Tivoli nedjusterer efter ekstremt vintervejr (Opd.)
03-01-11 kl. 3/1 2011 13:32 | Tivoli 573,00 (+2,69%)
Tivoli nedjusterer sine forventninger til regnskabsåret og venter nu et mindre overskud end tidligere udmeldt. Det skriver Tivoli i en meddelelse. Nedjusteringen sker på grund af den hårde vinter, som har påvirket forlystelsesparken negativt, oplyser selskabet.
- Det kolde vejr har dog påvirket forlystelsesomsætningen og indtjeningen negativt, og på den baggrund forventer vi at komme ud med et mindre overskud end de cirka 20 mio. kr., som tidligere er udmeldt. Vi forventer dog stadig at afslutte året med et overskud, siger administrerende direktør Lars Liebst.
Tivoli landede i julen 2010 på et besøgstal på 791.000 gæster, hvilket er lidt højere end sidste års jul, hvor tallet var 783.000 besøgende. Tivolis jul var dog i 2010 en uge længere end året før.
Sidst i november oplyste økonomidirektør Claus Dyhr til RB-Børsen, at besøgstallet i julen gerne skulle lande på omkring 900.000. Men det mål fik vintervejret spoleret.
For hele 2010 valgte knap 3,7 mio. gæster at besøge Tivoli, mens antallet af besøgende i 2009 var over 3,8 mio.
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: [email protected], www.rb-borsen.dk )
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar