Amagerbanken/Engberg: Vi kendte risikoen, men det er trist
07-02-11 kl. 7/2 2011 07:47 | Amagerbanken 5,00 (+3,52%)
Nykredit kendte risikoen i Amagerbanken og havde indregnet den i sin samlede risikovurdering, men alligevel er koncernchef Peter Engberg overrasket og trist over krakket i Amagerbanken søndag. Det siger han til RB-Børsen. Han er mere bekymret for effekten på hele den danske banksektor.
- Det er da klart, det er trist, og jeg er overrasket ligesom alle andre. Vi har godt vidst, at der har været en risiko i Amagerbanken og på de tidspunkter, hvor vi er gået med, har vi vurderet den. Vi er gået med, når der kunne samles flertal. Men det er overraskende og trist, at vi taber de penge.
Om der vil komme et retsligt efterspil, tænker koncernchefen ikke så meget på.
- Det er ikke noget, jeg har tænkt på. Nu er sagen lige startet. Alle har vidst, der var risko. Tiden må vise, hvordan det står rent retsligt. Det har jeg ingen mening om her og nu, siger han.
Nykredit står til at tabe på tre faktorer. Dels aktieholdningen på lidt mindre end 5 pct. af banken, ansvarlig kapital primært fra gammel tid samt likviditet, som Nykredit har lånt banken.
- Vi står selvfølgelig til tab. Vores Amagerbank-aktier har en værdi på ca. 50 mio. kr., og dertil kommer ansvarlig kapital på 140 mio. kr. Og oveni i det kommer en fordring på den likviditet vi har lånt til banken på ca. 100 mio. kr. Det er mindre beløb i Nykredits verden, understreger Peter Engberg.
Med hensyn til likviditeten hæfter han sig ved, at dividenden for øjeblikket er 58 pct.
- Det er nok konservativt, vurderer Peter Engberg.
Nykredits egen situation bekymrer ikke Engberg så meget som den effekt, som krakket kan få på hele den danske banksektor.
- Jeg kigger mest på effekten for den danske banksektor generelt end på vores egen situation, medgiver han.
Det er likviditets-adgangen for den danske banksektor generelt, der giver Peter Engberg panderynker.
- Når jeg kigger på det, er det jeg er mest bekymret for, det forhold at simple kreditorer denne gang kommer til at tabe penge,. Det har ikke været normalt i finanskrisen. Faktisk er det meget unormalt. Det er jeg spændt på at se effekten af dette på internationale långivere. Det er det store spørgsmålstegn, og det ved vi ikke. Det er det, jeg kigger mest på, siger Engberg.
Effekten vil melde sig også inden bakpakke III løber ud i 2013.
- Det indtræder med det samme. Der er ingen tvivl om, at det får en effekt på likviditetsmulighederne, hvis vi kigger bredt på det. Det kan give mig panderynker, udtaler Peter Engberg.
For Nykredit er det ikke et problem, idet koncernen er fundet med realkreditobligationer.
- Hvornår effekten viser sig er mere usikkert. Det er klart noget, vi vil være opmærksom på, men internationale kreditorer rammes nok ikke direkte af Amagerbanken. Der bliver tale om en lidt længere reaktion, vurderer han.
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: [email protected], www.rb-borsen.dk )
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om Amagerbanken



