Præsident Obama afleverede i nat sin længe ventede tale til den amerikanske kongres. Det var en energisk og veloplagt Obama, som fremlagde sin plan for, hvordan USA kunne fortsætte sit brydetag med en finanskrise, som indtil nu har kostet to præsidenter (nogenlunde ligeligt fordelt) tilsammen omkring 1.500 mia af statens dollars i hidtidige forgæves forsøg på ved hjælp af hjælpepakker at stimulere økonomien på ret køl igen.
Obamas tale var bygget retorisk op: Efter grundigt at have foreslået et punkt i konkrete detaljer, mindede han om, at det var forslag af en type, som både demokrater og republikanere tidligere havde lagt stemmer til - også mange af de tilstedeværende. Dette argument var især adresseret det republikanske flertal af kongressen. Et flertal, som længe på grund af det tilstundende præsidentvalg (om blot atten måneder!) har været notorisk negative i deres modtagelse af præsidentielle forslag fra den demokratiske Obama. Dernæst opfordrede præsidenten kongressen: "Vedtag den lov, og vedtag den nu." Den sætning blev gentaget igen og igen igennem hele talen, hver gang Obama havde redegjort for et forslagspunkt. Ialt 15 gange blev den udtalt ifølge en CNN-iagttager.
Obama nævnte i sin tale ikke de beløb, som hvert enkelt af forslagspunkterne ville koste staten. Efterfølgence kunne CNN dog oplyse, at pakken, hvis det hele skulle blive vedtaget, ville komme til at koste 447 mia. dollars, altså væsentligt mere end de 300 mia. dollars nogle vurderinger har lydt på.
Dagspressen vil nok gå mere i detaljer med forslagene, end jeg efterfølgende uden notater vil være i stand til her. Men det aktuelle udgangspunkt var arbejdsløsheden, som i et stykke tid har ligget fast forankret på o. 9,1%, tilyneladende uden vilje til at tage ved lære af aktiekursernes nedadgående kurve. Obama foreslog tilskud til små og mellemstore virksomheder som ansatte arbejdskraft, der havde gået arbejdsløse i mere end seks måneder, og dertil betydelige skattelettelser. Til benefit for republikanerne foreslog Obama begrænsninger på sygesikringen, der ellers har været et hjertebarn for præsident ham, lige siden han stillede op til præsidentvalget for tre år siden, ja, før det. Til demokraterne forklarede han det med hensynet til følgende generationer, som risikerede ingen adgang til sygesikring, hvis man ikke begrænsede den nu.
Tilgengæld måtte republikanerne sluge, at man endelig fik gjort noget ved de skattemæssige smuthuller, der betød at store selskaber slet ikke betalte bare i nærheden at deres rimelige bidrag til økonomiens genoprettelse. Obama mindede om, at nogen af de rigeste amerikanere selv havde bedt om at betale mere i skat.
Endelig ville præsidenten opmuntre amerikanske lokalsamfund til at få sat gang i offentlige investeringer, med fokus på to punkter: hvad der ville afhjælpe arbejdsløsheden og hvad der ville hjælpe lokalsamfundet. Han lovede, åbenbart belært af tidligere tiders dårlige erfaringer, at der ikke igen ville blive bygget flere 'broer til ingen steder'.
Undervejs i Obamas ellers ret forrygende tale, var det tydeligt, at det var en splittet kongres, han talte til. Til højre foran sig kunne han se demokratiske kongresmedlemmer, der jævnligt rejste sig op og klappede af talen. Men der var ingen begejstringsytringer, for i den anden side af salen sad udtryksløse republikanere, der på alle mulige måder signalerede, at præsidenten ikke skulle tro, at her var noget at hente. Nogle republikanere så dog også noget foruroligede og trykkede ud over præsidentens veloplagte talegaver - og måske nogen dårlig samvittighed, hvem ved. Kongressen er trods alt endnu mere upopulær end præsidenten ifølge en nylig meningsmåling, og det trods præsidentens rekordlave popularitet. Det sidste måske vanskeligt at forstå for en udenforstående, der måtte synes, at Obama er en fantastisk præsident, der jo ikke har opfundet den verdensomspændende finanskrise.
