Det er tidlig morgen og det er vinter på en pishamrende kold på Århus Banegård
En ældre myndig herre i flot uniform, Donald Lukas Poulsen kigger på sit lommeur, tænk sig det lommeur har han haft på sig alle dage siden han arvede det fra hans bedstefar i 1982. Det hændte at folk grinte lidt af den lidt gammeldags type i gammeldags uniform og hans lommeur hvis synlige kæde til inderlommen altid skimtede i sollyset . Donald var fuldstændig ligeglad med hvad folk mente om ham, og han tænkte at de bare kunne grine for han vidste at uret var pålideligt, det havde i varsomme lommer og hænder i snart 100 år været driftssikkert - og selvom der et par enkelte gange i dets levetid havde været lidt uregelmæssigheder var det altid blevet kyndigt repareret af den gode urmager Wallandstraight i New York som var den eneste der endnu havde ekspertise til at tilse det gamle ur. Uregelmæssighederne begyndte igen for et par måneder siden og Donald tænkte at det nok var tid til at få uret efterset endnu en gang - det var jo også flere år siden sidst.
På perronen sidder de sædvanlige 40-50 stykker og venter utålmodigt på morgenens tog. De fleste skal på job og alle vil gerne vide om toget kommer til tiden. En noget forfrossen midaldrende, bredbaget, kone rejser sig op; "Godmorgen Hr. Stationsforstander Poulsen. Må jeg først rose Dem for Deres fine arbejde her på stationen, alt er jo holdt så rent og pænt her, men vi har jo også i mange år sat pris på Deres kyndige ledelse af stedet her. Dernæst vil jeg gerne høre om De har nyt om toget til Aalborg, kommer det til tiden? Som De ved skal jeg jo helst ankomme inden kl. 9.00 - De plejede jo gerne førhen at vide besked". En mand bagved vil gerne høre om han kan nå færgen i Frederikshavn kl. 10.15. Og en tredje, en meget bleg, ung mand der med boblende snot ud af næsen - der magisk skinner i solskinnet - vil vide hvornår Donald regner med at infotavlen igen begynder at virke så man bare ved en smule om ens tog nogenlunde holder tidsplanen. Da den unge mand har stillet sit spørgsmål springer snotboblen ved hans næse, men sekundet efter træder en ny, jomfruelig gennemsigtig boble frem fra det ene næsebor.
"Tidsplanen" tænker Donald, den forpulede tidsplan som snart ikke synes at være nogen indikator for noget som helst længere. Da hele det centrale info system brød sammen for et par måneder siden tog det alle infotavler på alle stationer med sig. Siden da har det ikke været til at finde hoved og hale i noget længere, og enhver vil vide, at trods disse svære betingelser blev alt gjort for at opretholde en bare rimelig service for de ventende passagerer. Først blev der oprettet et netværk af kontakter til stationerne der ligger mellem Odense og Skanderborg. Her kunne man så telefonisk få besked om hvornår togene var ankommet og afgik, og på den måde med nogenlunde sikkerhed fastslå en evt. forsinkelse eller andre driftsforstyrrelser.
Nu var problemet bare det at flere af opkaldene til stationerne ikke blev besvaret, opkald blev besvaret af folk der - af uvisse årsager - ikke kunne klokken, der var sågar opkald der blev besvaret af uforståelige kinesere og for det ikke skal være løgn forsvor Donald at et opkald en enkelt gang blev besvaret af noget der lød som et dyr, ja ud fra Donalds - dog ret beskedne kendskab til dyreriget - så lød det bestemt som en abekat.
Og chaufutten kunne man ikke ringe til i et førerløst tog. Alle førere var blevet fyret og tilbudt arbejde i diverse forlystelsesparker, hvor en del sad og styrede rutsjebanerne og andre spillede trompet eller basun i forskellige tivoligarder rundt omkring.
Donald have søgt som en gal efter nye informationskilder, bare noget man kunne hænge sin hat op på, han havde endda ringet til sin gamle oldonkel for at spørge sig til råds. Men onklen havde i hans dage desværre ikke været ude for noget lignende jo måske bortset fra leverance problemer med kul i det forrige århundrede, men i og med at det lå så langt tilbage, havde den ivrige lyttende Donald efter overvejelse ikke kunnet bruge den gamles beretninger til en hujende fis.
Donald tænkte at det er umuligt at udføre sit arbejde ud fra disse forudsætninger og han måtte overfor ganske få betroede venner og kolleger indrømme at på trods af at han havde gjort alt hvad der i hans magt var muligt for at klarlægge et mønster i dette morads, så afveg alt i disse tider fra normalen og det huede bestemt ikke den myndige, ærekære stationsforstander der netop altid havde fundet stor glæde og stolthed i at hans tog kom til tiden.
Men tiden var en anden nu. Alt gik hurtigere. De nye IC11 tog var blevet introduceret i efteråret og mon ikke man roligt kan sige at der er et gevaldigt piv i de sataner. Hele 415 km/t kunne de nå op på. En fantastisk bedrift, flotte og imponerende så de ud når de blæste gennem landskabet og kunne tilbagelægge distancen fra københavn til Frederikshavn på bare 2 timer og 3 minutter.
Men lige lidt hjalp det når der som nu var gevaldig koks i maskineriet. Tænk sig hele den automatiserede drift synes tæt på kollaps. Hvilken åndsfrisk politiker havde nogensinde troet det? En gang var det endda gået så galt at et fejlet sporskifte i Fredericia havde sendt hele 3 tog i sydgående retning i stedet for mod Århus. Det sidste man havde hørt var fra en passager - der var guide for et hold skiturister der skulle til Norge - stod i Baden Baden og var blevet budt velkommen af en flok syngende, storbarmede Frauen og nogle lille rødlige gespenser kaldet "Kracknizzen" i Tyrolertøj.
Man hørte om Kracknissen at han var lille, ca 150 cm høj med gule spidse tænder, lange ører og på trods af en lille slibrig tunge og smilende mund kunne han råbe så højt at skørterne blafrede på de altid jamrende kællinger der stod i enhver bymidte i disse år. Og råbe det kunne han, han havde i snart 2 år råbt og skreget så alle var trætte af at høre på det, det sidste års tid havde Kracknizzen dog levet en noget mere tilbagetrukket tilværelse.
Man kunne aldrig vide om han var i godt eller dårligt humør og nogen gange vidste han det heller ikke selv. Men eet var sikkert; Kracknizzen havde altid en evne til at stille små billige boder op hvor der nu engang var megen trafik. Ikke nødvendigvis store boder med fine, dyre varer, men ofte små hotdog-boder der var nemme at stille op de steder hvor der af en eller anden grund kom mange mennesker. Og mange mennesker kom der på de Sydlige perroner det år, især efter at der var gået total koks i de Nordliges togdrift den sidste tid.
Og Kracknizzen tog altid godt imod de fortvivlede passagerer, i hans utraditionelle røde tyrolertøj, thi han vidste at sultne turister var der altid der er forretning i - på daglig basis kunne hans boder sælge 1900 franske hotdogs til 20 kr stykket og det var under alle omstændigheder bedre end den flotte og dyre restaurant i den efterhånden døde bymidte hvor omsætningen sjældent oversteg kr. 10.000,- dagligt. Og selv Kracknizzen havde hørt om den fine restaurant ?Gabel & Hammer? i byens midte der førhen havde skovlet penge ind, nu ligefrem havde tabt kr. 6.000,- om dagen ? bare ved at holde åbent. ?Jesus Maria? havde Kracknizzen tænkt, her er gode penge at tjene, også selvom jeg ikke ved hvilket ben jeg står på nu, og slet ikke hvilket ben jeg står på i morgen?..
