Small Cap Danmark opgiver at slå markedet (opd.)
22-07-10 kl. 22/7 2010 14:35 | Small Cap Denmark 74,50 (-1,97%)
Investeringsselskabet Small Cap Danmark må se i øjnene, at det bliver svært at overgå det generelle marked i 2010, som ellers har været selskabets mål på investeringsfronten.
- På baggrund af resultatudviklingen i første halvår samt det forhold at large cap aktier har outperformet small cap aktier markant, får SmallCap Danmark vanskeligt ved at nå et resultat, der er bedre end det generelle aktiemarked i 2010. Selskabets forventninger er således mere afdæmpede end i første kvartalsregnskabet, hedder det i selskabets halvårsmeddelelse.
Det er blandt andet aktier i Greentech og H+H, der ligger bag det dårlige resultat, som ender med et underskud på 21 mio. kr. før skat i første halvår.
De fem dårligste investeringer var Greentech Energy Systems (-39,4 mio. kr.), Egetæpper (-6,2 mio. kr.), H+H International (-5,8 mio. kr.), Neurosearch (-1,3 mio. kr.) og Auriga Industries (-1,2 mio. kr.). Disse investeringer tegnede sig for et tab på 53,9 mio. kr., oplyser selskabet.
Til gengæld har investeringerne i Boconcept, North Media, GN Store Nord, Topsil og FLSmidth kastet overskud af sig.
Men Small Cap Danmarks ansatte må se i øjnene, at de ikke får nogen bonus i år, da afkastet ligger under benchmark, som er KFMX-indekset. Dets afkast var 2,9 pct. i første halvår, mens afkastet for Small Caps investorer har været -5,3 pct. før skat og -2,7 pct. efter skat.
#
H1-regnskab - Small Cap Danmark:
Mio. kr. H1 2010 H1 2009
-----------------------------------------------------------
Investeringsresultat: -15 46
Finansielle poster, netto: -1 1
Driftsomkostninger: 4 7
Resultat før skat: -21 40
Nettoresultat: -10 29
#
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: [email protected], www.rb-borsen.dk )
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar