the usage has no utility or negative utility. As a friend said, to a man with a hammer, everything looks like a nail.
I think the group that we have identified by a common intellectual home is worthy of study. Incidentally, despite all the academic studies of the influence of such variables as price, volume, seasonality, capitalization size, etc., upon stock performance, no interest has been evidenced in studying the methods of this unusual concentration of value-oriented winners.
I begin this study of results by going back to a group of four of us who worked at Graham-Newman Corporation from 1954 through 1956. There were only four -- I have not selected these names from among thousands. I offered to go to work at Graham-Newman for nothing after I took Ben Graham's class, but he turned me down as overvalued. He took this value stuff very seriously! After much pestering he finally hired me. There were three partners and four of us as the "peasant" level. All four left between 1955 and 1957 when the firm was wound up, and it's possible to trace the record of three.
The first example (see Table 1) is that of Walter Schloss. Walter never went to college, but took a course from Ben Graham at night at the New York Institute of Finance. Walter left Graham-Newman in 1955 and achieved the record shown here over 28 years. Here is what "Adam Smith" -- after I told him about Walter -- wrote about him in Supermoney (1972):
He has no connections or access to useful information. Practically no one in Wall Street knows him and he is not fed any ideas. He looks up the numbers in the manuals and sends for the annual reports, and that's about it.
In introducing me to (Schloss) Warren had also, to my mind, described himself. "He never forgets that he is handling other people's money, and this reinforces his normal strong aversion to loss." He has total integrity and a realistic picture of himself. Money is real to him and stocks are real -- and from this flows an attraction to the "margin of safety" principle.
Walter has diversified enormously, owning well over 100 stocks currently. He knows how to identify securities that sell at considerably less than their value to a private owner. And that's all he does. He doesn't worry about whether it it's January, he doesn't worry about whether it's Monday, he doesn't worry about whether it's an election year. He simply says, if a business is worth a dollar and I can buy it for 40 cents, something good may happen to me. And he does it over and over and over again. He owns many more stocks than I do -- and is far less interested in the underlying nature of the business; I don't seem to have very much influence on Walter. That's one of his strengths; no one has much influence on him.
The second case is Tom Knapp, who also worked at Graham-Newman with me. Tom was a chemistry major at Princeton before the war; when he came back from the war, he was a beach bum. And then one day he read that Dave Dodd was giving a night course in investments at Columbia. Tom took it on a noncredit basis, and he got so interested in the subject from taking that course that he came up and enrolled at Columbia Business School, where he got the MBA degree. He took Dodd's course again, and took Ben Graham's course. Incidentally, 35 years later I called Tom to ascertain some of the facts involved here and I found him on the beach again. The only difference is that now he owns the beach!
In 1968, Tom Knapp and Ed Anderson, also a Graham disciple, along with one or two other fellows of similar persuasion, formed Tweedy, Browne Partners, and their investment results appear in Table 2. Tweedy, Browne built that record with very wide diversification. They occasionally bought control of businesses, but the record of the passive investments is equal to the record of the control investments.
Table 3 describes the third member of the group who formed Buffett Partnership in 1957. The best thing he did was to quit in 1969. Since then, in a sense, Berkshire Hathaway has been a continuation of the partnership in some respects. There is no single index I can give you that I would feel would be a fair test of investment management at Berkshire. But I think that any way you figure it, it has been satisfactory.
Table 4 shows the record of the Sequoia Fund, which is managed by a man whom I met in 1951 in Ben Graham's class, Bill Ruane. After getting out of Harvard Business School, he went to Wall Street. Then he realized that he needed to get a real business education so he came up to take Ben's course at Columbia, where we met in early 1951. Bill's record from 1951 to 1970, working with relatively small sums, was far better than average. When I wound up Buffett Partnership I asked Bill if he would set up a fund to handle all our partners, so he set up the Sequoia Fund. He set it up at a terrible time, just when I was quitting. He went right into the two-tier market and all the difficulties that
14/3 2010 00:14 le 027154 ja, hvis man kan sin fundamentalanayse og konjunkturanalyse
vil de altid vinde i længden ved at man køber undervurderede selskaber i sektorer, der står foran et opsving efter en nedtur som det gælder om at kunne forudse, hvilket jeg ikke synes at buffett har vist særligt store evner til at kunne
men de tjener nødvendgvist helelr ikke penge når det er det bedste tidspunkt at investere i dem
altså det med lav pe holder ikke, de skal have udnerskud og har derfor ikke nogen pe, når det optimale købstidspunkt er der
men det er ikke nok at have underskud for at aktierne kan stige på forventning om overskud i løbet af kort tid, som biotek sektoren så tydeligt illustrerer
vil de altid vinde i længden ved at man køber undervurderede selskaber i sektorer, der står foran et opsving efter en nedtur som det gælder om at kunne forudse, hvilket jeg ikke synes at buffett har vist særligt store evner til at kunne
men de tjener nødvendgvist helelr ikke penge når det er det bedste tidspunkt at investere i dem
altså det med lav pe holder ikke, de skal have udnerskud og har derfor ikke nogen pe, når det optimale købstidspunkt er der
men det er ikke nok at have underskud for at aktierne kan stige på forventning om overskud i løbet af kort tid, som biotek sektoren så tydeligt illustrerer
14/3 2010 11:21 Nippon1976 327163 Det med at handle aktier, er vel lige som så meget andet en lang læringproces, hvor man skal finde ud af hvilken type investor man er, hvilke områder man vil investere i osv.