Donald kigger ned på den lille dame og tænker at nu må det snart holde op med folks evendelige spørgen om tider på tog. Hvordan fanden skulle han dog under disse omstændigheder kunne svare fyldestgørende på det? Og så deres sleske tale til ham, den var utålelig. Kunne folk for fanden da ikke bare spørge normalt hvis de da endelig mente,at det gav mening at spørge om noget i det hele taget? Det var bedre i de regelrette dage. Der behøvede han stort set ikke snakke med nogen som helst, han skulle blot plotte nogle tider ind på skærmen og ellers følge dagens drift - selvfølgelig med de små bump på vejen der nu engang altid forekommer og som fagbladet "Tog til tiden" altid var interesseret i at modtage.
Donald var yndet i de kredse der læste "Tog til tiden", altid var han præcis og udførlig i hans opgørelser om den forgangne drift. Men især hans anskuelser omkring fremtiden var specielt interessante og et ofte debatteret emne blandt landets øvrige stationsforstandere. Ikke at Donald ikke kunne redegøre for fremtidens forudsætninger, men når man studerede hans skriblerier viste det at 80% handlede om fortiden og kun 30% om fremtiden.
Den noget konservative Donald havde altid været skeptisk overfor alle de nymodens tiltag. Ikke at han ikke kunne se fordelene i udviklingen, nej hans skepsis gik mest på den risiko for usikkerhed i driften som opstod når man så radikalt ændrede hele togtrafikken i landet.
Tænk sig at ministeren ved sine fulde fem for 6 år siden kunne stå og være garant for, at selvom hastigheden blev forøget med 300 % ville alt fungere fejlfrit fra dag 1 og at ikke en krone skulle finansieres via skatten da toget ville være attraktivt for enhver passager, nu hvor benzinen stort set var sluppet op. Nu stod man så her med et tognet der nærmest var brudt sammen, et projekt der var blevet 104 milliarder dyrere end budgetteret og en billetpris fra Århus til København på 4.822 kr.
Jøsses Maria, tænkte Donald. Han hanker op i sig selv , kigger ned på den lillle frysende dame og svarer høfligt at der desværre ikke er så meget nyt omkring toget til Aalborg og at hun ligesom alle andre måtte afvente. Dog kunne han tilføje at toget vist nok var afgået fra København på rette tid, og som togene havde kørt de sidste dage kunne det indikere at alle kommer nordpå til rette tid, men omvendt, med de seneste måneders eskapader var det ikke i hans lod at stille nogen som helst garantier for noget som helst. Det svar havde han givet mange gange før i de sidste uger, og ja, i flere dage var han blevet hjemme og havde afspadseret, for han gad ærligt talt ikke møde op når han på forhånd vidste at han ikke ville kunne bidrage med nogle nogenlunde sikre informationer. Han vidste at passagererne risikerede at vågne op på en banegård i det sydlige europa med med en abekat og en blomsterkrans om halsen.
"HALLLØØØØØØØØØØJJ!!!" Lyder det højt og opstemt fra trappeopgangen til perronen.
Donald vender sig om. Fandeme om ikke han er her igen! Den frembrusende Abel G. Nixen.
"God dag, den dame" nærmest fløjter Abel til den lille dame, "hvilken herlig dag"
"Herlig!? Jeg ved såmænd ikke, Hr Nixen siger den bredbagede dame. Vi sidder alle her og ville ønske at toget kommer til tiden, men ingen svar kan vi få, det er det sædvanlige kaos!?"
"Jo men lille Frue" siger Nixen og får bekræftet at sagen drejer sig om 8.32 fra København. "Det er der styr på. Jeg har været i kontakt med min gode fætter Joe i Vejle og han bekræfter at toget er afgået rettidigt derfra. Og ydermere har jeg lagt en kabale til morgen der gik op og det er som regel gode tegn, og stjernerne, ja stjernerne står ligeledes rigtigt. De kan være ganske rolig toget kommer til tiden".
Nu blev det for meget for Donald: "Hvordan kan De stille op her med Deres vås? De ved udmærket godt at disse indikationer ikke er sikkerhed for noget som helst. For 4 dage siden påstod De at ved at læse avisens dødsannoncer baglæns og samtidig fratrække alle æ´er og å ér og ved at tilsætte vokaler efter en bestemt formel havde kunnet læse: "Hej med dig, toget kører bare super duper i en periode, husk vanter alligevel, hilsen Faster Tulle"
"Sidst vi hørte fra passagererne stod de og bællede dåseøl nede ved Otto Duborg? fnysede Donald
"Hvordan kan De stå her og fortsætte med Deres flyvske postulater"?
" Det er fordi jeg kan mærke det, denne gang er den god nok og se når toget nu er kommet af sted fra Vejle i tid, så har jeg under alle omstændigheder mere ret til at melde ud end end du har" svarede en forbavset Abel. "Ydermere lagde jeg kabalen inden toget afgik fra København så meldingen fra fætter Joe var jo helt i tråd med det forventede"
Donald stirrede på Abel Nixen. I baggrunden løb den lokale tosse, Patrik Arkensen rundt og messede:
"Fut-fut, toget kommer
bom-bom toget kommer ikke
fut-fut toget kommer
bom-bom toget kommer ikke.
kan køre i kan sejle i kan gå,
men min åndssvaghed kan ingen slå?
"Hr. Nixen!" spurgte Donald. "Er det ikke korrekt at Deres omtalte fætter Joe er ham den fordrukne sømand, der netop har spillet sig fra hus og hjem og som i øvrigt ikke aner hvor han skal hen?" Han er sidst set med et kommunalt sponseret togkort i hånden hvor han efter sigende stak tommeltotten op bagi og derefter susende rundt steg på ethvert tog og klippede 16 stk. 10 turs kort op, uden at forlade vejle banegård overhovedet?"
"Min kære Hr Poulsen" sagde Hr Nixen, "Jeg er jo ikke herre over enhver i familien, og rigtigt er det at vores fætter Nixen nok har været noget på afveje, men enhver støtter jo sine kære i nødens stund. Om det er nogen trøst for Dem så fik jeg opkaldet fra fætter Joe som sad på ?Bodegaen Raffelbægeret" og nok er det sted ikke respekteret i Deres kreds, men han sad der og kunne fra hans plads konstatere at et tog forlod banegården for få minutter siden?
"Tak for kaffe" spyede Donald og spurgte om det var konstateret om toget kørte mod nord eller mod syd.
Hr. Nixen svarede at toget var afgået som planlagt men at han naturligvis ikke kunne indestå for om der var aviser, kul, bare damer eller passagerer deri.
Derefter drejede Donald rundt på hælen og mens han gik mod hans kontor tænkte han at selvom Hr Nixen får ret i dagens bevægelser så ved han jo ikke en skid om de fundenentale forudsætninger for togdriftens bevægelser, og Hr. Nixen har intet at have hans postulater i, og for en stationsforstander er det er altid irriterende at sådan en orm skulle få ret på et så spinkelt grundlag.
Især nu hvor alt er så usikkert som nu. Det var ikke Donalds livret at skulle stå og indømme en fremgang i togdriften om 2 måneder som kun var forudsagt af en latterlig kabaletumpe og hans drukfældige fætter fra Vejle.
Men han vidste også at passagerne mest lyttede til det de VILLE høre og derfor var Nixen ligenu dagens mand i skysovs, uanset hvor fordrukne og spekulative hans kilder var, og Donald måtte indfinde sig med at under disse vilkår kunne selv aben fra Odense få gyldne dage som spåkone.
