Østjydsk Bank: Acceptabelt resultat efter svært år
08-02-11 kl. 8/2 2011 15:59 | Østjydsk Bank 1,69 (-1,17%)
Østjydsk Bank kom ud af 2010 med skindet på næsen. Banken levede op til egne forventninger, men kunne dog ikke nå samme niveau som året før, da store nedskrivninger vendte et ellers godt resultat på kursreguleringer og en større indtjening på rente- og gebyrkontoen.
Bankens netto rente- og gebyrindtægter løb op i 295 mio. kr. eller 10 mio. kr. mere end året før, og kursreguleringerne gav et tilskud på 33 mio. kr. eller mere end dobbelt så meget som i 2009. Men nedskrivningerne tynger med hele 144 mio. kr. mod 111 mio. kr. hvilket mere end sluger hele fremgangen. Og da der tilmed har været en stigning i driftsudgifterne på 10 mio. kr. til 147 mio. kr. bliver det samlede resultat før skat blot 14 mio. kr. eller 9 mio. kr. mindre end året før. Og netto er der 9 mio. kr. tilbage hvilket svarer til en halvering af 2009-resultatet.
Alligevel er banken om ikke rimeligt tilfreds, så dog i stand til at acceptere resultatet af anstrengelserne i 2010.
- Ledelsen vurderer det opnåede overskud på 13,7 mio. kr. som acceptabel, henset til bankens gode basisindtjening, samt de vanskelige markedsforhold som var gældende for mange af bankens erhvervsvirksomheder gennem 2010, lyder vurderingen.
For indeværende år mener bankens ledelse at de økonomiske forhold i samfundsøkonomien vil blive svagt forbedret med stigende realøkonomisk vækst. Der ses dog fortsat "betydelige udfordringer for dele af erhvervslivet", men alligevel vurderes tab og nedskrivninger at lande på et noget lavere niveau i år.
- Ledelsen forventer dog, at bankens primære drift fortsat udvikler sig tilfredsstillende, lyder det fra Østjydsk Bank, der i kroner og ører ser et resultat før kursreguleringer og nedskrivninger i 2011, i niveauet 120 - 130 mio. kr.
# Årsregnskab - Østjydsk Bank:
Mio. kr. 2010 2009
-----------------------------------------------------------
Netto rente- og gebyrindtægter: 294,5 284,8
Kursregulering: 33,2 15,7
Nedskrivninger på udlån: 143,7 110,8
Resultat før skat: 13,7 23,0
Nettoresultat: 8,9 18,4
Udlån: 4910 4671
Indlån: 3591 3327
Balance: 6978 6133
Egenkapital: 648 632
Solvensprocent: 17,7 17,7
Kernekapitalprocent: 12,5 12,0
#
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: [email protected], www.rb-borsen.dk )
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar