North Media: Større omsætning og effektivitet giver godt år
03-03-11 kl. 3/3 2011 07:27 | North Media 38,80 (+3,47%)
Koncernen bag Søndagsavisen, North Media, kom ud af 2010 med væsentligt større overskud end året før. Selskabet hentede et nettooverskud på 85,8 mio. kr. mod 9,1 mio. kr. i 2009. Resultatet før skat blev i 2010 103 mio. kr. Det fremgår af North Medias årsregnskab.
Driftsresultat, EBIT, før særlige poster blev i 2010 på 110,2 mio. kr., mens samme resultat det foregående år var på 19,5 mio. kr.
Forbedringerne på bundlinjen skal ifølge selskabet ses i lyset af, at det har forbedret sig inden for distributionsenheden, FK Distribution.
- Den væsentligste årsag til koncernens resultatfremgang er øget omsætning og positiv udvikling i kvalitet og effektivitet inden for distributionsenheden, skriver ledelsen i regnskabet.
For 2011 venter North Media en omsætning i omegnen 1175-1225 mio. kr. og et driftsresultat, EBIT, på 120-150 mio. kr.
- Det primære fokus vil fortsat være stram omkostningskontrol og fokus på effektiviseringsmuligheder. Der arbejdes sideløbende med at udvikle markedet for adresseløse forsendelser til annoncører, der historisk ikke har brugt dette virkningsfulde medie samt at videreudvikle markedet for segmenterede tryksager, skriver selskabet.
# Årsregnskab - North Media:
Mio. kr. 2010 2009
---------------------------------------------------
Omsætning: 1138,7 1028,5
EBIT før særlige poster: 110,2 19,5
Res. før skat: 103,0 3,4
Nettoresultat: 85,8 9,1
Egenkapital: 498,2 573,4
Balance: 762,2 802,9
#
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: [email protected], www.rb-borsen.dk )
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om North Media