Men spændende bliver det at se hvordan togene kører idag og i den næste tid.
vh/
En ældre myndig herre i flot uniform, Donald Lukas Poulsen kigger på sit lommeur, tænk sig det lommeur har han haft på sig alle dage siden han arvede det fra hans bedstefar i 1982. Det hændte at folk grinte lidt af den lidt gammeldags type i gammeldags uniform og hans lommeur hvis synlige kæde til inderlommen altid skimtede i sollyset . Donald var fuldstændig ligeglad med hvad folk mente om ham, og han tænkte at de bare kunne grine for han vidste at uret var pålideligt, det havde i varsomme lommer og hænder i snart 100 år været driftssikkert - og selvom der et par enkelte gange i dets levetid havde været lidt uregelmæssigheder var det altid blevet kyndigt repareret af den gode urmager Wallandstraight i New York som var den eneste der endnu havde ekspertise til at tilse det gamle ur. Uregelmæssighederne begyndte igen for et par måneder siden og Donald tænkte at det nok var tid til at få uret efterset endnu en gang - det var jo også flere år siden sidst.
På perronen sidder de sædvanlige 40-50 stykker og venter utålmodigt på morgenens tog. De fleste skal på job og alle vil gerne vide om toget kommer til tiden. En noget forfrossen midaldrende, bredbaget, kone rejser sig op; "Godmorgen Hr. Stationsforstander Poulsen. Må jeg først rose Dem for Deres fine arbejde her på stationen, alt er jo holdt så rent og pænt her, men vi har jo også i mange år sat pris på Deres kyndige ledelse af stedet her. Dernæst vil jeg gerne høre om De har nyt om toget til Aalborg, kommer det til tiden? Som De ved skal jeg jo helst ankomme inden kl. 9.00 - De plejede jo gerne førhen at vide besked". En mand bagved vil gerne høre om han kan nå færgen i Frederikshavn kl. 10.15. Og en tredje, en meget bleg, ung mand der med boblende snot ud af næsen - der magisk skinner i solskinnet - vil vide hvornår Donald regner med at infotavlen igen begynder at virke så man bare ved en smule om ens tog nogenlunde holder tidsplanen. Da den unge mand har stillet sit spørgsmål springer snotboblen ved hans næse, men sekundet efter træder en ny, jomfruelig gennemsigtig boble frem fra det ene næsebor.
"Tidsplanen" tænker Donald, den forpulede tidsplan som snart ikke synes at være nogen indikator for noget som helst længere. Da hele det centrale info system brød sammen for et par måneder siden tog det alle infotavler på alle stationer med sig. Siden da har det ikke været til at finde hoved og hale i noget længere, og enhver vil vide, at trods disse svære betingelser blev alt gjort for at opretholde en bare rimelig service for de ventende passagerer. Først blev der oprettet et netværk af kontakter til stationerne der ligger mellem Odense og Skanderborg. Her kunne man så telefonisk få besked om hvornår togene var ankommet og afgik, og på den måde med nogenlunde sikkerhed fastslå en evt. forsinkelse eller andre driftsforstyrrelser.
Nu var problemet bare det at flere af opkaldene til stationerne ikke blev besvaret, opkald blev besvaret af folk der - af uvisse årsager - ikke kunne klokken, der var sågar opkald der blev besvaret af uforståelige kinesere og for det ikke skal være løgn forsvor Donald at et opkald en enkelt gang blev besvaret af noget der lød som et dyr, ja ud fra Donalds - dog ret beskedne kendskab til dyreriget - så lød det bestemt som en abekat.
Og chaufutten kunne man ikke ringe til i et førerløst tog. Alle førere var blevet fyret og tilbudt arbejde i diverse forlystelsesparker, hvor en del sad og styrede rutsjebanerne og andre spillede trompet eller basun i forskellige tivoligarder rundt omkring.
Donald have søgt som en gal efter nye informationskilder, bare noget man kunne hænge sin hat op på, han havde endda ringet til sin gamle oldonkel for at spørge sig til råds. Men onklen havde i hans dage desværre ikke været ude for noget lignende jo måske bortset fra leverance problemer med kul i det forrige århundrede, men i og med at det lå så langt tilbage, havde den ivrige lyttende Donald efter overvejelse ikke kunnet bruge den gamles beretninger til en hujende fis.
