Tirsdagens aktier: Pandora blev kursgyser i presset marked
15-03-11 kl. 15/3 2011 16:09 | A.P. Møller-Mærsk A 11.870 (+0,25%) | A.P. Møller-Mærsk B 12.280 (+0,08%) | Vestas Wind Systems 572,50 (+1,60%) | Pandora 600,50 (-0,41%) | Group 4 Securicor 24,50 (+1,24%)
Atomkrisen i Japan lagde tirsdag en stor skygge over aktierne. C20-indekset faldt 2,4 pct. til 449,25 og fulgte dermed de store europæiske indeks, der lå 1,4-3,4 pct. lavere ved dansk lukketid. Pandora fik ekstra store kurstæsk i forbindelse med selskabets årsregnskab for 2010. Vestas fulgte derimod en lang række andre europæiske leverandører til produktion af vedvarende energi til stigninger i lyset af den japanske atomkrise.
- Markedet var tirsdag fortsat meget nervøst, og krisen i Japan skal også ses i sammenhæng med de fortsatte uroligheder i Mellemøsten og gældskrisen i Europa. På den danske scene, var dagens regnskab fra Pandora sådan set okay på tallene, men forventningerne skuffede. Ledelsen svarede ikke tilstrækkeligt på analytikernes spørgsmål ved en telekonference tirsdag eftermiddag, og det sendte aktien yderligere i minus, sagde seniorrådgiver Claus Paaske Larsen fra Nordea til RB-Børsen.
Pandora tabte 22,2 pct. til kurs 238,4. Pandoras prognoser for 2011 skuffede i forhold til investorernes forventninger i årsregnskabet for 2010. Aktiehandler Martin Munk fra Jyske Bank sagde, at investorerne især hæftede sig ved marginudviklingen og selskabets 2011-meldinger. Smykkeproducenten fremlagde forventninger om en omsætningsvækst på mindst 25 pct., hvor analytikerestimatet for 2011 ifølge SME Direkt var på 34 pct. EBITDA-marginen ventedes ifølge selskabet selv at blive 40 pct.
- Faldet kan tilskrives udviklingen i bruttomarginalen, som afslører, at selskabet har svært ved at vælte de stigende priser på guld og sølv over på kunderne. Samtidig ser guidance ud til at være til den lave side, sagde Martin Munk.
Stiger råvarepriserne endnu et hak, skal Pandora hæve sine priser eller trimme sine øvrige omkostninger. Det fastslog koncernens finansdirektør, Henrik Holmark.
- Som en grov tommelfingerregel vil en prisstigning på 10 pct. koste 2 pct. på marginerne, sagde Henrik Holmark , der yderligere oplyste, at Pandora kan justere sine salgspriser i første og tredje kvartal i forbindelse med kollektionslanceringer.
Vestas steg 1,0 pct. til kurs 194,3, efter krisen i Japan skabte yderligere usikkerhed for fremtiden i atomkraft og dermed fornyet interesse for vedvarende energi. Derudover meldte amerikanske General Electric sig på banen med en ny 4 megawatt mølle, der er skræddersyet til offshore vindmøllemarkedet, som ellers hidtil har været domineret af Siemens Wind Power og Vestas.
G4S lukkede 1,2 pct. lavere i kurs 22. Vagt- og sikkerhedskoncernen fremlagde årsregnskab, hvor tallene stort set var som ventet. Adm. direktør Nick Buckles løftede sløret for, at koncernen ikke er færdig med at købe op i Brasilien efter opkøb i 2010. Ifølge analytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank, er det et fornuftigt træk, da Brasilien er en kæmpeøkonomi, hvor velstanden fortsat øges de kommende år. For 2011 er G4S generelt fortrøstningsfuld omkring forretningsmiljøet, hvor der ses en bedring i den organiske omsætningsvækst.
A.P. Møller - Mærsk faldt 1,6 pct. til kurs 48.950. Priserne for at få fragtet containere fra Asien er på det laveste niveau, siden man begyndte at opgøre dem i indekset SCFI i oktober 2009. Det skrev nyhedsbrevet Alphaliner.
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: [email protected], www.rb-borsen.dk )
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om A.P. Møller-Mærsk A



