Genmab/Sydbank: Risikoen minimeret markant af GSK-aftale
05-07-10 kl. 5/7 2010 13:01 | Genmab 1.261 (-2,25%)
Risikoen i at investere i Genmab er blevet mindsket markant, efter at biotekselskabet i sidste uge lavede en ny partneraftale med giganten Glaxosmithkline (GSK). Det skriver Sydbank i et notat, hvor det bemærkes, at aktiekursen ikke fuldt ud afspejler den mindskede risiko.
- Der er nu tale om en helt anden investeringshistorie i Genmab med langt mindre risiko - en risiko GSK nu har påtaget sig med de massive investeringer i forskning og udvikling de kommende år. Den markant lavere risiko er efter vores vurdering ikke indregnet i den nuværende aktiekurs, skriver Sydbank.
Genmab-aktien steg voldsomt på GSK-aftalen, og den handles mandag eftermiddag i kurs 59,85, mens slutkursen torsdag inden nyheden var 40,91.
Sydbank har på baggrund af den seneste udvikling opdateret sine estimater, og de viser nu, at Genmab vil give overskud i 2013.
- Genmab får med aftalen færre indtægter i form af milepælsbetalinger, hvilket dog modsvares af markant færre udgifter til forskning og udvikling. Vi forventer således, at indtægterne fra 2013 og fremefter overstiger udgifterne, og at Genmab således bliver et profitabelt selskab, skriver Sydbank, som mener, at aftalen er god for begge parter.
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: [email protected], www.rb-borsen.dk )
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om Genmab