Så længe det hele bare går op og der kommer flere og flere penge ind på kontoen, så tager de færreste sig tid til at reflektere.
Som de fleste andre investorer, så har jeg også lavet nogle håbløse forhastede investeringer (dantherm f.eks.) i håbet om det hurtige guld, og selvfølgelig har det givet bagslag.
Jeg tror at når dumhed bliver straffet, så er det der man lærer mest!
Selvom jeg have læst om investeringer inden jeg gik i gang og så viste hvad jeg ikke skulle gøre, så røg jeg jeg alligevel i.
Typist eks.
En aktie stiger meget en dag, måske oven på en god nyhed og den bliver hyppet op i skyerne på debatsiderne. Hvad går man??? Man vil selvfølgelig også have en bid af kagen, så man hopper med på vognen.
Efter de fleste store stigninger, så er der også et tilbagefald og rammer man slutningen af stigningen, så kan man på en hurtig lille investering hurtigt lige 10-15 % procent tab.
Når sådanne ting også sker for meget erfarne investorer, så kunne konklusionen måske være at man jævnligt skulle tage sig tid til at reflekterer og huske at skrive det ned, så man også senere kan tage det frem og se om det passe på de investeringer man laver.
Efter et år, så er jeg så småt begyndt at have et godt billede af hvilken slags investor jeg er og hvad jeg vil beskæftige mig med og jeg må da sige at fiaskoerne har være meget mere lærrige end succerne.
Hvis man taber 20 % af sin formue, så skal man man have 25% procent gevinst for at være even.
Så min filosofi er blevet, lad vær at være grådig og en lille fortjeneste er bedre en en tab.
God søndag!
Så længe det hele bare går op og der kommer flere og flere penge ind på kontoen, så tager de færreste sig tid til at reflektere.
Som de fleste andre investorer, så har jeg også lavet nogle håbløse forhastede investeringer (dantherm f.eks.) i håbet om det hurtige guld, og selvfølgelig har det givet bagslag.
Jeg tror at når dumhed bliver straffet, så er det der man lærer mest!
Selvom jeg have læst om investeringer inden jeg gik i gang og så viste hvad jeg ikke skulle gøre, så røg jeg jeg alligevel i.
Typist eks.
En aktie stiger meget en dag, måske oven på en god nyhed og den bliver hyppet op i skyerne på debatsiderne. Hvad går man??? Man vil selvfølgelig også have en bid af kagen, så man hopper med på vognen.
Efter de fleste store stigninger, så er der også et tilbagefald og rammer man slutningen af stigningen, så kan man på en hurtig lille investering hurtigt lige 10-15 % procent tab.
Når sådanne ting også sker for meget erfarne investorer, så kunne konklusionen måske være at man jævnligt skulle tage sig tid til at reflekterer og huske at skrive det ned, så man også senere kan tage det frem og se om det passe på de investeringer man laver.
Efter et år, så er jeg så småt begyndt at have et godt billede af hvilken slags investor jeg er og hvad jeg vil beskæftige mig med og jeg må da sige at fiaskoerne har være meget mere lærrige end succerne.
Hvis man taber 20 % af sin formue, så skal man man have 25% procent gevinst for at være even.
Så min filosofi er blevet, lad vær at være grådig og en lille fortjeneste er bedre en en tab.
God søndag!
Nippon
Jeg tror også man skal passe på med at tro man kan lære specielt meget af sine tidligere investeringer, både lykkede og mindre lykkede. Oftest har ens risk/reward billede ikke været helt skævt ud fra de informationer man havde til rådighed.
Nogle binder deres ego for hårdt op på deres investeringer, forstået på den måde at de tror de er dårlige investorer, når en investering går dårligt, og dygtige når en investering er gået godt. Meget af tiden er der blot tale om varians, dvs. lidt mere held/uheld end oddsene egentlig tilsiger hvis du kører samme scenarie 1000 gange. Grundlæggende er investering jo et odds game. Og det er yderst sjældent at vi får pengene rigtigt skidt/godt ind ved en given investering. Jeg tvivler på det er mere end 5%, der adskiller den gode og dårlige investering ved 95% af alle investeringer.
Det eneste jeg personligt har ændret i min tilgang de seneste år er at lægge mere vægt på ledelsen, når jeg investerer. Har jeg den mindste tvivl omkring deres troværdighed eller dygtighed, så finder jeg blot en anden aktie, uanset hvor gode tallene ser ud, hvor blomstrende branchen er og hvor "undervurderet" aktien er. Det er i øvrigt også en af Buffets vigtigste læreregler.
