Finansfokus - fredag
07-05-10 kl. 7/5 2010 05:00 | TDC 37,35 (-1,11%) | GN Store Nord 211,10 (-0,09%) | Aarhus Lokalbank 6,00 (0,00%) | Trifork 13,60 (0,00%) | Djurslands Bank 253,50 (+0,20%)
Igen ventes fokus at være rettet mod Grækenland, og fredag skal en lang række af eurozonens lande godkende hjælpepakken, hvilket stiller markedet i en venteposition. Ved eftermiddagstid vil fokus være rettet mod den amerikanske arbejdsmarkedsrapport. På den danske scene vil regnskabet fra GN Store Nord få opmærksomhed.
GN Store Nord fremlægger regnskab for første kvartal, efter at selskabet den 19. april hævede forventningerne til 2010. Koncernen skrev, at udviklingen i GN Netcom har været bedre end ventet, hvor det amerikanske salg blev fremhævet. Den samlede organiske vækst i GN Netcom for første kvartal 2010 blev på 9 pct. GN Store Nord hævede indtjeningsforventningerne (EBITA) for 2010 til 400-500 mio. kr. Overskuddet før skat lyder på 350-450 mio. kr. GN Store Nord kom i november med GN Resound med i det amerikanske Veterans Affairs (VA), hvor GN tidligere var repræsenteret med Intertone. Med Resounds indtog har GN Store Nord øget sin andel i VA til 4,8 pct. fra 3,5 pct. i oktober med Intertone. Eventuelle meldinger om VA-salget kan få opmærksomhed.
Andre regnskaber kommer fra telekoncernen TDC, Djurslands Bank, Aarhus Lokalbank og it-selskabet Trifork.
Den tyske forbundsdag og det franske Overhus stemmer om hjælpepakken til Grækenland, og der er tale om en afgørende afstemning. En lang række af de andre lande vil også stemme eller diskutere hjælpepakken. Markedet vil afvente, om det bliver til godkendelser, mens der kan være risiko for at godkendelserne bliver udskudt til fordel for en debat. Onsdag var kansler Angela Merkel på talerstolen for at holde en brandtale for en godkendelse af hjælpepakken.
Den amerikanske arbejdsløshedsrapport for april offentliggøres kl. 14.30, og måske kan den normalt meget vigtige rapport trække lidt af opmærksomheden væk fra frygten og spekulationerne om de sydeuropæiske landes gældproblemer. Analytikerne venter, at jobskabelsen vil stige til 190.000 i april fra 162.000 i marts. Jobskabelse er understøttet af offentlige ansættelser til folketælling, og derfor vil et dyk ned i rapportens sammensætning være afgørende.
Amerikanske Dendreon, som er konkurrent til Bavarian Nordic, fremlægger regnskab for første kvartal. Dendreon har fået godkendt sit medikament Provenge mod prostatakræft. Provenge blev i slutningen af april godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder, men det overraskende punkt var den aftalte pris med FDA, som var på 93.000, hvor markedet havde regnet med 60.000 dollar pr. årlig behandling. Det løfter indtjeningsmulighederne for Bavarian's Prostvac, som ventes at nå markedet i 2014-15.
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: [email protected], www.rb-borsen.dk )
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar