Tørlast kommer til at spinde guld på russisk kornstop
09-08-10 kl. 9/8 2010 10:29 | D/S Norden 132,90 (0,00%)
Den amerikanske hvedeeksport kan stige med op mod 40 pct. som følge af det russiske forbud mod eksport af korn, og for tørlastrederierne kan det blive en guldrandet forretning, hvis verdens kornforsyning skal dækkes af korn fra USA og Latinamerika.
- Det virker sandsynligt, at søtransporten vil stige på bekostning af landtransport, og en stor del af kornmanglen vil blive afhjulpet med korn fra USA, skriver analytiker Martin Korsvold fra finanshuset Pareto i et notat.
Rusland eksporterede sidste år 17,5 mio. ton korn, hovedsageligt til Europa, Mellemøsten og Nordafrika, men den russiske regering har indført eksportforbud på blandt andet byg og hvede, gældende fra 15. august til 31. december, på grund af omfattende tørke. Til gengæld har USA hvedelagre på op mod 33,4 mio. ton. Ifølge analysehuset Lorentzen og Stemoco kan det russiske eksportforbud betyde, at eksporten fra USA stiger med 40 pct.
Hos rederiet Norden har man dog ikke armene i vejret over udsigten til ekstra indtjening endnu.
- Det betyder jo alt andet lige, at kornet skal sejles over længere afstande. Men lad os nu først se noget af alt dette ske. Der er også røster fremme om, at landenes lagre er fyldte. Det er der jo ingen, der ved. Men det tyder på, at der kommer til at mangle korn på verdensmarkedet. Så det kan godt være, at det vil have en positiv effekt på tørlastmarkedet, siger kommunikationschef Hans Bøving.
Norden sejler ikke korn fra Rusland, men kun jern og mineraler. Til gengæld sejler rederiet korn fra USA, Latinamerika, Europa og Australien.
Pareto Securities anser det for sandsynligt at flere af Ruslands nabolande vil indføre eksportforbud på grund af tørken.
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: [email protected], www.rb-borsen.dk )
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om D/S Norden