Donald tænkte at det er umuligt at udføre sit arbejde ud fra disse forudsætninger og han måtte overfor ganske få betroede venner og kolleger indrømme at på trods af at han havde gjort alt hvad der i hans magt var muligt for at klarlægge et mønster i dette morads, så afveg alt i disse tider fra normalen og det huede bestemt ikke den myndige, ærekære stationsforstander der netop altid havde fundet stor glæde og stolthed i at hans tog kom til tiden.
Men tiden var en anden nu. Alt gik hurtigere. De nye IC11 tog var blevet introduceret i efteråret og mon ikke man roligt kan sige at der er et gevaldigt piv i de sataner. Hele 415 km/t kunne de nå op på. En fantastisk bedrift, flotte og imponerende så de ud når de blæste gennem landskabet og kunne tilbagelægge distancen fra københavn til Frederikshavn på bare 2 timer og 3 minutter.
Men lige lidt hjalp det når der som nu var gevaldig koks i maskineriet. Tænk sig hele den automatiserede drift synes tæt på kollaps. Hvilken åndsfrisk politiker havde nogensinde troet det? En gang var det endda gået så galt at et fejlet sporskifte i Fredericia havde sendt hele 3 tog i sydgående retning i stedet for mod Århus. Det sidste man havde hørt var fra en passager - der var guide for et hold skiturister der skulle til Norge - stod i Baden Baden og var blevet budt velkommen af en flok syngende, storbarmede Frauen og nogle lille rødlige gespenser kaldet "Kracknizzen" i Tyrolertøj.
Man hørte om Kracknissen at han var lille, ca 150 cm høj med gule spidse tænder, lange ører og på trods af en lille slibrig tunge og smilende mund kunne han råbe så højt at skørterne blafrede på de altid jamrende kællinger der stod i enhver bymidte i disse år. Og råbe det kunne han, han havde i snart 2 år råbt og skreget så alle var trætte af at høre på det, det sidste års tid havde Kracknizzen dog levet en noget mere tilbagetrukket tilværelse.
Man kunne aldrig vide om han var i godt eller dårligt humør og nogen gange vidste han det heller ikke selv. Men eet var sikkert; Kracknizzen havde altid en evne til at stille små billige boder op hvor der nu engang var megen trafik. Ikke nødvendigvis store boder med fine, dyre varer, men ofte små hotdog-boder der var nemme at stille op de steder hvor der af en eller anden grund kom mange mennesker. Og mange mennesker kom der på de Sydlige perroner det år, især efter at der var gået total koks i de Nordliges togdrift den sidste tid.
Og Kracknizzen tog altid godt imod de fortvivlede passagerer, i hans utraditionelle røde tyrolertøj, thi han vidste at sultne turister var der altid der er forretning i - på daglig basis kunne hans boder sælge 1900 franske hotdogs til 20 kr stykket og det var under alle omstændigheder bedre end den flotte og dyre restaurant i den efterhånden døde bymidte hvor omsætningen sjældent oversteg kr. 10.000,- dagligt. Og selv Kracknizzen havde hørt om den fine restaurant ?Gabel & Hammer? i byens midte der førhen havde skovlet penge ind, nu ligefrem havde tabt kr. 6.000,- om dagen ? bare ved at holde åbent. ?Jesus Maria? havde Kracknizzen tænkt, her er gode penge at tjene, også selvom jeg ikke ved hvilket ben jeg står på nu, og slet ikke hvilket ben jeg står på i morgen?..
Donald kigger ned på den lille dame og tænker at nu må det snart holde op med folks evendelige spørgen om tider på tog. Hvordan fanden skulle han dog under disse omstændigheder kunne svare fyldestgørende på det? Og så deres sleske tale til ham, den var utålelig. Kunne folk for fanden da ikke bare spørge normalt hvis de da endelig mente,at det gav mening at spørge om noget i det hele taget? Det var bedre i de regelrette dage. Der behøvede han stort set ikke snakke med nogen som helst, han skulle blot plotte nogle tider ind på skærmen og ellers følge dagens drift - selvfølgelig med de små bump på vejen der nu engang altid forekommer og som fagbladet "Tog til tiden" altid var interesseret i at modtage.
