Den amerikanske sportsudstyrsproducent Nike er aktuel med sit forskudte regnskab for fjerde kvartal, efter at specielt indtjeningen overraskede markant positivt i regnskabet for tredje kvartal. Det er specielt salget på nye markeder og delvist også i Kina, som ligger til grund for den solide vækst hos selskabet. Ifølge den seneste rundspørge foretaget af Bloomberg News så venter analytikerne en omsætning på 5,14 mia. dollar samt en indtjening på 1,05 dollar pr. aktie.
Det amerikanske lønudbetalingsselskab Paychex kommer med regnskab for fjerde kvartal. Selskabet lider fortsat under, at det amerikanske arbejdsmarked fortsat har det svært, selvom man har bevæget sig lidt væk fra det værste niveau. Ifølge den seneste rundspørge foretaget af Bloomberg News venter analytikerne en omsætning på 489,6 mio. dollar, samt en indtjening på 31 cent pr. aktie.
På makrosiden offentliggøres forbrugertilliden i Sverige for juni kl. 09.15, hvor økonomerne venter et mindre fald til 18,0 sammenlignet med 18,8 i maj. Der kommer også tal for tilliden i industrien, som modsat ventes at stige til 5 juni i forhold til 3 i maj.
Bank of England offentliggør kl. 10.30 referatet fra det seneste rentemøde i juni, hvor renten blev fastholdt på de nuværende 0,50 pct. for 15. måned i træk. Centralbankchef Mervyn King udtalte den 17. juni, at centralbanken ikke vil holde sig tilbage med hensyn til at hæve renten, når det bliver aktuelt. OECD har anbefalet Bank of England tidligst at hæve renten i fjerde kvartal 2010.
PMI-erhvervstillidsbarometeret i eurozonen, som dækker for både servicesektoren og industrien, offentliggøres kl. 10.00 for juni. Økonomerne venter et mindre fald til 55,8 i den første udgave for juni sammenlignet med 56,4 i maj.
Centralbanken i Norge er aktuel med renteannoncering kl. 14.00, men økonomerne venter, at renten bliver fastholdt på det nuværende niveau på 2,0 pct.
På den anden side af Atlanten kommer der tal for boligmarkedet kl. 16.00, hvor salget af nye boliger offentliggøres for maj. Økonomerne venter et kraftigt fald på 18,7 pct. til 410.000 enheder, efter at salget steg solidt i april med 14,8 pct. til 504.000 enheder.
Centralbanken i USA er i søgelyset med rentemøde, hvor fokus vil være på bankens meldinger om den økonomiske situation. Centralbankens Beige Book bruges som opvarmning til rentemødet, og her pointerede Bernanke, at der er behov for en amerikansk genopretningsplan grundet de store ubalancer på det føderale budget. Der ses kun en lille effekt fra gældskrisen i Europa, hvis ikke det spreder sig til finanssektoren, lød det. En sætning i Beige Book gav dog markedsdeltagerne hovedbrud: Opsvinget virker holdbart under forudsætning for stabile finansmarkeder.
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: [email protected], www.rb-borsen.dk )
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder