Svendborg Spks. og Spks. Faaborg bliver til Bank Fyn (2. opd.)
02-03-11 kl. 2/3 2011 14:31 | Sparekassen Faaborg 173,50 (0,00%) | Svendborg Sparekasse 755,00 (+2,03%)
Danmark får en ny bank, idet Sparekassen Faaborg og Svendborg Sparekasse vil fusionere og blive til Bank Fyn. Det oplyser sparekasserne i en fondsbørsmeddelelse onsdag. Fusionen anbefales af begge bestyrelser, ligesom også de to fonde og storaktionærer bag sparekasserne har givet tilsagn om at stemme ja.
De to sparekasser beskæftiger aktuelt 319 medarbejdere, og det samlede forretningsomfang - summen af indlån, udlån og garantier - er på 15,5 mia. kr. Der er lagt op til besparelser, idet der ses et betydeligt synergipotentiale.
- Begge sparekasser ser væsentlige synergieffekter i sammenlægningen både markeds-, omkostnings- og indtjeningsmæssigt, hedder det i meddelelsen.
Og de synergier ventes realiseret hurtigt, oplyses det.
- Ved sammenlægningen vil det blive muligt at optimere specielt de administrative funktioner samtidig med, at kompetenceniveauer vil kunne øges. Også på det markedsmæssige område forventes en betydelig styrkelse ved at samle kræfterne. Allerede i løbet af 2011 vil nogle af synergieffekterne kunne slå igennem, og bestyrelserne vurderer, at en fusion også på det lidt kortere sigt vil kunne skabe en forbedret basisindtjening, skriver sparekasserne i meddelelsen.
Sparekassen Faaborg havde et nettounderskud på 76 mio. kr. i 2010 og kom ud af året med en egenkapital på 956 mio. kr. Svendborg Sparekasse havde et nettooverskud på 29,6 mio. kr. og en egenkapital på 560 mio. kr. ved udgangen af 2010.
Bank Fyn vil få en basiskapital på 1,9 mia. kr., hvilket betyder en overdækning på 0,9 mia. kr. i forhold til lovkravet.
Administrerende direktør i Bank Fyn bliver Claus Sejling fra Sparekassen Faaborg, mens bestyrelsesformand bliver Arne Knudsen fra Svendborg Sparekasse.
Sammenlægningen vil, hvis godkendt, ske med tilbagevirkende kraft, idet virkningen bliver 1. januar 2011. Den ekstraordinære generalforsamling, der skal godkende fusionen, ventes at finde sted 18. maj.
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: [email protected], www.rb-borsen.dk )
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar