Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktieanalyse - Mycronic AB


72817 RønneSydInvest 29/7 2015 20:52
Oversigt

Hej alle sammen

Mit første indlæg her på proinvestor.com bliver samtidig en præsentation af mit første forsøg på at gennemføre en fundamental aktieanalyse af den svenske teknologivirksomhed Mycronic AB.

Jeg har handlet med aktier for frie midler i lidt over et halvt år. Jeg har brugt tiden til at snuse til forskellige strategier og i øvrigt handlet alt for meget. Jeg har således konstateret, at jeg primært har handlet på fif og fiduser fra venner og bekendte, millionærklubben på Radio24/7 og indlæg på diverse internetfora (nogen meget bedre end andre). Det har også betydet, at jeg ikke rigtig har haft begreb om, hvorfor jeg egentligt har købt en aktie? Eneste bevæggrund har således primært været... 'Jamen han/hun sagde det var en god idé'. Utilfredsstillende!

Den seneste måneds tid er min interesse for fundamental analyse blevet styrket. Strategien passer umiddelbart godt til mit temperament. Jeg bliver således stresset af at skulle følge med i den overordnede nyhedsstrøm, men omvendt synes jeg det er for kedeligt at ride med på overordnede indeks. Til gengæld synes jeg, at fordybelsen i enkelte aktier er spændende, og det kilder lidt i maven, ved tanken om at jeg inden (forhåbentligt) alt for længe på egen hånd ud fra rationelle og fundamentale bevæggrunde kan finde mig en eller flere vinderaktier, læne mig tilbage og se kronerne trille ind i kassen, mens selskabets værdi løbende tilses i forhold til aktiekursen på baggrund af selskabsmeddelser frem for avisoverskrifter.

Jeg er således ny i denne sammenhæng og modtager således meget gerne input til forbedringer af min første aktieanalyse af Mycronic AB.

pdfAktieanalyse___Mycronic_AB.pdf



29/7 2015 21:14 Helge Larsen/PI-redaktør 072818



Reflektion, erkendelse, nyorientering og så en FA-analyse. Det er en mental super-cycle. Godt gået Rønne. :−)



31/7 2015 07:28 gwal 172826



synes det er fedt, at se du er kommet et skridt videre, fra tilfældigt gætværk, som det primære værktøj til udvælgelse af aktier. specielt dit argument for, hvorfor du ikke bør benytte dig af investeringsforeninger kan jeg godt lide.

med hensyn til analysen.
nemt og overskuelig, godt sat op, med nogle gode tal. man kan altid diskutere om der skal mere med, f.eks. vil jeg gerne have retur på investeret kapital med. og jeg synes det er vigtigt at fremlægge, hvilke tal man bruger for krav egenkapitalforrentning, rente der kan lånes til og i forlængelse af de to, WACC.

men som sagt, der kan altid tages mere med i en fundemental analyse, og du har mange gode ting med.

der er et par ting jeg er uenig med. det skal dog lige siges jeg ikke har brugt timer på at kikke på det, så undskylder for eventuelle fejl jeg må lave i min kommentarer her.

så vidt jeg kan se i q2 2015 rapporten, er ebit margin for januar - juni på 5%, og de sidste 3 mdr på 0%. og de 0% er oven i købet påvirket positivt af valuta effekter, som ikke varer ved. ikke så meget i overensstemmelse med hvad du skriver?

derudover kan det ses at indtjeningen er faldet kraftigt igen med eps fra januar til juni på 0,20 sek og april - juni på 0,01 sek.

ud fra de to tal alene, får jeg et helt klart tegn på at 2014 er en afstikker fra normen, mere end en ny norm. og jeg ville helt klart se på, hvad der skete i 2014. i min mening bør dette år ikke ses som standard for fremtiden. Benjamin Graham og Buffet er begge fortalere for at bruge flere års gennemsnit til udregning af tal til brug for værdisætning. det vil være en anden måde at gøre det på.