Jeg tror også man skal passe på med at tro man kan lære specielt meget af sine tidligere investeringer, både lykkede og mindre lykkede. Oftest har ens risk/reward billede ikke været helt skævt ud fra de informationer man havde til rådighed.
Nogle binder deres ego for hårdt op på deres investeringer, forstået på den måde at de tror de er dårlige investorer, når en investering går dårligt, og dygtige når en investering er gået godt. Meget af tiden er der blot tale om varians, dvs. lidt mere held/uheld end oddsene egentlig tilsiger hvis du kører samme scenarie 1000 gange. Grundlæggende er investering jo et odds game. Og det er yderst sjældent at vi får pengene rigtigt skidt/godt ind ved en given investering. Jeg tvivler på det er mere end 5%, der adskiller den gode og dårlige investering ved 95% af alle investeringer.
Det eneste jeg personligt har ændret i min tilgang de seneste år er at lægge mere vægt på ledelsen, når jeg investerer. Har jeg den mindste tvivl omkring deres troværdighed eller dygtighed, så finder jeg blot en anden aktie, uanset hvor gode tallene ser ud, hvor blomstrende branchen er og hvor "undervurderet" aktien er. Det er i øvrigt også en af Buffets vigtigste læreregler.
16/3 2010 01:24 hall 027222 En rigtig god tråd og stor respekt til dig AKA.
Har du lave en 20dubling på 10 år er da imponerende ;)
Aka, det kunne være sjov at høre, hvad var din tidligere succes strategi. Det kunne endvidere være rart, hvis du vil definere value og high growth. Hvilke kriterier skal være opfyldt før du anser en aktie herfor?
Har du lave en 20dubling på 10 år er da imponerende ;)
Aka, det kunne være sjov at høre, hvad var din tidligere succes strategi. Det kunne endvidere være rart, hvis du vil definere value og high growth. Hvilke kriterier skal være opfyldt før du anser en aktie herfor?
16/3 2010 08:06 Sibelius 027229 Det er altså imponerende hvor fuld af dig selv du er. Selv en investor som Warren Buffet som i næsten 60 år har outperformet markedet (få undtagelser - f.ex. dot.com perioden) og de folk der har fulgt samme strategi og har næsten lige så gode resultater har du ikke respekt for.
Men du har naturligvis også misforstået det hele. Warren Buffet et al investerer IKKE udfra P/E værdi. De investerer derimod meget selektivt efter aktier der har et positivt cashflow og aktier der har en markedspris der er betydeligt under deres forventede break-up value.
Som det nævnes har Buffets mantra været at have så stor en margin for sikkerhed som muligt, og den margin har han fundet ved at købe aktier der havde en betydelig værdi i forhold til aktuel markedspris, og som generede et positivt cash flow i en efter hans vurdering stabil industri.
Men du har naturligvis også misforstået det hele. Warren Buffet et al investerer IKKE udfra P/E værdi. De investerer derimod meget selektivt efter aktier der har et positivt cashflow og aktier der har en markedspris der er betydeligt under deres forventede break-up value.
Som det nævnes har Buffets mantra været at have så stor en margin for sikkerhed som muligt, og den margin har han fundet ved at købe aktier der havde en betydelig værdi i forhold til aktuel markedspris, og som generede et positivt cash flow i en efter hans vurdering stabil industri.
16/3 2010 07:17 Paradokset 027227 Tak for denne fine tråd.
Selv har jeg anskaffet The Snowball dengang den udkom, men orkede simpelthen ikke at læse den. Måske skulle man give den en chance.
Selv har jeg anskaffet The Snowball dengang den udkom, men orkede simpelthen ikke at læse den. Måske skulle man give den en chance.
16/3 2010 13:28 Kristensen 027254 Det er stærkt anbefalingsværdigt at læse bogen. Købte den også da den kom ud og synes nærmest ikke man kan undgå at blive fanget. Er ikke blevet helt færdig endnu, men det går dog den rigtige vej.
Sjovt nok var tekstil-virksomheden "Berkshire" en af de største fejlinvesteringer han lavede, ikke desto mindre er det under dette navn vi kender hele konglomeratet i dag.
En ting er at det fundamentale havde en stor indvirkning på hans beslutning, men ofte "forelskede" han sig også ofte i direktørerne for virksomhederne, som ofte, lige som ham selv, var arbejdsnarkomaner og geniale talknusere - og som han så stort potentiale i.
Sjovt nok var tekstil-virksomheden "Berkshire" en af de største fejlinvesteringer han lavede, ikke desto mindre er det under dette navn vi kender hele konglomeratet i dag.
En ting er at det fundamentale havde en stor indvirkning på hans beslutning, men ofte "forelskede" han sig også ofte i direktørerne for virksomhederne, som ofte, lige som ham selv, var arbejdsnarkomaner og geniale talknusere - og som han så stort potentiale i.
