Vestfyns Bank venter bedring i 2011 (Opd.)
10-02-11 kl. 10/2 2011 11:09 | Vestfyns Bank 840,00 (0,00%)
Vestfyns Bank tjente i 2010 knap 6,7 mio. kr. før skat mod 1,2 mio. kr. året forinden. Fremadrettet venter banken også en bedring af resultatet. Det fremgår af årsregnskabet for 2010.
Den primære årsag er, at bankens nedskrivninger af udlån og garantier ventes at falde i niveau i forhold til nedskrivningerne i 2010.
- Vestfyns Bank forventer herefter et resultatniveau i 2011, der er højere end resultatet for 2010, og som kan forrente egenkapitalen med 5-8 pct. før skat. Usikkerheden om forudsigelsen af bankens resultatudvikling er ganske stor som følge af fortsat høj usikkerhed om den generelle økonomiske udvikling, skriver banken i sit regnskab.
Foruden lovning om bedring af resultatet har banken yderligere en lille gave til aktionærerne i regnskabet. Banken har nemlig besluttet sig for at betale udbytte for årets sidste kvartal.
- Loven om finansiel stabilitet (Bankpakke I) medfører, at der alene må udbetales udbytte af indtjeningen fra sidste kvartal i året. Med baggrund heri og med ønsket om igen at tilgodese bankens aktionærer, indstiller bestyrelsen til generalforsamlingen, at der udbetales udbytte af 4. kvartals indtjening med 5 pct. af aktiekapitalen, svarende til 5 kr. pr. aktie, skriver banken.
Overordnet set skriver Vestfyns Bank om sin udbyttepolitik, at den tilstræber en stabil udbyttebetaling på mellem 25-35 pct. af bankens resultat efter skat.
For regnskabsåret 2010 glæder Vestfyns Bank sig særligt over tilgangen af erhvervskunder, mens især vækst i gebyrindtjeningen på handlen med værdipapirer har været en positiv overraskelse for banken.
- Vestfyns Bank har igen i 2010 oplevet en tilfredsstillende nettovækst i kundebestanden, der er øget med knap 3 pct. til 16.300 kunder, med størst relativ vækst i antal erhvervskunder. Udlånsudviklingen er dog lavere end budgetteret, mens vi har oplevet en flot vækst i handelsaktiviteterne på værdipapirområdet, der afspejler en meget tilfredsstillende vækst i gebyrindtjeningen, skriver Vestfyns Bank i regnskabet.
#
Årsregnskab - Vestfyns Bank:
Mio. kr. 2010 2009
-----------------------------------------------------------
Netto rente- og gebyrindtægter: 101,5 100,2
Kursregulering: 7,9 10,8
Nedskrivninger på udlån: 20,9 30,6
Resultat før skat: 6,7 1,2
Nettoresultat: 4,9 1,4
Udlån: 1233,4 1259,5
Indlån: 1445,0 1486,4
Balance: 2034,1 1904,3
Egenkapital: 216,9 212,2
Solvensprocent: 18,9 16,9
Kernekapitalprocent: 16,2 14,4
#
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: [email protected], www.rb-borsen.dk )
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar