Capinordic: tre måneder i turbulens smitter af på resultaterne
17-05-10 kl. 17/5 2010 15:28 | Newcap Holding 1,91 (-0,52%)
2010 har været meget turbulent for Capinordic-koncernen, der i årets tre første måneder har måttet kæmpe både med krakket i Capinordic Bank og ændringer i koncernens ledelse. Det har smittet kraftigt af på selskabets resultater. Det skriver Capinordic i sin 1. kvartalsrapport.
Capinordic realiserede et resultat i netto rente- og gebyrindtægter på 31 mio. kr., hvilket var det samme for første kvartal sidste år. Driftsindtjeningen EBTDA landede derimod meget lavere på -58 mio. kr. sammenlignet med -2 mio. kr. i samme periode sidste år, hvilket altså skyldes konkursen i Capinordic Bank.
- Som konsekvens af konkursen foretog koncernen fuld nedskrivning af alle værdier relateret til Capinordic Bank i koncernregnskabet for 2009, ligesom koncernen ikke har modtaget regnskabstal for banken for 2010, skriver Capinordic i regnskabet.
Bankkrakket i Capinordic Bank er også årsagen til driftsindtjeningens store dyk ned ad.
- Driftsindtjeningen er påvirket af udgifter til den stillede tabsgaranti over for kunder i Capinordic Bank, der ikke var dækket af svensk eller dansk indskydergaranti. Driftsindtjeningen er, foruden den udgiftsførte tabsgaranti, ekstraordinært påvirket af udgifter til fratrædelsesgodtgørelser samt løn i opsigelsesperioder, herunder til den tidligere administrerende direktør, skriver Capinordic.
Heller ikke underskuddet i Capinordic-forretningen bevæger sig i den rigtige retning. Således præsenterer selskabet et underskud for årets tre første måneder på 65 mio. kr. mod 9 mio. kr. i første kvartal 2009.
Alligevel fastholder Capinordic forventningerne til hele regnskabsåret 2010.
- Koncernen befinder sig i en omstruktureringsfase, og forventningen for 2010 fastsættes derfor inden for et relativt bredt interval, meddeler selskabet i kvartalsrapporten.
Capinordic-koncernen venter, at netto rente- og gebyrindtægterne lander i niveauet 100-150 mio. kr., mens resultatet før skat ventes at ligge i niveauet -25 til -75 mio. kr.
- Som følge af koncernens situation, er Capinordics forventninger behæftet med større usikkerhed end sædvanligt, skriver Capinordic dog også i forbindelse med regnskabet.
Koncernen meddeler desuden, at Capinordic-navnet erstattes med navnen Monetar. Capinordic meddeler nemlig, at et nyt svensk holdingselskab ved navn Monetar Holding AB vil være et 100 pct. ejet datterselskab under Capinordic, og alle svenske selskaber bliver datterselskaber under det svenske holdingselskab.
- Ændringerne er under implementering, skriver Capinordic.
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: [email protected], www.rb-borsen.dk )
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar