Vestas/dir.: Storordre giver vigtig blåstempling af ny mølle
12-08-10 kl. 12/8 2010 12:28 | Vestas Wind Systems 572,50 (+1,60%)
Vestas har med dagens australske ordre sikret sig en vigtig reference for fremtidigt salg af den nye V112-møller. Det fortæller forsknings- og udviklingsdirektør Finn Strøm Madsen, efter at selskabet havde modtaget sin første ordre på den nye mølle.
- Markedsaccepten af produktet er naturligvis meget vigtig for os, når vi lancerer et nyt produkt. Og det er klart, at det er vigtigt for os, at to så erfarne kunder som AGL og Meridian, som også har haft eksterne rådgivere på til at lave teknisk "due dilligence", godkender produktet. Det er en anerkendelse af produktet i markedet og af, at vi har gjort det rigtige, siger Finn Strøm Madsen til RB-Børsen.
Ordren har en kapacitet på 420 megawatt (MW) fordelt på 140 styk V112-3,0 MW-møller. Dermed kan selskabet endelig høste lidt af frugten af den store interesse, der har været for møllen op til offentliggørelsen.
- Interessen er enormt stor. Vi har jo for lidt over et år siden frigivet den til marketing, hvor vi gav dimensionerne på møllen til vores kunder. Siden da har forhåndsinteressen været meget stor, siger Finn Strøm Madsen.
Møllen er målrettet til sites med lav og mellem vindstyrke, hvilket er 75 pct. af verdensmarkedet for vindenergi. Den har været to år undervejs, og derfor er det også en særdeles tilfreds direktør, der kan gøre status.
- Det her er en stor dag for hele Vestas-organisationen, som har arbejdet hårdt på at få det her til at lykkes. Det er en hel organisation, som har god grund til at være glad og stolt i dag, siger Finn Strøm Madsen.
Med torsdagens ordre er Vestas godt på vej mod at realisere den lovede ordreindgang for året, og da den forventning blev givet, blev netop V112-møllen fremhævet som en væsentlig faktor i at nå målet. Vestas har indtil videre offentliggjort ordrer for 5,2 gigawatt (GW) i år, mens den lovede ordreindgang er på 8-9 GW.
Vindmølleproducenten kommer med regnskab for første halvår onsdag den 18. august, hvor markedet ud over regnskabstallene også vil få indblik i mængden af uannoncerede ordrer i andet kvartal.
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: [email protected], www.rb-borsen.dk )
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om Vestas Wind Systems