Cash flowet vises også som negativt, i begge kvartaler af 2015.


her kommer desværre delen så. hvis 2014 i virkeligheden er en afstikker (overlader jeg til dig selv at undersøge nærmere herfra), så er din diskonteret Cash flow model ikke korrekt, da den er baseret på forkert frit frit cash flow. hvis du er sikker i din sag, så ignorer mig :) i denne sammenhæng må det lige siges, at jeg ikke lige kunne finde deres Capital Investments og derfor ikke fik det frie Cash flow udregnet (gad ikke lede efter det, undskylder for dovenheden her til morgen), men blot har Cash flowet.

desuden vil jeg mene der kan kommenteres lidt yderligere på udbyttet. med et påbegyndt udbytte, der siden start har været over 100% i udbetalings ratio undres jeg. er det holdbart?





31/7 2015 11:43 RønneSydInvest 072828



Hej gwal

Først og fremmest mange tak for dine input. Det giver virkelig en god grobund for den videre læringsproces.

Vedr. ROIC var jeg af den overbevisning, at ROIC og ROE var det samme, når der ikke var rentebærende gæld i virksomheden. Jeg har kigget lidt på det, og det viser sig jo, at det umiddelbart ikke er tilfældet. Således skal nettolikvider trækkes fra egenkapitalen for at få den investerede kapital, og desuden skal den investerede kapital ses i forhold til NOPAT og ikke nettoresultatet. Er det korrekt forstået?
Under alle omstændigheder vil jeg forsøge bruge både ROE og ROIC i mine fremtidige analyser. Så tak for den!

Vedr. WACC er det en ting, jeg ikke helt har styr på endnu. Jeg har således blot arbejdet med 10 % i afkastkrav, da jeg flere steder har set, at det er en meget god tommelfingerregel.

Vedr. input til analysen:

Jeg synes du har en god pointe i, at denne analyse ikke ligger op til, at Mycronic er en value case, da tallene fra har været meget svingende bare inden for de sidste 5 år. Jeg ser det således mere som en delvis growth/business optimizing case, hvor udgangspunktet er tiltrædelsen af den nye CEO i midten af 2013.

Når jeg kigger på tallene fra jan-jun 2015 kontra jan - jun 2014, så synes jeg, at finde en fremgang på alle parametre på nær cash flowet. Fx Gross profit 278,2 mio. SEK (221,3), EBIT-margin 5 % (2) og EPS 0,20 SEK (0,04). Spørgsmålet er så, hvorfor EBIT-margin og EPS er så lavt i første halvår for 2014 i forhold til det samlede resultat i 2014. Her må jeg indrømme, at jeg ikke har nogen fundamentale forklaringer, og i forhold til 2015 jeg støtter mig således op at Mycronics officielle forventninger til omsætning på 1.650 - 1.750 mio. SEK. Til sammenligning forventede Mycronic efter første halvår i 2014 en omsætning på 1.150 - 1.250 mio. SEK. og landede på 1.475 mio. SEK.

I analysen har jeg inkluderet en statistik over EBIT-margin fra 2. kvartalsrapporten. Det er ud fra denne statistik at EBIT-margin ligger i underkanten af 20 %. Det jeg ikke havde set /manglede at inkludere i analysen er, at det er rullende over 4. kvartaler. Har du eller en anden nogen kommentar til dette?

I forhold til cash flowet i mellem 2014 og 2015 er det selvfølgelig også noget, der har vagt min interesse. Men jeg har indtil videre givet mig selv den forklaring, at Mycronic har en rekord stor order backlog på 896 mio SEK, som de vel bruger penge på at nedsætte? Samt at de efter eget udsagn investerer penge i væksten i Asien. Er det en forkert antagelse og/eller kan der findes andre forklaringer i forhold til udviklingen i cash flowet?