Til sidst i talen berørte Obama konsekvenserne ved en fortsat vrangvillighed fra kongressens side til at samarbejde om løsningen på landets problemer. Inden da havde han betonet, at ude i landet var der borgere, som havde valgt denne kongres i forventning om, at den gjorde sit arbejde, ligesom de gjorde deres. Hvis republikanerne mente, at de sagtens kunne vente i atten måneder, altså til efter et præsidentvalg, med at få gjort noget ved problemerne, så mindede præsidenten dem om, at ude i landet var der altså mennesker, der var så pressede, at de absolut ikke kunne vente. Så derfor: "Vedtag den lov, og vedtag den nu!"
Præsident Obama "lovede" at hvis kongressen igen bare stallede processen, i stedet for at gøre sit arbejde, så ville han rejse ud i alle hjørner af USA for at få vælgerne dér til at henvende sig til deres valgte kongresmedlemmer, og få dem til at gøre det arbejde, de havde valgt ham eller hende til at udføre. Jeg tror, at Obama efter denne tale til kongressen vil stå stærkt i sådan en uheldig situation. Spørgsmålet er om det republikanske flertal kan indse det, især de tilsyndeladende så sendrægtigt dumstædige teeparty-republikanere.
Republikanske kommentarer til CNN oven på talen kunne tolkes negativt. Et gennemgående argument var, at det er gældsætningen ved de tidligere pakker, der er skyld i arbejdsløsheden. Yderligere gældsætning vil derfor ikke hjælpe på situationen, blot skabe en endnu større ubetalelig gæld. Spørgsmålet er, om det argument holder, nu hvor det ikke er luftige bankpakker, men lovgivningsmæssigt kraftigt styrede jobskabende tiltag, der skal investeres i.
Endelig lovede Obama, at Det Hvide Hus nok skulle påtage sig arbejdet med at få lovgivningen ned på papiret, så kongressen inden for den næste uge blot skulle sørge for at få den vedtaget.
Obamas tale var bygget retorisk op: Efter grundigt at have foreslået et punkt i konkrete detaljer, mindede han om, at det var forslag af en type, som både demokrater og republikanere tidligere havde lagt stemmer til - også mange af de tilstedeværende. Dette argument var især adresseret det republikanske flertal af kongressen. Et flertal, som længe på grund af det tilstundende præsidentvalg (om blot atten måneder!) har været notorisk negative i deres modtagelse af præsidentielle forslag fra den demokratiske Obama. Dernæst opfordrede præsidenten kongressen: "Vedtag den lov, og vedtag den nu." Den sætning blev gentaget igen og igen igennem hele talen, hver gang Obama havde redegjort for et forslagspunkt. Ialt 15 gange blev den udtalt ifølge en CNN-iagttager.
Obama nævnte i sin tale ikke de beløb, som hvert enkelt af forslagspunkterne ville koste staten. Efterfølgence kunne CNN dog oplyse, at pakken, hvis det hele skulle blive vedtaget, ville komme til at koste 447 mia. dollars, altså væsentligt mere end de 300 mia. dollars nogle vurderinger har lydt på.
Dagspressen vil nok gå mere i detaljer med forslagene, end jeg efterfølgende uden notater vil være i stand til her. Men det aktuelle udgangspunkt var arbejdsløsheden, som i et stykke tid har ligget fast forankret på o. 9,1%, tilyneladende uden vilje til at tage ved lære af aktiekursernes nedadgående kurve. Obama foreslog tilskud til små og mellemstore virksomheder som ansatte arbejdskraft, der havde gået arbejdsløse i mere end seks måneder, og dertil betydelige skattelettelser. Til benefit for republikanerne foreslog Obama begrænsninger på sygesikringen, der ellers har været et hjertebarn for præsident ham, lige siden han stillede op til præsidentvalget for tre år siden, ja, før det. Til demokraterne forklarede han det med hensynet til følgende generationer, som risikerede ingen adgang til sygesikring, hvis man ikke begrænsede den nu.
Tilgengæld måtte republikanerne sluge, at man endelig fik gjort noget ved de skattemæssige smuthuller, der betød at store selskaber slet ikke betalte bare i nærheden at deres rimelige bidrag til økonomiens genoprettelse. Obama mindede om, at nogen af de rigeste amerikanere selv havde bedt om at betale mere i skat.
Endelig ville præsidenten opmuntre amerikanske lokalsamfund til at få sat gang i offentlige investeringer, med fokus på to punkter: hvad der ville afhjælpe arbejdsløsheden og hvad der ville hjælpe lokalsamfundet. Han lovede, åbenbart belært af tidligere tiders dårlige erfaringer, at der ikke igen ville blive bygget flere 'broer til ingen steder'.
Undervejs i Obamas ellers ret forrygende tale, var det tydeligt, at det var en splittet kongres, han talte til. Til højre foran sig kunne han se demokratiske kongresmedlemmer, der jævnligt rejste sig op og klappede af talen. Men der var ingen begejstringsytringer, for i den anden side af salen sad udtryksløse republikanere, der på alle mulige måder signalerede, at præsidenten ikke skulle tro, at her var noget at hente. Nogle republikanere så dog også noget foruroligede og trykkede ud over præsidentens veloplagte talegaver - og måske nogen dårlig samvittighed, hvem ved. Kongressen er trods alt endnu mere upopulær end præsidenten ifølge en nylig meningsmåling, og det trods præsidentens rekordlave popularitet. Det sidste måske vanskeligt at forstå for en udenforstående, der måtte synes, at Obama er en fantastisk præsident, der jo ikke har opfundet den verdensomspændende finanskrise.
Til sidst i talen berørte Obama konsekvenserne ved en fortsat vrangvillighed fra kongressens side til at samarbejde om løsningen på landets problemer. Inden da havde han betonet, at ude i landet var der borgere, som havde valgt denne kongres i forventning om, at den gjorde sit arbejde, ligesom de gjorde deres. Hvis republikanerne mente, at de sagtens kunne vente i atten måneder, altså til efter et præsidentvalg, med at få gjort noget ved problemerne, så mindede præsidenten dem om, at ude i landet var der altså mennesker, der var så pressede, at de absolut ikke kunne vente. Så derfor: "Vedtag den lov, og vedtag den nu!"
Præsident Obama "lovede" at hvis kongressen igen bare stallede processen, i stedet for at gøre sit arbejde, så ville han rejse ud i alle hjørner af USA for at få vælgerne dér til at henvende sig til deres valgte kongresmedlemmer, og få dem til at gøre det arbejde, de havde valgt ham eller hende til at udføre. Jeg tror, at Obama efter denne tale til kongressen vil stå stærkt i sådan en uheldig situation. Spørgsmålet er om det republikanske flertal kan indse det, især de tilsyndeladende så sendrægtigt dumstædige teeparty-republikanere.
Republikanske kommentarer til CNN oven på talen kunne tolkes negativt. Et gennemgående argument var, at det er gældsætningen ved de tidligere pakker, der er skyld i arbejdsløsheden. Yderligere gældsætning vil derfor ikke hjælpe på situationen, blot skabe en endnu større ubetalelig gæld. Spørgsmålet er, om det argument holder, nu hvor det ikke er luftige bankpakker, men lovgivningsmæssigt kraftigt styrede jobskabende tiltag, der skal investeres i.
Endelig lovede Obama, at Det Hvide Hus nok skulle påtage sig arbejdet med at få lovgivningen ned på papiret, så kongressen inden for den næste uge blot skulle sørge for at få den vedtaget.
Tak for gennemgangen, Jamesol. Det er en stimulis pakke på små 500 milliarder som skal skabe gode amerikanske middelklasse jobs. Det bliver interessant at følge den konkrete udmøntning af pakken.
