Finansfokus - tirsdag
21-06-10 kl. 21/6 2010 14:48 | Roblon B 412,00 (+0,86%) | Carlsberg A 705,00 (+0,43%) | Carlsberg B 730,50 (+0,14%) | Danisco A/S 700,50 (0,00%) | Genmab 1.261 (-2,25%)
Danisco bliver ugens store trækplaster på den danske aktiescene, da C20-selskabet er aktuel med årsregnskab. Op til præsentationen er flere finanshuse begyndt at spekulere i betydelige forbedringer af driftsmarginalen i de kommende regnskabsår, hvorfor den langsigtede prognose for driftsmarginalen ventes hævet til 15 pct.
Den svenske lastbilsproducent Volvo er aktuel med kapitalmarkedsdag, hvor selskabets adm. direktør Leif Johansson og andre repræsentanter fra ledelsen vil foretage en række præsentationer. Investorerne får desuden også mulighed først på dagen at besøge en produktionsfacilitet i Skövde. Volvo kom i sidste uge med meget stærke tal for salget af lastbiler, som på årsbasis viste en stigning på 25 pct. i Europa, 35 pct.s stigning i USA og 90 pct.s stigning på det asiatiske marked.
Carlsberg får tirsdag nyt fra forretningsmiljøet i Storbritannien, idet den nye koalitionsregering er aktuel med en ny budgetplan, som skal tackle nationens rekordunderskud. Budgettet vil være baseret på prognoser fra en ny uafhængig instans. Den konservative-liberaldemokratiske koalition under ledelse af premierminister David Cameron har gjort bekæmpelse af underskuddet til den højeste prioritet og har allerede lovet nedskæringer for 6 mia. pund.
Medicinalselskabet Genmab deltager på den såkaldte Piper Jaffray European Conference tirsdag og onsdag, hvor selskabet kl. 9.30 er aktuel med en præsentation. Genmab har stjålet overskrifterne på det seneste efter den noget overraskende exit af selskabets direktør Lisa Drakeman. Investorerne savner fortsat en forklaring på direktørens afgang.
Den amerikanske softwareproducent Adobe Systems kommer med regnskab for andet kvartal, efter at både indtjeningen og omsætningen kom ud bedre end ventet i første kvartal. Koncernens kreative forretning, hvor introduktionen af Creative Suite 5, sammen med Phtoshop, Dreamweaver og Illustrator, skal være med til at bære den fremtidige vækst. Adobe venter selv en omsætning på 875-925 mio. dollar i andet kvartal, samt en indtjening på 39-44 cent pr. aktie.
På makrosiden præsenteres det vigtige tyske Ifo-erhvervstillidsbarometer for juni kl. 10.00, hvor økonomerne venter et mindre fald til 101,2 sammenlignet med 101,5 i maj. I forrige skuffede det mere volatile Zew-erhvervstillidsbarometer med et langt større fald end ventet. På den ene hånd trækker de sydeuropæiske gældsbekymringerne ned i tilliden til økonomien, men modsat understøtter svækkelsen i euroen den tyske eksportsituation.
Der kommer også vigtige tal for det amerikanske boligmarked, når salget af eksisterende boliger offentliggøres for maj kl. 16.00. Salget ventes fortsat at være understøttet af skatterabatten på op til 8.000 dollar, hvilket er gældende for købsaftaler som gået igennem. Økonomerne venter en fremgang på 6,5 pct. til 6,15 mio. enheder i maj sammenlignet med 5,77 mio. enheder i april.
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: [email protected], www.rb-borsen.dk )
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om Roblon B