Spørgsmålet er endvidere om udviklingen i cash flow i første halvår 2015 så ikke burde have effekt på mit estimat af det frie cash flow. Jo - måske på den korte bane, men min antagelse er jo 7 % vækst i det frie cash flow på linje med omsætningen over de næste fem år. At man så bruger penge på at investere i vækst de ene år, skulle jo så gerne betyde flere penge i kassen de næstkommende år. Det er i hvert fald sådan jeg har tænkt det.

Det var så et forsøg på at give lidt svar på dine gode kommentarer. Det har, som du ser afledt en række nye spørgsmål. Jeg ville selvfølgelig blive meget glad, hvis du har mod på at svare tilbage.

Til sidst som du selv skriver, så kan casen i en forsimplet form koges ned til, om 2014 afstikker fra normen, eller om 2014 er det nye normal.



31/7 2015 14:00 gwal 072830



hvis de investerer i vækst i asien i et år, så investerer de nok også i vækst de kommende år. det ville undre mig meget om et enkelt år til den slags er nok.
problemet med det Cash flow der bruges, er at 2014 i meget høj grad ligner et år, hvor noget er solgt fra, af en eller anden art. således, at der er en stor indtægt, som ikke kommer fra grund forretningen. det vil netop skabe sådan et afsides år.
hvis dette ikke var tilfældet, burde 2015 indtil videre have skabt en del mere end 0,24 SEK i indtjening, hvilket jo på ingen måde kan leve op til 2014, men ligger langt nærmere de foregående år.
ganske givet fandt jeg ikke lige noget om et frasalg, eller en engangs indtægt, men jeg ledte nu heller ikke alt for grundigt (det er trods alt ikke min case :) ). men hvis de skal leve op til 2014, så skal de, med en indtjening på 0,24 i første halvår, tjene noget der ligger i omegnen af 7 x så meget i andet halvår. det lyder bare ikke realistisk. hvis det er, jamen okay, fint. hvis ikke kan Cash flowet i DCF modellen meget vel være op imod 4 x for stort, og dermed vil prissætningen være langt alt for høj.

med andre ord, så er det altså nødvendigt, at finde ud af hvad der skete i 2014.

jeg tænkte nok det var den ebit margin du var kommet til at bruge, og nej. ingen kommentarer ellers :)

en WACC på 10% er nok heller ikke helt væk når det er mindre virksomheder. om ikke andet er du bare lidt konservativ, hvilket er helt fint. ved større, stabile virksomheder kan det dog godt være noget off.

RoiC benytter jeg primært til at sammenligne prisen for at låne kapital med hvad de får som retur herpå. ikke at virksomheder altid skal låne, men i princippet skal de gerne have flere penge ud af det de investerer i, end det har kostet for dem at låne penge.

RoE er til at sammenligne afkaster herpå, sammenlignet med mit krav hertil. kan mit krav ikke slås (sikre rente + risikotillæg incl. inflation), så skal aktien liiige overvejes en gang til (nogle brancher er det sådan det er, men generelt).

dermed bliver det sådan set bare forskellen på hvad de får ud af de penge jeg "låner" dem, og de penge banken/obligationskøbere låner dem (fratrukket skat). WACC er et vægtet snit heraf (baseret på egenkapital overfor gæld).

i de fleste regnskaber bør du kunne finde både roic og roe. men ellers er investopedie okay nem at have med at gøre. det lyder umiddelbart fint det du siger dog.
http://www.investopedia.com/university/eva/eva3.asp
http://www.investopedia.com/terms/e/equity.asp?version=v1

specielt i tilfælde af mindre selskaber kan det godt være en fordel at regne tal efter selv. det er mere sandsynligt, at sådanne undlader visse poster for at forbedre visse tal. selv om store selskaber også kan finde på det, så er der flere som analyserer dem, og de bliver nemmere fanget i det. så tror ikke det er helt så udbredt der.


skal lige nævnes, at jeg ikke selv er en garvet mester her. jeg er selv ved at lære løs. så undskyldt for eventuelle fejlinformationer



4/8 2015 07:29 Helge Larsen/PI-redaktør 072850






TRÅDOVERSIGT