Lars Tvede har mange gode pointer her:
"Finansmanden Lars Tvede udpeger her sine to yndlingsøkonomer i forhold til vore dages udfordringer med de lande, der i økonomisk henseende er levende døde.
Af: Af Lars Tvede, Iværksætter, investor og forfatter til bl.a. »Det Kreative Samfund«, bbm@berlingske.dk
Hvem er verdens vigtigste økonomer? Adam Smith og Karl Marx? - Keynes og Friedmann? Tjah, det er vel lidt som man personligt ser det, men det har også en tidsvinkel. Smith var eksempelvis vigtig, da europæerne på hans tid vaklede mellem fransk dirigisme og angelsaksisk frihandel, og Marx var vigtig, da halvdelen af verden var, ja, marxistisk. Keynes havde løsningsbud på 1930ernes depression og Friedmann på 1970ernes stagflation.
Så hvem er vore vigtigste økonomer i dag? Personligt vil jeg pege på William Baumol og Arthur Laffer, selv om ingen af d'herrer er specielt kendte. De har ikke skrevet globale bestsellere, og de er bestemt ikke mediestjerner. Hvis jeg nævner dem for erhvervsfolk og politikere, kigger de undertiden spørgende på mig: »Arthur... hvad sagde du? William hvem?« Og jeg svarer:
»Laffer og Baumol!«
Baumols omkostningssyge
Hvis vi starter med William Baumol, så lød hans tidlige karriere ikke så spændende. I 1966 lavede han en analyse af optrædende kunstneres økonomi. Det kan lyde lidt tamt, og det, han fandt ud af, var umiddelbart ret banalt: Et symfoniorkester skal bruge det samme antal musikere til at spille en koncert som for 200 år siden, men der kræves absolut ikke den samme arbejdskraft til at lave f.eks. et rugbrød eller et par sko som dengang.
Og hvad betyder det så?
Jo, forklarede han, sådanne prisforskydninger rammer de optrædende kunstnere, for prisforholdet mellem deres ydelser og f.eks. rugbrød forskydes hele tiden. Måske kunne man engang få en koncertbillet for prisen på et enkelt rugbrød. I dag går der måske 50 pakker rugbrød på sådan en billet, og det reducerer efterspørgslen efter klassiske koncerter, hvilket i øvrigt forklarer, hvorfor rugbrød er beskattet, mens koncerter får statsstøtte. Dette problem for erhverv uden produktivitetsstigninger kaldes nu »Baumols omkostningssyge«, og det rækker vidt ud over optrædende musikere. Faktisk er de offentlige sektorer i de rige lande omfattet, for de har gennemsnitligt nogenlunde samme produktivitetsstigning som symfoniorkestre: Cirka nul.
Omkostningssygens effekter
Tænk lige over det. Det betyder, at selv, hvis det offentlige ligesom symfoniorkestret producerer præcis de samme ydelser hvert år, opsluger det en stadigt større del af vor samlede økonomi. Eller det vil forekomme stadigt dyrere, selv hvis det på ingen måder bliver mere omfattende eller bedre.
Det er en tikkende bombe, og foreløbig har regeringerne de seneste årtier kompenseret ved bl.a. at stifte gæld. Først lidt gæld, så meget og så i enorm skala. Det har flyttet folks opsparing fra aktive erhvervsinvesteringer til uproduktive statsobligationer.
Forgældelsen har stået på så længe, at en række lande synes ude af stand til at stoppe det, endsige nogen sinde betale gælden tilbage. I praksis betyder det, at man løbende finansierer renter og afdrag alene ved at optage endnu større nye lån. Den slags pyramidespil er altså, hvad mange af vore pensionspenge nu er investeret i.
Det kan gøre enhver borger lidt urolig for sin pensionsopsparing. Og det faktum, at vi stadigt oftere putter vor opsparing i statsgæld i stedet for i erhvervslivet, kan gøre enhver nationaløkonom noget bekymret for, om vi uforvarende har fået skabt os selv et statisk samfund. Vel at mærke med masser af økonomiske forpligtelser og forventninger, der forudsætter vækst.
De samme økonomer kan bekymre sig over, at skatterne nu er hævet til over smertegrænsen (ja, over), og det bringer mig til observationer fra min anden vigtige økonom, nemlig Arthur Laffer. Laffer påpegede pæreenkelt, at der er to skattesatser, som på langt sigt vil give nul provenu, nemlig 0 procent og 100 procent. Det første er indlysende, og det andet egentlig også, for hvem vil arbejde, hvis der er 100 procent skat?
Ingen. Det betyder, at selv om skatteprovenuet stiger, når vi hæver skatteprocenterne fra nul, vil det på et tidspunkt et godt stykke før 100 procent begynde at falde igen, hver gang man hæver skattesatserne. Dette forløb kaldes i dag »Laffer-kurven«.
Så hvilke skatteprocenter giver det største provenu på langt sigt? Hvis vi ser os om i verden, er de offentlige finanser meget ofte bedst i lande med lav skat så som Singapore, Hong Kong og Schweiz.
Læs også: Det gamle landbrugserhverv vinder stort
Vi kan også lade os inspirere af utallige virkelige eksperimenter, hvor det samme land har hævet og sænket forskellige typer af skattesatser. Resultaterne stirrer os i øjnene, for også disse skatteeksperimenter melder, at lave skatter giver mest provenue på langt sigt.
Fra alle de statistikker, jeg har set, vil jeg tro, den optimale topskat på lønindkomst næppe er over 30 procent og måske nærmere de 20 procent. Så når man som Frankrig hæver dem til 75 procent, er man meget langt over optimalpunktet, og effekten heraf er, fuldstændig ligesom når man overfisker på havene: Det langsigtede udbytte bliver ikke større. Det bliver mindre.
De nye zombier
En virksomhed, som kun kan forrente og afdrage sine lån ved at optage endnu større nye, og som forlanger priser, der ødelægger dens egen langsigtede forretningspotentiale, kaldes i erhvervslivet en zombie. Det samme er nu sket med vore stater: Mange af dem er blevet rene zombier, og andre er godt på vej. De syge stater kan ikke længere vokse uden at udvide deres konstante pyramidespil, og hvis de hæver skatterne for at dække underskuddene, giver det lavere, langsigtet provenu - ikke højere. De er simpelthen kørt fast.
Personligt støtter jeg på lige fod med velsagtens et massivt flertal af alle vesteuropæere 1) rimelig tryghed, 2) lige muligheder, 3) værn om dem, der ikke kan hjælpe sig selv, 4) godt miljø og 5) økonomisk bæredygtighed. Men med disse holdninger kan ingen ignorere Baumols og Laffers problemstillinger, for hvis vi gør det, ender vort gældsmæssige pyramidespil og den skattepolitiske overfiskning i en Argentina-agtig katastrofe og social massegrav. Argentina var i mange årtier lige så rigt som Tyskland. Nu er det overhalet af Botswana.
Knudens løsning
Så hvilke løsninger må vi finde? Det findes der eksperter med meninger om, herunder de globale managementguruer hos McKinsey. Et af deres - og andres - løsningsforslag for det offentlige er at lave en såkaldt »konkurrencestat«, hvor pengene i højere grad følger borgerne end institutionerne. Her får borgerne så at sige gratis kuponer til at købe uddannelse, sygesikring osv. Derefter skal hver institutioner konkurrere om deres gunst. Gør man det, siger konsulenterne, får det offentlige samme produktivitetsudvikling som private serviceudbydere, hvilket ophæver Baumols problem og dermed også Laffers..
Man kan opdele offentlige services i fire grupper:
1. Offentlige monopoler som lovgivende og dømmende kræfter, nationalbank, efterretningstjeneste samt militær og politimæssig ledelse.