Donald var yndet i de kredse der læste "Tog til tiden", altid var han præcis og udførlig i hans opgørelser om den forgangne drift. Men især hans anskuelser omkring fremtiden var specielt interessante og et ofte debatteret emne blandt landets øvrige stationsforstandere. Ikke at Donald ikke kunne redegøre for fremtidens forudsætninger, men når man studerede hans skriblerier viste det at 80% handlede om fortiden og kun 30% om fremtiden.
Den noget konservative Donald havde altid været skeptisk overfor alle de nymodens tiltag. Ikke at han ikke kunne se fordelene i udviklingen, nej hans skepsis gik mest på den risiko for usikkerhed i driften som opstod når man så radikalt ændrede hele togtrafikken i landet.
Tænk sig at ministeren ved sine fulde fem for 6 år siden kunne stå og være garant for, at selvom hastigheden blev forøget med 300 % ville alt fungere fejlfrit fra dag 1 og at ikke en krone skulle finansieres via skatten da toget ville være attraktivt for enhver passager, nu hvor benzinen stort set var sluppet op. Nu stod man så her med et tognet der nærmest var brudt sammen, et projekt der var blevet 104 milliarder dyrere end budgetteret og en billetpris fra Århus til København på 4.822 kr.
Jøsses Maria, tænkte Donald. Han hanker op i sig selv , kigger ned på den lillle frysende dame og svarer høfligt at der desværre ikke er så meget nyt omkring toget til Aalborg og at hun ligesom alle andre måtte afvente. Dog kunne han tilføje at toget vist nok var afgået fra København på rette tid, og som togene havde kørt de sidste dage kunne det indikere at alle kommer nordpå til rette tid, men omvendt, med de seneste måneders eskapader var det ikke i hans lod at stille nogen som helst garantier for noget som helst. Det svar havde han givet mange gange før i de sidste uger, og ja, i flere dage var han blevet hjemme og havde afspadseret, for han gad ærligt talt ikke møde op når han på forhånd vidste at han ikke ville kunne bidrage med nogle nogenlunde sikre informationer. Han vidste at passagererne risikerede at vågne op på en banegård i det sydlige europa med med en abekat og en blomsterkrans om halsen.
"HALLLØØØØØØØØØØJJ!!!" Lyder det højt og opstemt fra trappeopgangen til perronen.
Donald vender sig om. Fandeme om ikke han er her igen! Den frembrusende Abel G. Nixen.
"God dag, den dame" nærmest fløjter Abel til den lille dame, "hvilken herlig dag"
"Herlig!? Jeg ved såmænd ikke, Hr Nixen siger den bredbagede dame. Vi sidder alle her og ville ønske at toget kommer til tiden, men ingen svar kan vi få, det er det sædvanlige kaos!?"
"Jo men lille Frue" siger Nixen og får bekræftet at sagen drejer sig om 8.32 fra København. "Det er der styr på. Jeg har været i kontakt med min gode fætter Joe i Vejle og han bekræfter at toget er afgået rettidigt derfra. Og ydermere har jeg lagt en kabale til morgen der gik op og det er som regel gode tegn, og stjernerne, ja stjernerne står ligeledes rigtigt. De kan være ganske rolig toget kommer til tiden".
Nu blev det for meget for Donald: "Hvordan kan De stille op her med Deres vås? De ved udmærket godt at disse indikationer ikke er sikkerhed for noget som helst. For 4 dage siden påstod De at ved at læse avisens dødsannoncer baglæns og samtidig fratrække alle æ´er og å ér og ved at tilsætte vokaler efter en bestemt formel havde kunnet læse: "Hej med dig, toget kører bare super duper i en periode, husk vanter alligevel, hilsen Faster Tulle"
"Sidst vi hørte fra passagererne stod de og bællede dåseøl nede ved Otto Duborg? fnysede Donald
"Hvordan kan De stå her og fortsætte med Deres flyvske postulater"?
