Markedsoversigt: Svingende udvikling efter nøgletal og tale
27-08-10 kl. 27/8 2010 15:27 | Rockwool Int. A 1.615 (+1,96%) | Rockwool Int. B 1.746 (+0,63%) | Royal Unibrew 369,20 (+0,38%) | Danske Bank 242,50 (-0,49%) | DSV 495,60 (+0,32%) | Nordea Bank 77,10 (+0,06%)
Fredagens marked var præget af nervøsitet, men endte med en fremgang på 0,2 pct. til 393,45. Blandt topscorerne var de to banker Jyske Bank og Danske Bank, hvor sidstnævnte har fået hævet sit kursmål. Udenfor C20-indeket fremlagde Rockwool halvårsregnskab, som viste sig at være bedre end ventet, hvilket fik aktien til at stige.
- Det er en volatil (svingende) udvikling vi har set i et nervøst marked. Den amerikanske BNP-opgørelse hjalp aktierne, mens Bernankes tale og nedjusteringen fra Intel sendte aktierne tilbage igen. Senere blev stemningen dog forbedret. Vi venter på næste uges store makropræsentationer med amerikansk ISM og fredagens jobrapport. Danske Bank er hjulpet af det løftede kursmål fra Credit Suisse. Rockwool kom med et regnskab og en opjustering der var bedre end ventet. Royal Unibrew fortsatte sin optur, udtalte aktiechef Ole Kjær Jensen fra Sydbank til RB-Børsen
Rockwool steg 6,0 pct. til kurs 530. Virksomheden fremlagde sit regnskab for første halvår, hvor forventningen til såvel omsætning som bundlinje for 2010 blev hævet. Der ventes nu en omsætning på niveau med 2009 mod tidligere et fald på fem pct., mens nettoresultatet efter minoritetsinteresser ventes på 400 mio. kr., hvor forventningen tidligere var 300 mio. kr. Det skyldes blandt andet bedre markedsvilkår i Europa.
- Koncernens markedsbetingelser inden for isolering har gradvist forbedret sig i Europa. Rusland er nu i kraftig fremgang, mens koncernens udvikling i Nordamerika og Asien fortsætter den gode fremgang. Koncernen forventer at den positive udvikling i Systemssegmentet fortsætter i 2010, forklarer Rockwool i regnskabet.
Danske Bank steg 1,8 pct. til kurs 129,0. Det skete efter, at Credit Suisse løftede aktiens kursmål til 200 kr. fra 165 kr. Anbefalingen er fortsat "outperform". Samtidig hævede den schweiziske bank også kursmålet hos Nordea, som dog faldt 0,5 pct. til kurs 52,5. Kursmålet er nu på 59,47 kr. fra 55,29 kr. Anbefalingen er her "neutral". Jyske Bank steg 3,9 pct. til kurs 196,3.
DSV faldt 2,3 pct. til kurs 93,8. Den australske konkurrent Toll har været ude at afvise alle rygter om at købe DSV eller dele af den danske virksomhed. Det fastslog administrerende direktør Paul Little i et interview med avisen The Australian.
Royal Unibrew endte med en stigning 5,3 pct. til kurs 218 efter torsdagens kraftige stigning 11,6. pct. Royal Unibrew aflagde torsdag et halvårsregnskab, som var klart bedre end ventet.
Efter en svingende udvikling på finansmarkederne endte det med rentestigninger og obligationskursfald. Den amerikanske BNP-revidering for andet kvartal viste sig at blive et positivt indslag, mens de negative elementer i fredagens handel var en svag forbrugertillidsindikator fra University of Michigan og en nedjustering fra Intel, som havde afsat i privatsegmentet.
Den toneangivende ti-årige danske statsobligation, 4 pct. 2019, lukkede fredag 0,10 point lavere i kurs 114,57 med en effektiv rente på 2,23 pct.
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: [email protected], www.rb-borsen.dk )
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om Rockwool Int. A