2. Udliciterede services, hvor en given serviceopgave er udliciteret til en enkelt virksomhed i en given periode. Det er velegnet til naturlige lokale monopoler, og hvor demokratisk kontrol samtidig er mindre vigtig. De typiske områder er drift af forsyningsvirksomheder, miljøbeskyttelse, sikkerhedstjenester, styrefunktioner, straffesystemet og visse sociale tjenester. Via konkurrencepresset får man herved kvalitets- og produktivitetsforbedringer som i resten af økonomien.
3. Open service shop. Dette svarer konceptuelt lidt til Apples App Store, hvor der er et hav af tilbud organiseret på en fælles og kvalitetssikret platform. Borgerne har gratis adgang til givne mængder og kan købe tillægstjenester til deres egne penge. De mest oplagte områder er uddannelse og sundhedspleje.
4. Crowdsourcing, hvor alle kan blive involveret i offentlig problemløsning. Dette er mest relevant for videnskabelige, tekniske, sociale og administrative opgaver som innovationspriser, sociale konsekvensanalyser, rationaliseringskonkurrencer og crowd funding.
Skulle jeg give et skud fra hoften, har et samfund, der er økonomisk bæredygtigt på sigt, måske en sammensætning, så 30 procent af økonomien er offentligt styret, men hvor kun omkring de 5 procentpoint heraf (5 procent af den totale økonomi) er offentlige monopolydelser, andre 5 procent er udliciterede offentlige ydelser, 15 procent er offentlige tilbud leveret af private virksomheder i en service shop, og de sidste 5 procent er crowdsourcing løsninger på kollektive problemer.
Derved kan vi få, hvad vi ønsker os, uden at køre helt fast i den aktuelle fælde. Og vi kan forlade denne verden en dag med en rimelig tro på, at vi ikke har efterladt vore børn et samfund dømt til opløsning".
Link til artiklen;
http://m.business.dk/?redirect=www.business.dk%2Fbusiness-magasin%2Feuropas-forenede-zombier&
"Finansmanden Lars Tvede udpeger her sine to yndlingsøkonomer i forhold til vore dages udfordringer med de lande, der i økonomisk henseende er levende døde.
Af: Af Lars Tvede, Iværksætter, investor og forfatter til bl.a. »Det Kreative Samfund«, bbm@berlingske.dk
Hvem er verdens vigtigste økonomer? Adam Smith og Karl Marx? - Keynes og Friedmann? Tjah, det er vel lidt som man personligt ser det, men det har også en tidsvinkel. Smith var eksempelvis vigtig, da europæerne på hans tid vaklede mellem fransk dirigisme og angelsaksisk frihandel, og Marx var vigtig, da halvdelen af verden var, ja, marxistisk. Keynes havde løsningsbud på 1930ernes depression og Friedmann på 1970ernes stagflation.
Så hvem er vore vigtigste økonomer i dag? Personligt vil jeg pege på William Baumol og Arthur Laffer, selv om ingen af d'herrer er specielt kendte. De har ikke skrevet globale bestsellere, og de er bestemt ikke mediestjerner. Hvis jeg nævner dem for erhvervsfolk og politikere, kigger de undertiden spørgende på mig: »Arthur... hvad sagde du? William hvem?« Og jeg svarer:
»Laffer og Baumol!«
Baumols omkostningssyge
Hvis vi starter med William Baumol, så lød hans tidlige karriere ikke så spændende. I 1966 lavede han en analyse af optrædende kunstneres økonomi. Det kan lyde lidt tamt, og det, han fandt ud af, var umiddelbart ret banalt: Et symfoniorkester skal bruge det samme antal musikere til at spille en koncert som for 200 år siden, men der kræves absolut ikke den samme arbejdskraft til at lave f.eks. et rugbrød eller et par sko som dengang.
Og hvad betyder det så?
Jo, forklarede han, sådanne prisforskydninger rammer de optrædende kunstnere, for prisforholdet mellem deres ydelser og f.eks. rugbrød forskydes hele tiden. Måske kunne man engang få en koncertbillet for prisen på et enkelt rugbrød. I dag går der måske 50 pakker rugbrød på sådan en billet, og det reducerer efterspørgslen efter klassiske koncerter, hvilket i øvrigt forklarer, hvorfor rugbrød er beskattet, mens koncerter får statsstøtte. Dette problem for erhverv uden produktivitetsstigninger kaldes nu »Baumols omkostningssyge«, og det rækker vidt ud over optrædende musikere. Faktisk er de offentlige sektorer i de rige lande omfattet, for de har gennemsnitligt nogenlunde samme produktivitetsstigning som symfoniorkestre: Cirka nul.