" Det er fordi jeg kan mærke det, denne gang er den god nok og se når toget nu er kommet af sted fra Vejle i tid, så har jeg under alle omstændigheder mere ret til at melde ud end end du har" svarede en forbavset Abel. "Ydermere lagde jeg kabalen inden toget afgik fra København så meldingen fra fætter Joe var jo helt i tråd med det forventede"
Donald stirrede på Abel Nixen. I baggrunden løb den lokale tosse, Patrik Arkensen rundt og messede:
"Fut-fut, toget kommer
bom-bom toget kommer ikke
fut-fut toget kommer
bom-bom toget kommer ikke.
kan køre i kan sejle i kan gå,
men min åndssvaghed kan ingen slå?
"Hr. Nixen!" spurgte Donald. "Er det ikke korrekt at Deres omtalte fætter Joe er ham den fordrukne sømand, der netop har spillet sig fra hus og hjem og som i øvrigt ikke aner hvor han skal hen?" Han er sidst set med et kommunalt sponseret togkort i hånden hvor han efter sigende stak tommeltotten op bagi og derefter susende rundt steg på ethvert tog og klippede 16 stk. 10 turs kort op, uden at forlade vejle banegård overhovedet?"
"Min kære Hr Poulsen" sagde Hr Nixen, "Jeg er jo ikke herre over enhver i familien, og rigtigt er det at vores fætter Nixen nok har været noget på afveje, men enhver støtter jo sine kære i nødens stund. Om det er nogen trøst for Dem så fik jeg opkaldet fra fætter Joe som sad på ?Bodegaen Raffelbægeret" og nok er det sted ikke respekteret i Deres kreds, men han sad der og kunne fra hans plads konstatere at et tog forlod banegården for få minutter siden?
"Tak for kaffe" spyede Donald og spurgte om det var konstateret om toget kørte mod nord eller mod syd.
Hr. Nixen svarede at toget var afgået som planlagt men at han naturligvis ikke kunne indestå for om der var aviser, kul, bare damer eller passagerer deri.
Derefter drejede Donald rundt på hælen og mens han gik mod hans kontor tænkte han at selvom Hr Nixen får ret i dagens bevægelser så ved han jo ikke en skid om de fundenentale forudsætninger for togdriftens bevægelser, og Hr. Nixen har intet at have hans postulater i, og for en stationsforstander er det er altid irriterende at sådan en orm skulle få ret på et så spinkelt grundlag.
Især nu hvor alt er så usikkert som nu. Det var ikke Donalds livret at skulle stå og indømme en fremgang i togdriften om 2 måneder som kun var forudsagt af en latterlig kabaletumpe og hans drukfældige fætter fra Vejle.
Men han vidste også at passagerne mest lyttede til det de VILLE høre og derfor var Nixen ligenu dagens mand i skysovs, uanset hvor fordrukne og spekulative hans kilder var, og Donald måtte indfinde sig med at under disse vilkår kunne selv aben fra Odense få gyldne dage som spåkone.
Men spændende bliver det at se hvordan togene kører idag og i den næste tid.
vh/
6/4 2011 20:35 leoloo 0
41014 inden jeg skal svare på hvad jeg vil bruge det ovenstående indlæg til; sådan at bringe et gammelt indlæg frem her; så er meningen vel at understrege at jeg savner sgu nogen af de gode skribenter der ikke skriver meget mere på danske aktie-sites og i samme åndedrag takker jeg de dygtige der stadig holder ved...
vh
vh
7/4 2011 00:29 StBr 041020 Jeg ved ikke lige hvad jeg skal bruge historien til - og alligevel giver den stof til lidt eftertænksomhed.
Men det er nok lige det der kendetegner en god fortælling.
Men det er nok lige det der kendetegner en god fortælling.