Omkostningssygens effekter
Tænk lige over det. Det betyder, at selv, hvis det offentlige ligesom symfoniorkestret producerer præcis de samme ydelser hvert år, opsluger det en stadigt større del af vor samlede økonomi. Eller det vil forekomme stadigt dyrere, selv hvis det på ingen måder bliver mere omfattende eller bedre.
Det er en tikkende bombe, og foreløbig har regeringerne de seneste årtier kompenseret ved bl.a. at stifte gæld. Først lidt gæld, så meget og så i enorm skala. Det har flyttet folks opsparing fra aktive erhvervsinvesteringer til uproduktive statsobligationer.
Forgældelsen har stået på så længe, at en række lande synes ude af stand til at stoppe det, endsige nogen sinde betale gælden tilbage. I praksis betyder det, at man løbende finansierer renter og afdrag alene ved at optage endnu større nye lån. Den slags pyramidespil er altså, hvad mange af vore pensionspenge nu er investeret i.
Det kan gøre enhver borger lidt urolig for sin pensionsopsparing. Og det faktum, at vi stadigt oftere putter vor opsparing i statsgæld i stedet for i erhvervslivet, kan gøre enhver nationaløkonom noget bekymret for, om vi uforvarende har fået skabt os selv et statisk samfund. Vel at mærke med masser af økonomiske forpligtelser og forventninger, der forudsætter vækst.
De samme økonomer kan bekymre sig over, at skatterne nu er hævet til over smertegrænsen (ja, over), og det bringer mig til observationer fra min anden vigtige økonom, nemlig Arthur Laffer. Laffer påpegede pæreenkelt, at der er to skattesatser, som på langt sigt vil give nul provenu, nemlig 0 procent og 100 procent. Det første er indlysende, og det andet egentlig også, for hvem vil arbejde, hvis der er 100 procent skat?
Ingen. Det betyder, at selv om skatteprovenuet stiger, når vi hæver skatteprocenterne fra nul, vil det på et tidspunkt et godt stykke før 100 procent begynde at falde igen, hver gang man hæver skattesatserne. Dette forløb kaldes i dag »Laffer-kurven«.
Så hvilke skatteprocenter giver det største provenu på langt sigt? Hvis vi ser os om i verden, er de offentlige finanser meget ofte bedst i lande med lav skat så som Singapore, Hong Kong og Schweiz.
Læs også: Det gamle landbrugserhverv vinder stort
Vi kan også lade os inspirere af utallige virkelige eksperimenter, hvor det samme land har hævet og sænket forskellige typer af skattesatser. Resultaterne stirrer os i øjnene, for også disse skatteeksperimenter melder, at lave skatter giver mest provenue på langt sigt.
Fra alle de statistikker, jeg har set, vil jeg tro, den optimale topskat på lønindkomst næppe er over 30 procent og måske nærmere de 20 procent. Så når man som Frankrig hæver dem til 75 procent, er man meget langt over optimalpunktet, og effekten heraf er, fuldstændig ligesom når man overfisker på havene: Det langsigtede udbytte bliver ikke større. Det bliver mindre.
De nye zombier
En virksomhed, som kun kan forrente og afdrage sine lån ved at optage endnu større nye, og som forlanger priser, der ødelægger dens egen langsigtede forretningspotentiale, kaldes i erhvervslivet en zombie. Det samme er nu sket med vore stater: Mange af dem er blevet rene zombier, og andre er godt på vej. De syge stater kan ikke længere vokse uden at udvide deres konstante pyramidespil, og hvis de hæver skatterne for at dække underskuddene, giver det lavere, langsigtet provenu - ikke højere. De er simpelthen kørt fast.
Personligt støtter jeg på lige fod med velsagtens et massivt flertal af alle vesteuropæere 1) rimelig tryghed, 2) lige muligheder, 3) værn om dem, der ikke kan hjælpe sig selv, 4) godt miljø og 5) økonomisk bæredygtighed. Men med disse holdninger kan ingen ignorere Baumols og Laffers problemstillinger, for hvis vi gør det, ender vort gældsmæssige pyramidespil og den skattepolitiske overfiskning i en Argentina-agtig katastrofe og social massegrav. Argentina var i mange årtier lige så rigt som Tyskland. Nu er det overhalet af Botswana.
Knudens løsning
Så hvilke løsninger må vi finde? Det findes der eksperter med meninger om, herunder de globale managementguruer hos McKinsey. Et af deres - og andres - løsningsforslag for det offentlige er at lave en såkaldt »konkurrencestat«, hvor pengene i højere grad følger borgerne end institutionerne. Her får borgerne så at sige gratis kuponer til at købe uddannelse, sygesikring osv. Derefter skal hver institutioner konkurrere om deres gunst. Gør man det, siger konsulenterne, får det offentlige samme produktivitetsudvikling som private serviceudbydere, hvilket ophæver Baumols problem og dermed også Laffers..
Man kan opdele offentlige services i fire grupper:
1. Offentlige monopoler som lovgivende og dømmende kræfter, nationalbank, efterretningstjeneste samt militær og politimæssig ledelse.
2. Udliciterede services, hvor en given serviceopgave er udliciteret til en enkelt virksomhed i en given periode. Det er velegnet til naturlige lokale monopoler, og hvor demokratisk kontrol samtidig er mindre vigtig. De typiske områder er drift af forsyningsvirksomheder, miljøbeskyttelse, sikkerhedstjenester, styrefunktioner, straffesystemet og visse sociale tjenester. Via konkurrencepresset får man herved kvalitets- og produktivitetsforbedringer som i resten af økonomien.
3. Open service shop. Dette svarer konceptuelt lidt til Apples App Store, hvor der er et hav af tilbud organiseret på en fælles og kvalitetssikret platform. Borgerne har gratis adgang til givne mængder og kan købe tillægstjenester til deres egne penge. De mest oplagte områder er uddannelse og sundhedspleje.
4. Crowdsourcing, hvor alle kan blive involveret i offentlig problemløsning. Dette er mest relevant for videnskabelige, tekniske, sociale og administrative opgaver som innovationspriser, sociale konsekvensanalyser, rationaliseringskonkurrencer og crowd funding.
Skulle jeg give et skud fra hoften, har et samfund, der er økonomisk bæredygtigt på sigt, måske en sammensætning, så 30 procent af økonomien er offentligt styret, men hvor kun omkring de 5 procentpoint heraf (5 procent af den totale økonomi) er offentlige monopolydelser, andre 5 procent er udliciterede offentlige ydelser, 15 procent er offentlige tilbud leveret af private virksomheder i en service shop, og de sidste 5 procent er crowdsourcing løsninger på kollektive problemer.
Derved kan vi få, hvad vi ønsker os, uden at køre helt fast i den aktuelle fælde. Og vi kan forlade denne verden en dag med en rimelig tro på, at vi ikke har efterladt vore børn et samfund dømt til opløsning".
Link til artiklen;
http://m.business.dk/?redirect=www.business.dk%2Fbusiness-magasin%2Feuropas-forenede-zombier&
Lars Tvede har et forfriskende syn på tingene. Men der kan nok tilføjes lidt mere til emnet:
Statsgælden behøver vi ikke tage så tungt her i Danmark. En meget nem løsning vil være at ændre beskatningstidspunktet for pensioner. ( http://www.business.dk/pension/her-er-danskernes-pensionsformue-3.100.000.000.000-kr )
Tvede undlader at indregne transaktionsomkostningerne ved udlicitering og konkurrenceudsættelse. Dvs. hvor mange ekstra DJØFere der skal ansættes til at arrangere disse markedsmekanismer.
Og der er ikke argumenteret for, at konkurrencestaten løser Baumols problem. Når rugbrød er blevet relativt billigere, skyldes det især mekanisering. Og mekanisering og automatisering er ikke i samme grad mulig inden for komplekse ydelser som uddannelse og sundhedspleje.
Statsgælden behøver vi ikke tage så tungt her i Danmark. En meget nem løsning vil være at ændre beskatningstidspunktet for pensioner. ( http://www.business.dk/pension/her-er-danskernes-pensionsformue-3.100.000.000.000-kr )
Tvede undlader at indregne transaktionsomkostningerne ved udlicitering og konkurrenceudsættelse. Dvs. hvor mange ekstra DJØFere der skal ansættes til at arrangere disse markedsmekanismer.
Og der er ikke argumenteret for, at konkurrencestaten løser Baumols problem. Når rugbrød er blevet relativt billigere, skyldes det især mekanisering. Og mekanisering og automatisering er ikke i samme grad mulig inden for komplekse ydelser som uddannelse og sundhedspleje.
3/11 2014 08:37 mlama 0
70097 Ja, jeg synes også det er forfriskende at han ofte bidrager med kreative og anderledes vinkler. Men jeg synes han har en tendens til at springe let og elegant henover mellemregningerne som han bygger sine konklusioner på.
Hvor har han for eksempel fra, at der ikke sker effektiviseringer i det offentlige? Det sker da hele tiden. Og har han glemt en af de største årsager til den voldsomme offentlige gæld: den hvor banksektoren gik amok og hvor staten (os) måtte redde dem. Privatize the gains, socialize the losses er i sandhed en smart idé. Så nej, deregulering er ikke vejen frem.
Mht. hans elskede Schweix som han ofte løfter op på en pedestal: Har han glemt hvordan landet skaffede en stor del af sin velstand? Pga. verdenskrig og efterfølgende ved at være skattely for forbrydere. Det er let at get ahead, når man tyvstarter...
Jeg tror heller ikke, ligesom Buffet og Gates heller ikke gør det, på hans tese om, at beskatter man de rigeste mindre, så vil der være en trickle-down effekt i samfundet, fordi de rigeste er de bedste capital allocators. Tanken lyder besnærende, men har vi ikke set, at virkeligheden er en anden det seneste årti? Middelklassen blev næsten wiped out og nu har vi forbrugsstop på 7. år.
Hvor har han for eksempel fra, at der ikke sker effektiviseringer i det offentlige? Det sker da hele tiden. Og har han glemt en af de største årsager til den voldsomme offentlige gæld: den hvor banksektoren gik amok og hvor staten (os) måtte redde dem. Privatize the gains, socialize the losses er i sandhed en smart idé. Så nej, deregulering er ikke vejen frem.
Mht. hans elskede Schweix som han ofte løfter op på en pedestal: Har han glemt hvordan landet skaffede en stor del af sin velstand? Pga. verdenskrig og efterfølgende ved at være skattely for forbrydere. Det er let at get ahead, når man tyvstarter...
Jeg tror heller ikke, ligesom Buffet og Gates heller ikke gør det, på hans tese om, at beskatter man de rigeste mindre, så vil der være en trickle-down effekt i samfundet, fordi de rigeste er de bedste capital allocators. Tanken lyder besnærende, men har vi ikke set, at virkeligheden er en anden det seneste årti? Middelklassen blev næsten wiped out og nu har vi forbrugsstop på 7. år.
14/11 2014 14:02 Occam 070218 Et forløb som dette skal jo også med i regnestykket: http://jyllands-posten.dk/indland/ECE7206612/Rengørings-kup-er-endt-som-midtjysk-mareridt/
4/11 2014 10:41 Henrik Munthe-Brun 070108 Altid sjovt at høre om Lars Tvede. Men jeg vil give mlama ret i at nogle gange går det lidt for hurtigt for ham med mellemregningerne, især når han udtaler sig om noget der ligger lidt udenfor hans kernekompetance (spekulation). Han er jo trods alt ikke politiker :)
